Læs også:

Close
nationalbanken

NEWS: Global usikkerhed påvirker den finansielle sektor

Nyheder  | 

Global usikkerhed påvirker den finansielle sektor · Fem mænd er dømt i stor narkosag · Ledighedsindikatoren peger på en uændret ledighed i maj · ‘Grøn bølge’ på boligmarkedet · 35-årig mand er kendt skyldig i grov vold samt frihedsberøvelse · Dagens video: Mange dræbte i Gaza

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Global usikkerhed påvirker den finansielle sektor

Den igangværende handelskonflikt har forværret de globale vækstudsigter. Samtidig er risikoen for nye stød til de finansielle markeder blevet en mere langvarig trussel som følge af den store globale usikkerhed om handelspolitik. Danmark vil som en lille, åben økonomi også blive påvirket af handelskonflikten, og i den finansielle sektor kan det særligt ramme bankernes udlån til eksportfølsomme erhverv.

– Usikkerhed er skadeligt for de finansielle markeder og økonomien, og hvis handelskonflikten eskalerer, vil det uden tvivl svække den globale økonomi. Hvis dansk eksport går tilbage, vil det ramme danske virksomheder og kan medføre tab på bankernes udlån, udtaler chef for Finansiel Stabilitet i Nationalbanken Peter E. Storgaard.

Kreditinstitutternes indtjening var fortsat høj i 2024 og blev blandt andet understøttet af lave nedskrivninger på udlån. Bankernes indtjening udgør det første værn mod potentielle tab. Nationalbankens halvårlige stresstest af den finansielle sektor viser, at institutterne vil klare et hårdt recessionsscenarie.

– I perioder med stor usikkerhed kan den finansielle stabilitet blive testet. Den finansielle sektor i Danmark er godt klædt på til at håndtere de aktuelle udfordringer forbundet med handelskonfliktens effekter på dansk økonomi, hvilket vores seneste stresstest understreger. I det nuværende risikomiljø er en sund likviditetsposition og kapitalisering i bankerne afgørende, siger Peter E. Storgaard og fortsætter:

– En stor del af bankernes modstandskraft kan tilskrives den finansielle regulering, der er gennemført siden finanskrisen. Reglerne er med tiden blevet komplekse, og det kan give mening at se på, om noget af den finansielle regulering kan forenkles, uden at det sker på bekostning af den finansielle stabilitet. Det er dog afgørende at bevare de bærende søjler i reguleringen, som omfatter kravene til bankernes likviditet, kapital og krisehåndtering.

Nationalbanken udgiver hvert halve år analysen ‘Finansiel stabilitet’, der vurderer og giver anbefalinger vedrørende den finansielle stabilitet i Danmark.

Analysen kan findes på nationalbanken.dk.

nationalbanken
Nationalbankens bygning på Havnegade 5 i det centrale København. (Foto: PR)

Læs også: Nationalbanken går på jagt efter danskernes sidste ældre sedler

Fem mænd er dømt i stor narkosag

Ved retten i Viborg er der  faldet dom i en større narkosag. Fem mænd er idømt samlet set 27 års fængsel for besiddelse og videresalg af 3,5 kilo kokain.

Sidste retsdag i en sag om besiddelse og videresalg af 3,5 kilo kokain ved retten i Viborg er nu afsluttet, og fem mænd på henholdsvis 24, 25, 34, 35 og 44 år er idømt mellem 4,5 og 6,5 års fængsel. Desuden blev den 35-årige udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.

De fem var tiltalt for, via forskellige kommunikationstjenester over telefon og internet, at have modtaget bestillinger af kokain og senere leveret dette til et større antal personer i perioden fra den 13. juli 2023 til den 23. oktober 2023.

De fem mænd blev alle anholdt den 23. oktober 2023. Det skete på baggrund af en omfattende efterforskning.

– Vi fik et tip i sommeren 2023, som fik os til at kigge i retning af de fem nu dømte mænd. En omfattende efterforskning har stået på både før og efter anholdelserne, og blandt andet telefonaflytninger og observationer mod de involverede personer og i miljøet omkring dem, førte til, at anklagemyndigheden rejste tiltale og at retten i dag har dømt de fem mænd, fortæller politikommissær og efterforskningsleder Henrik Andersen.

Christian Skov Poulsen, der er fungerende specialanklager ved anklagemyndigheden i Midt- og Vestjylland, har noteret sig, at retten har fundet, at de fem mænd har handlet i forening.

– Jeg er tilfreds med dommen, og hæfter mig særligt ved, at retten var enig i, at de fem har handlet som et samlet netværk og de derfor er dømt i forening, afslutter Christian Skov Poulsen efter dommen.

