Læs også:

Close
pige kvinde kaffekrus boss chef job (Foto: Unsplash)

NEWS: Kvindelige ledere halter fortsat efter på løn

Nyheder  | 

Kvindelige ledere halter fortsat efter på løn · Fremtrædende bandemedlem anholdt for amfetamin-besiddelse, hvidvask og brandstiftelse · HK lancerer KollegaKarma · Private medier får adgang til DR’s centrale valgudsendelser · 18-årig anholdt for salg af større mængde narko samt besiddelse af skydevåben · Dagens billede: Cuba i mørke

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Kvindelige ledere halter fortsat efter på løn

I går søndag var det Kvindernes Internationale Kampdag. Og med denne in mente, er det interessant, at løngabet mellem mandlige og kvindelige ledere i den private sektor er blevet en smule mindre. Men udviklingen går alt, alt for langsomt, vurderer Lederne.

Kvindelige ledere tjener i gennemsnit 9,4 procent mindre end deres mandlige kolleger, svarende til 8.200 kroner mindre om måneden. Forskellen er faldet – men kun med 0,4 procentpoint. Det viser en ny analyse fra Lederne.

– Vi skal glæde os over ethvert fremskridt mod ligeløn. Men hvis udviklingen fortsætter så langsomt, vil det tage årtier, før vi har opnået lige løn i Danmark. Vi risikerer, at ligeløn bliver et projekt for den næste generation. Det er et ansvar, vi skal tage på os nu, fortæller Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne.

Analysen viser også, at 5,1 procent af lønforskellen ikke kan forklares med faktorer som erhvervserfaring, ledelseserfaring eller sygefravær.

– Noget af forskellen kan forklares – men ikke det hele. Og det, vi ikke kan forklare med ansvar eller erfaring, bør vi tage alvorligt. Løn skal afspejle ledelsesopgaven og ikke kønnet, siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

En væsentlig del af den forklarede lønforskel hænger sammen med, at lønniveauet generelt er lavere på arbejdspladser med mange kvindelige ledere og medarbejdere. Ifølge Lederne kalder skævheden på både strukturelle løsninger og handling ude i den enkelte virksomhed.

– Løn bliver ikke fastsat i et tomrum. Den formes af strukturer og kulturer på arbejdspladsen. Derfor skal virksomheder arbejde mere systematisk med løn ved hjælp af data og være opmærksomme på ubevidste bias i rekruttering, forfremmelse og lønforhandling. Hvem får mulighederne, og hvem gør ikke? Det er et ledelsesansvar, siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

Barselsfordelingen spiller også en rolle. Nyere forskning peger på, at den øremærkede barsel begynder at påvirke fordelingen mellem mænd og kvinder, men den samlede fordeling er fortsat skæv og har betydning for lønudviklingen.

– Den øremærkede barsel kan på sigt bidrage til mere balancerede karriereforløb. Men udviklingen kommer ikke af sig selv. Hvis vi vil have lige løn i vores levetid, kræver det vedvarende opmærksomhed – både i virksomhederne og politisk, siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

For Lederne handler lige løn ikke kun om retfærdighed, men også om talentudnyttelse og konkurrenceevne.

– Når lønforskelle består år efter år, sender det et signal om, at indsats og ansvar ikke altid honoreres ens. Det risikerer at påvirke både motivation og rekruttering. Danmark har brug for at udnytte hele talentmassen – også i ledelse. Det kræver lige muligheder og fair vilkår, afrunder Bodil Nordestgaard Ismiris.

Om analysen
Analysen omfatter 36.271 ledere i alderen 25 til 66 år – 10.219 kvinder og 26.052 mænd. Den er udarbejdet af det samfundsøkonomiske konsulenthus HBS Economics på baggrund af data fra Danmarks Statistik og medlemsdata fra Lederne.

Læs analysen Her

pige kvinde kaffekrus boss chef job (Foto: Unsplash)
Kvindelige ledere halter fortsat efter på løn … (Foto: Unsplash)

Læs også: Vi hylder seje danske kvinder

Fremtrædende bandemedlem anholdt for amfetamin-besiddelse, hvidvask og brandstiftelse

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anholdt og sigtet to personer for blandt andet besiddelse af amfetamin.

De to mænd på 19 og 30 år blev sidste onsdag morgen blevet sigtet i en sag om besiddelse af amfetamin og hvidvask, og de blev senere onsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster med påstand om varetægtsfængsling.

