Filmanmeldelse: ‘Jeg tror jeg elsker dig’
Filmen ‘Jeg tror jeg elsker dig’ er en stærk film af Silas Holst. Om det ‘vi ikke taler om’ … Se den i biografen
Det handler filmen om
Et parcelhus i forstæderne. Far, mor og to drenge. Udadtil ser det idyllisk ud. Men under overfladen lurer spændingen. Således også juleaften, hvor gæsterne ikke kan undgå at mærke en skjult dagsorden, da mor, Lone, ikke har lavet julemiddagen helt efter fars, Jørgens, ønsker. Og den nat kan lille Anders ikke længere være i tvivl. Da han vågner ved voldsomme lyde og kigger ud i gangen, bliver han vidne til Jørgens vold mod Lone. Lille Anders fortrænger oplevelsen og forvandler i sin fantasi lyden af volden til dansetrin. I det hele taget fylder dansen i hans liv, da han viser stort talent på danseskolen. Men som årene går, og selv om det lykkes Lone at flygte fra Jørgen, bliver det ved at præge familiens liv. Anders kæmper både med at tro på sit eget talent og med sine følelser og sin seksualitet.
For Lone bliver det et liv, hvor hun hele tiden skal se sig over skulderen. For Allan bliver det et liv, hvor han, som han bliver ældre, fortrænger al erindring om, hvordan det gik for sig i hjemmet. For Anders bliver det også en slags fornægtelse, hvor han ikke helt tør tro på sine evner og nærmest saboterer sine egen chancer for at gøre passionen for dansen til en levevej. Det bliver også en kamp for Anders at komme overens med sine egne følelser og sin egen seksualitet. For hvor skal han finde modet, hvor skal han finde sine forbilleder?
Filmen er Silas Holst egen historie i en fiktionaliseret ramme. Han har selv skrevet manuskriptet og instrueret filmen sammen med Brian Sean Tange. Den giver et portræt af en familie i voldens skygge. I rollerne som Mor og Far ses Laura Drasbæk og Johannes Nymark. Den unge Anders spilles af Albert Harson, mens han som lille spilles af Bob Nymark Holst.
Baseret på virkelige begivenheder
Enhver, der følger med i nyhederne, vil vide, at historien om Anders ikke er grebet ud af den fri luft. Der findes mange af den slags historier, men i dette tilfælde er ‘Jeg tror jeg elsker dig’ inspireret af Silas Holsts erindringer om barndom og ungdom, og han har selv skrevet manuskriptet.
Silas Holst har flere gange i interviews og bøger fortalt om sin svære barndom med mobning, fordi han var anderledes end de andre børn. Hjemme var det ikke bedre, for med en far, som var psykopat, skulle der ikke meget til, før helvede brød løs. Silas har fortalt lidt om det i sine bøger, men kun i bidder. Først efter faderens død i januar 2023 har han ønsket at komme ud med den fulde historie.
Det sker nu i filmen, som var de sidste ord, Silas sagde til sin far inden hans død. Med filmen ønsker Silas at vise, at der trods umulige odds er en vej ud. For hans mor, hvis eneste ønske var at beskytte sine drenge, og for Silas, som fandt dansen og kæmpede sig vej til de skrå brædder. Historien er meget personlig for Silas, ligesom den er det for hans mor og bror. Først efter faderens død, er de helt sluppet for hans tyranni.
Filmens beskrivelse af faderens vold er faktisk hentet lige ud af Silas’ hukommelse:
– Da jeg tog i håndtaget og åbnede døren langsomt, frygtede jeg, hvad der ville møde mig på den anden side, fortæller han. – Var min mor død? “Ikke foran børnene,” sagde min mor, så godt hun kunne. Hun lå på gulvet, mens min far sad overskrævs på hende med sine store hænder klistret om hendes hals. Min far slap,
da han og jeg fik øjenkontakt.
– Alt det blod. Allevegne i entreen. Juleguirlanderne, jeg havde lavet i børnehaven, lå på gulvet i tusinde stykker. Maleriet og rammen lå på gulvet og var smadret. Alt det blod på rammen. I baggrunden stod kommoden med alle familiebillederne. Billeder fra familieferien på Bornholm, hvor vi alle smilede. Det havde været en god uge.
– Min mor kravlede imod mig. Hun så min nye walkman ligge på skrivebordet lige inden for døren på mit værelse. Hun satte forsigtigt høretelefonerne over mine ører og kyssede mig blidt på panden. Hun lukkede langsomt døren og smilede til mig for at berolige mig. Derefter fortsatte volden. Ikke noget Silas var uvant med.
Da min far havde forladt hjemmet, bad moren ham om at ringe til politiet. Dette første minde er brændt ind i Silas Holst erindring. Men det var hverdag.
