Læs også:

Close
nsk politi

NEWS: Clear Channel betaler bøde på seks millioner

Nyheder  | 

Clear Channel betaler bøde på seks millioner · 19-årig får kørselsforbud for høj hastighed · Norlys indvier første ladepark – de næste 14 er allerede på vej · DI mener, at private aktører skal sikre løftet om valgfrihed til de ældre · 33-årig mand anholdt for organiseret salg af falske Apple-produkter · Dagens video: Alles værste mareridt

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Clear Channel betaler bøde på seks millioner

Clear Channel Danmark A/S betaler en bøde på seks millioner kroner for at have overtrådt konkurrenceloven ved at koordinere rabatsatser med en konkurrent på markedet for outdoor-annoncering.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har udstedt et bødeforelæg på seks millioner kroner til Clear Channel Danmark A/S for brud på konkurrenceloven ved i en periode fra september 2008 til april 2015 at have koordineret og benyttet fælles rabatsatser med en konkurrent på markedet for outdoor–annoncering.

Straffesagen mod Clear Channel er nu endelig afgjort ved betalingen af bøden. Straffesagen mod konkurrenten verserer forsat ved domstolene.

Sagen blev anmeldt til SØIK (nu NSK) af Konkurrencerådet i december 2019 efter Konkurrenceankenævnet havde stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse om, at de to parter blandt andet havde indgået en ulovlig aftale om en fælles rabatpolitik.

Den civile konkurrencesag har herefter været behandlet ved domstolene, hvor Østre Landsret i maj 2023 stadfæstede Konkurrencerådets afgørelse, og procesbevillingsnævnet i december 2023 afslog, at sagen skulle prøves ved Højesteret. Den civile sag er derfor endelig afgjort.

Anklager hos NSK, Hans Bohn Sørensen, siger:

– Jeg er tilfreds med, at Clear Channel Danmark har valgt at vedtage en bøde. Bødestørrelsen afspejler grovheden af overtrædelsen. En sådan overtrædelse kan gå ud over kunderne, der kan have betalt mere for deres annoncering, end hvis de to selskaber havde konkurreret mod hinanden.

nsk politi
Clear Channel betaler stor bøde … (Foto: PR)

Læs også: Pensionsselskaber frikendt for markedsdeling

19-årig får kørselsforbud for høj hastighed

Trods hastighedskampagne kørte 19-årig mand 67 procent for stærkt på landevej​ …

Tirsdag eftermiddag blev en 19-årig mand stoppet mellem Løgumkloster og Agerskov. En motorcykelbetjent fra Syd- og Sønderjyllands Politis færdselssektion havde målt hans minimumshastighed til at være 134 km/t på en strækning, hvor hastighedsbegrænsningen er 80 km/t. Det vil sige, at den 19-årige blev målt til en overskridelse af hastigheden på 67%.

Den høje fart blev målt, på trods af at politiet sammen med kommuner og Rådet for Sikker Trafik har fokus på hastighed her i april måned. På udvalgte strækninger rundt om i landet kan man se tavler med budskabet ‘Sænk farten – bare lidt’ for at gøre bilisterne opmærksom på hastigheden.

Den 19-årige mand har haft sit kørekort i 2½ år, og får nu et kørselsforbud, da han er blevet sigtet for høj hastighed under kørsel på landevej. Det betyder, at han ikke må køre bil, før han igen har bestået en kontrollerende køreprøve.

politi politibil
19-årig får kørselsforbud for høj hastighed … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Otte biler beslaglagt i aktion

Norlys indvier første ladepark – de næste 14 er allerede på vej

I dag den 22. april åbner Norlys den første af 15 planlagte ladeparker, og milepælen markeres med lynladning til 0 kroner.

Norlys åbner nu energi- og telekoncernens første ladepark med 10 styk 300 kw-lynladere, hvor 20 elbilister kan lynlade samtidig.

Ladeparken, der bliver den første af i alt 15 allerede planlagte parker, er placeret på Drejebænken ved Odense.

