
NEWS: Flere penge til Ukrainefonden
Flere penge til Ukrainefonden · 29-årig kvinde fra Esbjerg tiltales for billigelse af terror · Norlys advarer kunderne: Falske sms’er florerer igen · Voldsomt fund af kropsdele fra død teenagepige fundet i fryser i USA · Hvidvask af millioner fra narkotikahandel giver 2 år og 6 måneders fængsel · Dagens billede: Farvel til Nadal
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Flere penge til Ukrainefonden
Regeringen afsætter nu yderligere midler til Ukrainefonden, der bliver administreret af EIFO. Disse penge er med til at muliggøre endnu flere danske virksomheders eksport til Ukraine. Det fortæller Danmarks Eksport- og Investeringsfond i en pressemeddelelse
Folketingets finansudvalg har netop vedtaget et aktstykke, der giver EIFO flere penge til Ukraine-indsatsen. Det betyder, at EIFO fortsat kan tilbyde lån til danske virksomheders ukrainske kunder, samt at virksomhederne kan få dækket deres risiko ved eksport til eller investeringer i Ukraine. Fondens første midler blev hurtigt allokeret til konkrete projekter, og derfor vækker vedtagelsen stor glæde både i EIFO, Dansk Industri samt hos Dansk Erhverv.
– Det er fantastisk med de nye midler, for det betyder både mere kommerciel støtte til Ukraine og den vigtige genopbygning, men også nye muligheder til de mange danske virksomheder, som laver forretninger i Ukraine – både i SMV-segmentet og de helt store spillere. Dem vil vi meget gerne høre fra, hvis de f.eks. har brug for risikoafdækning eller har en ukrainsk kunde, der har brug for finansiering, siger Mathias Secher, chef for Strategi og Analyse i EIFO.
EIFOs Ukrainefacilitet får med aktstykket øget den samlede kapacitet fra 1 milliard kroner i dag til lige knap 1,8 milliarder kroner, og på finanslovsforslaget for 2025 har regeringen foreslået at øge kapaciteten med yderligere 1 milliard kroner. Det øgede beløb er man også meget tilfredse med hos både Dansk Industri samt Dansk Erhverv.
– I Dansk Erhverv hilser vi de nye midler til Ukraine-fonden varmt velkommen. Genopfyldningen af fonden sikrer, at den vilje, der heldigvis har manifesteret sig hos danske virksomheder, til at investere i Ukraine og påbegynde eksport til ukrainske kunder kan få endnu mere luft under vingerne. Det gavner både de danske virksomheder og ikke mindst den økonomiske udvikling i Ukraine, der fortsat lider under en brutal, russisk aggression. De lån, garantier og støtte til projektomkostninger, som fonden giver mulighed for, bidrager til at tage toppen af risikoen for mange danske virksomheder, herunder ikke mindst de små- og mellemstore, der gerne vil engagere sig i Ukraine, men som også ser de ledsagende risici. I Dansk Erhverv vil vi nu i samarbejde med EIFO udbrede kendskabet til fonden og de nye midler blandt danske virksomheder over en bred kam. Fastholdelse og udvikling af et modstands- og konkurrencedygtigt ukrainsk erhvervsliv er afgørende for landet både på kort, mellemlangt og langt sigt, siger Michael Bremerskov Jensen, fagchef for global markedsudvikling i Dansk Erhverv.
Det er en linje, man også sagtens kan tilslutte sig hos Dansk Industri.
– I DI er vi glade for, at EIFO får tilført flere midler til Ukraine. Virksomhederne har stået i kø for at bruge ordningen til at sikre handelen med deres ukrainske partnere mod de risici, der naturligt er, når man handler med et land som Ukraine. Genopfyldningen giver dermed mulighed for at styrke det danske bidrag til genopbygningen af Ukraine ved at understøtte markedet. Det er rigtig godt for Ukraine og giver samtidig god mening for Danmark. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med EIFO og se pengene komme ud og arbejde i konkrete projekter, siger Marie Gad, underdirektør med ansvar for Global Udvikling & Bæredygtighed i Dansk Industri (DI).
