Læs også:

Close
mitid

NEWS: Offentlige apps overhaler sociale medier

Nyheder  | 

Offentlige apps overhaler sociale medier · Grundlovsforhør ved Retten i Randers · Flere unge skal rustes til en kritisk medievirkelighed · 24 synshandicappede får legater til mere bevægelse og livsglæde · Kaffetyv anholdt i Ringsted · Dagens billede: Lidt for mange slikkepinde

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Offentlige apps overhaler sociale medier

Danmark foran på det digitale område – offentlige apps overhaler sociale medier … Danmark er blandt de mest digitaliserede lande i Europa, og nu giver vi også naboerne i Sverige og Holland baghjul, når det kommer til brugen af offentlige digitale apps. Det viser Nordeuropas største studie om vores digitale liv – Mobile App Trends Report 2025 – hvor den dansk-svensk-hollandske tech-virksomhed, Framna, har spurgt knap 9.000 brugere på tværs af de tre lande, om deres præferencer og vaner.

Spørger man en af eksperterne bag rapporten, Kristian Friis, der er Managing Director for Framna, har det offentlige satset stort, og er lykkedes med at lancere relevante digitale produkter, som borgerne har taget til sig.

– Det vi blandt andet kan se fra undersøgelsen er, at danskerne i højere grad end i både Sverige og Holland har taget de offentlige apps til sig og bruger dem i deres hverdag. Vi kan også se, at de vigtigste parametre for denne app-kategori er, at de er til at stole på, er godt designet og sidst men ikke mindst, at de gør livet lettere. Og det gør de. Danskerne oplever faktisk, at de offentlige apps skaber reel værdi for dem, siger han.

Offentlige apps som dagligt værktøj ..96 % af danskere har MitID installeret på deres telefon, hvilket gør den delvist offentligt ejede app til den mest installerede app i Danmark. Det samme mønster gør sig gældende, når man ser på hele kategorien af offentlige apps. Danskerne har i høj grad taget de offentlige apps, så som MitID, Sundhedskortet, Kørekortet og Digital Post, til sig. Faktisk er de offentlige apps mere udbredte end både sociale medier, nyheds- og underholdningsapps.

De offentlige apps erstatter i stigende grad fysiske kort og dokumenter, så som sundhedskortet, som hovedparten af os relativt sjældent bruger. Andre apps, med MitID som et godt eksempel, er derimod blevet en fast del af hverdagen: Op mod 42 % af danskerne åbner MitID daglig, og 11 % bruger endda appen flere gange om dagen.

Læs mere om rapporten her

mobil mobiler apps
Offentlige apps overhaler sociale medier … (Foto: Framna 2025)

Læs også: Sådan har apps ændret underholdningsindustrien

Grundlovsforhør ved Retten i Randers 

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede sidste torsdag fire mænd i alderen 15 – 17 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers. De er sigtet for at have begået et røveri ved en privat ejendom i Hinnerup.

Østjyllands Politi modtog natten til torsdag klokken 02.30 en anmeldelse om røveriet, som havde fundet sted kort tid forinden. Ifølge anmeldelsen havde fire maskerede gerningsmænd knust en rude i hoveddøren, inden de skaffede sig adgang til boligen.

I boligen truede de fire gerningsmænd en 55-årig mandlig beboer med blandt andet kniv til at udlevere nøglerne til en bil, der holdt parkeret ude foran boligen, inden personerne var løbet væk fra stedet.

Flere patruljer blev straks sendt til adressen, hvor bilen blev fundet ikke langt fra huset med dørene åbne, og få minutter senere fik en patrulje øje på to personer, der kom gående i området og passede på signalementet af de mulige gerningsmænd. De to personer – yngre mænd på henholdsvis 15 og 17 år – blev anholdt klokken 02.52 og sigtet for røveri, inden de under en efterfølgende visitering blev fundet i besiddelse af en lommelygte, handsker og maskering.

En tredje formodet gerningsmand på 16 år blev anholdt klokken 03.02, mens den sidste 15-årige formodede gerningsmand blev anholdt klokken 03.12.

De sociale myndigheder er underrettet om episoden, og Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anmoder om lukkede døre til dagens grundlovsforhør af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.

politi politibil
Grundlovsforhør ved Retten i Randers … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Biltyv fremstillet i grundlovsforhør

Flere unge skal rustes til en kritisk medievirkelighed

Med et ønske om at udbrede de kommende generationers kendskab til de frie mediers rolle vil Danske Medier træde ind i Mediekonkurrencen. Fokus vil i år være på valg og den lokale og regionale journalistik.