– Elbilerne oplever et momentum i øjeblikket, men hvis vi skal have endnu flere til at vælge en grønnere bil og nå regeringens mål om en million elbiler på vejene, skal vi udbygge og udvikle infrastrukturen. Det skal være let at lade, når du er på farten og til en gennemsigtig pris. Drejebænken er et trafikalt knudepunkt, og derfor er det oplagt, at den første af en række Norlys-ladeparker opføres her, siger Ellen Trolle, der er direktør i Norlys’ ladestanderforretning.

Alle 15 Norlys-ladeparker vil blive etableret som et pusterum på farten, hvor bilister kan købe drikkevarer, mad og snacks eller strække ben i et grønt område, mens lynladerne gør bilisterne klar til det næste kørestræk. Samtidig skal Norlys-opladning være en oplevelse.

– Vores lynladere er hurtige, men det tager bare lidt længere tid at lade end at tanke en traditionel brændstofbil. Vi indretter derfor vores ladestationer sådan, at du ikke skal sidde og trille tommelfingre eller jonglere med børn, der keder sig på bagsædet. Vi håber med vores koncept at sætte en helt ny standard for, hvordan man skaber ”ladeglæde” og derved motiverer endnu flere danskere til at tage springet til elbil, siger Ellen Trolle.

Norlys har derfor indgået et samarbejde med Experimentarium, som udvikler en række aktiviteter tæt ved ladestanderen.

Fem af de 15 lokationer – herunder Drejebænken – vil blive udstyret med et helt særligt oplevelsesunivers under temaet ‘Jagten på den gode Energi’. Her har Experimentarium udtænkt og designet et oplevelsesunivers med interaktive aktiviteter, der sætter fokus på en grøn fremtid.

– Vi håber selvfølgelig, at når børnene i fremtiden spotter det røde Norlys-logo fra bagsædet, så vil de tigge deres forældre om at tage ladepausen hos os, fordi vi gør det sjovt og inspirerende at holde pause. Vi håber, at vi kan sætte tanker i gang hos store som små og give inspiration til gode dialoger i bilen på vejen videre, afslutter Ellen Trolle.

For at markere åbningen af Norlys’ første ladepark vil det fra klokken 12 på indvielsesdagen 22. april og et døgn frem være muligt at lade til 0 kroner på Drejebænken og for blot 1 krone per kWh på Norlys’ øvrige lynladere ved betaling med appen Norlys Opladning, med Norlys ladebrik eller med kreditkort ved standeren.

Her kommer de første 15 Norlys-ladeparker:

Vejle* – Vordingborg* – Aarup* – Brønderslev* – Odense* – Rønde – Engesvang – Fuglebjerg – Gørlev – Gørløse – Ikast – Køge – Næstved – Tønder – Aars.

*Disse ladeparker bliver opført med et oplevelsesunivers udviklet af Experimentarium, mens de øvrige opføres med aktiviteter i mindre skala.

norlys ladepark
Norlys klar med første lynladepark i Odense … (Foto: PR)

Læs også: Norlys’ køb af Telia Danmark er nu gennemført

DI mener, at private aktører skal sikre løftet om valgfrihed til de ældre

Dansk Industri (DI) roser aftalepartierne bag ældrereformen for at have fokus på de ældres frie valg. Erhvervsorganisationen understreger samtidigt, at de private velfærdsaktører er nødt til at spille en stor rolle, når det frie valg skal omsættes til virkelighed.

Regeringen har med et bredt flertal netop lagt sidste hånd på ældrereformen. Hos DI glæder man sig over, at der i de kommende år vil ske en fordobling i antallet af alternativer til kommunale plejeboliger. Derudover får borgerne nu får langt bedre muligheder for at sammenligne kvaliteten af plejehjem på tværs af landet i Plejehjemsoversigten.dk.

– Vi havde gerne set, at kommunerne blev forpligtet til at sikre et frit valg mellem et kommunalt og privat plejehjem i hver kommune. Men vi er godt tilfredse med, at de private plejehjem kommer til at spille en større rolle i vores velfærdssamfund. Ambitionen om de 3.000 flere ikke-kommunale plejehjemspladser er et skridt i den rigtige retning. Nu er det vigtigt at sikre, at langt størstedelen af de pladser går til private aktører, så de ældre har et reelt frit valg, siger Emil Fannikke Kiær, erhvervs- og medlemsdirektør i DI.

