
NEWS: Moomin støtter Røde Kors’ humanitære arbejde
Moomin støtter Røde Kors’ humanitære arbejde · To 16-årige kendt skyldige i overfald på skole i Horsens · T. rex Trinity er landet · Hansens og Joe & The Juice byder på gratis is og stjerne-DJ-duo · Sirener møder sambarytmer: Politiet gør klar til karneval · Dagens video: Koralrevenes undergang · Fredagsfjol: Dyrenes ven
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Moomin støtter Røde Kors’ humanitære arbejde
‘Endelig Hjemme’ hedder den nye, hjertevarme kollektion, som Moomin Arabia støtter Røde Kors’ humanitære arbejde med.
I 80 år har kærlighed, familie og samhørighed været kernen i Mumihistorierne. Som hyldest til disse værdier
og i anledning af 80-års jubilæet fortæller Moomin Arabias nye kollektion historien om at blive genforenet
med hjem og med mennesker. ‘Endelig hjemme’-kollektionen har også et andet vigtigt ærinde: For hvert
solgt produkt doneres der 1 EURO til støtte for Røde Kors’ humanitære arbejde.
Illustrationerne på den nye kollektion er inspireret af Tove Janssons tegnede fortælling ‘Mumitrolden og Familielivet’
(1955). Historien handler om Mumitrolden, som altid har drømt om at få en familie. Hans ønske går i opfyldelse, da
Mumimor og Mumifar redder ham fra havsnød og indser, at Mumitrolden er deres længe forsvundne søn. Efter lang
tids adskillelse bliver Mumifamilien endelig genforenet og finder vej hjem og til hinanden.
Seriens dele er således illustreret med Mumifamiliens kærlige kram, deres smukke hjemdal samt det uimodståelige
Mumihus. Lille My og et lille spidsøret væsen ved navn Skygge følger dem lige i hælene.
Det er en serie til samvær & Mumi-momenter .. ‘Endelig hjemme’-kollektionen omfatter keramik, tekstiler til køkken, bad og soveværelse samt handy tilbehør til hverdagens Mumi-momenter med nære og kære.
Kollektionen forhandles eksklusivt hos IMERCO fra juli 2025 og vil kun være tilgængelig i 80-års jubilæumsåret.

Læs også: Moomin’s fine bogstavkollektion
To 16-årige kendt skyldige i overfald på skole i Horsens
Retten i Horsens har afsagt dom i en sag om et knivoverfald i Horsens den 10. december sidste år. Her overfaldt to maskerede personer en 15-årig dreng, der blev ramt af knivstik og peberspray.
To 16-årige drenge er kendt skyldige i at stå bag et voldeligt overfald på Bankagerskolen i Horsens den 10. december 2024. De to var tiltalt for i forening eller efter fælles forståelse at have stukket en 15-årig dreng i ryggen og på armene med en kniv samt sprøjtet peberspray i ansigtet på ham.
Drengene var også tiltalt for overtrædelse af knivloven og våbenloven, idet de var i besiddelse af en kniv samt en peberspray eller lignende. Derudover var den ene af de to tiltalt for forsøg på grov vold på Fårupgårdvej i Jelling samt for trusler, der var sendt via Snapchat. Den anden 16-årige var desuden tiltalt for besiddelse af cirka 23 gram hash samt cirka 83 gram skunk til eget brug på en adresse i Horsens.
Retten fandt de to skyldige i samtlige forhold og lagde angående episoden på skolen blandt andet til grund, at vidnerne var sikre og troværdige og gav en utvetydig genkendelse af de tiltalte. Oplysningerne fra vidnerne var desuden støttet af oplysningerne fra politiets efterforskning.
Ved retten blev den ene 16-årige idømt 10 måneders ubetinget fængsel samt tillægsforanstaltning om henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet for grov vold, forsøg på grov vold, trusler og overtrædelse af knivloven samt våbenbekendtgørelsen.
Den anden 16-årige blev idømt en ungdomssanktion for grov vold, knivloven og våbenbekendtgørelsen samt lov om euforiserende stoffer til eget forbrug.
Dommen indebærer desuden, at seks knive, to telefoner og euforiserende stoffer konfiskeres. De dømte modtog begge dommen.

