Læs også:

Close
dankort nets kort betalingskort (Foto: MY DAILY SPACE)

NEWS: Danskerne betaler mere digitalt

Nyheder  | 

Danskerne betaler mere digitalt · Fem personer anholdt efter handel med kokain via Snapchat · EUDP uddeler 286 millioner kroner til ny energiteknologi · DI roser forslag om ny ordning for international arbejdskraft · 30-årig rumænsk mand modtager straksdom for at filme personer i skjul · Dagens video: Hjælp fra VM

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danskerne betaler mere digitalt

Danskerne betaler mere digitalt – det gør offline-betalinger endnu vigtigere som beredskab …

Mere end 90 pct. af alle betalinger i Danmark er digitale, og flere og flere borgere bruger mobilen, når de betaler. Samtidig opfatter flere borgere kontanter som et betalingsberedskab, hvis ikke de kan betale digitalt, og stadig flere har en kontantbeholdning over 1.000 kr.

Det er nogle af konklusionerne i de to analyser ‘Danskernes brug af kontanter falder fortsat’ og ‘Danskerne betaler mere med mobilen’, som Nationalbanken har udgivet.

Analyserne viser blandt andet også at:

Kontanter blev brugt til 9 pct. af alle betalinger i fysisk handel i 2025 mod 11 pct. i 2023 og 23 pct. i 2017.
Wallet-betalinger på mobilen, fx med Apple Pay og Google Pay, vokser kraftigt og udgør hver tredje betaling i fysisk handel.
41 pct. af borgerne har over 1.000 kr. i kontanter mod 33 pct. i 2023.
7 ud af 10, der har en kontantbeholdning, betragter den som et beredskab.
Mindre end 5 pct. af betalingerne i fysisk handel er straksbetalinger, fx via Mobilepay.

– Vores analysearbejde viser, hvor meget digitale betalinger fylder i et moderne samfund, og det understreger igen, hvor vigtigt det er, at alle danskere og butikker har et betalingsberedskab, som er gearet til det betalingsmønster, fortæller nationalbankdirektør Ulrik Nødgaard.

– Særligt to ting kan styrkes for at underbygge det: At endnu flere butikker er klar til at tage imod digitale betalinger offline, og at der bliver en større udbredelse af straksbetalinger via fx MobilePay, fortsætter han videre.

Betalingsinfrastrukturen i Danmark er sikker og effektiv, men to gange det seneste år, i juli 2025 og maj 2026, har tekniske fejl hos Nets vist, at der kan opstå situationer, hvor en eller flere betalingsløsninger ikke virker som normalt.

– Offline-kortberedskabet sørgede for, at mange kunder i dagligvarehandlen ikke mærkede Nets-nedbruddet i maj 2026. Beredskabet kan klare både almindelige kortbetalinger og wallet-betalinger, og flere butikker bør derfor overveje at bruge kortberedskabets offline-løsning,” siger Ulrik Nødgaard.

Sammen med detailhandlen, den finansielle sektor og de øvrige medlemmer af Betalingsrådet har Nationalbanken lanceret et offline-kortberedskab. Det sikrer, at alle borgere over 18 år kan betale med kort og wallets på mobilen i dagligvarebutikker og apoteker i mindst syv dage, selvom kortinfrastrukturen ikke virker, eller butikkernes kortterminaler ikke er online.

Offline-kortberedskabet er etableret af dagligvarebutikker og apoteker for at sikre adgang til basale forsyninger. Andre butikker kan tilslutte sig samme tekniske offline-løsning, så de også kan modtage både kort- og wallet-betalinger ved nedbrud i kortinfrastrukturen.

Kontanter bruges fortsat til færre og færre betalinger, men fra 2023 til 2025 er der blevet flere danskere med en kontantbeholdning over 1.000 kr. Langt de fleste, der har en kontantbeholdning, opfatter kontanter som en del af deres betalingsberedskab. Under nedbruddet i maj kunne kontanter fortsat bruges. Det samme var tilfældet for straksbetalinger, dvs. konto til konto-betalinger via mobilbank eller MobilePay, som steg kraftigt under nedbruddene i juli 2025 og maj 2026.

– Jo flere forskellige betalingsløsninger, borgerne har, jo flere forskellige situationer, vil de kunne betale i, siger nationalbankdirektør Ulrik Nødgaard.