– De første mange år af mit liv levede jeg i det mareridt i en evig frygt for, hvordan humøret var, når far kom hjem fra arbejde. Følelsen af at knuge min storebrors hånd ekstra hårdt, når han åbnede hoveddøren efter at have hentet mig i børnehaven, sidder stadig dybt i mig i dag. For ingen af os vidste om min mor var i live når vi kom ind i entreen. Som i så mange andre beretninger om familievold, rejser spørgsmålet sig om, hvorfor Silas’ mor ikke bare gik sin vej. Det gjorde hun også, men det krævede lang tids hemmelig planlægning med børnene som medvidnere:
– Vi var alle tre klar over, at der kun var ét forsøg. Mislykkedes det, ville vi højst sandsynligt blive slået ihjel, siger Silas Holst. – Da jeg var 5 år, lykkedes det os at komme væk. Den slags oplevelser sætter dybe spor i alle involverede parter.
– Min bror udviklede i en sen alder PTSD efter en oplevelse på sit job, der triggede alle oplevelserne fra barndommen, fortæller Silas. – Jeg selv gik til psykolog det meste af min teenagetid og havde held med at vende modstanden til en drivkraft.
Selv om Silas historie ligger tilbage i ‘en anden tid’ – 80’erne – så understreger han historiens almengyldighed, fordi hustruvold stadig ikke er noget, der tales åbent om. For ham selv har det været frisættende at kunne fortælle sin historie. Det har han vidst, siden han var teenager, men først efter faderens død.
– Han døde i januar 2023, og derefter tog det mig to timer at få skrevet timelinen til filmen. Det er en film om håb, om at se lyset i det allermørkeste mørke og kæmpe for at komme ud på den anden side som et helt menneske. At balancere mellem at leve og søge opad eller falde og blive opslugt af mørket. For der er ikke noget midt imellem.
At dykke ned i mørket
Som mange skuespillere finder Johannes Nymark det interessant at spille på den mørke side, hvilket rollen som Jørgen, den voldelige far i ‘Jeg tror jeg elsker dig’, giver ham rig mulighed for. Hvis filmen sætter ekstra fokus på familievold, så vil det kun være en fordel, mener han.
Som tidligere partner til Silas Holst var Johannes Nymark godt klar over nogle aspekter af den historie, der
har inspireret Silas, men skynder sig at understrege, at filmen er fiktion. Inspireret af Silas Holsts opvækst.
– Jeg har mødt Silas’ far, og jeg kendte til i hvert fald dele af den historie, de havde, fortæller Johannes Nymark og fortsætter:
– Jeg mødte ham naturligvis mange år efter de begivenheder, som filmen skildrer. Min figur, Jørgen, er i alle tilfælde ikke en gengivelse af ham som person. Det er en figur, der er skabt til filmen. Hvis den manipulerende, voldelige Jørgen kommer til at sætte Johannes Nymark i bås som filmskurk, så er det ikke noget, der skræmmer ham.
– Jeg vil da håbe, jeg får flere roller af den karakter, siger han. – Det har altid været min drøm. Til at begynde med fik jeg roller som den pæne, unge mand, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke udfordrede mig nok. Jeg begyndte selv at opsøge andre roller. Kasper Juhl castede mig i et par mere dystre roller, så jeg havde et par eksempler, som Silas kunne præsentere for producenterne. Og så fik jeg rollen. Som skuespiller er det en nydelse at få lov til at dykke ned i mørket og udforske den side af en karakter.
‘Jeg tror jeg elsker dig’ rammer tæt på skiven, når Silas Holsts og Johannes Nymarks søn, Bob, spiller den lille Anders. Selvfølgelig blev det taget alle mulige hensyn for, at det ikke skulle skræmme ham.
– Vi talte meget om, hvordan vi skulle gøre det, men ikke specielt fordi det er vores egen søn. Vi optog scenerne på en måde, så han ikke skulle se volden. Når vi ser ham kigge ud af sit værelse, så stod vi bare på den anden side af kameraet, så han havde nogen at reagere med, og han havde fået at vide, hvad han skulle forestille sig, han så.
– Det sjove er, at Bob er supernysgerrig og i virkeligheden elsker blod og splat. Det kan jeg huske, at jeg også selv gjorde som lille. Han fik lov til at se noget teaterblod og en enkelt gang Laura med blod på sig. Han er en frygtløs lille skuespiller. Selv om fimen er en fiktionsfilm, så er problemet med familievold virkeligt nok. – Vi talte meget om det, siger Johannes Nymark.
– Jeg ved, at det forekommer, måske ikke altid lige så voldsomt som i filmen. Det handler også om kontrol, manipulation og mobning. Jeg kan da kun håbe på, at vores film kan være med til at sætte fokus på familievold. Det, som kan virke mærkeligt, er, at kvinder kan blive tiltrukket af en mand som Jørgen.
– Jeg kender ikke psykologien bag det, men der er jo eksempler på, at kvinder lader sig fascinere af dømte
voldsforbrydere og kontakter dem i fængslet. I mit arbejde med Jørgen lagde jeg vægt på også at vise en
anden side af ham. På en flirtende side af ham. På at han også kan virke sød og vise omsorg. Eller gør det
for at manipulere. Alt det, der får Lone – altså Laura Drasbæk – til at falde for ham. Det er det, der gør det
sjovt at spille en karakter som Jørgen.