Læs også: Ung mand ramt i maven af hagl
T. rex Trinity er landet
Nu kan du opleve en af verdens mest ikoniske dinosaurer, T. rex Trinity på Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark.
Ikke mange danskere har mødt en T. rex før, men nu har de chancen, da den ægte, 11,6 meter lange og 67 millioner år gamle T. rex Trinity, er færdigmonteret og klar til at tage imod publikum på Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark.
Med sit kæmpemæssige kranium, dolkestore tænder og den karakteristiske, truende positur ligner hun noget, der er trådt direkte ud af en Jurassic Park-film – men dette er den ægte vare. Trinity står nu midt i museet flankeret blandt andet af fire andre ikoniske dinosaurer: Stegosaurus, Trice
– Vi har fået et ægte ikon på besøg, siger Christoffer Knuth, direktør for Knuthenborg Safaripark og Evolutionsmuseet. Oghan fortsætter:
– Det er ikke bare en dinosaur – det er superstjernen inden for dinosaurer, som millioner kender fra film, spil og bøger. Og nu står den lige her på Lolland i 2025 sæson.
Oplev det selv – og se hende i bevægelse … Den er lige så frygtindgydende at se, som forventet, hvor tænderne på 25-30 centimeter – svarende til en stor dolk – og det store kranie, giver en god forståelse af, hvorfor den kunne sluge 100 kilo kød i én mundfuld.
Læs mere om Evolutionsmuseet her.

© Evolutionsmuseet)
Læs også: Maj måneds kulturguide
Hansens og Joe & The Juice byder på gratis is og stjerne-DJ-duo
Hansens Is og Joe & The Juice er klar med en isnyhed lørdag den 24. maj i Joes nye juice-spot i København, hvor der vil være gratis is og en surprise-DJ-optræden.
Lørdag den 24. maj sparker Hansens og Joe & The Juice sommeren i gang med et iskoldt samarbejde i Joes nye konceptbutik, House 11, i hjertet af København. Her bliver der skruet op for tempoet og ned for temperaturen, når de afslører deres helt nye samarbejde om en af Joes mest ikoniske shakes, der i Hansens hænder er blevet til en ny økologisk ispind.
– Powershaken er et af vores mest ikoniske og populære produkter, og med sommeren lige om hjørnet giver vi shaken en iskold makeover med de bedste økologiske, danske råvarer, siger Kevin Tandrup, Director of Sales and Business Development hos Joe & The Juice.
Omdrejningspunktet for samarbejdet er juicekædens populære lyserøde Powershake, der nu fås som den nye ispind, Powershake-pop. Isen er fremstillet på Hansens ismejeri ved Jægerspris med mælk fra Svanholm Gods og andre økologiske gårde – og med hjemmelavet jordbærkompot af danske bær.
– Det er et stort skridt for vores ambitioner om at få Hansens ud over landets grænser. Vi har aldrig været så langt væk med vores økologiske is før, og samarbejdet betyder, at vi kommer ud i over 200 butikker i hele Europa. Det giver os nogle vigtige erfaringer med at få vores økologiske is ud over grænserne, afslutter Anders Eibye Hansen, kommunikationsansvarlig hos Hansens Is.
Og der er gratis is og dansk DJ-duo i åbningsweekenden … Powershake-pop lanceres officielt lørdag den 24. maj i Joe & The Juice-butikker over hele landet. Samarbejdet med Hansens fejres med en stor lanceringsfest samme dag i Joe & The Juices nye konceptbutik, House 11, på Ny Østergade 13. Festen starter klokken 11.00 med gratis is og en surprise-optræden fra en kendt dansk DJ-duo.

