Læs også:

Close
københavn politi politibetjent

NEWS: Borgernes tillid til politiet er fortsat høj

Nyheder  | 

Borgernes tillid til politiet er fortsat høj · Danskernes boliger er fugtigere end nogensinde · Call me køber Alka Mobil · Mand med sværd anholdt i London · 22-årig mand er sigtet for forsøg på manddrab i Fredericia · Dagens billede: Vildt fund på Filippinerne

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Borgernes tillid til politiet er fortsat høj

Borgerne føler sig i høj grad trygge og har høj tillid til politiet. Det viser den årlige trygheds- og tillidsundersøgelse, som Justitsministeriet netop har udgivet.

Justitsministeriet offentliggjorde nemlig mandag den årlige tryghedsundersøgelse, der afdækker borgernes tryghed i det danske samfund samt tilliden til politiet.

Tidligere har undersøgelsen vist, at både trygheden og tilliden er høj – og i år er ingen undtagelse. I gennemsnit svarer 88 procent af de 29.000 adspurgte, at de føler sig trygge i deres nabolag, mens 86 procent oplyser, at de har tillid til, at politiet vil hjælpe, hvis der bliver behov for det. Begge kategorier ligger på niveau med året før.

Rigspolitichef, Thorkild Fogde, glæder sig over undersøgelsens resultater:

– Politiets arbejde tiltrækker altid offentlig opmærksomhed, og derfor er det vigtigt regelmæssigt at spørge et bredt udsnit af befolkningen på et forskningsmæssigt grundlag om deres tryghed og tillid til politiet. Det er gjort igen i efteråret 2023, og jeg er meget tilfreds med, at tilliden til politiet fortsat er meget høj. Det er et velfortjent skulderklap til politiets mange dygtige ansatte, som hver dag går på arbejde for at sikre befolkningens tryghed.

– Vi kan ikke tage tilliden for givet, for den kommer ikke af sig selv. Det er noget, vi hele tiden skal stræbe efter at gøre os fortjent til, for det er den platform, vi står på, i vores arbejde med at skabe tryghed og sikkerhed for borgerne, siger Thorkild Fogde og fortsætter:

– Samtidig jeg glad for at se, at trygheden i vores samfund på trods af en urolig omverden fortsat er høj. Det er en af politiets vigtigste opgaver at sikre et trygt og sikkert samfund for borgerne, så det er noget, vi hele tiden er meget opmærksomme på.

Dykker man længere ned i tallene, kan man se, hvordan borgernes tryghed og tillid opleves i de enkelte kommuner og politikredse.

Eksempelvis føler borgere i Midt- og Vestjylland, Nordsjælland og på Bornholm sig mere trygge end i resten af Danmark, mens borgere i hovedstadsområdet føler sig mindre trygge.

Undersøgelsen afdækker også, hvordan beboere i særligt udsatte boligområder (SUB) oplever trygheden og tilliden til politiet.

I SUB-områderne er tilliden til, at politiet vil hjælpe, stort set på niveau med resten af landet, mens trygheden, ligesom de foregående år, opleves markant lavere. Her udtrykker 70 procent af beboerne, at de føler sig trygge i deres nabolag, hvilket er 18 procentpoint lavere end på landsplan.

Du kan læse hele undersøgelsen her.

københavn politi politibetjent
Borgernes tillid til politiet er fortsat høj … (Foto: Tina Dines Appelt)

Læs også: Tilliden til politiet er høj som aldrig før

Danskernes boliger er fugtigere end nogensinde

Den næstvådeste vinter i 150 år har medført rekordmange fugtproblemer i de danske boliger. Byggesagkyndig rådgiver om, hvordan du sikrer et sundt indeklima.

Den netop overståede vinter blev den næstvådeste i Danmark, siden DMI begyndte at måle i 1874. Det våde vejr har fået fugten til at stortrives og skabe problemer i de danske boliger i en hidtil uhørt høj grad. Byggesagkyndig.nu, der er repræsenteret over hele landet, havde 130 procent flere gennemgange af fugt- og skimmel i december, januar og februar sammenlignet med samme periode året før.

– Vi har aldrig før oplevet, at så mange boligejere er plaget af fugt, som tilfældet er lige nu og stort set har været gennem hele vinteren. Heldigvis ser vi, at danskerne er meget opmærksomme på at gøre noget ved problemet, og det er godt, da fugt er noget af det, der kan forårsage allerstørst skade på boligen overhovedet, siger Christian Norborg, der er CEO hos Byggesagkyndig.nu.

– Fugt kan skabe et dårligt indeklima og gøre alvorlig skade på for eksempel gulve, vægge og tagkonstruktioner. Samtidig er det ofte også med til at forårsage skimmelvækst, som mange mennesker er allergiske overfor, og som derfor kan gøre et hus ubeboeligt, uddyber Christian Norborg, som anbefaler følgende råd til et sundere og mindre fugtigt indeklima:

Lav gennemtræk

Hvis der sidder fugt på ruderne hver morgen, og det bliver siddende hele dagen, er der højst sandsynligt en dårlig udluftning i boligen, hvilket skaber en høj luftfugtighed. Skimmel vokser kun ved en luftfugtighed over 70 procent, så luft ud med gennemtræk tre gange om dagen i mindst fem minutter, for at holde den nede.

Tør tøjet udenfor

Når vi tager bad, laver mad eller tørrer tøj, dannes der en masse fugt, som vi heldigvis nemt kan begrænse. Hæng vasketøjet til tørre udendørs, husk at tænde for emhætten ved madlavning, og åbn vinduet på badeværelset, når du tager bad.

18 grader som minimum

Mange kan godt lide at have det væsentligt køligere i soveværelset end i resten af huset, men i forhold til fugt er det ikke en god idé, da store udsving i temperaturen øger risikoen for fugtproblemer. Forsøg derfor at holde nogenlunde samme temperatur i alle husets rum og gerne mindst 18 grader.

Kig og lugt

Du kan selv tjekke for synlig skimmelsvamp, som oftest opstår bag møbler, hvor luften cirkulerer dårligt, og langs ydervægge. Lugter det jordslået, kan det også være et tegn på skimmelsvamp, men det kan være svært at lugte, hvis man færdes i det dagligt. Hvis man er i tvivl, bør man få en professionel til at tjekke huset.

Læs mere her.

fugt vindue
Danskernes boliger er fugtigere end tidligere … (Foto: PR)

Læs også: 7 gode råd til at finde den rette bolig

Call me køber Alka Mobil

Mobilselskabet Call me har købt Alka Mobil. I løbet af andet halvår af 2024 vil kunderne overgå til Call me, hvor de beholder telefonnumre, abonnementspriser og vilkår – ligesom de fortsat vil benytte Telias stærke, landsdækkende mobilnetværk.

Mobilselskabet Call me har købt Alka Mobil, og kunderne overgår i løbet af andet halvår af 2024 til Call me-brandet. Her vil kunderne fortsætte på uændrede vilkår, og dermed beholde deres telefonnumre og abonnementspriser, ligesom de fortsat vil benytte Telias landsdækkende mobilnetværk, der netop har fået topkarakter af verdens førende virksomhed inden for auditering af mobilnetværk.

Når Alka Mobil-kunderne overgår til Call me, får de desuden adgang til det fulde produktsortiment hos Call me, der også omfatter smartphones, mobiltilbehør, 5G-internet samt udvalgte underholdningstilbud.

Et godt match … Hos Call me, der er en del af Telia Danmark, ser man frem til at tage godt imod de nye kunder:

– Gennem de seneste år har Call me oplevet en positiv forretningsvækst, og med købet af Alka Mobil styrker vi vores position på markedet for value-for-money mobiltelefoni. Vi ser frem til at åbne Call me-universet for Alka Mobils kunder, og give adgang til et større udvalg at mobilprodukter. Vi holder fast i, at de bedste forbindelser er dem, vi har med hinanden. Nu glæder vi os til at lære vores nye kunder at kende, og introducere dem til Call me, siger Torben Poulsen, direktør i Telia Danmark.

