
NEWS: Danskerne forlænger sommeren med sensommerferie i sommerhus
Danskerne forlænger sommeren med sensommerferie i sommerhus · 27-årig fik streng straf for fremstilling og besiddelse af bomber og våben · Skills Team Denmark kæmper for guld til Danmark ved WorldSkills · Sølvskat fra vikingetiden fundet nord for Aarhus · Ung mand fængslet i ny bankbudssag · Dagens video: Ingen sjov tur
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Danskerne forlænger sommeren med sensommerferie i sommerhus
Hos feriehusudlejningsfirmaet NOVASOL ser man lige nu en markant stigning på 20 procent i antallet af miniferier, der bookes i september. Denne tendens tyder på, at danskerne fortsat kombinerer arbejde med ferie og tager på ’workation’ udenfor højsæsonen, hvilket er med til at forlænge sommerhussæsonen.
Selvom sommerferien lige er overstået, er der travlt hos NOVASOL. Flere danskere vil nemlig gerne starte efteråret med et kort ophold i sommerhus. Hos NOVASOL ser man lige nu en stigning på 20 procent blandt danskere, der booker et ophold på 1 – 5 nætter i sommerhus i september.
Ifølge NOVASOL kan danskernes fortsatte lyst til at kombinere deres arbejde med ferie – også kendt som ’workation’ – lægge til grund for en markant stigning i korte bookinger uden for højsæsonen, da det fleksible arbejdsliv giver danskerne mulighed for at tage på flere korte ture, uden at det går ud over jobbet.
– Hjemmearbejdet, der startede som en nødløsning under coronatiden, er stadig en fast del af mange danskeres hverdag. Når man kan kombinere arbejde og ferie, får man mere tid med familien og flere oplevelser sammen, fortæller Kenn Rasmussen, vicedirektør hos NOVASOL.
NOVASOL oplever også, at deres gæster er blevet mere spontane og booker deres ophold tættere på ankomstdagen. De oplever en stigning på 25 procent af gæster, der booker 30-60 dage før ankomst.
– Vi ser, at flere og flere danskere nyder friheden ved at kunne tage på en miniferie med kort varsel. Det nye bookingmønster, hvor mange vælger at booke en forlænget weekend tæt på ankomsttidspunktet, afspejler sandsynligvis et ønske om at bruge sommerhusferien som et frirum fra hverdagen, hvor arbejdsliv og fritid kan gå op i en højere enhed, afslutter Kenn Rasmussen.
Som en naturlig følge af denne trend har mange af NOVASOLs husejere valgt at indrette deres sommerhuse med gode faciliteter til hjemmearbejde. Det betyder, at gæsterne nemt kan skifte fra arbejdsopgaver til hyggestunder med familien. Når arbejdet er klaret, er der mulighed for at nyde alt det, som hører til en sommerhusferie.

Læs også: Klumme: Mine to liv
27-årig fik streng straf for fremstilling og besiddelse af bomber og våben
Retten vurderede, at der har været nærliggende fare for andre mennesker ved landejendom, hvor den nu dømte opbevarede, fremstillede og afprøvede sine hjemmelavede våben og bomber.
En 27-årig mand fra Varde Kommune blev mandag ved Retten i Esbjerg fundet skyldig i fremstilling, besiddelse og afprøvning af våben og eksplosive stoffer under særligt skærpende omstændigheder, hvor det har været til nærliggende fare for andre mennesker.
Sagen tog sin begyndelse i 2022, hvor Syd- og Sønderjyllands Politi fik tip om, at der var hørt brag i området omkring den landejendom, hvor pågældende boede, og at der var delt videomateriale af affyringer.
Derfor var Syd- og Sønderjyllands Politi på adressen den 9. marts 2022, hvor politiet under en ransagning fandt både krudt, kemikalier til bombefremstilling, adskillige hjemmelavede skydevåben og materiale til at fremstille flere våben.
Med det samme blev eksperter fra både kemisk beredskab, ammunitionsrydningstjenesten samt Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) tilkaldt for at håndtere fundene. Manden blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.
Under efterforskningen fandt politiet store mængder videomateriale, som viste prøvesprængninger og prøveskydning af de bomber og våben, der var produceret på landejendommen. Politiet fandt ligeledes kratere efter prøvesprængninger på grunden.
Under varetægtsfængslingen kærede den sigtede kendelsen om varetægtsfængsling, og efter 3 ½ måneds varetægtsfængsling blev han løsladt efter Landsrettens afgørelse. I går faldt der så dom i sagen, og den nu 27-årige mand blev kendt skyldig og idømt 2 ½ års ubetinget fængsel.
Anklagerfuldmægtig Niklas Sindberg har ført sagen i retten. Han er tilfreds med rettens afgørelse:
– Det her er en meget speciel sag. En borger har opbevaret livsfarlige stoffer og produceret både våben og bomber uden særligt styr på produktionen. Det skal man lade professionelle som Forsvaret og Hjemmeværnet om. Der har været en nærliggende fare i denne sag for andre menneskers liv, og det accepterer vi ikke i vores samfund, udtaler Niklas Sindberg.
Selv om opbevaring, produktion og prøvesprængninger og prøveskydninger er foregået på en landejendom, har der været nærliggende fare for andre mennesker, idet der ligger en færdselsåre omkring 40 meter fra ejendommen. Flere af bomberne, der blev fundet, er vurderet til at have en sprængradius på 400 meter.
Den 27-årige mand ankede dommen på stedet.

Læs også: Mand i grundlovsforhør for besiddelse af våben
Skills Team Denmark kæmper for guld til Danmark ved WorldSkills
20 unge fagatleter på det danske Skillslandshold er klar til kampen om medaljer til WorldSkills 2024 i Lyon den 10. – 15. september.
De dygtige unge håndværkere stiller op i 18 forskellige fag for Danmark ved WorldSkills , der er verdensmesterskabet for unge faglærte, som afholdes hvert andet år.
– Vi er megastolte over at sende det danske Skillslandshold til WorldSkills. De unge er superdygtige, og har trænet og forberedt sig som topidrætsfolk op til en international konkurrence. Skillslandsholdet er fantastiske rollemodeller, der viser, vi har en stor gruppe unge med ambitioner og talent, der gerne vil udvikle sig selv og deres fag. Vi ved, konkurrencerne bliver hårde til WorldSkills, men de unge danske håndværkere er klar til at vise, hvad de kan. Vi hepper på dem, siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel.
Skillslandsholdet er stedet, hvor ambitiøse unge kan udvikle deres faglighed og deltage i internationale konkurrencer, men SkillsDenmark håber også, at landsholdet kan være med til at vise andre unge, hvor langt man kan komme som faglært.
– De unge på Skillslandsholdet er toppen af den danske talentmasse i en lang række fag. Det er fantastisk at følge dem – og mange fra landsholdet er med til at starte vigtige virksomheder og udvikle brancherne senere i livet. De fortjener al den positive opmærksomhed, de kan få, siger næstformand i SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen.
WorldSkills foregår i Eurexpo Lyon. Konkurrencedagene løber fra 11. – 14. september, og vinderne kåres ved afslutningsceremonien om aftenen den 15. september. PensionDanmark er hovedsponsor for det danske Skillslandshold 2024.
WorldSkills 2024:
– WorldSkills er verdensmesterskabet for unge faglærte, der afholdes hvert andet år
– Den 47. WorldSkills konkurrence afholdes i Lyon i Frankrig den 10.-15. september.
– Åbningsceremonien finder sted den 10. september på LDLC Arena, der er Lyons største venue.
– Konkurrencerne varer fire dage, fra den 11 .- 14. september og foregår i Eurexpo Lyon.
– Afslutningsceremonien med medaljeoverrækkelser finder sted den 15. september på Groupama Stadium, der er OL stadium og Frankrigs 3. største.
Læs mere her.
EuroSkills 2025 i Danmark:
Næste år er Danmark er vært for EuroSkills i 2025, hvor op mod 600 talentfulde unge dygtige atleter fra hele Europa vil dyste om EM-medaljer i 38 forskellige fag. EuroSkills 2025 forgår i MCH og Jyske Bank Boxen i Herning i september 2025.

Læs også: Vinderne af DM i Skills er fundet
Sølvskat fra vikingetiden fundet nord for Aarhus
En ung arkæologistuderende fra Aarhus Universitet har fundet en spektakulær sølvskat med tråde til både Rusland, Ukraine og De Britiske Øer. Fundet understreger Aarhus’ position som et internationalt knudepunkt i vikingetiden.
Den 22-årige arkæologistuderende Gustav Bruunsgaard blev glædeligt overrasket, da han i foråret gik med metaldetektor ved Elsted nord for Aarhus. Pludselig bippede hans metaldetektor højt, han greb en lille medbragt spade og fandt en armring i sølv. Få dage efter kom han tilbage til fundstedet og fandt yderligere seks armringe. Sølvskatten er nu blevet vurderet af danske og internationale eksperter, som konkluderer, at den stammer fra vikingetiden.
Sølv var vikingetidens værdimåler. De i alt syv armringe, som Gustav har fundet, har en samlet vægt på mere end et halvt kilo. Armringe som disse var tilpasset et fælles vægtsystem, så man let kunne se de enkelte ringes værdi. Det fungerede som et betalings- og transaktionsmiddel, ligesom de demonstrerede ejerens økonomiske formåen.
Arkæologiske eksperter vurderer, at ringene repræsenterer en betydelig værdi. De er blevet dateret til 800-årene, det vil sige den tidlige vikingetid kort tid efter grundlæggelsen af vikingetidens Aarhus – Aros. Ringene menes at være produceret i Sydskandinavien, formentlig Danmark.
Den ene oprullede ring er af en type, der oprindeligt kom fra Rusland eller Ukraine, som siden er blevet efterlignet i Norden. De tre båndformede, stemplede ringe er af en sydskandinavisk type, der gav inspiration til armringe i Irland, hvor de blev meget almindelige. De tre glatte armringe er sjældne, men kendes fra Skandinavien og England.
– Elstedgårdskatten er et fantastisk interessant fund fra vikingetiden, som forbinder Aarhus med Rusland og Ukraine i øst og de britiske øer i vest. På den måde understreger fundet, hvordan Aarhus var et centralt knudepunkt i vikingernes verden, som gik helt fra Nordatlanten til Asien, fortæller Kasper H. Andersen, ph.d. og historiker på Moesgaard Museum.
Sølvskatten kan opleves på Moesgaard Museum.
Fakta:
Ringene er blevet fundet på en mark ved Elsted, hvor der tidligere er fundet spor efter bebyggelse fra vikingetiden.
Elstedgårdskatten er et såkaldt Danefæ, som efter en udstillingsperiode på Moesgaard Museum, vil blive overdraget til Nationalmuseet.

Læs også: FOKUSNEW: Dronning Thyras betydning afsløres af Nationalmuseet
Ung mand fængslet i ny bankbudssag
Efterforskere fra Midt- og Vestjyllands Politi handlede hurtigt, da de sidste uge fik en anmeldelse om falske bankbude på spil i Holstebro.
Mindst fire personer i Holstebro blev sidste tirsdag lokket – eller forsøgt lokket – til at udlevere deres hævekort og koden til kortet. De var blevet ringet op af en person, som udgav sig for at være fra banken. Derefter ankom et ‘bud’ fra banken, som skulle hente kreditkortet. Men svindlerne nåede ikke så langt, inden de blev pågrebet og anholdt.
De to gerningspersoner – en 19-årig kvinde og en 21-årig mand er fremstillet i grundlovsforhør, hvor den 21-årige mand blev varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger, imens den 19-årige kvinde blev løsladt efter grundlovsforhøret. Kvinden er fortsat sigtet i sagen.
Grundlovsforhøret ved Retten i Holstebro foregik af hensyn til politiets efterforskning bag lukkede døre. Derfor er det også begrænset, hvad politiet på nuværende tidspunkt kan fortælle om sagen.
– Men vi er rigtig glade for, at det lykkedes os at finde frem til gerningspersoner, inden deres ofre mistede en masse penge. Vi gør rigtig meget for at advare om den her form for bedrageri, og heldigvis er der efterhånden mange der får smækket røret på, når svindlerne forsøger sig, men vi ser desværre stadig – som i sagen her – at det lykkes at franarre især ældre mennesker både kort og kode, fortæller politikommissær Susanne Kiel Nielsen, der leder efterforskningsafdelingen for økonomisk kriminalitet ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Lad dig ikke skræmme … Susanne Kiel Nielsen forklarer, at svindlerne typisk ringer og udgiver sig for at være fra banken og indledningsvist forsøger at skræmme den, de har ringet til. Det kan være ved at sige, at de kan se, der er blevet overført penge fra den pågældendes bankkonti, at han/hun er blevet hacket eller noget andet, som gør at offeret bliver bange. Det udnytter svindleren så og vil angiveligt ‘hjælpe’ med at få det hele bragt i orden. På den måde formår de altså at besnakke offeret til at udlevere hævekort eller kortoplysninger, som svindleren så efterfølgende misbruger.
– Man skal vide, at bankerne aldrig nogensinde vil bede om at få udleveret ens hævekort. Og vi opfordrer til, at være særdeles skeptisk, hvis nogen ringer for at få dine kort- eller kontooplysninger. Man skal ikke lade sig skræmme, men i stedet smække røret på – hellere en gang for meget end en gang for lidt, lyder det afsluttende fra politikommissæren.
Ér du kommet til at udlevere dine hævekort, så gælder det om at kontakte politiet, banken og dine pårørende hurtigst muligt.

Læs også: Sigtelser i økonomisk kriminalitet


