
NEWS: Opsigtsvækkende tilbagegang i andelen af kvinder i toppen af de største danske virksomheder
Opsigtsvækkende tilbagegang i andelen af kvinder i toppen af de største danske virksomheder · Politiet tager objekt- og ansigtsgenkendelsesteknologi i brug i et pilotforsøg · Mutti og Too Good To Go i nyt samarbejde · Status quo for andelen af kvinder i ejendomsbranchen · 97 eftersøgningsager blev afsluttet i forbindelse med fogedaktion · Dagens video: Trump i modvind
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Opsigtsvækkende tilbagegang i andelen af kvinder i toppen af de største danske virksomheder
Andelen af kvindelige administrerende direktører går tilbage for private virksomheder med flere end 250 ansatte. Det viser en analyse fra Tænketanken EQUALIS, hvor administrerende direktør Gine Maltha Kampmann kalder de nye tal for opsigtsvækkende.
Fire procentpoint. Så meget er andelen af kvindelige administrerende direktører i virksomheder med mere end 250 ansatte gået tilbage siden sidste år. Det viser en analyse fra den uafhængige tænketank EQUALIS, der udkommer i forlængelse af tænketankens årlige Diversitetsbarometer.
I dag er 21 procent af de administrerende direktører i virksomheder med flere end 250 ansatte kvinder. I 2024 var tallet 25 procent.
– De seneste år har netop de store virksomheder drevet den største udvikling mod lige kønsrepræsentation i toppen. Derfor er det er en opsigtsvækkende tendens, at udviklingen i år er erstattet af tilbagegang” siger Gine Maltha Kampmann, der er administrerende direktør i Tænketanken EQUALIS.
I analysen ses der også på de regionale forskelle, og her står det klart, at det primært er virksomheder i Hovedstaden, der bidrager til tilbagegangen, imens virksomheder i de øvrige regioner hverken har fået flere eller færre kvinder på administrerende direktørposter det seneste år. Også denne tendens er overraskende, påpeger Gine Maltha Kampmann.
– Netop virksomheder i Hovedstaden er blevet rost for at være progressive og gå forrest i jagten på mere diversitet i toppen. Men tallene her viser os, at vi ikke må have blind tro på, at visse segmenter af virksomheder kommer til at skabe den kønsdiversitet, vi behøver for at sikre Danmarks innovations- og konkurrenceevne i fremtiden.
Professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet Nina Smith kalder udviklingen bekymrende.
– Vi kan ikke holde til at miste så meget lederpotentiale, som vi gør i Danmark i disse år. Udviklingen står generelt stille og går, som vi ser her, sågar tilbage enkelte steder. Derfor er det nødvendigt, at vi får en langt mere målrettet og seriøs indsats blandt danske virksomheder for at sikre mere diversitet på ledelsesgangene, siger hun.
Blandt virksomheder med mellem 50 og 250 ansatte står udviklingen stille. Her er andelen af kvinder i administrerende direktørstillinger 17 procent, ligesom den var sidste år. Ifølge Tænketanken EQUALIS er det oplagt at undersøge nærmere, hvad der skaber udsving eller stilstand i kønssammensætningen i ledelseslagene i landets virksomheder.
– Vi bliver nødt til at blive klogere på årsagerne til, at pendulet svinger den ene og den anden vej. Kun når vi har den nødvendige viden, kan vi lave de rigtige løsninger for at vende udviklingen, runder Gine Maltha Kampmann af.
Tre nøgletal fra rapporten:
Andelen af kvindelige administrerende direktører i virksomheder med mere end 250 ansatte gået fra 25 procent i 2024 til 21 procent i 2025. Et fald på fire procentpoint.
Kvinder sidder på 17 pct. af de administrerende direktørstillinger i mellemstore virksomheder og 21 pct. af stillingerne i store virksomheder.
Region Hovedstaden er regionen med den største andel af kvinder i direktørstillinger (34 pct.). Regionen med færrest kvinder i direktørstillinger er Nordjylland (18 pct.).

Læs også: Disse seje kvinder ændrede verden
Politiet tager objekt- og ansigtsgenkendelsesteknologi i brug i et pilotforsøg
Rigspolitiet er sammen med Københavns Politi klar til at tage objekt- og ansigtsgenkendelsesteknologi i brug for at øge kvaliteten og effektiviteten i efterforskningsarbejdet. I en pilotperiode frem til efteråret vil Københavns Politi anvende objekt- og ansigtsgenkendelsesteknologi i forbindelse med gennemgang af videomateriale, som politiet har indhentet i efterforskningen. Teknologien forventes at blive en væsentlig støtte for efterforskerne, når de søger efter bestemte objekter eller ansigter i indsamlet videomateriale.