Alka Mobil blev lanceret i marts 2021 med et erklæret mål om at levere enkel og billig mobiltelefoni til Alkas forsikringskunder. Som mobiloperatør uden eget netværk har Alka Mobil lejet sig ind på Telias mobilnetværk.

–Gennem årene har Alka Mobil leveret flotte resultater på både vækst og kundetilfredshed. Konkurrencen i mobilmarkedet og kundernes behov fortsætter med at udvikle sig, og da muligheden med Call me bød sig, var vi ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige løsning. Derfor er vi glade for at have indgået en aftale med Call me, der fremadrettet vil tilbyde Alka Mobils kunder attraktive løsninger med endnu flere muligheder inden for mobiltelefoni, siger Kasper Ørtvig, administrende direktør for Alka Fordele, der indtil i dag har drevet Alka Mobil.

Om Call me:

I sommeren 2023 lancerede Call me et nyt brand-univers, der fokuserer på vigtigheden af at skabe og vedligeholde gode forbindelser mellem mennesker. Call me er en del af Telia Danmark, der er ejet af Danmarks største energi- og telekoncern Norlys.

Læs mere her.

mobil, apps, sociale medier, Instagram, Facebook, Messenger, TikTok (Foto: Pexels)
Call me køber Alka Mobil … (Foto: Pexels)

Læs også: Hvor ren er din smartphone egentlig

Mand med sværd anholdt i London

Britisk politi har tirsdag anholdt en mand med et sværd i London, og fem personer er bragt på hospitalet efter overfaldet. Det skriver redningstjenesten London Ambulance Service på X.

Hændelsen menes ikke at være ‘terrorrelateret’, skrev politiet ret hurtigt ud.

– Vi blev tilkaldt kort før klokken 7.00 (london-tid) til meldinger om et køretøj, der havde kørt ind i et hus i Thurlow Gardens-området, skrev politiet i går.

Den anholdte er en 36-årig mand, som blev anholdt på gerningsstedet og som hurtigt kom i politiets varetægt. Trods dette har politiet også udtalt, at en sådan hændelse kan være meget voldsom for de involverede.

Metrostationen Hainault i det østlige London blev lukket på grund af efterforskning af området. Det fremgår af transportmyndighedernes hjemmeside ifølge nyhedsbureauet dpa.

buckingham palace london dronning elizabeth (Foto: MY DAILY SPACE)
Mand gik amok med svær i London i går … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Weekendguide til London

22-årig mand er sigtet for forsøg på manddrab i Fredericia

En 22-årig mand fra Fredericia blev i mandags anholdt og sigtet for forsøg på manddrab efter en hændelse ved Lumbyesvej i Fredericia. Manden er fremstillet i et grundlovsforhør i går.

Sydøstjyllands Politi fik mandag eftermiddag en anmeldelse om et strafbart forhold ved Lumbyesvej i Fredericia.

I forlængelse af anmeldelsen foretog Sydøstjyllands Politi anholdelse af en 22-årig mand. Manden er allerede fremstillet i går i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding klokken 10.00. Den 22-årige er sigtet for forsøg på manddrab, idet han mandag omkring klokken 16.15 overhældte sig selv og en 53-årig kvinde med brandbar væske, inden han efterfølgende forsøgte at antænde væsken.

Med henvisning til at der fortsat skal foretages yderligere efterforskning af sagen, anmodede anklagemyndigheden om dørlukning. Den formodede gerningsmand og den forurettede har en familiær relation. Ingen af dem er kommet alvorligt til skade.

Idet der blev anmodet om dørlukning har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere oplysninger om sagen, som kan deles med offentligheden på nuværende tidspunkt.

politi politibil
22-årig mand er sigtet for forsøg på manddrab i Fredericia … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Yngre kvinde idømt behandlingsdom

Dagens billede: Vildt fund på Filippinerne

· Mere fra samme kategori ·