
NEWS: Kvinderne rykker på Koda Hitlisten: Tre kvinder i årets top fem
Kvinderne rykker på Koda Hitlisten: Tre kvinder i årets top fem · Skunklaboratorie fundet i Rønde · Sommertid starter på søndag – husk at tjekke din P-skive · Royal Run indgår samarbejdsaftale med CRAFT · To mænd tiltales i omfattende sag om import og salg af hundehvalpe · Dagens video: Et sidste hop · Fredagsfjol: Klar til weekend
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Kvinderne rykker på Koda Hitlisten: Tre kvinder i årets top fem
Ida Laurberg og Andreas Odbjerg topper årets Koda-hitliste over de mest indtjenende musiknumre i Danmark i 2024. Listen viser en positiv udvikling, hvor der for første gang er tre kvindelige sangskrivere med i top fem. Samtidig markerer Andreas Odbjerg sig med hele fire sange i top 10.
Der er nye toner at spore på Kodas hitliste. For første gang er tre kvindelige sangskrivere – Ida Laurberg, Mekdes og Mumle – i top fem på Koda Hitlisten over de mest indtjenende musiknumre i Danmark i 2024. Samtidig er det første gang, at alle 10 sange på listen er dansksprogede.
Helt i front på listen ligger Ida Laurberg og Andreas Odbjergs fælles popbasker ’Jeg Ka’ Rigtig Godt Li’ Dig’. Hittet udkom i 2023 og har siden gået sin sejrsgang på både radio, streaming og livescener i hele landet, hvilket gør det til det mest indtjenende nummer på tværs af alle platforme, hvor musik høres og opleves. På andenpladsen over årets mest indtjenende musiknumre finder man endnu en duet, nemlig ’Føles Godt’ af URO og Mekdes. URO indtager også tredjepladsen med ’Godthåbsvej’, og på fjerdepladsen kommer den danske sanger Mumle med ’Det Modsatte’. Tobias Rahim og Andreas Odbjerg runder top fem af med ”Stor Mand”, der vel efterhånden kan betegnes som en moderne evergreen.
– Det er nogle ekstremt stærke og alsidige sange, der er på Koda Hitlisten i år. Sange om kærlighed, venskab og omsorg, sange om at stå ved sig selv, og den man er. Men også sange om bitterhed, PTSD og smerte. Det vidner om, hvor dygtige sangskrivere vi har i Danmark. Stort tillykke til alle sangskriverne på listen, uden dem havde vi ikke haft al den fantastiske musik at danse, feste, grine og græde til. Samtidig er det virkelig positivt at se, at der er kommet flere kvinder i toppen af de mest indtjenende hits hos Koda. Det ændrer ikke på, at der stadig er lang vej til en mere lige kønsbalance i dansk musik. Men jeg vil alligevel godt tillade mig at være håbefuld. Det er den her slags, der kan være med til at skabe ringe i vandet og skubbe til de nødvendige forandringer, udtaler Gorm Arildsen, direktør i Koda.
Ser man på top 10 listen over de musiknumre, der har klaret sig bedst uden for landets grænser i 2024, så er der både gengangere fra tidligere år – og helt nye navne på listen.
Aqua topper endnu engang listen med deres verdensomspændende megahit ’Barbie Girl’, og for første gang indtager den danske popgruppe også andenpladsen sammen med de to amerikanske rappere Nicki Minaj og Ice Spice på deres ’Barbie World’, der blev indspillet til Barbie-filmen og sampler Aquas berømte hit.
– Aquas popularitet har nærmest nået nye højder – det synes jeg godt, vi kan tillade os at være stolte af. Der er ingen tvivl om, at det, de fire medlemmer skabte med ’Barbie Girl’, er dansk pophistorie, som vi sjældent har set lignende herhjemme, udtaler Gorm Arildsen.
To nye navne på årets hitliste er Erika de Casier og Coco O. Erika de Casier er krediteret som sangskriver på nummeret ’Super Shy’ af den populære K-pop-gruppe NewJeans, mens Coco O. er krediteret på ’California Breeze’ af den amerikanske rapper Lil Baby, der har samplet sangen ’Gwen’ fra Coco O.’s album ’It’s a Process’ fra 2021.
Hitlisterne offentliggøres som optakt til Kodas årsberetning og -regnskab, som udkommer i april. Her kan man læse mere om, hvordan det er gået med sangskriverne og musikforlagenes indtjening i 2024.
Koda Hitlisten 2024 Danmark
1. Jeg Ka’ Rigtig Godt Li’ Dig
Ida Laurberg, Andreas Odbjerg
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Mads W Møller/Thor Nørgaard/Daniel Thorup/Andreas Dyre Odbjerg/Ida Engelgaard Laurberg/Mads Julius Dyrst
Glass Music
2. Føles Godt
URO, Mekdes
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Jeppe Kronback/Mekdes Vinholt Pedersen
3. Godthåbsvej
URO
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Jeppe Kronback/Oliver Cilwik Andersen
Official Music
4. Det Modsatte
Mumle
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Julia Kathrine Hansen/Frederik Skjærbæk Carstens
Big Cat Publishing
5. Stor Mand
Tobias Rahim, Andreas Odbjerg
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Andreas Dyre Odbjerg/Arto Louis Alan Eriksen/Fridolin Nordsø Schjoldan/Tobias Rahim Secilmis Hasling
PanAm Publishing

Læs også: Marts måneds kulturguide
Skunklaboratorie fundet i Rønde
En 66-årig mand fik mandag formiddag besøg af en patrulje på sin adresse i Rønde, da lokalpolitiet i Rønde tidligere på formiddagen modtog et tip om, at der var et skunklaboratorium på adressen. Betjentene gjorde ham bekendt med, at de kom for at ransage hans bopæl og sigtede han for salg af euforiserende stoffer.
Flere betjente og en narkohund blev tilkaldt, hvorefter ejendommen blev ransaget. Her fandt politiet en spand med skunk i én bygning, et fuldt funktionsdygtigt væksthus med hashplanter i en anden bygning og et lokale med flere store, levende hashplanter i et lokale i en tredje bygning på ejendommen. Derudover fandt de blandt andet et større kontantbeløb.
Manden blev anholdt og taget med på stationen.

Læs også: Ung mand anholdt og dagen efter fængselsdom
Sommertid starter på søndag – husk at tjekke din P-skive
Foråret er for alvor kommet! Solen skinner længere, dagene bliver lysere, og pollen fylder luften. Men midt i forårsglæden er der en vigtig detalje at huske: På søndag den 30. marts klokken 2.00 skifter vi til sommertid. Det fortæller Q-Park i en pressemeddelelse.
Med forårssol og udeliv i fokus er det let at glemme, at uret i bilen ikke justerer sig selv. Og når bilens ur står forkert, risikerer du også at indstille din P-skive forkert – en forglemmelse, der kan ende med en uønsket hilsen fra P-vagten.
Hos Q-Park ved vi, at det ikke er dét forårstegn, de fleste ønsker sig. Derfor minder vi som altid bilister om at huske uret i bilen, når vi skifter til sommertid.
Har du en elektronisk P-skive, så vær opmærksom på, at ikke alle modeller automatisk opdaterer til sommertid. Det er derfor en god idé at dobbelttjekke, så du er sikker på, at den viser den korrekte tid.
– Det er vores opgave at sørge for, at parkeringspladserne anvendes korrekt på de steder, hvor vi udfører parkeringskontrol. Vores P-vagter kan kun tage udgangspunkt i P-skiven, og derfor opfordrer vi alle bilister til at være særligt opmærksomme på tidsindstillingen, forklarer Q-Parks direktør Alex Pedersen.
Så tag en pause fra forårshyggen og påskeliljerne, og husk at stille uret – både på armen og i bilen. Sommertidsskiftet medfører ikke ændringer i Q-Parks bemanding på søndag.

Læs også: Klumme: Jeg kan ikke vente på foråret
Royal Run indgår samarbejdsaftale med CRAFT
Royal Run og CRAFT indgår en ny samarbejdsaftale gældende fra 2026-2028. Samarbejdet vil omfatte T-shirts til deltagere og salg af Royal Run-merchandise. Det fortæller Danmarks Idrætsforbund og DGI i en pressemeddelelse.
Når de 97.500 deltagere til Royal Run ’25 snører kondiskoene 2. pinsedag, vil de også have mulighed for at trække den officielle Royal Run-T-shirt fra CRAFT over hovedet. Det samme vil deltagerne kunne i 2026 – 2028, da Royal Run og CRAFT har indgået en samarbejdsaftale på blandt andet T-shirts til deltagere.
Den ikoniske T-shirt er med til at skabe en stærk fællesskabsfølelse og et imponerende syn på ruterne i Ribe, Viborg, Horsens, Korsør og København/Frederiksberg, inden den bliver brugt igen og igen i tiden efter motionsfesten af Royal Run-deltagerne.
– Vi er rigtig glade for, at vores gode samarbejde med CRAFT fortsætter og udvides. Vi har gennem årene erfaret, hvor vigtig Royal Run-T-shirten er for vores deltagere. Derfor er det betryggende, at vi fremadrettet kan tilbyde en T-shirt, som vi og vores deltagere ved, er af god kvalitet samtidig med, at CRAFT vil lægge flere kræfter i projektet, siger Morten Mølholm, administrerende direktør i DIF og en del af Royal Run-styregruppen.
Siden 2019 har CRAFT leveret Royal Run-T-shirten, og fra 2026 vil virksomheden øge sit engagement i projektet, så den fra 2026 og tre år frem vil være samarbejdspartner.
Samarbejdsaftalen mellem CRAFT og Royal Run inkluderer nemlig også salg af Royal Run-merchandise allerede fra i år.
– Vi er stolte over, at vi kan fortsætte samarbejdet med Royal Run og dermed iklæde tæt på 100.000 deltagere til et af landets største motionsbegivenheder. Vi ønsker at bakke op om visionen om at styrke danskernes idrætsdeltagelse, og vi glæder os til at engagere os endnu mere i projektet de kommende tre år, siger Heine Westbæk, salgschef hos CRAFT.
Når deltagerne modtager deres startpakke til Royal Run, følger den officielle T-shirt fra CRAFT med.
Om Royal Run
Royal Run fandt sted første gang i 2018 i anledningen af H.M. Kongens 50-års fødselsdag. Siden da har motionsbegivenheden fundet sted 2. pinsedag hvert år.
I 2025 vil Royal Run blive afholdt 2.pinsedag, den 9. juni 2025, i Ribe, Viborg, Horsens, Korsør og København/Frederiksberg.
Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, og bagved står DIF, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og TV 2-regionerne er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

Læs også: Vidste du dette om Kong Frederik
To mænd tiltales i omfattende sag om import og salg af hundehvalpe
Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi har rejst tiltale mod to mænd, der blandt andet er tiltalt for ulovligt at have fragtet og solgt hunde fra Polen. Der er tale om bedrageri og overtrædelse af dyrevelfærdsloven. Det er, hvad to mænd blandt andet er blevet tiltalt for i en sag, der omhandler en lang række hundehvalpe af racen fransk bulldog, som mændene flyttede fra Polen til Danmark i 2021 og 2022.
Ifølge anklageskriftet har de to mænd stået bag, at 76 hundehvalpe blev flyttet til Danmark.
Anklagemyndighedens påstand er, at størstedelen af de importerede hundehvalpe herefter blev solgt under påskud af at være opdrættet i Danmark, selvom dette ikke var tilfældet. Hvalpene var ikke ID-mærkede med chip, ligesom de heller ikke var blevet rabiesvaccineret eller havde noget sundhedscertifikat, da de blev flyttet til Danmark.
De tiltalte er en 56-årig mand med bopæl i Haderslev Kommune samt en 38-årig mand fra Kolding Kommune. En stor del af forholdene i anklageskriftet vedrører udelukkende den 56-årige, mens de resterende forhold vedrører mulige overtrædelser, som de to mænd begge er tiltalt for.
Der nedlægges i forbindelse med sagen påstand om konfiskation af i alt 555.000 kroner. Beløbet svarer til udbyttet af handlerne med hundene. Sagen er endnu ikke berammet.

Læs også: Danskernes mest populære hunderacer




