
NEWS: Nyt samarbejde om flere idræts- og friluftsskove
Nyt samarbejde om flere idræts- og friluftsskove · Tidligere bankdirektør får fængselsdom · Danmarks nye AI-forskningscenter er åbnet · Historisk biltopmøde i København · Nye oplysninger om gerningsmændenes færden i drabssag · Dagens video: Pave Leo den 14.
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Nyt samarbejde om flere idræts- og friluftsskove
DIF og Klimaskovfonden er gået sammen om at skabe mere skov – for klimaet, naturen og danskernes aktive idræts- og friluftsliv.
Danskerne skal have mere skov at være aktive og dyrke idræt i. DIF’s formand Hans Natorp plantede sidste tirsdag et af de første træer i den første idræts- og friluftsskov i Herfølge. Og det startskuddet til et nyt grønt og aktivt makkerskab mellem DIF og Klimaskovfonden. DIF og Klimaskovfonden har indgået en samarbejdsaftale om at plante nye skove– og specifikt nye idræts- og friluftsskove i Danmark med faciliteter, der understøtter aktivitet og bevægelse.
Formålet med samarbejdet er at bidrage til skovrejsningsprojekter i hele Danmark, som sikrer god adgang for det organiserede idræts- og friluftsliv. Med aftalen forpligter DIF sig økonomisk til en basisfinansiering på 50.000 kr. årligt og vil derudover facilitere og motivere til, at specialforbund, idrætsforeninger og virksomheder også bidrager til at finansiere flere nye skove.
– Vi er meget glade for vores nye samarbejde med Klimaskovfonden. Når vi i de kommende år sammen med Klimaskovfonden er med til at plante idræts- og friluftskove, så gør vi det med bevægelse og fællesskab i tankerne. Idrætsskovene skal være steder, man let man kan gå til, løbe i, dyrke idræt i og puste ud i. Vi vil med andre ord kombinere natur og aktivitet i hverdagen og give mulighed for både foreningsliv og individuel aktivitet, siger DIF’s formand, Hans Natorp.
Når der plantes nye skove i Danmark, er mange af dem privatejede, og dermed er det den enkelte lodsejer (den, der ejer grunden, red.), der bestemmer, om der skal anlægges veje og stier i skovene og dermed være adgang for idræt og friluftsliv. Det nye samarbejde mellem Klimaskovfonden og DIF prioriteres på kommunale arealer, så der også i fremtiden er adgang til skovene og dermed mulighed for at dyrke idræt i naturen. Derudover er der også et klimaperspektiv i samarbejdet, idet skovene bidrager til både biodiversitet og klimagevinst. 1000 m2 ny skov optager nemlig 34,5 ton CO2 over de næste 100 år.
– Det bliver rigtig spændende at få sat flere idræts- og friluftsskove på landkortet sammen med DIF og foreningslivet, hvor folk får særligt gode muligheder for at bruge den nye natur. Når vi de kommende år skal have meget mere skov i Danmark, så er det også vigtigt, at det bliver skove, som mange mennesker får glæde af i deres hverdag. Sådan et samarbejde kan være med til at gøre skovrejsningen til en folkesag, og det ville jo være fantastisk, siger Poul Erik Lauridsen, der er direktør i Klimaskovfonden.
Det er nemt for specialforbund, idrætsforeninger og øvrige idrætsinteressenter at bidrage aktivt til opførelsen af mere idræts- og friluftsskov i Danmark. Det er ikke kun til gavn for klima og natur, men i høj grad også for idræts- og friluftslivet. DIF kommer for hver enkelt skov med forslag til hvilke faciliteter, der kan forbedre idræts- og friluftsoplevelser i skovene.
Læs mere her.
Fakta om Klimaskovfonden:
Klimaskovfonden har flere end 180 skovrejsningsprojekter i gang over hele landet. Gennem klimabidrag giver fonden virksomheder, foreninger og privatpersoner mulighed for klimahandling gennem bidrag til klimaindsatsen. Klimaskovfonden er en uafhængig statslig forvaltningsenhed oprettet af Folketinget i 2020 for at sætte fart på Danmarks klimaindsats.

Læs også: Der er god plads til alle i naturen
Tidligere bankdirektør får fængselsdom
En 64-årig mand, der er tidligere direktør i Københavns Andelskasse, er idømt fire måneders betinget fængsel for brud på hvidvaskloven.
Den 64-årieg mand, der er tidligere direktør for den nu lukkede Københavns Andelskasse, er i en tilståelsessag ved Københavns Byret idømt fire måneders betinget fængsel for omfattende brud på hvidvaskloven. Sagen er kørt af National enhed for særlig Kriminalitet (NSK) efter en anmeldelse fra Finanstilsynet.
Den tidligere direktør har erkendt, at der under hans ledelse af Københavns Andelskasse i perioden fra april 2017 til marts 2018 skete grove overtrædelser af hvidvasklovens regler om interne kontroller, om kundekendskab og om transaktionsovervågning. Således var der i perioden transaktioner i banken for cirka 1,5 milliarder kroner fra specifikke kunder, der burde have fået banken til at reagere, da der var mistanke om, at pengene blev hvidvasket.
I januar vedtog Finansiel Stabilitets selskab FS Finans VI A/S, der overtog Københavns Andelskasse med henblik på afvikling, en bøde på knap 800 millioner kroner for de omfattende brud på hvidvaskloven, der var sket i andelskassen. FS Finans VI A/S er dog efter reglerne om afviklingen af andelskassen afskåret fra at betale bøden.
I sagskomplekset om Københavns Andelskasse er der rejst tiltale mod yderligere en person. Sagen afventer berammelse ved Københavns Byret.
Specialanklager hos NSK Lisette Rostgaard Jørgensen udtaler:
– Sagen handler om usædvanligt grove og omfattende overtrædelser af hvidvaskloven. Det er også afspejlet i den idømte straf, hvor strafferammen på gerningstidspunktet gik op til seks måneders fængsel. Jeg er tilfreds med, at efterforskningen kunne klarlægge, at der i sagen også var et personligt ansvar for overtrædelserne, og at den nu dømte har erkendt, at han som direktør var ansvarlig.

Læs også: Hovedmand bag hvidvask af minkskind dømt
Danmarks nye AI-forskningscenter er åbnet
Danmarks nye AI-forskningscenter er åbnet. Det fortæller Københavns Universitet – Det Samfundsvidenskabelige Fakultet i en pressemeddelelse …
Udvikling af kunstig intelligens, som gavner befolkningen, kræver et tæt samarbejde mellem forskere, beslutningstagere og virksomheder. Netop sådan et samarbejde søsættes i dag, når snoren klippes til CAISA, Danmarks nye forskningscenter for kunstig intelligens.
’Det Nationale Center for AI i Samfundet’ – CAISA – vil samle nogle af landets førende AI-forskere for at kortlægge, hvordan vi i et demokrati som Danmark bedst udvikler og håndterer kunstig intelligens. Københavns Universitet får sammen med Aalborg Universitet en ledende rolle i centeret, som også omfatter Aarhus Universitet, DTU og ITU.
– I CAISA skal vi forske og rådgive i, hvordan vi bedst kan navigere i den rivende udvikling. Det kræver alle hjerner på dæk, og derfor sætter vi gang i en række aktiviteter, hvor vi sammen kan lære af erfaringer og bygge videre på den seneste forskning og igangværende initiativer, fortæller professor Rebecca Adler-Nissen, som skal lede centeret.
AI skal gavne folket … CAISA kan blive ‘AI’s svar på Statens Serum Institut’, som centerets chefforskere formulerer det.
– Vi er et nationalt konsortium i tæt samarbejde med Pionercenteret for Kunstig Intelligens. Vi arbejder tværfagligt, fordi det ikke er nok at forstå de tekniske aspekter eller undersøge menneskelige og samfundsmæssige betydninger. Det er nødvendigt, at vi gør begge dele – på samme tid, understreger CAISA’s viceleder, Thomas B. Moeslund fra Aalborg Universitet.
Forskningscenteret vil samle forskerkolleger, søsterinitiativer og stærke forskningsmiljøer på tværs af Danmark og udlandet – og ikke mindst samarbejde bredt med og rådgive den offentlige og private sektor. Kunstig intelligens spiller allerede en afgørende rolle i et geopolitisk perspektiv og er essentiel for Europas konkurrenceevne. Det er afgørende, at vi kommer med helt i front og ikke lader Kina og USA løbe med alle de gode ideer, siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, som deltager ved CAISA’s åbningskonference.
Hun uddyber:
– Men det er samtidig helt afgørende, at vi tænker over, hvordan vi vil implementere de her teknologier i vores samfund. Hvilke etiske dilemmaer, de kommer med. Med CAISA tager vi et vigtigt skridt imod mere information, mere viden og dermed bedre beslutninger, når det kommer til kunstig intelligens.
Sigter mod månen – på ansvarlig vis … Selvom mulighederne med kunstig intelligens er enorme, handler det nu om at få teknologien omsat til konkret værdi. CAISA skal spille en væsentlig rolle ved at bygge bro mellem forskning og praktisk anvendelse, understreger digitaliseringsminister Caroline Stage, som deltager i åbningskonferencen.
– Danmark har et stærkt digitalt fundament, men vi har manglet et sted, hvor vi for alvor samler kræfterne og går fra snak til handling. I december lancerede regeringen en ny strategisk indsats for kunstig intelligens, hvor vi præsenterede tankerne bag et nyt center for kunstig intelligens. Vi har nemlig talt nok om AI’s potentiale – nu skal vi have fokus på at høste værdien af den nye teknologi, siger hun og fortsætter:
– Med CAISA får vi et vigtigt samlingspunkt, hvor forskning møder virkelighed, og hvor vi sammen kan bringe AI i spil dér, hvor det skaber reel værdi: i virksomheder, i den offentlige sektor og i danskernes hverdag. Det er sådan, vi gør AI til noget, der rykker og gør en forskel, understreger Caroline Stage.
Ambitionerne er tårnhøje hos CAISA – ikke kun på Danmarks vegne, men på Europas. Derfor igangsætter centeret også langsigtede forskningsprojekter, såkaldte moonshots, der udforsker nye veje til digital suverænitet og ansvarlig kunstig intelligens til gavn for hele samfundet.
– Hvis vi lykkes, kan Danmark ikke blot sikre en bedre udrulning af kunstig intelligens herhjemme, men også inspirere resten af verden til at følge en klogere vej, forudser Rebecca Adler-Nissen.
Kort om CAISA og åbningen:
CAISA åblev åbnet ved et stort arrangement i Københavns Universitets festsal.
Københavns Universitet og Aalborg Universitet får en ledende rolle i centeret, som også kommer til at inkludere forskere fra Aarhus Universitet, DTU og IT-Universitetet.
CAISA skal samarbejde med virksomheder, myndigheder, organisationer og forskere i hele landet og internationalt.
Centeret finansieres i de første tre år med 20 millioner kroner fra digitaliseringsmidlerne og 30 millioner kroner fra forskningsreserven.
CAISA’s chefforskere:
Rebecca Adler-Nissen (centerleder), professor, Københavns Universitet
Thomas B. Moeslund (viceleder), professor, Aalborg Universitet
Serge Belongie, professor, Københavns Universitet
Roman Jurowetzki, lektor, Aalborg Universitet
Sune Lehmann, professor, Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet
Stine Lomborg, professor, Københavns Universitet
Morten Axel Pedersen, professor, Københavns Universitet
Helene Friis Ratner, lektor, Aarhus Universitet
Anna Rogers, lektor, IT-Universitetet i København
Anders Søgaard, professor, Københavns Universitet

Læs også: FOKUSNEWS: AI-computer forudser vejret på få minutter
Historisk biltopmøde i København
Sidste uge var København ramme om et europæisk branchetopmøde, hvor Mobility Denmark var vært for repræsentanter fra bilindustrien i hele Europa forud for Danmarks EU-formandskab.
Mødet samlede den europæiske brancheorganisation ACEA og nationale brancheforeninger for bilproducenter og -importører – og fandt sted i lyset af Danmarks kommende EU-formandskab fra den 1. juli. Mødet havde fokus på, hvordan bilindustrien i fællesskab kan imødekomme de markante udfordringer, Europa står over for – fra geopolitisk usikkerhed til grøn omstilling og faldende konkurrenceevne.
– Bilindustrien er en af Europas vigtigste industrier. Den står for over 10 procent af EU’s produktionsarbejdspladser og mere end en tredjedel af de private investeringer i forskning og udvikling. Vi kan ikke tale om et stærkt og konkurrencedygtigt Europa uden at tale om bilindustrien, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark, der er vært for mødet.
Et centralt tema i mødet var bilindustriens rolle i den grønne omstilling. Her spiller Danmark en særlig rolle som frontløber. I april udgjorde elbiler 83 procent af det private bilsalg, og Danmark rundede for nylig elbil nummer 400.000.
– Danmark er et levende eksempel på, at grøn omstilling kan gå hånd i hånd med stærke rammevilkår og forbrugertillid. Men den europæiske indsats skal styrkes, hvis vi skal fastholde og udbygge vores førerposition globalt. Det kræver et EU, der sætter industripolitik og klimamål i fælles takt, fortsætter han.
Branchemødet i København var med til at skabe et samlet europæisk afsæt frem mod det danske EU-formandskab – med bilindustrien som en nøgleaktør i både Europas økonomiske robusthed og klimamæssige ambitioner.

Læs også: Nu er der 400.000 elbiler i Danmark
Nye oplysninger om gerningsmændenes færden i drabssag
Politiet offentliggør nye informationer i forbindelse med skyderiet i Søborg. Københavns Vestegns Politi offentliggør nu nye oplysninger om gerningsmændenes færden kort før skyderiet. Skyderiet fandt sted fredag den 2. maj klokken 17.47 på Novembervej ud for Pilegårdsvej 21 i Søborg.
Den 35-årige mand blev ramt af flere skud og afgik ved døden søndag den 4. maj som følge af sine kvæstelser. Vidner har set to mænd i området før skyderiet:
- Den ene person blev set ved skraldeskuret ud for Pilegårdsvej 24 cirka klokken 17.30. Han var iført sort tøj.
- Den anden person blev set siddende ved kælderskakten til Pilegårdsvej 26 cirka samtidig. Han bar lyse bukser, mørkt overtrækstøj og kasket.
– De to gerningsmænd er set i området af vidner cirka et kvarter før skyderiet. Vidner har bidt mærke i dem, fordi de var klædt på en måde, så de stak ud i forårsvarmen, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.
Efterforskningen af sagen pågår fortsat intensivt.
– Vi kører fortsat en massiv efterforskning for at få klarlagt omstændighederne i forbindelse med skyderiet, siger Charlotte Skovby.
Københavns Vestegns Politi opfordrer alle, der har oplysninger om sagen – også selv mindre detaljer – til at kontakte politiet. Telefon 43861448 er bemandet døgnet rundt.

Læs også: Borgernes tillid til politiet er fortsat høj




