
NEWS: Ny regning til danskerne – producentansvaret gør indkøbene dyrere
Ny regning til danskerne – producentansvaret gør indkøbene dyrere · 56-årig mand idømt otte års fængsel for blandt andet flerårigt seksuelt overgreb · Rasmus Munk kåret til Verdens Bedste Kok 2025 · Kvantefond er kæmpe gevinst for Danmark · Grundlovsforhør i sag om afpresning · Dagens video: USA lukket ned
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Ny regning til danskerne – producentansvaret gør indkøbene dyrere
Fra den 1. oktober trådte det udvidede producentansvar i kraft i Danmark. Det betyder, at alle virksomheder fremover skal betale gebyrer for den emballage, deres varer sælges i. Den +regning havner i sidste ende hos forbrugerne.
Hvis producentansvaret i gennemsnit løfter priserne på dagligvarer med omkring 2 procent vil det for en typisk indkøbskurv på 155 kroner svare det til cirka tre kroner ekstra – oven i den almindelige prisudvikling.
– Alle er enige i princippet om, at forureneren skal betale. Men måden vi indfører det på i Danmark, betyder, at det bliver en dyr omgang – ikke mindst for forbrugerne. Det er bureaukratisk, administrativt tungt og kommer til at skubbe priserne yderligere op, fortæller Jannick Nytoft, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd (DSK).
Ud over de direkte gebyrer indebærer ordningen også betydelig administration for virksomhederne, hvilket driver omkostningerne yderligere op.
– Vi risikerer at indføre en ordning, hvor regningen bliver unødigt høj for danskerne. Politikerne bør følge implementeringen tæt og sikre, at systemet bliver så effektivt som muligt – ellers er det forbrugerne, der ender med at betale prisen, afslutter Jannick Nytoft.
Fakta: Udvidet producentansvar
Træder i kraft den 1. oktober 2025 som følge af EU-regler.
Virksomheder betaler gebyrer for hver type emballageaffald (glas, plast, metal og så videre).
Regningen sendes videre gennem leverandørkæden og ender i sidste ende hos forbrugerne.
VANA har tidligere vurderet, at producentansvaret vil medføre en gennemsnitlig prisstigning på cirka 2 pct. på dagligvarer. For en indkøbskurv på 155 kroner betyder det cirka +3 kroner.

Læs også: Danskernes indskud på opsparingskonti er faldende
56-årig mand idømt otte års fængsel for blandt andet flerårigt seksuelt overgreb
Ved Retten i Odense blev en 56-årig mand den 1. oktober 2025 idømt otte års fængsel for i adskillige år at have seksuelt udnyttet sin steddatter.
Manden er dømt for seksuelt overgreb, adskillige samlejer, herunder som voldtægt af steddatter fra hun var 13 år og indtil hun anmeldte sagen som 27-årig.
Forurettede er mental retarderet i lettere grad, hvilket den 56-årige er dømt for at udnytte, idet han har været stedfar for forurettede siden hun var omkring fem år.
Den dømte har erkendt at have været seksuelt sammen med forurettede mange gange efter hun blev 18 år. Han mente det var lovligt, da forurettede var myndig.
Forurettede blev gravid efter uønsket seksuelt samvær med den dømte, da hun var 18 år. Hun fik efterfølgende en abort. Den dømte har anket sagen til frifindelse og subsidiært formildelse.
Specialanklager Brian Dybdahl fra Anklagemyndigheden ved Fyns Politi udtaler:
– Der er tale om en meget speciel og alvorlig sag. Det er yderst sjældent, at seksuelle overgreb sker over så mange år, herunder at det fortsætter efter den forurettede er blevet voksen.
Den dømte havde ved dagens retsmøde ikke lyst til at overvære domsafsigelsen, og han forlod derfor retten. Fyns Politi anholdt ham kort tid efter.
Han blev også fremstillet sidste uge i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling indtil sagens behandling i landsretten.

Læs også: Mand i fængsel for seksuelle overgreb
Rasmus Munk kåret til Verdens Bedste Kok 2025
Danske Rasmus Munk fra Alchemist i København blev i aften hædret som “The Best Chef in the World” ved The Best Chef Awards 2025 i Milano. Han modtog prisen for første gang i 2024 og bliver dermed den første nordiske kok, der har vundet titlen mere end én gang.
– Det er en kæmpe ære at få denne pris, og jeg er meget stolt af, at så mange i branchen har stemt på mig. Men denne pris er til hele holdet på Alchemist, som hver eneste aften gør deres bedste for at give hver og en af vores gæster en helt særlig oplevelse, sagde Rasmus Munk efter prisoverrækkelsen.
The Best Chef Awards blev etableret i 2015, og den første liste blev lanceret i 2017. Indtil nu har kun tre kokke indtaget førstepladsen mere end én gang: Juan Roca fra El Celler de Can Roca (2017 og 2018), Dabiz Munoz fra DiverXO (2021, 2022 og 2023) og nu Rasmus Munk fra Alchemist (2024 og 2025).
Listen hædrer kokke, der udmærker sig med kreativitet, nytænkning og kompromisløs kvalitet. Juryen består i år af 972 stemmeberettigede fordelt på seks kontinenter – heraf 572 kokke og 400 fagfolk, bl.a. madjournalister og gastronomiske eksperter.
– At Rasmus vinder for andet år i træk viser, hvor visionær han er. Med Alchemist udforsker han konstant nye grænser, hvor kreativitet og videnskab mødes og skaber samtaler, der rækker langt ud over køkkenet. Det særlige ved Rasmus er, at han kombinerer sin banebrydende tilgang med en bemærkelsesværdig ydmyghed – ikke noget ego, bare et urokkeligt ønske om at inspirere og skabe forandring. Han er indbegrebet af, hvad det vil sige at være ‘The Best’, sagde Cristian Gadau, medstifter og CEO for The Best Chef Awards, efter showet.
På scenen understregede Munk selv, hvor stor indflydelse det globale kokkefællesskab kan have på fremtidens fødevareindustri:
– Mit håb er at inspirere unge kokke til at arbejde mere holistisk og vise, at gastronomi kan være mere end blot et håndværk. Mad kan bruges som et kunstnerisk sprog, der formidler vigtige budskaber. Den kan starte samtaler, rejse spørgsmål og skabe forandring. Jeg er meget beæret over at stå på listen sammen med så mange dygtige kolleger, og jeg mener, vi alle har muligheden for at forme fremtidens madkultur,” sagde han efter prisuddelingen.
Munk er selv engageret i flere projekter, der rækker langt ud over restauranten. Senest er det offentliggjort, at hans innovationscenter Spora vil spille en nøglerolle i det internationale projekt Acetate to Food, støttet af Novo Nordisk Fonden og Gates Foundation med i alt 162,2 millioner kroner. Det drejer sig om et banebrydende konsortium hvor forskningsinstitutioner og private virksomheder arbejder sammen om at omdanne en af vores største klimasyndere, CO₂, til et højkvalitetsprotein med potentiale til at brødføde mere end en milliard mennesker om året.