Dommene ser således ud:

  • 24-årig mand: 4 år og 6 måneders fængsel. Modtog dommen.
  • 25-årig mand: 4 år og 6 måneders fængsel. Modtog dommen.
  • 34-årig mand: 6 år og 6 måneders fængsel. Modtog dommen.
  • 35-årig mand: 6 år og 6 måneders fængsel samt udvisning med indrejseforbud i 12 år. Udbad sig betænkningstid.
  • 44-årig mand: 5 års fængsel og frakendelse af førerretten i 3 år.

De er alle fængslet efter dom.

Fem mænd er dømt i stor narkosag … (Foto: Unsplash)

Læs også: Dom i stor narkosag

Ledighedsindikatoren peger på en uændret ledighed i maj

STARs sæsonkorrigerede ledighedsindikator for maj 2025 tyder på en mindre stigning i ledigheden fra april til maj 2025 på 200 fuldtidspersoner, fortæller Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

STAR’s sæsonkorrigerede ledighedsindikator opgør antallet af ledige, der er tilmeldt Jobnet.dk. Og de nyeste tal i ledighedsindikatoren viser, at antallet af ledige tilmeldt Jobnet.dk er steget med 200 fuldtidspersoner fra april til maj 2025, når der korrigeres for sæsonudsving. Dette tyder på, at den registerbaserede ledighed for maj 2025, som STAR offentliggør den 19. juni kl. 9.00, vil vise en uændret ledighed. Udviklingen dækker over, at antallet af dagpengeledige tilmeldt Jobnet.dk sæsonkorrigeret er steget med 300 fuldtidspersoner fra april til maj 2025, mens antallet af kontanthjælpsledige tilmeldt Jobnet.dk sæsonkorrigeret er faldet med 100 fuldtidspersoner i samme periode.

Opgørelsen over ændringerne i det sæsonkorrigerede antal ledige tilmeldt Jobnet.dk kan bruges som en tidlig indikator for, hvordan ledigheden vil udvikle sig fra seneste måned. Udviklingen i den aktuelle ledighedsindikator fra april til maj 2025 kan således give en indikation af udviklingen i den registerbaserede ledighed fra april til maj 2025, der næste gang bliver offentliggjort på STARs statistikbank Jobindsats den 19. juni klokken 9.00.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings ledighedsindikator for juni 2025 bliver offentliggjort den 4. juli 2025.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering indsamler og producerer grundlaget for de registerbaserede opgørelser af ledigheden i Danmark. Styrelsen offentliggør egne ledighedstal på STAR’s statistikbank Jobindsats.dk.

Statistik: Ledighedsindikator: Sæsonkorrigeret antal tilmeldte fuldtidsledige på Jobnet. Læs mere her.

Om:

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) er en styrelse, der hører under Beskæftigelsesministeriet. STAR arbejder med politikforberedelse, lovarbejde, implementering, viden og digitalisering i forhold til det danske arbejdsmarked.

arbejde sammen job
Ledighedsindikatoren peger på en uændret ledighed i maj … (Foto: Unsplash)

Læs også: Ledighedsindikatoren peger på en uændret ledighed i april 2025

‘Grøn bølge’ på boligmarkedet

Boligbrief fra Home og Danske Bank viser fremgang i fremvisninger, handler og priser sammenlignet med maj sidste år. De benytter sig af røde, gule og grønne pile til at illustrere udviklingen på boligmarkedet på basis af Homes handler. Og i maj er der så mange grønne pile, at enhver pendler-bilist ville være begejstret, hvis de optrådte i lyskurvene på ruten.

– Sammenlignet med for et år siden er der ’grøn bølge’ på boligmarkedet i maj, og det har der været i årets fem første måneder forstået som, at der er flere kunder på fremvisninger, der er flere handler, og det betyder stigende salgspriser, siger CEO / administrerende direktør i Home Martin Wiesener, og han fortsætter:

– Det er både huse, sommerhuse og ikke mindst lejligheder, der viser ’grøn pil op’.

Årsudvikling:

Fremvisninger – maj 2024 -> maj 2025

  • Huse +9,9 %
  • Ejerlejligheder +11,9 %
  • Sommerhuse +6,7 %

Handler – maj 2024 -> maj 2025

  • Huse +8,9 %
  • Ejerlejligheder +46,8 %
  • Sommerhuse +3,0 %

Salgspriser – maj 2024 -> maj 2025

  • Huse +4,3 %
  • Ejerlejligheder +10,9 %
  • Sommerhuse +3,1 %

Tallene er sæsonkorrigerede og opgjort som 3 mdrs. glidende gennemsnit.

Det er især lejlighedsmarkedet, der ’kører over for grønt’ med størst fremgang både på fremvisninger, handler og priser, viser Home Boligbrief for maj, der også indeholder regionale tal.

