
NEWS: Klimamålet i 2030 er indenfor rækkevidde, men vejen er stadig usikker
Klimamålet i 2030 er indenfor rækkevidde, men vejen er stadig usikker · Formodet gerningskvinde bag flere tilfælde af bedrageri er anholdt · Danske C25-selskaber har øget omfanget af deres frivillige skatterapportering · Filminstituttet markerer Demensugen med ErindringsBio i hele landet · Københavns Politi forlænger lukning af to rocker-/bandetilholdssteder · Dagens video: En vild tornado
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Klimamålet i 2030 er indenfor rækkevidde, men vejen er stadig usikker
Vejen mod 2030-målet er blevet betragteligt kortere. Klimaministeriet vurderer, at den såkaldte CO2-manko er nede på 1,5 millioner tons i 2030. Samtidig viser klimafremskrivningen, at el-og fjernvarmesektoren bliver den første sektor uden udledninger. Der er faktisk udsigt til negative udledninger på 0,3 tons CO2. Men selvom vejen er blevet noget kortere, er den stadig forbundet med store risici. Derfor er det vigtigt med en fokuseret indsat for at få elektrificeret det fossile energiforbrug, mener Green Power Denmark.
Den såkaldte CO2-manko var sidste år 5,4 millioner tons. I år er den faldet til 1,5 millioner tons. Det skyldes blandt andet en mere positiv forventning til antallet af elbiler. Derudover vurderer klimafremskrivningen, at el- og fjernvarmesektoren står til at blive den første sektor uden CO2-udledninger. Faktisk vil sektoren levere negative CO2-udledninger i 2030.
– Vejen mod klimamålet i 2030 bliver hele tiden kortere. Det er en rigtig god nyhed for klimaet. Men de sidste kilometer frem mod målstregen er både ujævne og fyldt med hårnålesving. I de kommende seks år bliver der brug for en fokuseret indsats, hvis vi skal lykkes, siger Martin Ingerslev, cheføkonom i Green Power Denmark.
Der er stadig usikkerheder forbundet mange af klimatiltagene. For eksempel skal en stor del af de forventede CO2-reduktioner frem mod 2030 komme fra nye CCS-anlæg – nærmere bestemt 2,5 millioner tons. Her er tale om investeringer i milliardklassen til nye CO2-fangstanlæg, logistik- og lagringsfaciliteter. Alle investeringer skal ske indenfor få år, og alle anlæg skal levere reduktioner fuldt ud fra 1. januar 2029, hvis forudsætningerne i klimafremskrivningen skal være opfyldt.
– Politikerne har satset stort på CO2-fangst og lagring for at nå 2030-målet. Men der er stadig et stort spørgsmål, om hele potentialet kan nås inden 2030. Det seneste CCS-udbud blev både væsentligt dyrere og leverede færre CO2-reduktioner end tidligere antaget, siger Martin Ingerslev.
Heldigvis spår klimafremskrivningen, at elektrificeringen af transporten går den rigtige vej. Klimaministeret vurderer, at der vil være 1,2 millioner grønne biler på vejene i 2030, hvor 925.000 af dem er elbiler. Derudover vil elektrificering af den tunge vejtransport for alvor komme i gang frem mod 2030, hvor 20 procent lastbilerne vil køre på el.
Selvom fremskrivningen viser fremgang, vil transportsektoren fortsat være den næststørste udleder, kun overgået at landbruget.
– I 2030 vil energisektoren levere 100 procent grøn energi, så det handler om at få de sektorer, som stadig bruger fossile brændsler, til at køre på strøm. Det gælder ikke mindst vejtransporten. Selvom det går den rigtige vej, er det afgørende, at vores afgiftssystem fortsat tilskynder til, at så mange biler og lastbiler som muligt kører på strøm i 2030. Særligt hvis de andre veje mod klimamålet viser sig ikke at levere tilstrækkeligt, afslutter Martin Ingerslev.

Læs også: Det økologiske areal er blevet mindre
Formodet gerningskvinde bag flere tilfælde af bedrageri er anholdt
En 24-årig kvinde er sigtet for bedrageri flere steder i Sønderjylland i midten af april 2024.
Den kvinde, som menes at stå bag flere tilfælde af bedrageri i henholdsvis Nordborg, Sønderborg midtby og Aabenraa midt i april, er nu anholdt. Det drejer sig om en 24-årig kvinde fra Kolding-området.
Bedragerierne foregik på den måde, at en kvinde på flere adresser udgav sig for at være fra den pågældende borgers bank. Forud var borgeren blevet kontaktet af en person, der udgav sig for at være fra banken og påstod, at borgerens hævekort var for gammelt, eller der var noget i vejen med det, og derfor ville der ankomme en person for at hente kortet.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyste kvinden med billeder. Det resulterede i flere henvendelser til politiet og hjalp efterforskerne på sporet af den 24-årige kvinde fra Kolding-området, som nu er anholdt.
– Vi er taknemmelige for alle de borgerhenvendelser, der hjalp os til en hurtig identifikation af kvinden, siger politikommissær Martin Hess Pedersen, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kvinden er sigtet for i alt 14 forhold. Det drejer sig primært om bedrageri og databedrageri, mens et enkelt forhold handler om tyveri.
Når politiet har afsluttet efterforskningen, sendes sagen videre til anklagemyndigheden, som beslutter, hvad der videre skal ske.

Læs også: Sådan brugte Britta Nielsen pengene fra millionbedrageriet
Danske C25-selskaber har øget omfanget af deres frivillige skatterapportering
I de seneste fem år er der sket en stor stigning i C25-selskabernes frivillige skatterapportering. Selskaberne har øget deres transparens på tværs af ni parametre indenfor skatteområdet med mindst 50 %. Det viser PwC’s analyse af C25-selskabernes rapportering om skat 2024.
PwC’s analyse ‘C25 Tax Transparency’, der undersøger C25-selskabernes skattetransparens på en række parametre, konstaterer en betydelig stigning på alle områder siden 2019. Inden for tax governance er der således sket en markant fremgang i antallet af virksomheder, der har fået godkendt en skattepolitik af bestyrelserne, og flertallet af virksomhederne har implementeret systemer til at håndtere skatterisici. Når det kommer til transfer pricing og skattelylande, giver samtlige C25-selskaber i år oplysninger på disse områder. Analysen viser også en stigning i virksomhedernes oplysninger om skatteincitamenter. Disse oplysninger offentliggøres primært i skattepolitikker, men et stigende antal selskaber inkluderer desuden oplysningerne i årsrapporten.
– Det er glædeligt at se, at stadig flere selskaber arbejder med transparensen i deres skatterapportering. Den øgede transparens på skatteområdet viser, at flere af de danske virksomheder har forpligtet sig til at skabe en større transparens i deres skatteforhold, udtaler Susanna Bjerrum Poulsen, partner og skatteekspert i PwC.
Analysen viser endvidere, at flere virksomheder nu følger retningslinjerne for CbC-rapportering (land-for-land-rapportering). Der er også en stigende mængde virksomheder, der offentliggør deres samlede skattebidrag (Total Tax Contribution) og beskriver de væsentligste forhold, der påvirker deres effektive skatteprocent (ETR).
Stadig flere anbefalinger og lovmæssige tiltag skubber på udviklingen
Susanna Bjerrum Poulsen ser udviklingen som et resultat af den bølge af anbefalinger og lovgivningsmæssige tiltag, der er skyllet ind over selskaberne de seneste år, og som har til formål at fremme transparens på skatteområdet:
– Internationalt har anbefalingerne fra Global Reporting Initiative (GRI), World Economic Forum, sammen med andre internationale organisationer som UN-PRI og B-Team etc. fremmet transparens i skattespørgsmål, og de fortsætter med at sætte standarder på området, forklarer hun.
På europæiske niveau bliver implementeringen af EU-direktivet om offentlig land-for-land-rapportering (CbCR) obligatorisk for regnskabsår, der begynder den 22. juni 2024 eller senere, hvilket også har været med til at præge dagsordenen for skattetransparent.
– Danske virksomheder har en kompleks opgave i at navigere i nyere regulering på området og skal balancere deres ambition om øget transparens med den kompleksitet, som nye internationale standarder og regler medfører. Det er ikke en nem opgave, men flere og flere virksomheder lægger energi og kræfter i at udvikle og fremme frivillig skatteindberetning, understreger Susanna Bjerrum Poulsen og fortsætter:
– Såvel lovændringer som de internationale anbefalinger kombineret med den bredere bæredygtighedsdagsorden medvirker til, at virksomhederne forbedrer deres skattemæssige rapportering. Den igangværende debat om samspillet mellem bæredygtighed og virksomhedernes skattebidrag til offentlige midler vil sandsynligvis også intensiveres, efterhånden som de øgede krav til bæredygtighedsrapportering træder i kraft.
Om undersøgelsen:
Dette er den femte gang, PwC udgiver ‘C25 Tax Transparency’. Vi har gennemgået skatteoplysninger for perioden januar 2023 til december 2023 offentliggjort af virksomhederne noteret i C25-indekset pr. den 31. december 2023. Undersøgelsen er baseret på offentlige oplysninger såsom årsrapporter, skatterapporter og bæredygtigheds-/ESG-rapporter, der er offentliggjort senest den 5. april 2024.

Læs også: Årsopgørelsen ligger klar
Filminstituttet markerer Demensugen med ErindringsBio i hele landet
I Demensugen fra i dag den 6. – 12. maj kan man se film, der vækker minder, i biografer, på plejehjem og i dagcentre landet over. Filmene kan også ses gratis online. Det Danske Filminstitut står bag initiativet og har også demensvenlige film på programmet i Cinemateket.
I anledningen af den årlige Demensuge, der i år fokuserer på demensvenlighed i kultur og fritid, har Det Danske Filminstitut iværksat et initiativ, hvor biografer, plejehjem og dagcentre i hele landet viser ErindringsBio.
Over 20 kommuner har allerede sagt ja til at deltage, og det betyder, at ErindringsBio vil blive vist i en række biografer rundt omkring i landet, lige fra MovieHouse Hjørring til Ry Biograf, Haarby Bio, Viften i Rødovre og mange flere.
Se en liste over biografer, der viser ErindringsBio
Udover biografer vil en række plejehjem og dagcentre også vise ErindringsBio i løbet af Demensugen. Og for dem, der foretrækker at deltage hjemmefra, kan alle filmene ses gratis og uden login på Erindringsbio.dk.
ErindringsBio – film, der vækker minder … ErindringsBio er et filmtilbud til mennesker med demens, deres pårørende, plejepersonale og frivillige. Her vises en række korte dokumentariske film fra 1940’erne til 1980’erne om vedkommende emner og med velkendte medvirkende som Dirch Passer, Gunnar Nu Hansen og Bodil Udsen. Fortiden bliver vækket til live i film om hverdagen i byen og på landet i ’gamle dage’, skoletiden, sportsbegivenheder, de kongelige og meget mere. Til filmene er der udarbejdet spørgeguides, der inspirerer til samtaler om det levede liv.
ErindringsBio er udviklet af Det Danske Filminstitut og flere samarbejdspartnere inden for demensområdet og er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Fra 2024 er der afsat midler på Filmaftalen til at drive ErindringsBio videre de næste 4 år. Find yderligere information på Erindringsbio.dk.
Kom til Demensugen i Cinemateket
Filminstituttet markerer også Demensugen med en række arrangementer i Filminstituttets egen biograf, Cinemateket i København. Der vil være gratis ErindringsBio-visninger inklusive kaffe og kage samt en demensvenlig visning af spillefilmen ’Bamse’ (2022), der fortæller historien om den folkekære sanger.
Cinemateket inviterer også pårørende til film og talk med neuropsykolog og forskningslektor Laila Øksnebjerg i forbindelse med biografpremieren på filmen ’What They Had’, der handler om at være pårørende til et menneske med demens.
Se hele programmet for Demensugen i Cinemateket og bestil billetter

Læs også: Maj måneds kulturguide
Københavns Politi forlænger lukning af to rocker-/bandetilholdssteder
Da det er politiets vurdering, at der fortsat verserer en konflikt mellem to grupperinger i det københavnske rocker-/bandemiljø, forlænger politiet lukningen af to tilholdssteder.
For at skabe tryghed for beboerne i områderne omkring to rocker-/bandetilholdssteder har Københavns Politi besluttet at forlænge lukningen af de to steder.
Baggrunden er, at politiet vurderer, at en konflikt mellem to grupperinger fra det kriminelle miljø fortsat er verserende, og de to tilholdssteder kan derfor potentielt blive et mål i konflikten. Lukningen gælder nu frem til torsdag den 16. maj 2024 kl. 19. I den periode er det forbudt at opholde sig på de to følgende adresser:
- Svanevej 5, 2400 København NV
- Tømmerup Stationsvej 8H, 2770 Kastrup
Lukningen har hjemmel i lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme – bedre kendt som rockerloven.

Læs også: Politiet forlænger lukning




