Klumme: Mig og Italien
Nu kommer der en klumme om en ting, som jeg elsker. Og ja, den kunne fylde ‘sidevis’ og mange klummer. Men du får blot en lille snas af ‘mig og Italien’. Landet som jeg elsker
I et andet liv
Har jeg været italiener engang … Det påstår min sødeste nabo i mit sommerhus, som engang vi talte om mit ‘lille sted i Italien’ sagde med alvor i stemmen- ‘men Tina du ved godt, hvorfor du er så vild med Italien ikke …’. Og jeg svarede nej’ – for det ved jeg ikke – det er bare en stærk følelse og kærlighed og forbindelse, jeg altid har haft. Men hun siger – og hun kan noget, som jeg ikke helt forstår, men som jeg tror på – at jeg for mange mange år siden – i et andet liv – var italiener …
Det giver faktisk rigtig meget mening for mig. For af landene i Sydeuropa har Italien altid været min absolutte favorit, og jeg føler mig ‘hjemme’, når jeg er der. Så derfor giver det også mening, at jeg har en lille lejlighed dernede – DET kan du godt se ikk … Smiler.
En livslangkærlighed
Jeg har altid været draget mod og af Italien. For mig er der kæmpe forskel, hvis jeg sammenligner med for eksempel Frankrig og Spanien. Som ung læste jeg om Italien og drømte om at komme dertil. Ja, faktisk lærte jeg italiensk på aftensskole – men det var også (for at være helt ærlig) for at forstå, hvad Eros Ramazzotti sang om (dengang var der ikke ‘det der internet’ – haha). Jeg kom dog først dertil midt i mine 20’ere – og siden har jeg så været der et utal af gange. Antallet er så stort, så jeg ikke fører regnskab med det mere.
Mine drenge og jeg har også holdt sommerferie der det meste af deres opvækst. Og jeg har været i så mange byer, at jeg slet ikke har tal på dem. Syditalien er det område, jeg ikke har udforsket nok – men det skal nok komme. Men midt mellem (tegner man en trekant mellem Pisa, Firenze og Rom) har jeg i måske 20 år kommet i en lille bitte by; San Qurico (di Sorana), fordi min veninde og hendes familie har hus der. Mine drenge har også været der flere gange. Og den by forelskede jeg mig i for mange år siden. Ikke fordi den er speciel smuk, unik eller andre ting, som Italien jo KAN være. Men fordi jeg bare føler mig godt tilpas og hjemme der.
Og tilfældet var, at for nogle år siden blev en lejlighed i huset ved siden af min venindes hus, sat til salg. Resten kan du næsten gætte dig til. Ja, jeg ‘kom til’ at købe den. Og jeg har ikke fortrudt …
Byen San Quirico
Det her er så byen, hvor jeg har en lille lejlighed i. Den har jeg haft i nogle år nu. Men det er som sagt en laaaaaaaang historie som reelt nok er mest spændende – for mig. Men ja, man kunne kalde det her en kærlighedshistorie til Italien.
Byen er lille – som i måske lidt over 500 indbyggere. Det tal jeg har kunne finde er, at der befolkningen udgør 572 – og den er nok ikke steget – højst faldet – for der er mange ældre – ja gamle. Men det synes jeg jo er hyggeligt – altså ikke at det er faldende, men at byen er fyldt med historier og lange liv levet i byen. Det kan man faktisk mærke.
Det ER Toscana men også ‘kun lige’ … For du skal ikke køre mange kilometer den ene vej, så er du i Lazio-regionen, og kører du den anden vej er du i Umbrien, inden du når at blinke med øjnene. Og faktisk så elsker jeg netop det. For landskabet ER anderledes og meget unikt her (og ikke mange turister finder vej dertil).
San Quirico er en landsby i Toscana i det centrale Italien, og administrativt en del af kommunen Sorano og pr
Om San Quirico
Det er, hvad man kunne kalde det simple liv, at bo i San Quirico. Man handler simple (og billige i forhold til Danmark) dagligvarer. Osten – frugten – grøntsagerne – kødet – alt smager bare bedre her. Og jeg tænker aldrig over priserne. For de er stadig noget billigere end i Danmark. Mandag er er marked i byen. Det er så faktisk også en overdrivelse. For der er måske 4 ‘biler’ med alt fra rengøringsmidler til tøj og frugt og grønt. Men jeg går også derned og provianterer. Det er lokalt – og det er super hyggeligt. Jeg går også ofte ned på den lille lokale bar (der er kun en), hvor mange fra byen mødes om morgenen til en kaffe og et ‘buongiorno’ og så espressoen. IKKE en latte fra morgenstunden – så er du dømt ude – af ALLE …
Det er nok ikke lige byen, man tænker, ‘den skal jeg besøge’. For der sker ikke særlig meget – men det er netop det, jeg elsker. Vil jeg opleve noget, tager jeg den lejede bil og kører på tur. Og der er noget mega fedt ved at ‘være en af de lokale’ – hvad jeg jo ikke helt er – men sådan føler jeg mig. Jeg kan ikke tale italiensk. Jeg forstår dog en del. Og det skal nok komme – jeg har tiden. Og netop i San Quirico bliver det lidt ‘gæt og grimasser’, for her taler de kun italiensk. Også de unge. Så du må bare forsøge.