Læs også: Lav en lækker isbombe
Sirener møder sambarytmer: Politiet gør klar til karneval
Støvlesnuderne er pudset hos Nordjyllands Politi, der ser frem mod en af årets helt store begivenheder i Aalborg – karnevallet i weekenden. Som en del af forberedelserne etableres midlertidig videoovervågning, ligesom droner vil indgå i politiets opgaveløsning.
Vicepolitiinspektør fra Nordjyllands Politi, Lasse Kragh, der har ansvaret for politiets indsats under Aalborg Karneval, fortæller:
– Politiet er klar med en omfattende indsats, der skal sikre, at festen bliver både sjov og sikker for alle. Det betyder blandt andet at der vil være en markant og synlig tilstedeværelse af politi i gaderne under hele karnevallet. Målet er at forebygge uro og skabe tryghed – både for de festende og for byens øvrige borgere.
Ud over øjne på gaden, vil karnevallet også betyde, at der er øjne ovenfra. For som en del af indsatsen vil der blive sat midlertidig videoovervågning op i de mest feststemte områder. Det gælder særligt i selve Kildeparken og langs Vesterbro, men også en række andre relevante indfaldsveje. Overvågningen skal hjælpe politiet med at bevare overblikket og hurtigt kunne reagere, hvis der opstår problemer.
Det samme gælder for droner, som også indgår i politiets beredskab. I den forbindelse kommer vicepolitiinspektøren med en vigtig påmindelse:
– Politiet anvender droner i forbindelse med forskellige indsatser under optoget og rundt i byen i løbet af lørdagens parade. Vi har tidligere set, at private også sender droner i luften for at forevige det farverige bybillede, men det er vigtigt at være opmærksom på de særlige regler, der gælder for droneflyvning. Karnevallet finder sted inden for lufthavnens sikkerhedszone, hvilket medfører særlige begrænsninger. Derfor vil jeg kraftigt opfordre alle droneentusiaster til at besøge Trafikstyrelsens hjemmeside og sætte sig grundigt ind i reglerne, før man sender en drone i luften. Det gælder faktisk helt generelt.
De optagelser politiet indsamler bruges udelukkende til at sikre den offentlige orden og vil naturligvis blive behandlet i henhold til gældende regler om databeskyttelse.
– Det er skønt, når folk hygger sig og har det sjovt, men vi vil samtidig gerne sikre, at det sker på en tryg og sikker måde for alle, siger Lasse Kragh om karnevallet og afslutter:
– Så tag dit gode humør med – og lad os sammen gøre karnevallet til en fest, vi alle kan være glade for at huske.
Nordjyllands Politi deltager med både uniformeret og civilt politi under paraden den i morgen lørdag den 24. maj, hvor der er tryk på byen. Har man brug for politiets hjælp under paraden, kan man for eksempel henvende sig til en af dialogbetjentene, som bærer gule veste. Ellers kan man, som altid, ringe på telefon 114.
Trafikale forhold:
Hvad angår de trafikale forhold, så henviser vi til Aalborg Kommune, der opdaterer om diverse vejspærringer og omkørsler.
Gode råd til karnevallet:
• Drik vand i løbet af dagen og spis regelmæssigt. Du kan fylde din drikkedunk ved vandposter langs ruten.
• Aftal faste mødesteder med dine venner, og hold øje med hinanden.
• Brug solidt fodtøj – der kan ligge glasskår på ruten.
• Glemte eller fundne genstande kan afleveres på Aalborg Politigård, Jyllandsgade 27, 9000 Aalborg.
• Følg myndighedernes anvisninger og respekter afspærringer.
• Hold øje med dine ejendele – og hinanden.
• Politiet opfordrer alle deltagere til at bidrage til en god og tryg fest ved at udvise hensyn og omtanke – både over for medgæster og for dem, der ikke deltager.
På Aalborg Karnevals hjemmeside kan man finde information om og gode råd til et godt og trygt karneval.

Læs også: Anholdt for distribution af narkotika i Nordjylland


