
NEWS: Grænsehandlen dækker over en skjult klimabelastning
Grænsehandlen dækker over en skjult klimabelastning · 47-årig mand idømt fængsel for overgreb mod sine steddøtre · Ny millionbevilling skal gøre flere danske virksomheder klimaklar · Købmændene roser regeringens forslag til byrdelettelser · Sydøstjyllands Politi sigter tre personer efter fund af cannabisplanter · Dagens billede: Girafferne er de næste
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Grænsehandlen dækker over en skjult klimabelastning
Ifølge analysen fra De Samvirkende Købmænd (DSK), udleder danskerne tilsammen over 210.000 tons CO₂e om året som følge af grænsehandelens transport. Det svarer til cirka 0,5% af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser.
Ifølge en befolkningsundersøgelse foretaget af Norstat for DSK, rejste 68% af danskerne til Sverige eller Tyskland indenfor det seneste år, og netop transporten til og fra butikkerne på den anden side af grænsen har en betydelig klimamæssig konsekvens.
Undersøgelsen afslører, at størstedelen af grænsehandlen sker i benzin- og dieselbiler, som bidrager direkte til de øgede CO₂e-udledninger. Den gennemsnitlige dansker, der grænsehandler, udleder 51,2 kg CO₂e årligt som følge af transporten frem og tilbage over grænsen. Hvis disse indkøb i stedet blev gjort lokalt, ville CO₂e-udledningen kunne reduceres med over 210.000 tons om året.
Transportsektoren står i dag for cirka 30% af Danmarks samlede udledninger af drivhusgasser. Det er derfor helt afgørende at der arbejdes på at reduceres udledningen. En af de lavthængende frugter er blandt andet grænsehandlen, som kunne gøres helt unødvendigved og økonomisk uinteressant ved blandt andet at sænke afgifterne.
– Grænsehandlen har en række negative effekter for Danmark og prisen er desværre langt højere end mange tror. Det handler ikke kun om tab af arbejdspladser og skatteindtægter, som vi sender direkte i lommerne på vores svenske og tyske naboer, men også om miljøet. Klimaaftrykket fra danskernes grænsehandel er betydeligt og kan reduceres markant ved at gøre det mere attraktivt at handle lokalt, forklarer Jannick Nytoft, administrerende direktør for DSK.
– Derfor foreslår DSK, at der skal ryddes og i de danske punktafgifter – herunder chokoladeafgiften og kaffeafgiften – så danske butikker bliver mere konkurrencedygtige i forhold til den eksisterende grænsehandel. Ligesom der bør arbejdes for at indføre en differentieret moms i Danmark, så f.eks. fødevarer bliver billigere for danskerne, afslutter Jannick Nytoft.
Det lille ‘e’ i forbindelse med CO₂e betyder ‘equivalent’ og betyder, at vi har regnet andre drivhusgasser med.

Læs også: Tyskland indfører grænsekontrol
47-årig mand idømt fængsel for overgreb mod sine steddøtre
Den 47-årige mand har under sagen nægtet sig skyldig, men modtog dommen.
En 47-årig mand fra Vejen Kommune er ved Retten i Esbjerg blevet idømt to år og seks måneders fængsel for seksuelle overgreb mod to steddøtre.
For begge pigers vedkommende var der tale om, at stedfaren i flere tilfælde over en længere periode havde følt pigerne på kønsdele, bryster og bagdele. Overgrebene fandt dels sted på Fyn, dels i Vejen Kommune.
For den ene piges vedkommende begyndte overgrebene, da hun var 12 år, mens overgrebene for den anden piges vedkommende begyndte, da hun var 15 år.
– Den 47-årige mand blev dømt af en enig domsmandsret, og han blev også dømt for samtlige syv forhold i anklageskriftet. Det er vi tilfredse med. Overgreb mod børn er en alvorlig forbrydelse, understreger anklager Jannick Frederiksen fra anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den 47-årige blev dels dømt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, dels dømt for blufærdighedskrænkelse mod de to piger.
Den 47-årige mand har under sagen nægtet sig skyldig, men modtog dommen. Han har været varetægtsfængslet siden november 2023 og er fortsat fængslet efter dom.

