Læs også:

Close
marabou købmand tyveri

NEWS: Julen er også højsæson for butikstyveri – nye tal viser markant stigning

Nyheder  | 

Julen er også højsæson for butikstyveri – nye tal viser markant stigning · Efterlyst 34-årig anholdt · DCU køber campingplads nummer 20 og går ind i 100-års jubilæumsåret · Den fysiske bog vinder frem · Tip førte til fangst: 75 kanonslag fundet under ransagning · Dagens video: Historierne fra året der gik · Fredagsfjol: Trænger til weekend

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Julen er også højsæson for butikstyveri – nye tal viser markant stigning

Julen er hjerternes fest – men for mange købmænd er det også årets mest tyveriudsatte periode. En ny analyse fra De Samvirkende Købmænd (DSK) viser, at der i årets sidste kvartal anmeldes markant flere butikstyverier end resten af året.

Analysen viser samtidig store geografiske forskelle. Især øst for Storebælt er juleeffekten tydelig. På Vest- og Sydsjælland ligger antallet af anmeldte butikstyverier i fjerde kvartal omkring 11 procent over resten af året – mere end dobbelt så meget som landsgennemsnittet. Vest for Storebælt er stigningen langt mindre.

Samtidig er det samlede antal butikstyverier steget kraftigt de seneste år. I dag anmeldes der omkring 80 procent flere butikstyverier end i 2021, hvor niveauet var på sit laveste. Over de seneste 15 år har der i fjerde kvartal i gennemsnit været knap fem procent flere anmeldelser af butikstyverier end i årets øvrige kvartaler.

Butikstyveri er ikke bare et irritationsmoment, men et voksende samfundsproblem. DSK har tidligere estimeret, at butikstyverier koster dagligvarehandlen over to milliarder kroner om året.

– Når tyverierne stiger så markant – og især i bestemte perioder og landsdele – er det et klart signal om, at der er behov for en mere målrettet indsats. Det gælder både i forhold til organiseret butikstyveri, hæleri og de rammer, butikkerne har for at forebygge kriminalitet, fortæller Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.

DSK peger blandt andet på behovet for en styrket indsats mod hæleri, et øget fokus på gentagelsestilfælde samt bedre muligheder for at forebygge tyveri i butikkerne – til gavn for både medarbejdere og kunder.

– Julen er for mange købmænd blevet en periode, hvor man ikke kun skal håndtere ekstra travlhed og mange kunder, men også markant flere tyverier. Det er direkte tab, som rammer butikkerne hårdt – og som i sidste ende også påvirker trygheden i butikkerne, afslutter Jannick Nytoft.

marabou købmand tyveri
Butikstyv stjæler store mængder chokolade … (Foto: Keld Navntoft)

Læs også: 4 ud af 10 danskere accepterer butikstyveri

Efterlyst 34-årig anholdt

Politiet standsede mandag aften en bil på Vordingborg Landevej ved Vester Egesborg. Der var to drenge på 14 og 15 år i bilen sammen med en kvinde og en 34-årig mand.

Da betjentene tjekkede den 34-årige mand – der er fra Jylland – viste det sig, at han var efterlyst af de svenske myndigheder. Han blev derfor anholdt klokken 20.30, og retten skal nu tage stilling til en eventuelt udlevering til Sverige.

politi politibil
Efterlyst svensk 34-årig anholdt … (Foto: PR)

Læs også: Svensker tiltalt for at rekruttere unge til at begå drab

DCU køber campingplads nummer 20 og går ind i 100-års jubilæumsåret

I 2026 fylder Dansk Camping Union (DCU) 100 år – og markerer jubilæet med købet af Grønninghoved Strand Camping ved Lillebælt.

Når DCU i 2026 fejrer sit 100-års jubilæum, sker det med både blik for historien og fokus på fremtiden. Jubilæumsåret markeres blandt andet med købet af Grønninghoved Strand Camping – campingplads nummer 20.

Fra sæsonen 2026 bliver den populære Grønninghoved Strand Camping en del af DCU og skifter navn til DCU-Camping Grønninghoved Strand. Købet falder sammen med et helt særligt år for DCU.

– 2026 bliver et helt særligt år for DCU. Det er 100 år siden, de første campister rykkede ud til Hundige, og campingfællesskabet i Danmark tog form. At vi netop i jubilæumsåret kan byde velkommen til campingplads nummer 20, er både symbolsk og meningsfuldt, siger DCUs landsformand, Anne-Vibeke Isaksen.

DCU blev stiftet i 1926 og har siden været samlingspunkt for generationer af campister. I jubilæumsåret ønsker DCU at forbinde fortid, nutid og fremtid – med fokus på fællesskab, natur, friluftsliv og det nærvær, som camping giver.

– Camping har i 100 år været et frirum fra hverdagen og en ramme om uforglemmelige ferieminder. I jubilæumsåret vil vi både mindes historien, fejre fællesskabet og se frem mod en fremtid, hvor camping fortsat samler mennesker tættere på hinanden og naturen, siger landsformanden.

En stærk jubilæumsplads ved Lillebælt … DCU-Camping Grønninghoved Strand ligger naturskønt i en tidligere æbleplantage direkte ud til Lillebælt mellem Kolding og Haderslev. Pladsen byder blandt andet på opvarmet pool, nye legepladser og direkte adgang til en børnevenlig strand og er i forvejen velkendt blandt mange campister.