Laura Drasbæk om filmen
Laura Drasbæk mødte Silas Holst i ‘Vild med dans’ for 12 år siden, så hun kendte selvfølgelig til dele af hans historie i forvejen, og hun kender også Silas mor, som hun – fiktionaliseret – spiller i filmen som Lone. For Laura er det vigtigt, at hun har gjort det med respekt for Silas’ mor og alle andre kvinder, der er fanget i volden.
– Når man ser volden på film – i ‘Jeg tror jeg elsker dig’ eller andre – så er det så let at sige, hvorfor går hun ikke bare, siger Laura Drasbæk. – Det er meget voldsomt. Hun lever i en evig angst og skal hele tiden være på stikkerne, fordi hun ikke ved, hvornår Jørgen, hendes mand, eksploderer.
– Det kan være svært at forstå bindingen, den kærlighed, der også er der, fortsætter hun. – Der har jo været en forelskelse. Siden er børnene kommet til. Så der er opstået en slags loyalitet. Måske hun – og mange kvinder med hende – hænger fast i en idé om, at de kan finde ind til den søde, kærlige mand bag volden. At hun kan hjælpe ham. Han siger jo, at han var ked af det … og det tror hun, at hun kan arbejde med.
Selv om Laura Drasbæk kender Silas’ mor og også har talt med hende om rollen, så understreger hun, at det altid er svært at portrættere en virkelig person. Ikke mindre når det er en nulevende person, som man kan tale med. Så for Laura er filmens Lone mere blevet til for at fortælle den historie, som filmen er. En fortolkning.
– På et punkt er Silas og hans mor helt på linje; hun ser sig ikke som et offer. Det har jeg forsøgt at respektere i min fremstilling, siger hun.
Venner bag kameraet
For skuespil er skuespil. Selv om hun for rullende kameraer skulle få nogle voldsomme tæv af Johannes Nymark, så kunne de sætte sig hen og få en kop kaffe i pauserne.
– Vi har kendt hinanden i årevis og spillet sammen på scenen masser af gange. Det gjorde det også let for os at aflæse hinanden, når vi spillede de enkelte scener. Det gjorde det paradoksalt nok meget trygt. Først og fremmest ser Laura Drasbæk filmen, som Silas Holsts film og en fortælling om en vanskelig opvækst. Ikke som en dokumentarfilm om vold i hjemmet.
– Jeg ved ikke, om filmen vil gøre en forskel for kvinder – eller mænd – der lever i voldelige parforhold. Jeg føler heldigvis, at der er sket en udvikling i vores syn på partnervold. Vi optog en scene, som ikke er kommet med i filmen, hvor Lone afleverer Anders i skole, og hvor andre forældre bare skæver til hende, fordi hun har et blåt øje. Det var dengang. Jeg tror, der ville være en anden reaktion i dag. Heldigvis.
Filmfakta
Medvirkende: (Lone) Laura Drasbæk, (Jørgen) Johannes Nymark, (Anders (ung)) Albert Harson, (Hanne) Lise Baastrup, (Afshin) Firouzi, (Lucy) Vicki Berlin, (Anders (barn)) Bob Nymark Holst.
Konceptualiserende instruktion: Silas Holst
Instruktion: Brian Sean Tange
Manuskript: Silas Holst, Yusuf Othman
Varighed: 94 minutter
Premiere: Torsdag den 30. oktober
Se trailer her:
En stærk film og svært emne
Det har helt sikkert ikke været nemt for Silas Holst at komme med denne film, men den dygtige danser, forfatter og så meget mere spillefilmdebuterer nu med et stærkt og virkelig velspillet og ja ganske personligt drama om de traumer han har fra sin psykopatiske far (det kan man vel godt sige – uden det bliver sagt) men det er i hvert fald mere end lunefuld og voldelig, der ikke rigtig dækker det. Men som titlen også indikerer, så er der af en eller anden grund (noget som jeg aldrig helt forstår) altid en skjult og stærk kærlighed til ens forældre lige meget, hvordan de er og opfører sig.
Filmen starter med fryd og gammen og julehygge – og bliver blodig og voldsom på et splitsekund. For sådan er det at bo med en psykopat eller sociopat – i hvert fald et menneske, der har nogle træk, der på alle måder går ud over dem, der er tæt på.
Silas’ og Johannses søn Bob spiller Anders (eller Silas som det jo reelt er) og det gør han godt, og Lise Baastrup er simpelthen suveræn i birollen som moster og danseskolelærer, der også er der for sønnen og er med til at få ham dansevejen. Hendes animerede komikeransigt siger så mange gange alt.
Både Laura Drasbæk og Johannes Nymark er også overbevisende. Og det er sådan en film, man aldrig helt slapper af til – for den ligger der hele tiden – volden – det usagte og det man ved, der kommer og aldrig forsvinder – heller ikke på sjælen.
Læs også:
