
SOMMERNEWS: Flere danskere bruger onlinelægen i ferierne
Flere danskere bruger onlinelægen i ferierne · 27-årig formodet narko-bagmand overleveret fra de Forenede Arabiske Emirater · En travl uge for Aarhus Havn · 37-årig anholdt for drab · Dagens video: Trump ser Chelsea blive verdensmestre · Sommerpostkort: Danmark er dejlig
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Flere danskere bruger onlinelægen i ferierne
På tre år er antallet af danskere, der får lægehjælp online i ferierne, næsten tredoblet.
Sygdom kommer aldrig belejligt, men det er især træls, når man står midt i sydens sol eller er på vej til skipisterne. Derfor er der flere og flere danskere, der er begyndt at ringe til onlinelægen for at få hjælp til alt lige fra allergi til udslæt.
Helt nye tal fra Danica viser, at siden 2022 er antallet af danskere, der har kontaktet en onlinelæge i ferierne steget med 184 pct. Det er altså næste tredoblet.
– Jeg tror, vi er mange, der er glade for at have den tryghed, at man stort set altid kan få fat på en læge, uanset om man sidder under en parasol i sydens sol eller står klar til at danse om juletræet – også når det gælder vores børn. Vi kan jo desværre ikke beslutte, at sygdom ikke må ramme på helligdage og i ferier, så på den måde er det rart altid at have den mulighed ved hånden. Så det her tyder også på, at danskerne for alvor har vænnet sig til at løse deres sundhedsproblemer online, fordi det er nemt og går hurtigt, fortæller Camilla Thind Sunesen, der er direktør for sundhedsudvikling i Danica Pension.
Kunderne kan have adgang til en onlinelæge via deres pensionsordning, og det er der altså flere og flere, der gør brug af, når man f.eks. sidder i sydens sol eller ens praktiserende læge har sommerferielukket.
De foreløbige tal for 2025 viser, at rekordmange danskere har brugt onlinelægen. Sidste år var der næsten 35.000 danskere, der havde kontakt med lægen online.
Hver fjerde henvendelse kommer på lørdage og søndage. Og det er primært danskere i alderen 31 – 45 år, der henvender sig.
Fakta om Danicas Sundhedspakke:
Med Danicas Sundhedspakke får man som kunde adgang til at tale med en læge online alle ugens dage fra klokken 6.00 – 21.00. Det kan ske både over telefonen eller ved en videokonsultation.
Danica lancerede mulighed for online sundhedseksperter i 2021.
Disse ferier er med i beregningerne: Vinterferie, påskeferie, sommerferie, efterårsferie, juleferie.

Læs også: 8 tips til en flydende ferie
27-årig formodet narko-bagmand overleveret fra de Forenede Arabiske Emirater
I torsdags blev en 27-årig mand overleveret fra Dubai i de Forenede Arabiske Emirater med henblik på retsforfølgelse i Danmark. Han blev fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense.
National enhed for Særlig Kriminalitet har fået overleveret en 27-årig mand fra Dubai. Manden er blandt andet sigtet for at have indsmuglet store mængder af narkotika til Danmark.
– Det er vores opfattelse, at den 27-årige har været bagmand i et narko-netværk, som leverede store mængder narkotika – primært hash – til personer med bopæl i Vestsjælland, udtaler ledende politiinspektør i NSK, Michael Kjeldgaard.
På baggrund af blandt andet bevismateriale fra krypterede tjenester sigtes den 27-årige for indsmugling af cirka tre tons hash samt indsmugling og forsøg på indsmugling af kokain. Derudover har han ifølge sigtelsen været i besiddelse af flere skydevåben.
Den 11. september 2023 blev fire mænd anholdt og varetægtsfængslet for deres forskellige roller i forbindelse med indsmuglingerne og den efterfølgende håndtering af hash og penge. Flere af dem er nu dømt i sagen. Den 27-årige har opholdt sig i Spanien og senest i Dubai. Det er politiets vurdering, at han har forsøgt at unddrage sig strafforfølgning i Danmark.
– Det er tilfredsstillende, at vi med henblik på retsforfølgelse nu også har fået anholdt og overleveret den 27-årige, som, vi mener, er den egentlige bagmand. Det er ikke mindst takket være et godt og tæt samarbejde mellem de danske myndigheder og myndighederne i de Forenede Arabiske Emirater, siger Michael Kjeldgaard.