– Lejlighedsmarkedet, drevet af den store efterspørgsel i København, er stadig meget ’hot’ her, hvor vi nærmer os sommerferien, og kort efter er der studiestart på mange videregående uddannelser, som traditionelt er med til at øge efterspørgslen, ikke mindst de mindre lejligheder i de største byer, siger Martin Wiesener.

– Så umiddelbart er der ikke udsigt til, at interessen aftager, og det understøtter selvfølgelig også salgspriserne, slår Homes direktør fast.

Den seneste måned har boligmarkedet også holdt god fart, viser briefet fra Home og Danske Bank. Men der er et par gule og røde pile, der lyser.

Fra april til maj faldt antallet af fremvisninger fx på både lejligheder og sommerhuse med omkring 2 %.

Til gengæld er både salg og priser stigende i løbet af maj.

– Dog er dampen gået lidt af prisstigningerne på lejligheder i hovedstaden ser det ud til. De næste måneder må vise, om det er en enlig svale eller en tendens, slutter Homes CEO.

Månedsudvikling:

Fremvisninger – april 2025 -> maj 2025

  • Huse +1,0 %
  • Ejerlejligheder -2,2 %
  • Sommerhuse -1,9 %

Handler – april 2025 -> maj 2025

  • Huse +0,4 %
  • Ejerlejligheder +2,5 %
  • Sommerhuse +7,0 %

Salgspriser – april 2025 -> maj 2025

  • Huse +1,8 %
  • Ejerlejligheder uændret
  • Sommerhuse +1,5 %

Kilde: Home Boligbrief, landsplan

home boligsalg boligkøb
Grøn boligbølge i maj – flere handler, fremvisninger og højere priser for både huse, lejligheder og sommerhuse. (Foto: Palle Skov)

Læs også: Fem tips hvis du skal flytte hjemmefra

35-årig mand er kendt skyldig i grov vold samt frihedsberøvelse

Tiltalte blev idømt 1 år og 9 måneders ubetinget fængsel samt udvist af Danmark for bestandig.

I februar 2025 modtog Syd- og Sønderjyllands Politi anmeldelse om, at en 35-årig kvinde var blevet frihedsberøvet og udsat for grov vold af sin daværende kæreste. Det skete i en lejlighed i Haderslev Kommune.
En 35-årig mand blev anholdt i sagen, fremstillet i grundlovsforhør og har siden siddet varetægtsfængslet.

Sagen var tirsdag og onsdag i sidste uge for Retten i Sønderborg, hvor den 35-årige mand var tiltalt for tre forhold  om henholdsvis grov vold, vidnetrusler samt frihedsberøvelse.

Retten fandt det bevist, at den 35-årige kvinde i mere end 20 timer hen over to døgn i februar var blevet frihedsberøvet og udsat for grov vold, der gradvist blev mere voldsom, herunder et særdeles kraftigt og langvarigt kvælertag, hvor den forurettede mistede bevidstheden. Retten fandt det også bevist, at hun derudover havde været udsat for andre former for vold – heriblandt at den 35-årige mand havde grebet om hendes hoved og slået det ind i en væg. Retten fandt ham ikke skyldig i forsøg på kvælning med en pude.

I forbindelse med frihedsberøvelsen, som den 35-årige mand også blev dømt skyldig i, var han tiltalt for at have truet kvinden med at slå hende ihjel, hvis hun stak af eller ringede til politiet. Det dømte domsmandsretten ham også for. Han blev idømt ubetinget fængsel i 1 år og 9 måneder og blev udvist af Danmark for bestandig.

– En kvinde har været frihedsberøvet i mere end 20 timer og er blevet udsat for meget hårdhændet vold af sin daværende kæreste. Det er en meget alvorlig sag, og det afspejler sig også i dommen i dag, udtaler anklagerfuldmægtig Thomas Bøjgaard, Anklagemyndigheden hos Syd- & Sønderjyllands Politi.

Den 35-årige mand er statsborger i Den Demokratiske Republik Congo, hvilket er årsag til, at anklagemyndigheden har nedlagt påstand om udvisning.

– Jeg er meget tilfreds med, at retten har fulgt anklagemyndighedens påstand om udvisning. Tiltalte har tidligere fået flere advarsler om udvisning, og han er nu dømt for grov kriminalitet. Kriminalitet af den karakter udgør en alvorlig trussel mod vores samfund, og derfor er han blevet udvist med et indrejseforbud for bestandig, siger anklagerfuldmægtig Thomas Bøjgaard.

Den nu dømte 35-årige mand ankede på stedet til Landsretten. Han er fængslet efter dom og afventer udvisning af landet.

vold knytnæve vred hånd
35-årig mand er kendt skyldig i grov vold samt frihedsberøvelse …  (Foto: Unsplash)

Læs også: Flere års fængsel for vold og trusler mod kæreste

Dagens video: Mange dræbte i Gaza

· Mere fra samme kategori ·