Læs også:

Close
penge pengesedler

NEWS: Advokat tiltalt for hvidvask overtrædelse af hvidvasklov og misbrug af stilling

Nyheder  | 

Advokat tiltalt for hvidvask overtrædelse af hvidvasklov og misbrug af stilling · Københavns lejlighedsmarked overrasker: Prisvækst på trods af nye boligskatter · Stor international konference sætter kursen for grøn skibsfart · Ung dansk kvinde fundet død i Mexico · Grundlovsforhør om unddragelse af forældremyndighed · Dagens video: Skoleskyderi i USA

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Advokat tiltalt for hvidvask overtrædelse af hvidvasklov og misbrug af stilling

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har rejst tiltale mod en advokat for at lade 33 millioner kroner strømme igennem advokatens egne klientkonti uden at sikre sig, at pengene ikke stammede fra kriminalitet. Advokaten er derudover tiltalt for hvidvask af særlig grov beskaffenhed samt for at videregive fortrolige oplysninger.

NSK har tiltalt en advokat for fem forhold om overtrædelse af hvidvaskloven, fem forhold om hvidvask af særlig grov beskaffenhed, et forhold om forsøg på hvidvask samt et forhold om misbrug af vedkommendes betroede stilling som advokat.

Tiltalen er rejst efter godt halvandet års efterforskning, som efter NSK’s opfattelse har vist, at advokaten i en periode fra januar 2021 til november 2022 overtrådte hvidvaskloven, da vedkommende som advokat blandt andet foretog finansielle transaktioner på vegne af 15 kunder for i alt 33,3 millioner kroner bl.a. uden at have foretaget en nødvendig risikovurdering og kontrol af, om pengene stammede fra kriminalitet.

Det er også NSK’s opfattelse, at advokaten i en periode fra maj 2021 til oktober 2022 hvidvaskede samlet 2,4 millioner kroner ved at modtage penge på klient- eller driftskonti, hvorefter de blev videreoverført for at skjule eller tilsløre pengenes ulovlige oprindelse.

Tiltalen omfatter også et forsøg på hvidvask for 6,7 millioner kroner.

Advokaten er desuden tiltalt for at have misbrugt sin betroede stilling for under særligt skærpende omstændigheder at have videregivet fortrolige oplysninger fra en straffesag.

Anklager i NSK, Konrad Joe Frank, siger:

– Advokaten har efter vores opfattelse udgjort et nødvendigt led i en række forhold om hvidvask, da vedkommende gennem sit betroede virke som advokat har stillet klientkonti til rådighed for kunder og udført talrige pengeoverførsler på deres vegne, herunder til fakturafabrikker. Det er vores opfattelse, at advokaten på den måde har faciliteret, at ulovlige udbytter har fundet vej tilbage til den legale økonomi, eller at pengenes ulovlige oprindelse er blevet sløret. Og fortsætter:

– Når en advokat stiller klientkonti til rådighed for overførsler og lader penge passere igennem disse, har det den særlige virkning, at pengene fremstår som legale for efterfølgende modtagere, idet advokater er underlagt både klientkontovedtægten og hvidvaskloven, der skal udgøre et værn mod hvidvask og anden kriminalitet.

NSK vil under sagen nedlægge påstand om, at advokaten skal frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed og anden juridisk rådgivning indtil videre.

NSK har dog allerede sendt en begæring til retten om midlertidigt at udelukke advokaten fra at udøve advokatvirksomhed og juridisk rådgivning, indtil straffesagen er afgjort ved domstolene.

Der er for nuværende nedlagt navneforbud i sagen.

penge pengesedler
Advokat tiltalt for hvidvask overtrædelse af hvidvasklov og misbrug af stilling … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: I fængsel for hvidvask af over 100 millioner kroner

Københavns lejlighedsmarked overrasker: Prisvækst på trods af nye boligskatter

Skattestigninger er den nye virkelighed i hovedstaden, men andre ting trækker i en anden retning … Styrken på markedet kommer bag på eksperter …

På trods af betydelige skatteforhøjelser ved årsskiftet og høje renter har priserne på ejerlejligheder i København vist sig mere modstandsdygtige end forventet i 2024. Ifølge nye tal fra Homes Boligbrief er priserne på ejerlejligheder i Københavns Kommune steget med 3,2 % det seneste år. Den seneste måned er priserne gået frem med 1,6 %.