– Kontanter og straksbetalinger har fungeret som alternativer til betalinger med kort under begge nedbrud. Det er positivt, at flere danskere har et kontantberedskab, og at de fleste kan lave straksbetalinger, men vi har brug for, at endnu flere danskere har forberedt sig på, at kortinfrastrukturen kan fejle, forklarer Ulrik Nødgaard.

For at være sikker på at kunne betale anbefaler Nationalbanken borgerne:

At husstanden har mindst to fysiske betalingskort fra forskellige mærker, for eksempel Dankort, Mastercard eller Visa, med tilhørende pinkoder.

At borgerne har et mindre beløb i kontanter. Hvor stort et beløb afhænger af, hvor meget man forventer at skulle købe, men et pejlemærke er 250 kroner pr. person i husstanden.

At man har en betalingsløsning på mobilen, der kan foretage kontooverførsler, for eksempel MobilePay eller mobilbank.

For at være sikker på at kunne modtage betalinger anbefaler Nationalbanken detailhandlen:

At forberede sig på situationer, hvor betalinger ikke kan foretages som normalt.
At modtage offline-kortbetalinger, hvis butikken normalt modtager kortbetalinger.
At overveje at modtage betalinger med både betalingskort og kontooverførsler i tillæg til kontanter.
At have konkrete planer og instruktioner for butikken og personalet.

dankort nets kort betalingskort (Foto: MY DAILY SPACE)
Danskerne betaler mere digitalt … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: 7-dages offline-kortbetalingsberedskab på plads i dagligvarekæder 

Fem personer anholdt efter handel med kokain via Snapchat

Operativ Specialefterforskning ved Nordjyllands Politis gennemførte sidste torsdag den 25. juni 2026 omkring klokken 10.00 en koordineret anholdelsesaktion på flere adresser i Aalborg-området, samt i Nørresundby. Ved aktionen blev i alt fem personer anholdt, sigtet for salg med euforiserende stoffer.

De fem anholdte er i alderen 19 til 30 år og er alle sigtet for handel med euforiserende stoffer. Der blev afholdt grundlovsforhør ved Retten i Aalborg samme dag.

Politikommissær Ulf Munch Sørensen, leder af Operativ Specialefterforskning, udtaler:

–De anholdte er alle sigtet for handel med euforiserende stoffer – nærmere bestemt kokain. Efterforskningen viser, at salget primært er foregået via Snapchat.

Han peger samtidig på en udvikling, hvor narkotikahandel i stigende grad flytter til digitale platforme:

– Narkotikahandel foregår i stigende grad via sociale medier og andre platforme, hvor mange potentielle købere – særligt unge – færdes. Her kan de møde profiler, som sælger blandt andet puff bars, hash, opioider og kokain. Det er en udvikling som er sket over en længere årrække, og som vi tager meget alvorligt.
Sagen her viser endnu en gang, at det ikke er nok at politiet er til stede på gader og stræder, men også er velbevandrede på internettet og de platforme, som kriminelle benytter til at begå kriminalitet. Det bliver vi gradvist bedre til, og denne aktion er et godt eksempel på det.

snapchat (Foto: Unsplash)
Fem personer anholdt efter handel med kokain via Snapchat … (Foto: Unsplash)

Læs også: Idømt forvarring for omfattende grooming via snapchat

EUDP uddeler 286 millioner kroner til ny energiteknologi

Endnu engang sætter Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) skub i den grønne omstilling. Programmet har netop givet 34 innovative energiprojekter tilskud for i alt 286 millioner kroner til udvikling af nye grønne løsninger.

EUDP støtter hvert år virksomheder og universiteters arbejde med udvikling og demonstration af nye, grønne energiteknologier, som bidrager til at indfri Danmarks klima- og energipolitiske målsætninger. Programmet modtog i foråret 2026 i alt 82 ansøgninger, der sammenlagt søgte om mere end 804 millioner kroner til nye energiteknologiske løsninger. Nu har godt en tredjedel af ansøgerne fået grønt lys til at sætte gang i udviklingen med støtte fra EUDP.

– Forskning spiller en vigtig rolle i vores samfund og udviklingen af det. Og grøn forskning og innovation er ingen undtagelse. Det er vigtigt, at vi hele tiden arbejder for at blive klogere og for at tænke nyt og uprøvet, så vi kan finde de rette løsninger. Med pengene fra EUDP sørger vi nu for, at en række nytænkere får mulighed for at afprøve deres grønne løsninger – om det så gælder energilagring eller farvede solceller, der kan sættes op på bygninger – og det er jeg glad for,siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.