Læs også: Find dit forsvar mod psykopater og andre idioter
Ny millionbevilling skal gøre flere danske virksomheder klimaklar
Med målrettet støtte og rådgivning om CO2-beregning, reduktionsindsatser og klimakommunikation er det lykkedes at gøre godt 1000 danske virksomheder ‘klimaklar’. Ny bevilling på 26 millioner kroner fra Industriens Fond skal sikre, at endnu flere virksomheder klædes på til at sænke CO2-udledningerne – også i værdikæderne og gennem cirkulære løsninger.
Bevillingen sikrer en forlængelse af Klimaklar Produktionsvirksomhed: en digital læringsplatform, hvor virksomheder får adgang til en stribe moduler, der gør dem i stand til at lære at samle relevant data og lave det CO2-regnskab, der er afsættet for at komme godt i gang med grøn omstilling. Programmet henvender sig til virksomheder inden for produktion, transport, engroshandel og forsyning. Over 50.000 danske virksomhederne har dermed adgang til et gratis Klimaklar-forløb.
– Klimaklar Produktionsvirksomhed har bevist sit værd som katalysator for grøn omstilling i dansk industri. Det forventes i dag af både lovgivere, kunder og samarbejdspartnere, at man som virksomhed har styr på sit CO2-regnskab og igangsat initiativer, der nedbringer udledningerne. Det er et spørgsmål om konkurrenceevne, og derfor skal vi have endnu flere virksomheder med, siger administrerende direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.
De grønne krav til såvel store som små virksomheder skærpes konstant, og det er ikke nok at have blik for egne lokale udledninger – hele værdikæden skal tænkes med i klimaindsatserne. Det kræver overblik over udledninger ifm. med indkøb, transport og distribution i hele værdikæden.
– Den udvikling skal vi handle på, og derfor forlænger og udvider vi nu programmet med relaterede tilbud inden for cirkulære løsninger og reduktioner af CO2-udledninger i værdikæden med nye beregningsværktøjer, fortsætter Thomas Hofman-Bang.
Erfaringerne fra de virksomheder, der allerede har været med i et forløb viser, at særligt koblingen mellem klimaaftryk og cirkulær økonomi er abstrakt, og derfor skal udvidelsen af projektet også sikre, at virksomhederne får hjælp til at kortlægge og reducere materialeforbruget.
Med de nye elementer, der udvikles i starten af 2025, forbliver programmet aktuelt for både virksomheder, der først skal til at i gang med arbejdet nu, og for dem der tidligere har været igennem et Klimaklar-forløb og nu ønsker at intensivere indsatsen.
– Vi er i DI stolte over at huse et program, der gør arbejdet med CO2-beregning nemmere at gå til, og giver adgang til viden og værktøjer på området. CO2-regnskabet skal ikke være endnu en byrde for den lille virksomhed; det skal være et udgangspunkt for udvikling og dialog med kunder og leverandører om det fælles ansvar for grøn omstilling, afslutter Kinga Szabo Christensen, rådgivningsdirektør i DI.
Om Klimaklar Produktionsvirksomhed:
Klimaklar Produktionsvirksomhed er sat i gang af Industriens Fond og Dansk Industri i 2022.
Programmet hjælper danske produktionsvirksomheder med at indsamle korrekte data, lave CO2-regnskab, igangsætte effektive reduktionstiltag samt sikre en troværdig klimakommunikation.
Godt 1000 danske virksomheder har været igennem et gratis Klimaklar-forløb, og 50.000 danske virksomheder har adgang til den digitale læringsplatform, der består af en række klimarelaterede moduler samt adgang til 1:1 rådgivning.
Programmet udvides nu med 26 millioner kroner og forlænges til udgangen af 2028.
Ambitionen er, at 9.000 virksomheder skal have gennemgået et Klimaklar-forløb inden udgangen af 2028

Læs også: Klimamålet for 2030 er indenfor rækkevidde men vejen usikker
Købmændene roser regeringens forslag til byrdelettelser
En arbejdsgruppe i Folketinget har gennem det sidste år arbejdet med at forenkle regler, og flere af DSK’s forslag er blevet taget med. Alt i alt en rigtig god begyndelse, hvor vi håber på en effektiv implementering.
For eksempel kræver nuværende regler, at købmænd skal have en række forskellige medicintyper på hylderne, uanset efterspørgsel. Det medfører unødvendige omkostninger og administration – regler, som DSK opfordrer til at fjerne eller lempe.
– Det er positivt, at Folketinget viser, de tager regelforenkling seriøst. Det er en god start, siger Jannick Nytoft, administrende direktør i De Samvirkende Købmænd.
DSK er især glade for, at forslagene omfatter oprydning i fødevarelovgivning, enklere regler for håndkøbsmedicin, og lettere administration af sygdoms- og ferieregler. En særlig ros går til Hans Andersen for hans indsats.
Det handler dog også om, hvordan nye regler bliver til …
– Vi skal undgå en jungle af nye krav. Regler skal kun laves, når de virkelig er nødvendige, og helst så skånsomme som muligt, siger Jannick Nytoft.
I DSK er der derfor tilfredshed med, at Folketinget blandt andet selv peger på en række tiltag med dette formål, herunder blandt andet:
At der skal indføres et mål for byrdereduktion.
At al erhvervsregulering, der er ældre end 10 år, automatisk skal evalueres og saneres.
At evalueringsklausuler bliver obligatoriske for særlig byrdefuld lovgivning.
At der indføres længere høringsfrister, når der foreslås helt nye regler.
At EU-lovgivning i højere grad underkastes konsekvensvurderinger.

Læs også: København har flest butikstyverier
Sydøstjyllands Politi sigter tre personer efter fund af cannabisplanter
To mænd og en kvinde er sigtet for besiddelse af cirka 400 cannabisplanter, efter Sydøstjyllands Politi tidligere på ugen fandt et skunkvæksthus på en adresse i Give-området.
Tirsdag eftermiddag anholdt Sydøstjyllands Politi tre personer. Det skete, efter det samme dag var konstateret, at der blev dyrket cirka 400 cannabisplanter på en adresse i nærheden af Give.
De tre personer, der alle nægter sig skyldige, er sigtet for handel med narkotika ved at være i besiddelse af cannabisplanterne, der omregnes til mindst 10 kilo hash.
Der blev ikke fundet grundlag for at fremstille de anholdte i grundlovsforhør, og de er derfor løsladt igen. De tre sigtede er henholdsvis en 54-årig mand med bopæl i Horsens Kommune, en 54-årig kvinde fra Vejle Kommune samt en 25-årig mand fra Vejle Kommune.
I forlængelse af fundet af skunkvæksthuset blev der blandt andet foretaget sporsikring samt sikret prøver af planterne. Planter og produktionsapparater er blevet destrueret. Skunkvæksthuset er ligeledes fjernet samt destrueret.
Sydøstjyllands Politi efterforsker fortsat sagen.

Læs også: Mexico vil afkriminalisere narkotika
Dagens billede: Girafferne
er de næste