Danske Medier går nu ind i Mediekonkurrencen, der gennem flere år har engageret skoleelever i arbejdet med journalistik og medieforståelse. Mediekonkurrencen har indtil nu eksisteret i regi af JP/Politikens Hus, men udvides til at inkludere flere medier. Danske Medier ønsker at være med til at løfte Mediekonkurrencen, for at udbrede de kommende generationers kendskab til de frie mediers rolle og betydning i et demokratisk samfund.

– I en tid, hvor grænserne mellem sandt og falsk flyder sammen, er det afgørende, at vi styrker børn og unges evne til at navigere i et komplekst mediebillede. Ved at engagere skoleelever i mediernes og journalistikkens grundprincipper kan vi både styrke deres kritiske sans og sikre, at flere kender til værdien af en fri presse. Mediekonkurrencen er et enestående initiativ, og vi er glade for at kunne bidrage til at udbrede det endnu mere landet over, udtaler Dicle Duran Nielsen, administrerende direktør i Danske Medier.

Mediekonkurrencen, som støttes af Ole Kirk’s Fond, har allerede vist sig som en succes. Projektet giver elever praktisk erfaring med at udforme journalistiske produkter og hjælper dem med at forstå nyhedsmediernes betydning i samfundet. Ambitionen er nu at udvide det succesfulde initiativ, så flere medier og skoleklasser på tværs af landet kan deltage.

Med kommunalvalget som bagtæppe vil Mediekonkurrencen i år sætte fokus på temaet ”valg” og den lokale og regionale journalistik. Interessen blandt eleverne for mere nære historier og emner har været stigende de senere år, og i det lys vil projektet i første omgang primært rette sig mod at engagere en række regionale og lokale medier, men alle medlemmer af Danske Medier kan deltage indenfor projektets rammer.

Temaet ‘valg’ kan fortolkes bredt, men skoleeleverne vil få mulighed for at arbejde med nyheder om kommunalvalg, livsvalg og demokratiske processer i deres lokalområde.

– Vi har længe ønsket at udvide Mediekonkurrencen og engagere flere medier i projektet. At projektet nu udvides til at involvere Danske Medier, er et vigtigt skridt i den retning. Vi ser frem til at arbejde sammen om at skabe et bredere og mere inkluderende projekt, hvor flere nationale, lokale og regionale medier kan bidrage til at løfte denne vigtige agenda. I år har vi valgt et særligt fokus på valg og lokaljournalistik, da det er emner, vi har set, betyder meget for eleverne, og samtidig giver dem en praktisk forståelse for demokratiets mekanismer, afrunder Amalie Kestler, chefredaktør på Politiken.

Fakta om Mediekonkurrencen:

  • Mediekonkurrencen er et undervisningsprojekt, der engagerer skoleelever i journalistik og medieforståelse.
  • Eleverne får mulighed for at lave deres egen avis med støtte fra private medier.
  • Formålet er at styrke elevernes kritiske sans og forståelse for mediernes rolle i et demokrati.
  • I 2025 er temaet ‘valg’, hvor eleverne skal arbejde med historier om kommunalvalg, livsvalg og demokratiske processer. Derfor har Mediekonkurrencen i år indgået et partnerskab med KL og Børns Vilkår, som blandt andet vil bidrage til det materiale, der hvert år klæder lærerne på.
  • Sekretariatet vil fortsætte hos det nuværende team bag Mediekonkurrencen, som er placeret i regi af JP/Politikens Hus. Denne organisering er for at sikre kontinuitet og faglig forankring i et miljø, der i forvejen har stor erfaring med at drive projektet.
  • Mediekonkurrencen har i første omgang sikret finansiering til og med 2026 igennem en bevilling på 3,5 millioner kroner fra Ole Kirk’s Fond.

Læs mere om Mediekonkurrencen her

Her ses Per Vers underholdende finalisterne til Mediekonkurrencen 2024, som Danske Medier nu træder ind i. (Foto: Cecilie Rolvung)

Læs også: FOKUSNEWS: Hidtil mystisk del af hjernen har indflydelse på søvn, motorik og adfærd

24 synshandicappede får legater til mere bevægelse og livsglæde

Synshandicappedes Motionsfond uddeler i år 123.000 kroner fordelt på 24 legater, der blandt andet går til løbebånd, tandemcykler, vandretur og svømmeundervisning.

