
Fem på stribe: Boginspiration til dig
Bøger er gode for krop og sjæl og ikke mindst hjerne. Her får du lidt inspiration til oktober måneds læsning. Her er fem gode bøger på stribe
Jeg elsker bøger – bøger i alle afskygninger. Jeg kan bare ikke få nok. Vi tager nu hul på en skøn efterårsmåned, hvor lyset og farverne i naturen viser sig frem i gyldne nuancer. Så er der ekstra meget hygge forbundet med det at læse gode bøger …
Her får du fem gode grunde til at finde et hyggetidspunkt og sted at kaste dig over bøgerne – store som små – gamle som nye, mens vi nyder de fine oktoberdage. Om du læser eller lytter til dem – det er op til dig. Så er du klar til hygge, hvilket for mig er at læse en god bog.

Den gode krimi
‘Når høgen hvæsser kløer’ er tredje bind i Jon Hardin-serien … Og politikommissær Jon Harding er blevet leder af NSE-gruppen, der efterforsker særligt komplicerede sager. Da den gravide Victoria Gullaksen, der er barnebarn af Poul Gullaksen og arving til imperiet Gullaksen Estate, forsvinder, må Jon Harding slå sig sammen med sin tidligere kollega Viggo, der på mange måder er ‘helt sin egen’, og tage til Nordsjælland for at finde hende.
Efterforskningen sender Jon til blandt andet Spanien, og langsomt går det op for NSE-gruppen, at sagen er langt mere kompliceret, end de havde forestillet sig. En ferie går i vasken for Jon, og jagten på den gravide kvinde går i gang. Men efterforskningen besværliggøres, da to mystiske (og ikke særlig sympatiske) mænd blander sig i sagen.
Der er dømt hemmeligheder – masser af hemmeligheder – og god spænding. Jeg kan godt lide persongalleriet, som jeg nemt kan se for mig. Den er let at læse – og ja inden man ser sig om, er den slut. God krimi – god underholdning.
‘Når høgen hvæsser kløer’, 199,95 kr., saxo.com
Den heftige thriller
Hvem elsker ikke Jo Nesbø’s bøger – jeg gør i hvert fald. Det her er en storslået og heftig og storslået thriller om loyalitet, familiebånd, stærk kærlighed og kamp mod mægtige kræfter.
Brødrene Carl og Roy Opgard har for så vidt haft succes i livet. Så meget succes, som man nu kan have i en lille bygd som Os. Carl er direktør for byens flotte spahotel, mens Roy driver benzintanken og har en plan klar til en forlystelsespark med en gigantisk rutsjebane. Men da det ser ud til, at den nye rigsvej vil blive anlagt udenfor bygden, må noget gøres, selv om det kræver beskidte metoder. Heldigvis har brødrene erfaring med den slags.
‘Kongen af os’ tager os med til en bygd i krise og fortæller historien om to brødre, der er i fare for at miste alt, hvad de har kæmpet for. Bogen er en selvstændig fortsættelse til ‘Kongeriget’. Dyk ned i Jo’s fantastiske univers og bliv grebet af spændingen. Man kan ikke andet end blive fanget …

‘Kongen af os’, 2139,95 kr., saxo.com
Den storslåede debutroman
ForfatterAlice Winn har begået en storslået debut om forbudt kærlighed med første verdenskrig som dystert bagtæppe. En fortælling fra idylliske kostskoler og iskolde skyttegrave, hvor unge mænd falder som fluer og heltemod er en dyd, der ikke belønnes.
England, 1914. Vestfronten har allerede krævet sine første mange ofre. Krigens tragedie og vold føles dog meget langt væk for Henry Gaunt, Sidney Ellword og resten af deres klassekammerater, trygt isoleret som de er på deres kostskole. For dem synes krigen dragende, særligt de daglige avisrapporteringer om deres ældre klassekammeraters heltemodige død.
Gaunt, der er halvt tysk, kæmper sin egen indre kamp i form af en altopslugende forelskelse i sin bedste ven, den glamourøse, charmerende Ellwood – uvidende om, at forelskelsen er gengældt. Da Gaunts familie beordrer ham til at lade sig hverve til britisk tjeneste, gør han det uden at tøve, lettet over chancen for at flygte fra sine overvældende følelser for Ellwood. Til Gaunts store rædsel slutter Ellwood sig til ham ved fronten, og resten af deres klassekammerater følger snart efter. Døden er pludselig en dyster realitet, ofte kun få centimeter væk, og ingen ved, hvem der bliver dens næste offer.
‘De sårede og de faldne’ er en gribende fortælling om krigens altødelæggende tragedier og forbudt kærlighed. En ‘must-read-bog’ …

‘De sårende og de faldne’, 239,95 kr., saxo.com
Den ærlige og stærke roman om at være homoseksuel
I bogen ‘De fortabte sønner’ fortæller brødrene Sune og Andreas Gylling Æbelø om at vokse op i det vestjyske bibelbælte som unge og homoseksuelle under missionens skarpe øje. Om skyld og skam over ikke at passe ind, forsøg på ‘helbredelse’ og svigt fra kristne institutioner og autoriteter, der betragter kærlighed mellem mænd som en synd. Det er også en bog om frelse, frisættelse og forsoning. Om at bære rundt på en hemmelighed, finde hinanden som brødre, følge sit hjerte og blive sig selv og sin tro bekendt.
Andreas Gylling Æbelø (født 1979) er ledelsesrådgiver, foredragsholder og bestyrelsesmedlem. Han har tidligere været direktør for AIDS Fondet og særlig rådgiver for handels- og udviklingsministeren. Han er gift med Abdel og far til Ava på to år.
Sune Gylling Æbelø (født 1974) er tidligere taleskriver for fire ministre, klummeskribent i Politiken og i dag chefrådgiver og taleskriver i Landbrug & Fødevarer. Han er forlovet med Sangeeavan og far til Dirch på seks år.
Den er fin – anderledes – intens – finurlig – sprogligt på et højt niveau – og så ærlig. Et unikt indblik – tak for at dele …

‘De fortabte sønner’, 259,95 kr., saxo.com
Den stærke historiske roman
I Sachsen i 1681 bliver den 15-årige Anna Voigt anklaget for at have dræbt sit nyfødte barn. Hendes forældre, godsejeren og hans hustru, kæmper utrætteligt for hendes sag, lige som den unge jurist Christian Thomasius og lægen Johannes Schreyer. Han stod bag lungeflydeprøven, en test, som påviste, at en lunge, der aldrig har trukket luft ind, vil synke, og en lunge, der har levet, vil flyde.
Romanen bygger på grundig research af virkelige begivenheder, der aldrig før er blevet fortalt, og er et grumt portræt af kvinders stilling i datidens samfund, og et fascinerende indblik i retshistorie og retsmedicin. Helt absurd og nærmest uforståeligt – men dermed også ganske dragende at læse. Sikke et arbejde, der ligger bag af den norske forfatter Tore Renberg (født 1972), der debuterede i 1995 med Soveflokken, som han modtog Tarjei Vesaas Debutantpris for. Han har modtaget Bokhandlerprisen to gange, P2-lytternes romanpris, Nynorsk Litteraturpris og har begejstret læsere i 18 lande. Han er en stor forfatter – og at skrive bøger på det niveau er ganske prisværdigt – og gør læseoplevelsen endnu større. Stor respekt – stor roman.

‘Lungeflyderprøven’, 269,95 kr., saxo.com
Læs også:
Klumme: Min kærlighed til bøger