Muligheden for at anvende ansigtsgenkendelsesteknologi er begrænset til visse alvorlige sager. Det drejer sig om alvorlig personfarlig kriminalitet som f.eks. drab, drabsforsøg, grov vold og voldtægt, sager af betydning for statens sikkerhed og i særlige operative situationer som en ‘manhunt’. Objektgenkendelsesteknologi vil derimod kunne anvendes i alle straffesager.
Tidsbesparende perspektiver … Politiet indhenter i dag ofte mange timers videomateriale fra offentlige og private tv-overvågningskameraer som led i efterforskningsarbejdet. Materialet bliver herefter gennemgået ved manuelle processer, dvs. at en efterforsker sidder og gennemser materialet med henblik på at finde relevante optagelser.
Objekt- og ansigtsgenkendelsesteknologi kan på kort tid gennemgå og analysere store mængder data og identificere mønstre, herunder ansigter, i videomateriale.
Nu vil teknologien blive afprøvet til at udfinde relevante personer og objekter i de indsamlede datamængder. Det vurderes at kunne give en betydelig tidsbesparelse og dermed gøre efterforskningen mere effektiv, da gennemgangen ikke længere skal ske manuelt. Efterfølgende vil de udfundne videosekvenser blive gennemset af det personale, der arbejder med den konkrete straffesag.
– Politiet får et redskab, som vil understøtte den manuelle gennemgang af materialet ved hurtigt at identificere relevante objekter og personer. Den tid, som teknologien frigør, kan målrettes andre efterforskningsskridt i sagen og dermed sikre en mere effektiv retshåndhævelse, siger Lene Steen, politidirektør i Rigspolitiet.
I første omgang vil teknologien blive anvendt i Københavns Politi i en pilotperiode. Her vil politikredsen afprøve, hvordan objekt- og ansigtsgenkendelsesteknologien kan integreres i politiets nuværende arbejdsgange i efterforskningen.
– Vi ser en stor værdi i at teste den nye teknologi, der kan hjælpe med hurtigt at identificere mønstre og personer, som ellers kan være meget tidskrævende at opdage for det menneskelige øje. Hurtighed er ofte afgørende i vores arbejde med at stoppe og opklare forbrydelser. Vi har stor tillid til, at objekt- og ansigtsgenkendelsesteknologien kan spille en vigtig rolle i at understøtte dette arbejde, siger ledende politiinspektør Poul Kjeldsen, leder af Efterforskningsenheden i Københavns Politi.
Som led i etableringen af pilotprojektet har Rigspolitiet i samarbejde med Københavns Politi udarbejdet retningslinjer for politikredsens brug af objekt- og ansigtsgenkendel-sesteknologi. Retningslinjerne fastslår bl.a., i hvilke typer af straffesager den nye teknologi kan anvendes, ligesom det altid skal fremgå af sagen, hvis politiet har anvendt teknologien under efterforskningen.
Rigspolitiet har desuden foretaget en databeskyttelsesretlig konsekvensanalyse af teknologien. Analysen, der er sendt til Datatilsynet, er inddraget i etableringen af pro-jektet og er med til at sikre, at teknologien anvendes i overensstemmelse med gældende regler og retningslinjer.
Pilotforsøget vil blive evalueret, og erfaringerne fra Københavns Politi vil skulle anvendes til at kvalificere, hvorvidt og under hvilke rammer brugen af objekt- og ansigtsgen-kendelsesteknologi i givet fald kan udbredes nationalt i politiet.

Læs også: Det nye våbensystem hos politiet
Mutti og Too Good To Go i nyt samarbejde
Danskerne kræver handling fra brands mod madspild. Og nu lancerer Mutti og Too Good To Go nyt samarbejde til glæde og gavn for alle ..
Hvert år går 900.000 tons mad til spilde i Danmark[1]. Hovedårsagen er, at mad nærmer sig udløbsdatoen eller bliver dårlig, ifølge en helt ny undersøgelse bestilt af Mutti. Samtidig er der en klar efterspørgsel efter handling fra fødevaremærker, idet 44% synes brands bør samarbejde med madspildsorganisationer og sænke priserne på produkter, der nærmer sig udløb. Mutti ønsker at være en del af løsningen og lancerer nu et nyt samarbejde med den danske social impact-virksomhed Too Good To Go, verdens største markedsplads for overskudsmad.
Danskerne er generelt meget bevidste om at forbruge bæredygtigt, men på trods af fremskridt med at reducere madspild viser ny indsigt i danske madspildsvaner[2], at der stadig er udfordringer:
● 1 ud af 3 danskere smider mad ud flere gange om ugen.