Og det er en bred vifte af projekter, der nu modtager tilskud fra EUDP. Blandt de støttede projekter finder man blandt andet en AI-løsning til effektiv styring af varme- og kølesystemer, en løsning, der skal lagre CO2 permanent som naturlige mineraler i undergrunden, og en smart teknologi til energioptimering i kommunale svømmehaller og badelande.

– Jeg er imponeret over det høje faglige niveau, de stærke partnerskaber og den vilje til innovation, som de nye projekter demonstrerer. Med rundens støtte bidrager EUDP til at omsætte gode idéer til konkrete løsninger, der kan styrke den grønne omstilling, øge energisystemets robusthed og skabe værdi for både erhvervsliv og samfund. Vi ser i bestyrelsen frem til at følge projekterne og deres resultater i de kommende år, fortæller Kim Lehmann, forperson for EUDP’s bestyrelse.

Smart og fleksibel energi … Årets første ansøgningsrunde har været særligt præget af den målrettede indsats inden for el-lagring, hvor 89 mio. kr. er blevet tildelt projekter, der skal udvikle fremtidens lagringsløsninger til det grønne energisystem.

Samtidig var interessen for Smart Energy og Digitalisering stor, og hele særpuljen på området blev udmøntet.

Projekterne inden for både el-lagring og Smart Energy bidrager til udviklingen af et mere fleksibelt, robust og sammenhængende energisystem og sikrer samtidig en bedre udnyttelse af elnettet. Projekterne skal blandt andet understøtte en bedre integration af vedvarende energi, styrke forsyningssikkerheden og skabe nye danske erhvervs- og eksportmuligheder inden for grøn energiteknologi.

Sådan fordeler de 34 nye projekter sig:

  • 14 EUDP-projekter, herunder 5 omhandlende el-lagring
  • 12 IEA-samarbejder (projekter under Det Internationale Energiagentur)
  • 5 projekter under særpuljen Smart Energy og Digitalisering
  • 3 projekter under særpuljen for pyrolyseteknologi

Læs mere og find listen over samtlige støttede projekter i denne ansøgningsrunde på EUDP’s hjemmeside.

Ny ansøgningsrunde: 300 millioner kroner på højkant … Samtidig med at EUDP nu igangsætter 34 nye projekter, åbnes der op for ansøgninger til næste runde. Denne gang er der i alt er 301,3 millioner kroner i spil. Ansøgningsfristen for næste runde er den 2. september 2026 klokken 12.00.

– Behovet for nye løsninger til den grønne omstilling er stort, og vi håber at modtage endnu flere stærke og ambitiøse ansøgninger. Vi glæder os til at se de idéer og projekter, som skal være med til at forme fremtidens energisystem, afrunder Kim Lehmann, forperson for EUDP’s bestyrelse.

Der udbydes denne gang 240 millioner kroner i EUDP’s generelle pulje, hvor der kan søges om støtte til udvikling og demonstration af ny energiteknologi under EUDP, tilskud til etablering af testfaciliteter under Green Labs DK samt tilskud til dansk deltagelse i internationale energisamarbejder (IEA). Der kan også søges om tilskud til dansk deltagelse i CETPartnership.

Udover den generelle pulje, genudbydes også særpuljen for pyrolyse, hvor der denne gang er 61,3 millioner kroner at hente.

Men den nye ansøgningsrunde følger opdateret ansøgningsmateriale – og samtidig også en revideret strategi. Med den opdaterede EUDP-strategi tydeliggøres de retninger og indsatsområder, som bestyrelsen ønsker at understøtte i de kommende år. Potentielle ansøgere opfordres således til at orientere sig i strategien og lade sig inspirere af de muligheder, den peger på.

Læs mere om den nye ansøgningsrunde i EUDP’s indkaldelse.

kløver firkløver klima natur grøn miljø
EUDP uddeler 286 millioner kroner til ny energiteknologi… (Foto: Unsplash)

Læs også: Energinet skal i offensiven

DI roser forslag om ny ordning for international arbejdskraft

Regeringen har fremsat et lovforslag om ny certificeringsordning for internationale medarbejdere. Dansk Industri kalder det en milepæl, at arbejdsmarkedets parter står sammen om international rekruttering på ordnede forhold i Danmark.