Skatterne rammer, men markedet holder stand … Den stærke udvikling på lejlighedsmarkedet kommer bag på mange eksperter, der havde forudset en afdæmpet prisvækst som følge af de nye boligskatter, der trådte i kraft ved årsskiftet, og et salgsboom i efteråret 2023.

Trods udfordringer er både aktiviteten og priserne steget, hvilket især har været tydeligt hen over sommermånederne, fortæller Homes Boligbrief for august. Der er også fremgang i lejlighedshandlerne i hovedstaden.

Michael Dalsager, senior kommunikationskonsulent og talsperson hos Home, konstaterer, at lejlighedspriserne i København er steget fire ud af de seneste fem måneder – og i fem ud af otte måneder i år ifølge Home Boligbrief.

– Selvom skattestigningerne nu er den nye virkelighed for mange købere i hovedstaden, så har andre ting trukket i en anden retning. Året startede stille for lejlighedssalget, men køberne ser ud til at have fundet optimismen igen, blandt andet hjulpet af, at der er kommet flere lejligheder til salg at vælge imellem, siger Michael Dalsager fra Home.

Udvalget af lejligheder i København er større end for et år siden, men lavere end i efteråret 2023. Udbuddet i år toppede tilbage i januar.

I Danske Banks seneste prognose beskriver økonomerne udviklingen som overraskende:

– Styrken på det københavnske ejerlejlighedsmarked er kommet bag på os, og navnlig hen over sommermånederne er både aktivitet og priser steget yderligere. I lyset af den betydelige modvind fra skattestigningerne ser vi dog stadig en forhøjet risiko for prisfald på markedet for lejligheder i de dyre områder, skriver Danske Bank.

Hvorfor klarer lejlighedsmarkedet sig bedre end forventet? Flere faktorer har bidraget til, at ejerlejlighedsmarkedet i København har klaret sig bedre end ventet.

For det første har forbrugernes købekraft oplevet en bedring, da inflationen er faldet, og lønstigninger har hjulpet til at genoprette husholdningernes økonomi. Samtidig har arbejdsmarkedet været solidt, hvilket har givet mange købere den nødvendige stabilitet til at træffe de store og vigtige boligbeslutninger, forklarer Home.

En anden faktor er, at der har været et opsparet behov for at flytte efter en periode med lav aktivitet på boligmarkedet i slutningen af 2023 og starten af i år på grund af boligskattereformen. Den stigende efterspørgsel har dermed holdt priserne oppe trods de økonomiske udfordringer.

Endelig har køberne vænnet sig til de højere renter, og mange har blik for, at renten allerede er faldet og kan se frem til fremtidige rentefald.

På den længere bane er der udsigt til, at der fortsat vil være høj efterspørgsel efter boliger i København. I Kommuneplan 2024 forventer Københavns Kommune en tilvækst på cirka 60.000 nye borgere frem mod 2036. Befolkningstilvækst skaber et behov for op til 40.000 nye boliger for at imødekomme det voksende antal beboere, fremgår det af planen, der i øjeblikket er i offentlig høring.

– København er fortsat eftertragtet og vil sandsynligvis være det mange år frem, vurderer Michael Dalsager fra Home.

Kilde: home, Danske Bank 

home bolig boligsalg boligkøb
Året startede stille for lejlighedssalget, men køberne har fundet optimismen igen over sommeren, viser Homes Boligbrief med salgspriser og handler for august. )Foto: Palle Skov_Home)

Læs også: Gode råd hvis du skal købe hus eller lejlighed

Stor international konference sætter kursen for grøn skibsfart

Danmark sætter skub i den grønne omstilling af global skibsfart, da der onsdag blev afholdt IMO-konference i København.

Metanolmotorer, eldrevne godsskibe og energieffektive pumper er blot nogle af de løsninger, hvor danske virksomheder går forrest i den grønne omstilling af skibsfarten og bidrager til at nå målene i IMO’s klimastrategi fra 2023. Men forandring kræver tilslutning på global plan.

Derfor afholder Danmark en international konference i IMO-regi med deltagere fra omkring 30 lande. Det skal bane vejen for en ambitiøs klimaregulering af global skibsfart og samtidig sikre en retfærdig omstilling af skibsfarten.