● 61,6 % smider maden ud, fordi den bliver gammel eller når sin udløbsdato.
● 53,7 % nævner rester som den mest almindeligt spildte madkategori.
● Gulerødder er den grøntsag, der oftest smides ud, tæt efterfulgt af friske tomater og løg[3]. I modsætning hertil er det kun 3,3 %, der smider dåsetomater ud.
I et nyt partnerskab mellem den danske social impact-virksomhed Too Good To Go og den italienske tomatproducent Mutti, får Mutti-produkter, der nærmer sig udløb nyt liv til en lavere pris, for at sikre, at intet går til spilde. Partnerskabet er helt nyt i Danmark og starter med lanceringen af en Mutti Lykkepakke i begrænset oplag, der vil være tilgængelig via Too Good To Go-appen fra den 10. marts, og som indeholder en række Mutti-produkter tæt på deres ‘bedst før’-dato.
– Danskerne er meget modtagelige for ideen om reddede produkter, hvilket er flot og helt i tråd med Muttis egne værdier og initiativer. Faktisk viser vores undersøgelse, at 44,6 % mener, at brands bør samarbejde med madspildsorganisationer for at omfordele fødevarer. Det ønsker vi at lytte til og samtidig gøre det lettere at handle mere bæredygtigt. Med Too Good To Go-partnerskabet sikrer vi, at de aldeles brugbare produkter når ud til folks køkkener, siger Emma Almondo, Marketing Manager Nordics hos Mutti.
– Vores produkter er i sig selv gode basisvarer at have til tilberedning af tomatbaserede retter uden at skulle købe friske tomater, som hurtigt bliver gamle. I den nye Mutti Lykkepakke finder man Passata, der kan bruges til en lækker tomatsuppe uden brug af friske tomater udenfor sæson. Og eksempelvis Polpa Datterini, som også er i samme pakke, kan blive til en lækker bruschetta-topping, når væsken fjernes, forklarer hun.
Næsten alle undersøgelsens respondenter (81,6 %) er bekendt med forskellen mellem ‘bedst før’- og ‘sidste anvendelsesdato’-mærkningen, og et overvældende flertal (71 %) mener, at fødevaremærker bør sænke prisen på produkter tæt på udløb for at hjælpe forbrugerne med at reducere spild. 79,1 % ville være mere villige til at købe fødevarer tæt på eller lige efter bedst-før-datoen, hvis prisen blev reduceret.
– Det er dejligt at se, at flere forbrugere forstår datomærkninger, fordi den viden kan hjælpe med at redde rigtig mange gode fødevarer fra at gå til spilde. ‘Bedst før’ er blot en retningslinje, ikke en deadline, og mange produkter er stadig gode efter denne dato. Nøglen? Se, duft, smag på maden – stol på dine sanser, før du beslutter dig for, om den stadig er god. Med vores nye partnerskab med Mutti gør vi det lettere for folk at redde italienske tomatprodukter af høj kvalitet fra at gå til spilde til en god pris, siger Ken Vanhoegaerden, landedirektør hos Too Good To Go.
De nye limited edition Mutti Lykkepakker er tilgængelige i Too Good To Go’s app fra i går den 10. marts, og så længe lager haves. Pakken indeholder overskydende specialprodukter fra Mutti og nyttige tips til at undgå madspild. Prisen er 199,00 kroner.
Kilder
[1] Strategi for madspild – Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
[2] Undersøgelse bestilt af Mutti, udført af A&B Analyse i perioden 14.02.25-19.02.25. Dataene blev indsamlet via internettet som et selvudfyldt spørgeskema blandt 1.000 danskere fra 18 år og opefter.
[3] Gulerødder 37,9%, friske tomater 25,8%, løg 20%, broccoli 10,8%, svampe 7,3%, squash 5,4%, aubergine 3,6%, fennikel 2,3%.

Læs også: Pasta med tomatsauce
Status quo for andelen af kvinder i ejendomsbranchen
Flere medarbejdere finder vej til ejendomsbranchen, men fordelingen mellem mænd og kvinder er den samme som for et år siden. Det viser en ny undersøgelse fra EjendomDanmark, der netop har offentliggjort anbefalinger til at styrke diversiteten i branchen.
Ser ejendomsbranchens medarbejdere sig omkring på kontoret, vil de møde nærmest den samme kønsfordeling som sidste år. En analyse fra EjendomDanmark, der blev offentliggjort på Kvindernes Internationale Kampdag, viser nemlig, at andelen af kvinder i ejendomsbranchen er uændret siden sidste års opgørelse.