Regeringen har fremsat et lovforslag om en ny ordning for international arbejdskraft. Den såkaldte certificeringsordning vil sikre danske virksomheder en styrket mulighed for at rekruttere international arbejdskraft til overenskomstbærende arbejde på det danske arbejdsmarked.

– Det er en glædelig nyhed, at regeringen har fremsat lovforslaget om den nye certificeringsordning for international arbejdskraft uden for EU. Med den er der en ordning for at kunne tiltrække arbejdskraft fra tredjelande for hver af de forskellige kategorier, hvor der mangler arbejdskraft, siger Søren Kryhlmand, viceadministrerende direktør i Dansk Industri (DI).

Den nye ordning giver virksomhederne hurtigere og bedre adgang til at rekruttere international arbejdskraft fra 16 lande uden for EU mod blandt andet et krav om overenskomst samt en minimumsløn på 322.000 kr. om året (2026-niveau).

– Ordningen giver virksomhederne nye muligheder for at kunne ansætte den nødvendige arbejdskraft. Samtidig vil den styrke den danske model, fordi den sikrer, at virksomheder med ordnede forhold får en klar fordel. Vi har set frem til denne dag længe, og der er grund til at rose alle de partier, der står bag. Lovforslaget er et afgørende skridt, som viser, at vi kan være med til at løse virksomhedernes behov for arbejdskraft, samtidig med at vi værner om de danske løn- og arbejdsvilkår og den danske model. Alle dele er noget, der er vigtigt for os i Dansk Industri, for det beskytter både de ansatte og de ansvarlige virksomheder, afrunder Søren Kryhlmand.

Lovforslaget står til at blive behandlet i Folketinget i august for at kunne træde i kraft den 1. januar 2027.

arbejde sammen job
DI roser forslag om ny ordning for international arbejdskraftn … (Foto: Unsplash)

Læs også:  Dansk Industri vil stoppe ulovlige og farlige produkter fra temu

30-årig rumænsk mand modtager straksdom for at filme personer i skjul

Retten i Kolding har i fredags den 26. juni 2026 idømt en rumænsk mand 40 dages ubetinget fængsel og udvisning for blufærdighedskrænkelse ved at filme personer i skjul på et toilet i Fredericia.

Sydøstjyllands Politi modtog onsdag den 24. juni 2026 en anmeldelse om, at der var fundet en mobiltelefon på et offentligt toilet i Fredericia. Telefonen havde været placeret i en ventilator og filmede ned mod toilettet. Telefonen blev udleveret til politiet, der sikrede mobiltelefonen som bevis i sagen.

Næste formiddag –  torsdag d. 25. juni 2026 – rettede en 30-årig mandlig rumænsk statsborger henvendelse i politiekspeditionen på politistationen i Fredericia og spurgte efter sin telefon, som han tidligere havde glemt på et toilet i byen.

Politiet, der havde sagen fra dagen før i baghovedet, fandt telefonen fra sagen frem. Manden oplyste koden til telefonen og gav samtykke til, at politiet kiggede i telefonen. Ved en hurtig gennemgang af telefonen stod det klart, at den indeholdt flere videosekvenser og optagelser af nøgne og delvist nøgne personer herunder børn, som tilsyneladende ikke var bevidste om, at telefonen optog dem. Manden blev kort efter anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse og for i skjul at have filmet personer på et toilet i Fredericia.

I Retten i Kolding blev den 30-årige idømt en straksdom på 40 dages ubetinget fængsel for at have filmet personer i skjul i en periode fra den 18. juni 2026 og frem til den 24. juni 2026. Han blev desuden udvist af landet med indrejseforbud i seks år. Han modtog dommen.

– Den anholdte erkendte alle de forhold, som han var sigtet for. Det betød, at sagen allerede i dag kunne afsluttes med en straksdom, lyder det fra Anne Jørgensen, der er anklager hos anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.

blotter blufærdighedskrænkelsemand tunnel
30-årig rumænsk mand modtager straksdom for at filme personer i skjul … (Foto: Unsplash)

Læs også: Find dit forsvar mod psykopater og andre idioter

Dagens video: Hjælp fra VM

· Mere fra samme kategori ·