Erhvervsminister Morten Bødskov:

– Danmark er en stolt søfartsnation med en lang og stærk tradition for at gå forrest på den globale scene. Nu har vi også sat storsejl mod grøn skibsfart. Det gør vi bl.a. med virksomheder, der leverer grønne løsninger fra øverste hylde, som er eftertragtet verden rundt. Men vores virksomheder kan ikke gøre det alene. Det globale erhverv brænder for at omstille sig, og vi har et fælles internationalt ansvar for at sikre, at de har de rette rammer til det. Jeg ser derfor frem til dagens konference i København, og jeg håber, at den kan bidrage til, at ambitionen om klimaneutral skibsfart i 2050 bliver til virkelighed.

Senere på måneden rejser erhvervsminister Morten Bødskov til Indien, hvor samarbejdet om flere danske løsninger inden for grøn omstilling og søfart er på dagsordenen.

container containerskib mærsk maersk skib
Stor international konference sætter kursen for grøn skibsfart …  (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Det blå Danmark sætter sejl mod et grønt skifte

Ung dansk kvinde fundet død i Mexico

Onsdag meddelte Udenrigsministeriet over for Ritzau, at det kender til en sag, der involverer en dansker i Mexico. Det drejer sig om en 27-årig dansk kvinde, der ifølge flere mexicanske medier er fundet død i vandet ud for kysten i den mexicanske by Cancun.

Det skriver flere engelsksprogede medier med base i Mexico herunder Riviera Maya News, lige som også det mexicanske medie La Verdad Noticias har beskrevet det. Udenrigsministeriet bekræfter over for Ritzau, at det kender til en sag, der involverer en dansker i Mexico, men har ikke yderligere kommentarer.

– Udenrigsministeriet er bekendt med en sag, der involverer en dansker i Mexico, men har tavshedspligt i personsager og kan derfor ikke oplyse yderligere, skriver ministeriet i et skriftligt svar.

Ifølge de mexicanske medier var den danske kvinde studerende på et universitet i Mexico og var på ferie i Cancun. Hun var mandag morgen ude og svømme med en anden person, skriver Riviera Maya News. Men hun blev revet med af kraftig strøm. Et redningshold ankom til stranden omkring klokken syv mandag, efter at en person på stranden havde observeret en livløs person i vandet. Det skriver Riviera Maya News.

Kraftig vind og strøm gjorde det svært for redningsholdet umiddelbart at lokalisere en person i vandet, lyder det.

Der har i flere dage været kraftig vind i området, skriver Riviera Maya News. Det skyldes ifølge mediet et sammenstød mellem vejrsystemer. Området har også været ramt af regn. Ifølge det engelsksprogede medie Mexico News Daily er det det femte dødsfald i år ved den specifikke strand – Playa Gaviota Azul.

strand ferie cancun mexico
Det ser lækkert ud – men man skal passe på … (Foto: Unsplash)

Læs også: Mexico vil afkriminalisere narkotika

Grundlovsforhør om unddragelse af forældremyndighed

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede i onsdags en 45-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for unddragelse af forældremyndigheden ved at have bortført sit mindreårige barn til udlandet.

Barnet blev internationalt efterlyst, da politiet og kommunen i starten af august ikke kunne finde det i forbindelse med, at myndighederne var mødt op på bopælen i Aarhus med henblik på at tvangsfjerne barnet.

Den 20. august blev de to personer truffet af de græske myndigheder på grænsen til Tyrkiet, hvorefter den 45-årige mand blev tilbageholdt. Dagen efter, den 21. august, blev han fremstillet in absentia i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus og varetægtsfængslet i sagen samtidigt med, at der blev udsendt en Europæisk arrestordre på ham.

I tirsdags aften blev den 45-årige mand udleveret fra Grækenland til de danske myndigheder, og han blev derfor anholdt klokken 19.55, da han landede i Danmark.

Også barnets 36-årige mor er sigtet i sagen, da hun er mistænkt for at have været medvirkende til bortførelsen af barnet til udlandet. Det er blevet juridisk vurderet, at hun ikke skal fremstilles i grundlovsforhør.

Anklagemyndigeden anmoder om lukkede døre til dagens grundlovsforhør, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.

lufthavn
Grundlovsforhør om unddragelse af forældremyndighed …  (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Seks års fængsel for psykisk og fysisk vold

Dagens video: Skoleskyderi i USA

· Mere fra samme kategori ·