I 2022 udgjorde kvinder 37,7 procent af de beskæftigede i ejendomsbranchen – i 2023 er andelen steget marginalt til 38,0 procent.
– Man kan ikke knipse med fingrene og skabe ligestilling over natten. Det er en kompleks opgave, hvor resultater tager tid. Men når udviklingen står i stampe, er det et signal om, at vi som branche må smøge ærmerne op og handle, siger Peter Stenholm, administrerende direktør i EjendomDanmark.
Analysen viser desuden, at andelen af kvinder over det seneste årti er vokset med fem procentpoint. Der er dog også stor forskel internt i branchen på, hvor mange kvinder der findes i ejendomsvirksomhederne. Indenfor ejendomsadministration udgør kvinder 47 procent af de beskæftigede, hvilket svarer til en næsten ligelig fordeling mellem kønnene. Til gengæld er andelen markant lavere inden for investering, hvor kvinder blot udgør 31 procent af arbejdsstyrken.
– Det indikerer, at der er en skæv fordeling inden for branchens forskellige områder. Det er selvfølgelig positivt, at vi ser en høj grad af ligestilling nogle steder, men vi er stadig langt fra at være i mål, fortæller Peter Stenholm og fortsætter:
– Diversitet er ikke nice-to-have, det er need-to-have. Det handler ikke kun om køn, men om at skabe en branche, hvor forskellige ståsteder og kompetencer får plads og bidrager til bedre beslutninger. I sidste ende kan det også mærkes på bundlinjen.
Fra ord til handling … For at arbejde konkret med diversitet nedsatte EjendomDanmark i foråret 2024 Ejendomsbranchens Diversitetsråd. Rådet fremlagde i slutningen af februar sine anbefalinger, der skal styrke repræsentationen i branchen – blandt andet gennem anonymiserede jobansøgninger, en neutral barselspolitik og et øget fokus på ubevidst bias.
– For nogle ejendomsvirksomheder vil det være muligt at implementere de fleste anbefalinger, mens andre kan tage de første skridt med udvalgte tiltag. Det vigtigste er, at vi skaber bevidsthed og tager ansvar for at sikre en mere mangfoldig branche, siger Peter Stenholm, der også er forperson for Ejendomsbranchens Diversitetsråd.

Læs også: Hver femte kvinde er udsat for psykisk hårdt arbejdsmiljø
97 eftersøgningsager blev afsluttet i forbindelse med fogedaktion
Torsdag den 6. marts 2025 afholdt Fyns Politis Eftersøgningsenhed med støtte fra Nærhed og Tryghed samt Fogedretten i Odense en fælles fogedaktion i Odense kommune.
Fyns Politis Eftersøgningsenhed har i øjeblikket mere end 600 sager med borgere, der er eftersøgt af politiet, idet de har udstående med Fogedretten og ikke har overholdt aftaler eller indkaldelser til retten. Fyns Politi og Fogedretten havde derfor iværksat en fællesaktion, hvor Fogedretten holdt ekstraordinært åbent. Forud for dette havde Fogedretten i Odense tilskrevet alle relevante personer i Odense Kommune, at de havde mulighed for at få ordnet deres mellemværende med Fogedretten ved at rette henvendelse I Fogedretten torsdag den 6. marts mellem klokken 15.00 og 18.30. Samtidigt opsøgte patruljer fra Eftersøgningsenheden og Nærhed og Tryghed de relevante borgere på deres bopæl med henblik på at foretage en evt. anholdelsen og indbringelse.
Rigtigt mange borgere havde valgt at møde op i Fogedretten af egen drift, efter både Fogedretten og Fyns Politi havde offentliggjort aktionen på forskellige medier forud for afholdelsen. Det lykkedes at få sagsbehandlet 97 eftersøgningssager fordelt på 74 personer. (nogle havde flere sager). De fleste henvendelser skete frivilligt og uden anholdelse.
Fakta:
Personer, der er eftersøgt til Fogedretten, kan anholdes af politiet når og hvor de antræffes. Ønsker man at undgå at sagen sendes til politiet og en deraf følgende mulighed for anholdelse i det offentlige rum, på sin arbejdsplads eller i hjemmet, så kan dette undgås ved at overholde de aftaler, man indgår med Fogedretten samt efterkomme de indkaldelser, som Fogedretten fremsender. Det er altid muligt i Fogedrettens åbningstid at ringe på tlf. 99 68 34 00 og få ordnet sit mellemværende.

Læs også: Seks ting du kan gøre for at forbedre din økonomiske fremtid