Pladsen har siden 2020 været drevet af Anna Lund Rasmussen og Lasse Guldager Pedersen, som fortsætter som værter efter overtagelsen. Lasse Guldager Pedersen bliver lejrchef.

– Det har været vigtigt for os, at vi kan videreføre den udvikling og de aktiviteter, vi har skabt de seneste fem år, siger Lasse Guldager Pedersen.

I løbet af 2026 vil DCU invitere medlemmer, folkevalgte, medarbejdere og alle med interesse for camping, natur og fællesskab til at deltage i jubilæumsaktiviteter rundt om i landet.

– Vi håber, at jubilæumsåret bliver noget, vi fejrer sammen. Et år, hvor vi kommer tættere på hinanden og skaber nye ferieminder for livet, siger Anne-Vibeke Isaksen.

dcu camping
Landsformand Anne-Vibeke Isaksen og sælger Lasse Guldager Pedersen lykønsker hinanden. (Foto: Lasse Løndahl Henriksen)

Læs også: De bedste steder at tage på weekendcamping

Den fysiske bog vinder frem

Danskerne både køber flere bøger og låner flere bøger på biblioteket, viser nye tal fra Bogpanelets årsrapport.
Forfaldsfortællingen om den fysiske bog kan godt lægges i graven. I hvert fald hvis man læser Bogpanelets nyeste årsrapport – Bogen og litteraturens vilkår 2025. Det har nemlig været et godt år for den fysiske bog.

Ser man på styksalget, stiger bogsalget inden for alle genrer, når man sammenligner kvartaler mellem 3. kvartal 2022 og 2. kvartal 2024. Samlet set er der i perioden sket en stigning i bogsalget på ca. 8,5 procent.

Udviklingen kan også ses på folkebiblioteket, hvor det fysiske udlån steg i 2024 for tredje år i træk, så udlånet er på sit højeste i 10 år med 32 mio. udlån inkl. udlån af lydbøger og e-bøger på eReolen.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt fortæller:

– I en tid hvor alle har snuden i skærmen, er det fantastisk, at papirbogen stadig lever og beviser sit værd. Jeg jubler simpelthen over, at flere tager papirbogen til sig, allerede inden den afskaffede bogmoms rigtig er trådt i kraft. Det er en kæmpe god nyhed på et tidspunkt, hvor vi tager et af de største litteraturpolitiske skridt, man overhovedet kan, og gør bøgerne billigere for alle. Når vi fordyber os i en bog, kan vi træde ind i andre verdener, få nye perspektiver og samtidig styrke vores kritiske sans og evne til at adskille fup fra fakta. Derfor arbejder vi målrettet for, at vi allesammen fortsat har adgang til et bredt udvalg af originale danske bøger og for, at vi får udbredt læselysten til særligt børn og unge. Det arbejde er slet ikke slut, kan jeg godt garantere.

Forperson for Bogpanelet Mads Rosendahl Thomsen siger:

– Den fysiske bog har noget særligt, som skærme ikke kan erstatte. Den kræver af os, at vi sætter os ned og bruger tid og er nærværende. Det er opløftende at se, at så mange vælger papirbogen, og at det i øvrigt går godt for bogbranchen, der formår at få udbredt en masse ny original dansk litteratur til læserne. Det er samtidig værd at bemærke, at vi har et folkebibliotek, som bliver benyttet flittigt, uanset om det er digitale eller fysiske bøger, man er til. Årsrapporten viser os, at fordybelse og eftertanke stadig har en vigtig plads i vores samfund.

Årsrapporten går i dybden med udviklingerne på bogmarkedet og samler også op på viden om forfatteres økonomiske vilkår. Den kan læses her.

bog bøger
Den fysiske bog vinder frem … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Fem på stribe: Boginspiration til dig

Tip førte til fangst: 75 kanonslag fundet under ransagning

En 45-årig mand er sigtet i sag, hvor tip ledte politiet til adressen. Syd- & Sønderjyllands Politi ransagede sidste fredag en adresse i Bredebro efter tip om, at der blev solgt kanonslag på adressen.

Under ransagningen blev der fundet 75 kanonslag samt importeret tysk fyrværkeri med en samlet NEM-værdi på 2645,5 gram.

Både kanonslagene og det importerede tyske fyrværkeri er ulovligt, og det blev alt sammen beslaglagt. En 45-årig mand er sigtet i sagen.

– I denne sag har tip gjort, at vi har kunnet fjerne ulovligt og potentielt farligt fyrværkeri fra at komme i hænderne på unge mennesker. Stor tak for tip i denne sag. Vi opfordrer altid borgerne til at henvende sig, når de har oplysninger af interesse for politiet, siger vicepolitiinspektør Henning Marcussen, Syd- & Sønderjyllands Politi.

Fakta:

NEM-værdi  står for Netto Eksplosiv Mængde. Det er den mængde aktivt spræng-/fyrværkeristof, der er i et fyrværkeriprodukt uden emballage med videre.

kanonslag fyrværkeri nytår
Tip førte til fangst: 75 kanonslag fundet under ransagning. (Foto: PR)

Læs også: Stor opbakning til ny fyrværkerilov

Dagens video: Historierne fra året der gik

 

Fredagsfjol: Trænger til weekend

· Mere fra samme kategori ·