De nye midler skal blandt andet gå til eksport og investeringer i Ukraine for at genopbygge infrastruktur og udvikle den private sektor samt økonomien i Ukraine.
I foråret 2024 blev der truffet beslutning om en statsgaranti til EIFO på godt 2,8 mia. kr. til et vindmølleprojekt i Ukraine, hvor Vestas skal levere turbiner, og med de nye midler, vil der dermed fra 2025 være afsat i alt 5,6 mia. kr. til danske virksomheders forretninger i Ukraine.
Faktaboks:
EIFO’s finansielle løsninger i Ukraine:
EIFO yder finansiering på kommercielle vilkår til private, ukrainske virksomheder til køb af dansk eksport og til dækning af relaterede projektomkostninger for købere.
EIFO yder finansiering med et gaveelement på 40 pct. til offentlige, ukrainske institutioner til køb af dansk eksport og til dækning af relaterede projektomkostninger for købere.
EIFO sikrer afbødning af danske virksomheders risici ved investering i Ukraine samt deres risiko for tab i byggeperioden:
EIFO yder lån og garantier til danske SMV-virksomheder, der driver forretning i Ukraine.

Læs også: Nystiftet Ukrainefond skal øge danske virksomheders støtte til Ukraine
29-årig kvinde fra Esbjerg tiltales for billigelse af terror
En kommentar på Facebook, der relaterede sig til Hamas’ terrorangreb på Israel i oktober 2023, har ført til tiltale.
Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har fremsendt anklageskrift til Retten i Esbjerg, hvor der rejses tiltale mod en 29-årig kvinde for billigelse af terror. Kvinden, som er bosat i Esbjerg Kommune, er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2, ved den 7. oktober 2023 offentligt at have billiget en terrorhandling i forbindelse med en kommentar til en nyhedstråd på Facebook fra Ekstra Bladet. Nyhedstråden dækkede Hamas’ angreb på Israel.
– Sagen er en påmindelse om, at det er strafbart offentligt at udtrykke billigelse til en terrorhandling på internettet, i medierne eller i det offentlige rum, og at sådanne kommentarer vil blive retsforfulgt. Derfor skal man være varsom med, hvad man skriver på de sociale medier, selvom man sidder bag en skærm, og kommentaren ikke direkte er rettet mod en eller flere personer, påpeger anklager Holger Refslund, anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Sagen mod den 29-årige kvinde er rejst som en domsmandssag, da anklagemyndigheden agter at nedlægge påstand om fængselsstraf. Indstillingen i sagen er tiltrådt af Statsadvokaten i København, der har vurderet, at hun har fremsat en ytring, der billiger en terrorhandling.
Sagen afventer nu berammelse ved Retten i Esbjerg.

Læs også: Grænsenære områder styrkes af politiet
Norlys advarer kunderne: Falske sms’er florerer igen
En ukendt afsender udgiver sig i øjeblikket for at være Norlys og truer med lukning af strømmen. SMS’erne er falske, og Norlys har politianmeldt sagen.
Norlys’ kundeservice har lige nu ekstra travlt på telefonerne, fordi en lang række kunder lige nu modtager sms’er fra nogen, der udgiver sig for at være Norlys. Altså såkaldte phishing-sms’er.
– Siden telefonerne åbnede i morges, har vi haft kø, og langt størstedelen af kaldene kommer fra kunder, der har fået den her sms, som truer med, at vi lukker for strømmen, hvis ikke de betaler en falsk faktura, som der er et direkte link til. Vi har politianmeldt sagen og opfordrer vores kunder til at slette sms’erne, siger Jess Bech, der er privatkundechef i Norlys’ energiforretning.
Phishing-sms’erne er meget virkelighedstro, også fordi Norlys faktisk sender kunder, der har ubetalte energiregninger en venlig påmindelse per sms. Norlys linker dog aldrig til regningen i selve sms’en, men beder blot kunden betale den regning, vedkommende allerede har modtaget.
Kunder, der er kommet til at trykke på linket, opfordres til at kontakte politiet. Det er ikke mere end et par måneder siden, at Norlys sidst oplevede, at der florerede en lignende phishing-kampagne.
– Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at Norlys’ navn og logo endnu engang bliver misbrugt til svindel. Sms’erne, der er i omløb i øjeblikket, ligner til forveksling dem, som vi også oplevede, at mange af vores kunder modtog i sommer. Jeg kan kun opfordre vores kunder til generelt at være kritiske, inden de klikker på links i både mails og sms’er, siger Jess Bech.
Er man i tvivl om, om man har en ubetalt regning hos Norlys, kan man altid tjekke det på mit.norlys.dk

Læs også: Norlys donere 30 millioner kroner til Røde Kors med hjælp fra danskerne
Voldsomt fund af kropsdele fra død teenagepige fundet i fryser i USA
En overdragelse af en brugt kummefryser i den amerikanske delstat Colorado blev pludselig til en noget ubehagelig sag for det lokale politi. Den uhyggelige sag om fundet af kropsdele fra en teenagepige, der forsvandt for 19 år siden, er under opsejling i den amerikanske delstat Colorado.
Pigens hoved og hænder blev ifølge mediet Eyewitness News fundet tilbage i januar i en kummefryser. Det skete i forbindelse med, at en ny ejer havde overtaget en bolig i byen Grand Junction. Den nye ejer havde ikke brug for fryseren i boligen, som derfor kunne afhentes af andre interesserede. Men da en liebhaver kom for at hente den, gjorde man det uhyggelige fund.
Nu har politiet fundet ud af, at ligdelene stammer fra en 16-årig pige ved navn Amanda Overstreet. Hun er sidst set i 2005, skriver CNN og flere andre amerikanske medier. Sidst hun blev set, var hun på vej til skole.
Sagen efterforskes som drab, men dødsårsagen er endnu ikke fastlagt, oplyser det lokale politi.
Læs også: Hollandsk læge frikendt i sag om aktiv dødshjælp
Hvidvask af millioner fra narkotikahandel giver 2 år og 6 måneders fængsel
National enhed for Særlig Kriminalitet har optrevlet en narkotikaorganisation, og med dagens afgørelse i retten er alle 10 tiltalte i sagskomplekset dømt.
Den tiende og sidste mand i et sagskompleks, der drejer sig om store mængder kokain og hash, har nu fået en fængselsstraf.
Det er sket i en sag, som NSK har ført ved Retten i Randers, hvor en 60-årig mand er blevet idømt to år og seks måneders fængsel for hvidvask og hæleri af særlig grov beskaffenhed.
Den 60-årige blev fundet skyldig i at have modtaget, håndteret og omvekslet ikke under 12,5 millioner kroner i kontanter i en periode fra september 2019 til april 2022. Pengene stammede fra handel med store mængder kokain og hash, som en narkotikaorganisation indsmuglede til Danmark og distribuerede i primært Østjylland.
Ni personer har hidtil fået fængselsdomme i sagskomplekset, herunder en 34-årig mand, der i februar 2023 blev idømt 17 års fængsel for at stå bag indsmugling og salg af i alt 167 kilo kokain, 3,2 ton hash samt 2 kilo ketamin.
Den 60-årige, der er i familie med den 34-årige, blev også dømt for hæleri ved at være i besiddelse af et værdifuldt armbåndsur af mærket Rolex. Armbåndsuret stammede fra en strafbar lovovertrædelse.
Advokaturchef i Nordjyllands Politi, Malene Lund Andersen, der har ført sagen for NSK i kraft af sin tidligere stilling, siger:
– Den dømte har blandt andet muliggjort, at udbytte fra den omfattende narkotikahandel er blevet vekslet, så pengene kunne anvendes til køb af mere narkotika. På den måde har han fungeret som et nødvendigt led i, at medlemmerne af narkotikaorganisationen har kunnet gøre brug af deres ulovlige penge og fortsætte den omfattende narkokriminalitet. Det er selvsagt meget alvorligt, og jeg er derfor tilfreds med, at retten har udmålt en markant fængselsstraf.
Retten tildelte den 60-årige en advarsel om udvisning. Armbåndsuret blev konfiskeret. Den 60-årige har taget betænkningstid i forhold til eventuel anke af dommen.

Læs også: Mexico vil afkriminalisere narkotika