Anholdelserne skete i og omkring Nakskov i samarbejde med Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, ligesom der også er sket ransagninger på flere adresser på Lolland.

Både den 19-årige og den 30-årige, som NSK anser for at være et fremtrædende bandemedlem, er sigtet for besiddelse af 1,4 kilo amfetamin og 12 kilo hash, hvidvask af mindst én million kroner samt ildspåsættelse af en bil.

Under anholdelses- og ransagningsaktionen er en ejendom og en bil blevet beslaglagt.

Vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen, udtaler:

– I NSK vil vi gerne lægge et markant og vedvarende pres på den organiserede kriminalitet, og det er i det lys, at vi i dag har gennemført en anholdelsesaktion rettet mod narkotikakriminalitet og den hvidvask, vi også mistænker har fundet sted.

Af hensyn til den videre efterforskning i sagen begærede anklagemyndigheden lukkede døre.

lov dom retten
Fremtrædende bandemedlem anholdt for amfetamin-besiddelse, hvidvask og brandstiftelse … (Foto: Visualhunt)

Læs også: Narkodom sprænger strafferammen

HK lancerer KollegaKarma

HK lancerer KollegaKarma: En ny indgang til dialog om arbejdsmiljø …

Et godt kollegaskab kan ikke stå alene – men det spiller en rolle. Nu relancerer HK kampagnen KollegaKarma og sætter fokus på den del af arbejdsmiljøet, der handler om relationer i hverdagen.

Da HK lancerede KollegaKarma i 2015, fandt kampagnen vej til mange danske arbejdspladser. Nogle steder hænger et klistermærke stadig på opslagstavlen, og budskabet om godt kollegaskab lever videre i hverdagen.

Nu lancerer HK en opdateret version af KollegaKarma. Kampagnen sætter fokus på, hvordan det daglige samarbejde mellem kolleger hænger sammen med trivsel og effektivitet. Samtidig er KollegaKarma udviklet som en konkret indgang til dialog om arbejdsmiljø på arbejdspladsen.

– Et godt arbejdsmiljø betyder meget i hverdagen, og det er arbejdsgivers ansvar at sikre ordentlige rammer. Men vi er også selv med til at forme kulturen på arbejdspladsen. Et godt kollegaskab løser ikke alle problemer, men det kan gøre en reel forskel. Med KollegaKarma gør vi i HK det lettere at tage den samtale på en god og positiv måde, siger Sofie Berg Axelsen, forbundsnæstformand i HK Danmark.

En landsdækkende undersøgelse blandt godt 1.000 erhvervsaktive danskere, gennemført af Norstat for HK, viser, at tre ud af fire oplever mindre stress, når de arbejder sammen med gode kolleger, mens otte ud af ti samtidig oplever, at de bliver mere effektive. Resultaterne peger på, at relationerne på arbejdspladsen spiller en væsentlig rolle for den samlede trivsel.

KollegaKarma sætter fokus på de handlinger og tilgange, som alle på arbejdspladsen kan bidrage med i hverdagen – fra anerkendelse og hjælpsomhed til respekt for hinandens opgaver og tid – og giver dermed alle på arbejdspladsen, dvs. medarbejdere, ledere og tillidsvalgte en konkret anledning til at tage dialogen om trivsel og samarbejde lokalt.

Den opdaterede kampagne vil de kommende uger være synlig på arbejdspladser over hele landet, i radiospots, på sociale medier og på HK.dk.

HK KollegaKarma
HK KollegaKarma … (Foto: PR)

Læs også: Hver fjerde med hårdt fysisk eller psykisk arbejdsmiljø forlader arbejdsmarkedet tidligere

Private medier får adgang til DR’s centrale valgudsendelser

Nyt forsøgsinitiativ giver private medier adgang til DR’s valgudsendelser under folketingsvalget 2026. Forsøget skal styrke tilgængeligheden af centralt valgindhold og bidrage med konkrete erfaringer om forpligtende samarbejder, der understøtter mediemangfoldigheden.

Danske Medier og DR har indgået en forsøgsaftale, der blandt andet giver Danske Mediers medlemmer adgang til livestreams fra en række af DR’s udsendelser i forbindelse med folketingsvalget 2026.

Initiativet omfatter udvalgte begivenheder af særlig politisk relevans fra valgkampen – det kan for eksempel være pressemøder fra partierne. Et folketingsvalg er en central demokratisk begivenhed og en periode med høj public service-aktivitet. Parterne ser derfor valgkampen som en oplagt mulighed for at gennemføre forsøgsinitiativet.

For Danske Medier ligger initiativet i forlængelse af organisationens medieudspil 2026, der indeholder et særskilt afsnit om public service-medierne og disses understøttelse af mediemangfoldigheden gennem konkrete og økonomisk målbare indsatser.

– Vi har et klart formuleret mål om, at public service-medierne skal forpligtes til målbare tiltag, der bidrager positivt til mediemangfoldigheden. Dette pilot-initiativ giver os mulighed for i en konkret kontekst og indenfor en afgrænset ramme at få indsigt i og erfaring med, hvordan forpligtende samarbejder kan udfolde sig i praksis, fortæller Dicle Duran Nielsen, administrerende direktør i Danske Medier.

Del af en bredere ambition om mediepluralisme … Initiativet ligger samtidig i tråd med DR’s nye strategi ‘forskellige sammen’, der i januar satte en ambition om, at public service i endnu højere grad tager ansvar for demokratiet. DR har i sin strategi fremhævet, at DR aktivt vil arbejde for mediepluralisme og – hvor det er muligt – stille indhold og ressourcer til rådighed for andre danske medier.

Konstitueret direktør for DR Nyheder, Kirsten Marie Svendsen, udtaler om forsøget:

– Med DR’s nye strategi sagde vi tydeligt, at DR hverken kan eller bør løfte denne demokratiske opgave alene – slet ikke i en valgkamp. DR ønsker at bidrage aktivt til den danske mediepluralisme med konkrete initiativer, som løfter på tværs af branchen og kommer danskerne og demokratiet til gode. Derfor er vi glade for, at vi nu kan lancere dette forsøg, der giver vores kolleger hos de private medier adgang til centralt public service-indhold midt i den største demokratiske opgave, vi medier skal løfte sammen.

Om forsøgsaftalen:

Forsøget er afgrænset til folketingsvalget 2026 og evalueres af parterne efter valget. Eventuelle fremtidige tiltag vil bero på en konkret stillingtagen.

Indholdet fra DR kan streames live og anvendes on demand på modtagerens website/kanal i en afgrænset periode under en række betingelser – herunder en betaling pr. begivenhed eller udsendelse.

Danske Medier har udsendt en medlemsorientering med flere detaljer om forsøgsaftalen.

DR presse medie
Forsøgsaftalen omfatter udvalgte begivenheder fra valgkampen – for eksempel pressemøder fra partierne … (Foto: PR)

Læs også: Carmen Curles – den sande historie bag

18-årig anholdt for salg af større mængde narko samt besiddelse af skydevåben

Fyns Politi har torsdag den 5. marts 2026 anholdt en ung mand for omfattende salg af narko og besiddelse af skydevåben.

Der er tale om en mand på 18 år fra Odense Kommune, der er sigtet for at have håndteret store mængder narkotika med henblik på videresalg samt at have besiddet et skydevåben. Sigtelsen vedrører i alt 8 kilo kokain, cirka 1,7 kilo MDMA og cirka 5 kilo hash, hvoraf politiet har beslaglagt langt hovedparten, samt besiddelse af en Magnum revolver. I forbindelse med anholdelsen har Fyns Politi foretaget ransagning af flere lokaliteter i Odense. Det er politiets vurdering, at den anholdte er del af bandemiljøet i Odense.

Vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein er yderst tilfreds med dagens aktion:

– Anholdelsen i dag er det foreløbige resultat af en målrettet efterforskning mod det odenseanske bandemiljøs salg af narko. Vi har fjernet en stor mængde hård narkotika og vil nu stille den anholdte til ansvar for at have håndteret og handlet med det. Desuden er det meget tilfredsstillende, at vi har fjernet et farligt skydevåben fra det kriminelle miljø.

Den anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør fredag den 6. marts 2026 ved Retten i Odense. Der vil i forbindelse med retsmødet blive begæret dørlukning af hensyn til den videre efterforskning.

rocker vold enough
18-årig anholdt for salg af større mængde narko samt besiddelse af skydevåben … (Foto: Pexels)

Læs også: Fyns politi slår igen til mod bandemiljøet

Dagens billede: Cuba i mørke

· Mere fra samme kategori ·