Læs også: Bagmænd og bude anholdt i stor narkosag
En travl uge for Aarhus Havn
Aarhus går ind i årets travleste krydstogtuge: Over 16.000 gæster går i land … Fem krydstogtskibe besøger Aarhus fordelt på bare fire dage i uge 29 med i alt 16.298 gæster. Med andre ord bliver det årets travleste krydstogtuge på havnen i Aarhus, der også bringer rekordmange turister til smilets by.
Når krydstogtskibene Mein Schiff 1 og VISTA lægger til kaj i Aarhus mandag den 14. juli, markerer det starten på en helt særlig krydstogtuge i Aarhus.
Med fem krydstogtsanløb og i alt 16.298 gæster fordelt på bare fire dage bliver det nemlig årets travleste krydstogtuge på havnen i Aarhus. Her samarbejder Aarhus Havn med VisitAarhus om at give turisterne den bedst mulige ankomst til Smilets By.
– Det bliver en helt speciel uge, og det er et resultat af, at rederierne i stigende grad prioriterer Aarhus som en attraktiv turistdestination, og at vi leverer en rigtig god service som havn og destination i samarbejde med VisitAarhus. Krydstogtgæsterne skaber værdi for byens kulturinstitutioner, butikker og attraktioner, og derfor er det også glædeligt, at vi i år er med til at bringe rekordmange krydstogtgæster til byen, siger Thomas Haber Borch, CEO hos Aarhus Havn.
Mere landstrøm og flere gæster end nogensinde … 2024 var et rekordår, da Aarhus Havn tog imod 193.000 krydstogtgæster, men forventningen er, at over 200.000 krydstogtsgæster fordelt på 62 anløb er gået i land, når 2025 er omme.
De 16.298 krydstogtgæster i uge 29 vil primært være fra Tyskland og USA. Det er det næsthøjeste antal krydstogtgæster på en uge i Aarhus – kun overgået af en historisk uge 21 i 2024 med cirka 18.000 krydstogtgæster.
Det er ikke kun rekorder på antal gæster, der bliver slået. Forventningen for 2025 er, at cirka 80 procent af de anløbne krydstogtskibe på havnens bynære krydstogtkaj vil benytte sig af landstrømsanlægget. Det er rekordmange, for i 2024 var tallet 68 procent.
– Vi oplever en stor vilje blandt rederierne til at bruge landstrøm, når det er muligt. Det er rigtig positivt, for når skibene kan slukke dieselgeneratorerne og i stedet forsyne sig med strøm, så giver det både gæsterne og aarhusianerne en bedre oplevelse, afrunder Thomas Haber Borch.
Aarhus Havn indførte sidste år også en grøn afgift, som gør det dyrere for krydstogtskibene at fravælge landstrømmen. Det betyder en ekstra afgift på op til 80.000 kroner til de krydstogtskibe, der anløber krydstogtkajen og ikke kobler sig på landstrøm.
De fem krydstogtsanløb i uge 29 markerer også midtpunktet på krydstogtsæsonen målt på antal skibe. I årets sæson har der indtil videre rundt regnet været 86.000 gæster på besøg i Aarhus fordelt på 110 nationaliteter, hvoraf 70 procent har været fra Tyskland.
Herunder er et overblik over, hvornår de fem krydstogtskibe ankommer i løbet af uge 29:
Mandag den 14. juli: Mein Schiff 1 (2.894 krydstogtgæster)
Mandag den 14. juli: VISTA (1.469 krydstogtgæster)
Onsdag den 16. juli: AIDAmar (2.686 krydstogtgæster)
Torsdag den 17. juli: CARNIVAL MIRACLE (2.649 krydstogtgæster)
Fredag den 18. juli: AIDAnova (6.600 krydstogtgæster)

Læs også: Vikingegravplads fundet nord for Aarhus
37-årig anholdt for drab
En 32-årig beboer på et asylcenter i Holstebro natten til lørdag afgået ved døden efter knivstik. En anden beboer er anholdt og blev søndag fremstillet i grundlovsforhør.
Midt- og Vestjyllands politi har været til stede på Asylcenteret på Nybo Bakke i Holstebro efter et knivstikkeri. Da politiet ankom til stedet klokken 01.39, var en 32-årig mandlig beboer på asylcentret afgået ved døden som følge af knivstik.
Kort efter kunne Midt- og Vestjyllands Politi anholde en anden beboer, en 37-årig mand. Manden er sigtet for manddrab. Han blev lørdag den 12. juli, klokken 14.00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Herning.
Af hensyn til efterforskningen har Midt- og Vestjyllands Politi for nuværende ikke yderligere oplysninger til offentligheden om sagen.

Læs også: Grov vold på asylcenter