Samtidig bliver kvalitetsindikatorer en del af Plejehjemsoversigten.dk, der er en portal, hvor borgerne kan finde oplysninger om plejehjem og hjemmehjælp. I fremtiden vil man også kunne finde oplysninger om brugertilfredshed, medarbejderforhold, og hvorvidt der er særlige forhold på plejehjemmet, f.eks. om de ældre må medbringe et kæledyr.

– Det er jo altafgørende, at vi som borgere i et velfærdssamfund har indsigt i kvaliteten af velfærdstilbudene, og at vi kan sammenligne dem på tværs. Det gælder også plejehjem, hvor der kan være stor forskel, siger Emil Fannikke Kiær og fortsætter:

– At komme på plejehjem er for mange en af livets sidste store beslutninger, og derfor er det åbenbart, at de ældre eller de pårørende har et så præcist billede af kvaliteten af de forskellige plejetilbud som muligt, før de vælger. I dag kan forbrugere få mere information om den vaskemaskine, de vil købe, end det plejehjem, de skal vælge. Det er væsentligt, at det bliver anderledes nu, siger han.

Derudover sikrer ældrereformen et udvidet frit valg, så det også omfatter rehabilitering og genoptræning. DI-direktøren fremhæver, at det en stor sejr for borgerne, der får mange flere valgmuligheder.

– Vi har længe kæmpet for, at de ældres frie valg bliver udvidet til rehabiliterings- og genoptræningsområdet. Det vil give mere konkurrence blandt leverandørerne og dermed bedre kvalitet for borgerne, siger Emil Fannikke Kiær.

Dansk Industri har tidligere udtrykt bekymring for, at kravet om helhedspleje vil udelukke mindre virksomheder fra at levere velfærdsydelser. Af aftalen fremgår det, at partierne er særligt opmærksomme på de mindre leverandørers vilkår. Men erhvervsorganisationen havde gerne set, at en mere konkret løsning, var blevet en del af aftalen.

– Vi har fra start sagt, at det er urealistisk at tro, at alle lokale hjemmeplejevirksomheder fra næste år kan levere mere komplicerede genoptræningsforløb – hvilket helhedsplejen ville kræve. Vores klare bekymring er, at der mange steder i landet reelt ikke vil være et frit valg, fordi de mindre virksomheder er presset ud. Jeg er glad for, at partierne er opmærksomme på den udfordring, selvom det havde været bedre med en mere konkret løsning. Vi kommer til at følge helhedsplejen tæt, så vi sikrer, at alle private leverandører, uanset størrelse, har lige adgang til at byde på velfærdsopgaver, afslutter Emil Fannikke Kiær.

gamle ældre ægtepar
DI mener, at private aktører skal sikre løftet om valgfrihed til de ældre … (Foto: Pexels)

Læs også: Spot en ældre og gør noget

33-årig mand anholdt for organiseret salg af falske Apple-produkter

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har sidste torsdag ransaget fem adresser og anholdt en 33-årig mand for at have solgt falske Apple-produkter.

NSK har ved en koordineret aktion ransaget fem adresser på Sjælland og Falster og anholdt og sigtet en 33-årig mand for ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter.

Den anholdte mistænkes for at stå bag organiseret salg af ulovlige kopier af en række Apple-produkter, herunder de populære Airpods. I forbindelse med ransagningerne har NSK beslaglagt en større mængde kopiprodukter.

Politikommissær i NSK, Anders-Emil Nøhr Kelbæk, siger:

– Sagen handler om organiseret salg af ulovlige kopiprodukter gennem etablerede forhandlere. Jeg er tilfreds med, at vi har anholdt den person, som vi anser for at være ansvarlig for det ulovlige salg. Når man sælger kopivarer bliver den retmæssige producent snydt for indtægt, og en ringere produktkvalitet kan skabe mistillid til producenten hos forbrugerne.

Den anholdte fremstilles ikke i grundlovsforhør og vil blive løsladt efter afhøring. NSK har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

mac apple computer
33-årig mand anholdt for organiseret salg af falske Apple-produkter … (Foto: Unsplash)

Læs også: Oplysningskampagne om køb ulovlige kopivarer

Dagens video: Alles værste mareridt

· Mere fra samme kategori ·