Sorano – Pitigliano og Sovana
Sorano – Pitigliano og Sovana – de tre byer ligger alle tæt på ‘min by’. Og de er alle ret unikke og smukke.
Når middelalderbyen Sorano i Toscana forbindes med ‘tuffo’ (italiensk: tufo), henviser det til tuf – en porøs, vulkansk stenart, som hele byen bogstaveligt talt er hugget ud af og bygget på. Som også San Quirico gør.
-
- Klippebyen: Sorano kaldes ofte for ‘Toscanas Matera’, fordi husene og fæstningsværkerne smelter fuldstændig sammen med de stejle tuf-klipper.
- Historisk arkitektur: Lige siden etruskernes tid har man udnyttet den bløde stenart til at udhugge dybe forsvarsveje (Vie Cave), underjordiske kældre, grotter og hele landsbyer direkte i klippevæggen.
Sorano er både en by og en kommune i provinsen Grosseto i det sydlige Toscana i Italien. Det er en gammel middelalderby, der ligger på et tufofremspring med udsigt over Lente-floden.
Pitigliano kaldes også Det jødiske kvarter (Lille Jerusalem): Pitigliano kaldes for ‘Piccola Gerusalemme’ på grund af sin historiske jødiske befolkning. I de smalle gader kan du besøge den smukke Sinagoga di Pitigliano og udforske de gamle underjordiske rum hugget ud i klippen, herunder et rituelt bad, et bageri og en kosher-vinkælder.
Vie Cave (De etruskiske klippestier): Lige uden for bymuren finder du et netværk af ældgamle, dybe stier, som etruskerne huggede direkte ud i de bløde tufklipper for tusinder af år siden. En vandretur her føles som at gå i en kølig, magisk junglekløft med høje klippevægge på begge sider.
Medici-akvædukten og Palazzo Orsini: Når du ankommer til byen, domineres indgangen af den gigantiske akvædukt fra det 16. århundrede. Lige ved siden af ligger fæstningen Palazzo Orsini, som i dag rummer et museum med religiøs kunst og historiske genstande.
Højdepunkt: Gå ikke glip af Il Bagno dei Frati (‘Munkenes bad’). Det er et mindre, historisk bassin fra det 15. århundrede, som ligger gemt inde i skoven ved siden af en gammel kirke. Det er et betalt anlæg med liggestole, omklædning, spa-behandlinger og en god restaurant. Det er langt mindre overrendt end Saturnia, der også et et super lækkert sted med varme kilde.
Men ja området og alle tre byer har noget at byde på. De er stadig små, men emmer af historier og ‘gamle dage’.
Små hacks og tanker
Man kan flyve til både Pisa – Firenze og Rom. Jeg flyver oftest til Rom. Så kender jeg ruten næsten i blinde. Der er cirka 130 kilometer fra Rom lufthavn. De sidste 40 kilometer tager tid – og der er man jo ved at være ret utålmodig og kan ikke veeeeeeeeeeeeente.
Er man til det simple liv, så er de små byer i Italien unikke. Hver by og hvert område har sine historier og madretter, som de stolt laver og fortæller om.
En halv time fra San Quirico ligger der en ret vild sø. Bolsenasøen, der er Europas største vulkanske sø og blev dannet for over 300.000 år siden, da en enorm magmakammer-top styrtede sammen. Det krystalklare vand omkranser de to øer, Bisentina og Martana, som blev skabt af efterfølgende vulkanudbrud under vandets overflade. Man kan ikke køre helt nede ved søens bred rundt om. Men man kan godt køre rundt om den ‘på afstand’, og man kan både bade i den – sejle eller sidde på en lille taverna og få frokost.
Drømmer du om at eje noget i Italien – så kan jeg godt forstå det. Men det er ikke nemt at få alt det papirmæssige på plads. Jeg var heldig, at min veninde kan flydende italiensk og hendes mand også flydende dansk. De var en stor hjælp, og jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skulle have gennemført det uden dem.
Og hvad laver du der så …
Ja, det kan jeg faktisk ikke sådan skrive noget ‘spændende om’. For jeg er jo ikke som sådan turist mere. Og jeg har brugt de første år på at først tømme den fra Maria’s (som ejede den før mig – som boede der det meste af sit liv – og som jeg altid vinkede til, når jeg ankom til byen, fordi hun sad ude på altanen – som nu er min) ting. Så har jeg lidt ‘mærket efter’ og endt med at flytte køkken ind i et andet rum. Og den er ikke stor – den er måske 47 m2. Men det har taget noget tid. Så hver gang jeg har været der, har jeg haft håndværkere og ting, der ‘skulle enten fikses eller aftales’.
Det har taget noget tid – det har ikke været dyrt. Det er SLET ikke endt, som jeg ville, da jeg havde købt, havde forestillet mig noget vildere og andet. Det er nok en ‘version 1’, så der er plads til flere og mere ændringer. Det skal nok komme. Men det vigtigste var reelt, at jeg skulle få den der ‘hjemme-følelse’. Og jeg sidder og arbejder (skriver) der – går ned og får den morgenkaffe. Ja. jeg tager den med ro. Og føler mig hjemme.
La Dolce Vita – ‘det søde liv’ – er selve indbegrebet af den italienske livsstil, hvor man nyder nuet, god mad, smukke omgivelser og afslappet samvær. Det er nok DET, jeg gør – endda i en meget afdæmpet version …
Læs også:
