Læs også:

Close
miljømærkning danmark

NEWS: Danskerne vil gerne træffe mere miljøvenlige valg

Nyheder  | 

Danskerne vil gerne træffe mere miljøvenlige valg · 40-årig mand anholdt for voldtægt og voldtægtsforsøg i Hvidbjerg · Ny ungdomsuddannelse vil blive mange unges naturlige førstevalg · Grøn omstilling, vækst og arbejdspladser afhænger af, at brintrøret bliver en succes · Indsats mod kvindehandel · Dagens video: Kraftfuld eksplosion

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danskerne vil gerne træffe mere miljøvenlige valg

Danskerne vil gerne træffe mere miljøvenlige valg – men det skal være nemt … De danske forbrugere vil rigtig gerne være miljøbevidste, men de synes, det kan være svært – eller for besværligt – i praksis. Og de ønsker, at virksomheder og politikere skal gøre det nemmere. Det viser en ny undersøgelse fra Opinion.

I morgen den 10. oktober er det World Ecolabel Day – og der er god grund til at fejre dagen. En forbrugerundersøgelse fra Opinion viser nemlig, at hele 82 pct. af danskerne føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter.

– Flere og flere bekymrer sig om, hvad de selv kan gøre for at passe bedre på miljøet, og hele 7 ud af 10 danskere tror også på, at de miljømæssige valg, de selv træffer som forbrugere, gør en forskel, fortæller Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark.

Det grønne valg skal være det nemme valg … Men undersøgelsen viser også, at mange danskere generelt synes, det er for svært at træffe mere miljøvenlige valg i hverdagen. For eksempel synes otte ud af 10, at det kræver en ekstra indsats at finde mere miljøvenlige produkter.

– Den bedste måde at få folk til at handle på en bestemt måde, er at gøre det let. Vi mennesker er ret dovne, når det kommer til stykket, så den ekstra indsats, det kræver at finde mere miljøvenlige produkter, kan nemt blive en stopklods, fordi det bliver for besværligt. På fem sekunder i en travl hverdag skal man vælge, hvilket produkt man vil have, så lige her i den konkrete købssituation, skal det være let, siger Jakob Rachmanski, adfærdsrådgiver i Ubevidst, og fortæller, at virksomheder faktisk ofte underprioriterer at gøre det lettere for kunderne og i stedet fokuserer på markedsføring for at få dem til at træffe et bestemt valg.

Og netop markedsføringen kan være en stopklods for at træffe grønnere valg, fordi det kan være svært som forbruger at vurdere, om virksomheders påstande nu også er rigtige.

– Kommunikation og marketing baserer sig i høj grad på tillid, og det er ikke anderledes med markedsføring af grønne budskaber. Kan vi stole på, at produktet er så klimavenligt og grønt, som det udgiver sig for at være? Uafhængige mærkningsordninger, som er lette at forstå og identificere, og hvor afsenderen opfattes som troværdig, har af samme grund ofte en fordel frem for virksomhedens egen mærkning, fortsætter Jakob Rachmanski.

Måske er det også derfor, at hele to ud af tre danskere mener, at miljømærker er en vigtig guide til at vælge produkter.

– I dag florerer mange grønne mærkelignende symboler, og her er de officielle miljømærker, Svanemærket og EU Ecolabel, en nem måde at træffe mere miljøvenlige valg, fordi man som forbruger kan være sikker på, at der er dokumentation for de grønne påstande. Det er nok også derfor, at mere end fire ud af fem danskere har tillid til, at et produkt er et bedre miljø- og klimavalg, hvis det er mærket med Svanemærket”, siger Rina Ronja Kari.

Virksomheder og myndigheder bør gøre mere … Undersøgelsen viser også, at danskerne generelt er utilfredse med både myndighedernes og virksomhedernes indsats i den grønne omstilling. Kun 29 pct. mener, at myndighederne gør nok for et mere miljøvenligt forbrug og produktion, og kun 25 pct. mener, at virksomhederne gør nok.

For eksempel mener hver anden dansker, at virksomheder skal sikre konkurrencedygtige priser for mere miljøvenlige produkter. Samtidig mener flere, at virksomheder bør gøre det lettere at finde disse produkter i butikkerne.

Når det kommer til, hvad myndighederne kan gøre, mener en stor del af danskerne bland atndet, at der skal gøres mere for at stoppe greenwashing, for eksempel ved hjælp af skærpede bøder. Desuden mener tre ud af fire, at det offentlige, som for eksempel kommuner, skoler og sygehuse, bør prioritere miljømærkede produkter i deres indkøb.

Om World Ecolabel Day:

World Ecolabel Day bliver i dag fejret i mere end 50 lande verden over. Bag mærkedagen står det globale miljømærkenetværk, GEN (Global Ecolabelling Network), som med næsten 40 medlemmer er verdens førende netværk for Type I-miljømærker.

Om undersøgelsen:

Undersøgelsen “Nordic consumer sustainability index” er gennemført af Opinion på vegne af Svanemærket, Nordisk Miljømærkning, maj 2024. Der er i alt adspurgt 4.516 nordiske forbrugere, herunder 1007 danskere i alderen 16+ i perioden 15. marts – 15. april 2024.

Udvalgte tal fra undersøgelsen:

82 pct. af danskerne føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter.
74 pct. tror på, at de miljømæssige valg, de selv træffer som forbrugere, gør en forskel.
80 pct. synes, at det kræver en ekstra indsats at finde mere miljøvenlige produkter.
80 pct. synes ofte, det er svært at vurdere, om et givent produkt er et bedre miljøvalg.
82 pct. synes, det er svært at vurdere, om et givent produkt indeholder miljø- og sundhedsskadelige stoffer.
83 pct. tror, at virksomheder ofte overdriver, hvor miljøvenlige deres produkter er.
84 pct. mener, at der skal indføres skærpede bøder for greenwashing.
79 pct. mener, at det offentlige, som fx kommuner, skoler og sygehuse, bør prioritere miljømærkede produkter i deres indkøb.

miljømærkning danmark
4 ud af 5 danskere føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter, men det skal være nemmere. (Foto: PR)

Læs også: Hver anden forbruger synes det er svært at træffe grønnere valg

40-årig mand anholdt for voldtægt og voldtægtsforsøg i Hvidbjerg

Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 40-årig mand, der mistænkes for at stå bag en voldtægt og et voldtægtsforsøg begået i Hvidbjerg på Thyholm.

Den mand, Midt- og Vestjyllands Politi  har anholdt, er sigtet for et voldtægtsforsøg i maj måned 2024 i Hvidbjerg og for natten til lørdag den 24. august 2024 at have voldtaget en 18-årig kvinde – også i Hvidbjerg.

“Vi har haft efterforskere til at arbejde med de konkrete sager, samtidig med at politikredsens vagtcentral og patruljer den seneste tid har holdt et ekstra vågent øje med området. Efterforskningen har i dag ført til anholdelse af den sigtede. Vi håber, at anholdelsen kan være med til at skabe tryghed for beboerne i lokalsamfundet,” siger politikommissær Theis Thylstrup, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Midt- og Vestjyllands Politis centrale efterforskning.

Den 40-årige mand, der er bosiddende på Thyholm, blev sidste uge fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro. Midt- og Vestjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke gå i yderligere detaljer om sagen.

vold knytnæve vred hånd
40-årig mand anholdt for voldtægt og voldtægtsforsøg i Hvidbjerg … (Foto: Unsplash)

Læs også: Psykisk vold – vi interviewer forfatter om emnet

Ny ungdomsuddannelse vil blive mange unges naturlige førstevalg

EPX’en er en gave til både de unge og til erhvervslivet, lyder det fra SMVdanmark, der tager meget positivt imod de planer, som regeringen netop har lagt frem på uddannelsesområdet. Administrerende direktør Jakob Brandt kalder det en storstilet og ambitiøs reform, der har potentialet til at blive en af de største og mest positive ændringer af vores uddannelsessystem i mange år.

Som en af få organisationer har SMVdanmark fra starten støttet regeringens ambitioner om at etablere et alternativ til det almene gymnasie. Et alternativ, hvor man kan få en ungdomsuddannelse og være en del af et stærkt socialt miljø, og hvor der også er fokus på de praktiske færdigheder.

Den ambition bliver nu en realitet med regeringens forslag om at oprette en ny uddannelse til de unge under navnet EPX.

Jakob Brandt forklarer:

– Regeringen har i dag fremlagt en storstilet og ambitiøs reform, der har potentialet til at blive en af de største og mest positive ændringer af vores uddannelsessystem i mange år. EPX’en en gave til både de unge og til erhvervslivet. Fire ud af ti af de unge, der i dag går på gymnasiet, oplever, at undervisningen er for boglig og teoretisk. De får nu et alternativ, som vil være meget bedre for dem. Samtidig står vi som erhvervsliv med en stor og stigende mangel på dygtige faglærte. Her er jeg også helt overbevist om, at vi med reformen tager et stort skridt i retning af at kunne løse den udfordring, siger Jakob Brandt.