Den 16. maj 2025 uddeler Synshandicappedes Motionsfond og Dansk Blindesamfund legater til 24 synshandicappede motionister ved et arrangement på Musholm Konferencecenter i Korsør. Legaterne udgør tilsammen 123.000 kroner og skal hjælpe modtagerne til et mere aktivt liv, blandt andet med støtte til svømmeundervisning, skøjteløb, løbebånd, tandemcykler, danseundervisning og et bord til blindesporten showdown.

Fælles for årets 24 legatmodtagere er, at motion og bevægelse spiller en vigtig rolle i deres hverdag – på trods af et synshandicap, der ofte gør det mere krævende og dyrt at dyrke sport. Mange har for eksempel brug for en ledsager, særligt kompenserende udstyr eller hjælpemidler.

Synshandicap er ingen forhindring … Det var netop den udfordring, Sven Mogensen, der selv er blind, satte sig for at gøre op med, da han stiftede Synshandicappedes Motionsfond for 14 år siden. Fondens legater er med til at nedbryde de begrænsninger, blinde og svagsynede ofte møder, når de ønsker at være aktive og bruge kroppen.

Gennem årene har fonden uddelt mere end 200 legater for over halvanden million kroner, der har fremmet aktiv livsstil og skabt lige muligheder for deltagelse i sport og motion.

Sven ved, hvad det vil sige at miste muligheden for at være fysisk aktiv. Efter en ulykke, hvor han pludselig blev blind, troede han, at det var slut med at dyrke motion, indtil han en dag opdagede, at mange synshandicappede dyrker langrend. Det blev startskuddet til et nyt, aktivt kapitel. Siden har han stået på ski, løbet, roet havkajak, skabt blinderæs og besteget Kilimanjaro.

Motion øger livskvaliteten … Erfaringen med at genfinde glæden ved et aktivt liv er blevet drivkraften bag fondens arbejde, og Sven går gerne forrest og inspirerer andre til, at man sagtens kan være aktiv og dyrke sport, selvom man har et synshandicap.

– Med legaterne ønsker vi at give andre blinde og svagsynede muligheden for at opleve samme frihed, styrke og livsglæde gennem motion, som jeg selv har fået, siger stifter og bestyrelsesmedlem af Synshandicappedes Motionsfond, Sven Mogensen.

Dansk Blindesamfund støtter Synshandicappedes Motionsfond, fordi det er vigtigt at fremme initiativer, der giver blinde og svagsynede mulighed for at leve et aktivt liv, få pulsen op og skabe netværk og relationer både med seende og andre med synshandicap.

– Dansk Blindesamfund er meget glade for initiativet, og støtter op om, at flere med synshandicap får mulighed for at deltage i motionsfællesskaber, der øger både livskvalitet og fysisk sundhed. For det er ofte en stor udfordring i hverdagen, afslutter Mads Brix Monggaard, forretningsudvalgsmedlem i Dansk Blindesamfund.

Praktisk information:
Synshandicappedes Motionsfonds legatuddeling finder sted fredag den 16. maj klokken 13 på Musholm Konferencecenter i Korsør. Årets tema er ”’til vands, til lands og i luften’ og programmet byder på legatoverrækkelser, spændende oplæg og aktiviteter. Arrangør for Synshandicappedes Motionsfonds legatuddeling er Blindmotion, støtteforeningen til Synshandicappedes Motionsfond.

blinde
De glade legatmodtagere fra sidste års uddeling. I løbet af de seneste 15 år har Synshandicappedes Motionsfond uddelt over 200 legater for mere end halvanden million kroner, der alle har til formål at fremme en aktiv livsstil for blinde og svagsynede. Synshandicappedes Motionsfond. (Foto: PR)

Læs også: Aflagte briller giver mange synet tilbage i Ghana

Kaffetyv anholdt i Ringsted

I fredags klokken 12.27 blev en 58-årig mand fra Rumænien tilbageholdt i et supermarked i Ringsted, hvor han havde stjålet seks poser kaffe og ni tomme bæreposer til en samlet værdi af 604 kr.

En patrulje kørte derfor frem til butikken og sigtede den 58-årige, som erkendte tyveriet. Han blev taget med på stationen til afhøring, hvor han fik afgjort sin sag med en straksbøde. Butikken fik varerne tilbage og havde intet erstatningskrav.

kaffe fars dag lavazza
Kaffetyv anholdt i Ringsted … (Foto: PR)

Læs også: En hyldest til kaffen

Dagens billede: Lidt for mange slikkepinde

 

· Mere fra samme kategori ·