Læs også: Kulturguide oktober
Kvantefond er kæmpe gevinst for Danmark
Regeringen, Novo Holding og Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO, har I dag præsenteret en ny kvantefond på en milliarder kroner, som skal sætte fart på udviklingen af kvanteteknologi I Danmark. Landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, er begejstret for initiativet.
– Kvantefonden kan blive en kæmpe gevinst for Danmark. Det er den slags initiativer, der kan være med til at løfte Europas konkurrenceevne og teknologiske uafhængighed. Derfor er det en stor dag i dag, og regeringen, EIFO og Novo Nordisk Holding skal have stor ros for at have modet, viljen og ikke mindst evnen til at få det til at ske, siger branchedirektør for tech I DI, Andreas Holbak Espersen.
Med Danmarks nye kvantefond sætter vi fra dansk side en tydelig kurs mod endnu større ambitioner på kvanteområdet. Det viser, at vi i et stærkt offentligt-privat samarbejde kan tage lederskab i den globale udvikling af kvanteteknologi og tør matche ord og visioner med kapital i milliardklassen.
– Kvanteteknologien har potentialet til at løse mange af de store udfordringer, vi mennesker står overfor. Fonden giver Danmark og Europa mulighed for at fastholde og styrke kompetencer, konkurrenceevne og innovationskraft inden for et felt med ekstrem stor betydning for fremtidens sikkerhed, velfærd og erhvervsliv, siger Andreas Holbak Espersen.
-– I Danmark har vi en stolt tradition for kvanteforskning og er det land, der har flest forskere og de største investeringer pr. indbygger inden for kvanteteknologi. Med vores stærke udgangspunkt og med fonden i ryggen kan vi nu for alvor sætte fart på anvendelsen inden for en lang række områder som eksempelvis cybersikkerhed, logistik og sundhed, forklarer Andreas Holbak Espersen.
– Vi skal investere massivt i morgendagens teknologier, hvis vi skal lukke det europæiske innovationsgab og komme med i kvantekapløbet mod USA og Kina. Derfor er den nye kvantefond en afgørende milepæl, der vil styrke Danmarks allerede solide position på området, siger Andreas Holbak Espersen.
– Med fondens kapital skal vi have kvantevidenskaben ud af laboratorierne og ind i både danske og internationale virksomheder. Det er samtidig vigtigt, at vi arbejder på at opbygge en europæisk efterspørgsel, så teknologien bliver en løftestang til at styrke den europæiske konkurrenceevne bredt set, afrunder Andreas Holbak Espersen.

Læs også: Dansk køb af verdens kraftigste kvantecomputer
Grundlovsforhør i sag om afpresning
En borger i Greve blev sidste tirsdag aften opsøgt og afpresset af to mænd fra bandemiljøet. Under et døgn efter blev en mistænkt anholdt, og han er nu fremstillet i grundlovsforhør.
En 36-årig mand blev onsdag eftermiddag anholdt og sigtet i en grov sag om trusler afpresning mod en mand i 50’erne. Manden blev opsøgt foran sit hjem i Greve tirsdag aften omkring klokken 21.00 af to mænd fra bandemiljøet.
Her forsøgte de at inddrive en gæld på vegne af en tredje person, som borgeren havde haft en økonomisk tvist med. Manden i 50’erne, der ikke selv har nogen relationer til bandemiljøet, anmeldte det til politiet, der igangsatte en intensiv efterforskning.
På den baggrund har Midt og Vestsjælland anholdt den 36-årige mand i Albertslund.
– Jeg er meget tilfreds med, at vi hurtigt og konsekvent kan sætte en stoppe for, at almindelige borgere bliver truet og afpresset af personer fra bandemiljøet, udtaler politikommissær Michael Andreassen, leder af Organiseret Kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi.
– Uanset om et økonomisk mellemværende bruges som undskyldning eller om det er forretningsdrivende, som bliver afkrævet beskyttelsespenge af bandegrupperinger, så kan dette ikke accepteres, og jeg er glad for at vi har kunne sætte en stoppe for det, afrunder efterforskningslederen.
Den 36-årige blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, hvor anklagemyndigheden begærede dørlukning.

Læs også: Dømt for stribevis af lovovertrædelser