Han roser samtidig regeringens ambition om at skabe en kvalitetsuddannelse og den ambitiøse økonomiske ramme med 2 milliarder kroner i årlig finansiering og 4,8 milliarder kroner til at indføre uddannelsen.

– Jeg tager hatten af for, at regeringen afsætter den økonomi, der skal til. EPX vil blive et naturligt førstevalg for rigtig mange unge. Uanset om de vil videre på en erhvervsuddannelse bagefter eller vælger en anden vej i livet.

Ros til karakterkrav … Som en del af reformen vil regeringen indføre et højere adgangskrav på 6 til STX. Også det tager SMVdanmark positivt imod:

– Regeringen vil gøre det almene gymnasium til en vej for de unge, der ved, at de vil direkte ind på de mest teoretiske uddannelser, vi har i vores uddannelsessystem. På den baggrund så giver det i mine øjne mening, at man skærper kravene til det teoretiske niveau, som eleverne kommer med. Man bliver ikke populær på at begrænse de unges tilgang til gymnasiet, så jeg vil gerne rose regeringen for at have udvist mod i denne sag. Samtidig er mit håb, at mange elever med et snit over 6 vil vælge EPX’en til, fordi de gerne vil have både teoretiske og praktiske erfaringer med i bagagen, uanset hvad de så vil efterfølgende, siger Jakob Brandt.

For SMVdanmark er det vigtigt, at de unge, der er afklarede om, at de fx vil være maler eller mekaniker, stadig har muligheden for at starte direkte på en erhvervsuddannelse og ikke bliver forsinkede. SMVdanmark opfordrer her til, at man giver et ekstra månedligt fradrag for unge på 3.000 kr., hvis de starter i lære, inden de er fyldt 21, for at give flere unge mod på en erhvervsuddannelse.

Hvorfor skal vi vente helt til 2030? … SMVdanmark kan kun finde ganske få hår i suppen i reformen. Jakob Brandt havde blandt andet gerne set, at reformen kunne indfases noget hurtigere:

– Jeg har respekt for, at store reformer tager tid, men jeg synes, det er ærgerligt, at ændringerne først træder i kraft fra 2030. De problemer, vi skal løse med reformen, er her allerede. Det bør være muligt, at vi kan komme i gang noget før. Det håber jeg at regeringen og Folketingets partier vil prioritere.

Samtidig med reformen af ungdomsuddannelserne, så præsenterer regeringen også en reform af de korte og mellemlange videregående uddannelser.

– Det er positivt, at regeringen vil åbne for flere internationale studerende, og at man vil hæve kvaliteten af uddannelserne. Men jeg er bekymret for, at man vil forkorte nogle af de mest succesfulde uddannelser som diplomingeniør- og bygningskonstruktør-uddannelserne. Nu vil vi se nærmere på den samlede reform, men det er umiddelbart den forkerte vej at gå at ændre i uddannelser, som leverer det de skal, og som er vellidte i erhvervslivet, afslutter Jakob Brandt.

tavle skole uddannelse
Ny ungdomsuddannelse vil blive mange unges naturlige førstevalg … (Foto: Pexels)

Læs også: Mange unge er uden job og uddannelse

Grøn omstilling, vækst og arbejdspladser afhænger af, at brintrøret bliver en succes

Brintrøret er afgørende for den grønne omstilling, men regeringen stiller hårde betingelser for at bygge det. Sammen med en forsinket tidsplan fra Energinet udgør det en risiko for, at Danmark ikke i tide kommer med på den europæiske udbygning med brint, frygter Green Power Denmark. Hvis røret først er klar i 2031, risikerer udviklingen at gå uden om Danmark.

Regeringen går videre med planerne om at bygge brintrøret i faser, hvor første del af brintrøret skal gå fra Esbjerg til den dansk-tyske grænse. Men brintrøret vil kun blive bygget, hvis virksomhederne forpligter sig økonomisk til at udnytte 800 MW af rørets kapacitet i mindst 10-15 år. Regeringens høje kapacitetskrav skaber en usikker markedssituation, vurderer Green Power Denmark.

– Kravet er så stort, at jeg er reelt bekymret for, om virksomhederne tør binde sig til de vilkår. Det svarer til at løbe maraton med det ene ben bundet til en af sine konkurrenter. Udfordringen er, at én havvindmøllepark og dermed én virksomhed forventeligt ikke kan levere al den krævede kapacitet. Dermed bliver mindst to konkurrerende virksomheder afhængige af hinanden. Den usikkerhed kan føre til, at det hele falder til jorden, og at røret ikke bliver bygget, forklarer Jan Hylleberg, viceadministrerende direktør i Green Power Denmark.

Tre store havvindmølleparker i Nordsøen er i øjeblikket i udbud med budfrist 5. december. Udfordringen er, at havvindmølleparkerne og brintrøret er gensidigt afhængige af hinanden. Uden sikkerhed for et brintrør vil havvindmølleparkerne blive væsentligt mindre attraktive at byde på. Uden havvindmølleparker vil der ikke være nok grøn strøm til at producere den brint, der skal fylde brintrøret.

Regeringen kunne have løst udfordringen ved at påtage sig en større del af det økonomiske ansvar. Det gør regeringen desværre ikke. Hvis kravet til forhåndsreservation af brintrøret er på 500 MW eller under, kan vinderen af ét af udbuddene i Nordsøen eller de allerstørste brintaktører på land håndtere kravet uden hensyn til, hvad konkurrenterne gør.

– Vi står i den ærgerlige situation, at regeringen på grund af overforsigtighed øger risikoen betragteligt for markedsaktørerne. Det kan gå ud over den grønne omstilling og fremtidens vækst og arbejdspladser. Et brintrør fra Esbjerg til grænsen koster omkring fire milliarder kroner. Det er penge, som virksomhederne, der bruger røret, vil betale tilbage i løbet af en årrække. Men regeringen tør ikke løbe risikoen for et lille tab, selvom gevinsten kan blive enorm for hele det danske samfund, siger Jan Hylleberg.

Det er ikke meget anderledes at bygge brintrøret end at bygge en bro. Inden Øresundsbroen blev bygget, var der ikke mange svenskere, som arbejdede i København, og danskere, som boede i Malmø. Men inden for få år opstod en integreret Øresundsregion. På samme måde vil et brintrør være med til at skubbe udviklingen i gang, mener Green Power Denmark.

– Uden brint og grønne brændstoffer går den grønne omstilling i stå. Den tunge tyske industri kan ikke omstille sig uden brint. Og vi får aldrig de fossile brændsler ud af fly og skibe, hvis ikke vi producerer grønne brændstoffer gennem Power-to-X. Hvis ikke staten får investeringen i brintrøret hjem, står vi altså med et meget større problem end nogle tabte penge. Så har Danmark nemlig forpasset muligheden for at bidrage til omstillingen i EU, siger Jan Hylleberg.

Brintrøret skulle efter planen stå klar i 2028, men Energinet har i dag udskudt indvielsen til 2031. Det er alt for sent. EU-regler fastslår, at industrien skal anvende 42 procent grøn brint allerede fra 2030. Derfor afholder store tyske industrivirksomheder udbud, hvor de med omfattende tysk statsstøtte køber grøn brint til levering i 2030. Og de projekter, som får del i pengene i EU’s brintbank, skal også senest være oppe at køre i 2030.

– Hvis vi først har et brintrør i 2031, kommer vi ikke med på udviklingen i Europa. Så vil de store tyske industrivirksomheder indgå leveringsaftaler med producenter af brint i andre lande. Det kan få negative konsekvenser for Danmark mange år frem, siger Jan Hylleberg.

Der er behov for en hurtigere afklaring af kravene til brintrøret. Green Power Denmark anbefaler, at de danske myndigheder for eksempel kopierer de sikkerhedsregler, som gælder i andre EU-lande i stedet for at opfinde nye regler. Samtidig bør regeringen forkorte tidsforbruget på miljøplanlægning.

– Det tog kun fire år at bygge et naturgasrør til Lolland til fossil energi. Det er helt grotesk, at det skal tage syv år at bygge et brintrør til fremtidens CO2-frie energi. Politikerne og Energinet må tilbage i værkstedet for at sikre, at brintrøret står klar senest i 2030. Vi hjælper gerne med at tænke i løsninger, afslutter Jan Hylleberg.

elbil hyundai brint
Grøn omstilling, vækst og arbejdspladser afhænger af, at brintrøret bliver en succes … (Foto: Unsplash)

Læs også: Klimamålet for 2030 er indenfor rækkevidde, men vejen dertil er usikker

Indsats mod kvindehandel

Som led i politiets indsats mod kvindehandel og prostitution havde udlændingekontrolafdelingen mandag en aktion forskellige steder i politikredsen Sydsjællands og Lolland-Fasters Politi.

Det var to adresser i Næstved, en i Nykøbing og en i Rødby, der fik besøg af politiet, hvor de kontrollerede pas og opholds- og arbejdstilladelser hos de tilstedeværende. Der blev dog ikke konstateret nogen ulovligheder.

sex prostitution
Politiindsats mod kvindehandel … (Foto: Unsplash)

Læs også:

Dagens video: Kraftfuld eksplosion

· Mere fra samme kategori ·