Læs også:

Close
salling plantebaserede varer supermarked

NEWS: Salling Group sænker priserne på plantebaserede varer

Nyheder  | 

Salling Group sænker priserne på plantebaserede varer · 23 sigtet for hvidvask – hjalp bagmænd med at svindle via Facebook · TV 2 samler hele kongeriget til historisk tronskifte · Bogomsætning sætter rekord hos Bog & idé i 2023 · Narkokørsel i Aalborg · Dagens billede: Varmen i Indien · Fredagsfjol: Fredagstreat ☕️

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Salling Group sænker priserne på plantebaserede varer

Der kommer nyt pres på priserne, når Salling Group sænker priserne på plantebaserede varer …

Netto, føtex og Bilka sænker nu prisen på 100 plantebaserede varer med minimum 10 procent, mens der gøres status på ’Priskrig’. Dermed bliver det billigere at kunne handle med tanke på klimaet, og samtidig vil Salling Group også øge antallet af plantebaserede varer og fordoble omsætningen inden udgangen af 2025.

Prisnedsættelsen er det seneste direkte angreb på priserne, efter at det med ‘Priskrig’ er lykkedes at skære 18 pct. i gennemsnit af prisen på flere end 100 almindelige dagligvarer i løbet af de sidste måneder, hvilket i en lang række tilfælde er et lavere niveau, end før inflationen tog fat. Missionen med ’Priskrig’ er med andre ord lykkedes, og Salling Group har foreløbig ingen planer om at hæve priserne, som kan falde yderligere, hvis markedet rykker.

Nu rettes fokus i stedet på de plantebaserede fødevarer, hvor priserne fra uge fem sænkes med minimum 10% på 100 plantebaserede fødevarer.

– Vi fortsætter vores pres på priserne og ønsker samtidig at udbygge vores position på det plantebaserede marked, fordi gode og konkurrencedygtige alternativer er vigtige i kampen for at bringe CO2-udledningen ned. Desuden har vi et ønske om i endnu højere grad at inspirere kunderne til at prøve alternativer til kødholdige retter. Det handler først og fremmest om at have attraktive varer til gode priser, hvor vi nu sætter mål om et udvidet sortimentet samt en konkret prisnedsættelse på minimum 10 pct. på 100 plantebaserede varer, siger Henrik Vinther Olesen, kommunikations- og bæredygtighedsdirektør i Salling Group.

De 100 udvalgte varer dækker over produkter, som er direkte alternativer til et animalsk af slagsen.

Bilka har fem år i træk vundet Dansk Vegetarisk Forenings pris som Årets planebaserede supermarked med markedets største udvalg, mens både Netto og føtex har vundet priser for udvalg, vækst og pris. Det er denne position, der nu danner grundlag for en ambition om øget vækst og et bredere sortiment.

– Vores mål er i første omgang at fordoble omsætningen inden 2025 og tage endnu flere plantebaserede fødevarer ind på vores hylder. Det vil kunderne kunne se i vores butikker i markedsføringen, men ambitionen rækker videre, og vi vil løbende følge og udfordre markedet for at drive det frem, siger Henrik Vinther Olesen og understreger, at målet ikke er at fortælle danskerne, hvad de skal og bør spise.

– Det er en del af vores klimaambition at give kunderne mulighed for at reducere deres klimaaftryk, og det kan vi netop gøre ved sikre et stort udbud af plantebaserede varer og ved at sænke priserne. Vores målsætning er at sænke klimaaftrykket fra de varer, vi sælger, så vi senest i 2050 er neutrale i hele vores forretning, afslutter Henrik Vinther Olesen.

salling plantebaserede varer supermarked
Salling Group sænker prisen på 100 plantebaserede varer … (Foto: PR)

Læs også: Opskrift på plantebaserede scones

23 sigtet for hvidvask – hjalp bagmænd med at svindle via Facebook

12 mænd og 11 kvinder er onsdag blevet sigtet for hvidvask af ikke under 500.000 kroner. De er mistænkt for at agere såkaldte muldyr ved at have stillet deres konti til rådighed for Facebook-svindlere.

De sigtede er i alderen 17 til 54 år og er mistænkt for at have modtaget mellem 6.500 og 50.000 kroner på deres konti for derefter at have hævet eller videreoverført pengene til pt. ukendte bagmænd.

Bagmændene har hacket Facebook-profiler, som de efterfølgende har brugt til bedrage den hackedes venner og familie. De har udgivet sig for at være den hackede person, der havde akut behov for at låne penge til at betale en regning.

Bagmændene har endvidere brugt et billede fra et bettingfirma, der viser et større pengebeløb stå klar til udbetaling, som falsk dokumentation for, at de forurettede kunne få deres penge retur.

– Vi opfordrer altid borgerne til at være skeptiske, hvis de på sociale medier bliver bedt om at overføre penge – også selv om det er fra venner og bekendtes profiler. Vi råder desuden til, at man følger de generelle råd om sikker digital adfærd,udtaler politikommissær Michael Nielsen fra Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet.

– Der er på nuværende tidspunkt rejst 33 sigtelser i sagen, og Københavns Politi efterforsker flere forhold med samme fremgangsmåde. Det kan derfor ikke udelukkes, at der vil blive rejst yderligere sigtelser mod de mistænkte. Efterforskningen fortsætter, og målet er at finde frem til de bagmænd, som har gennemført Facebook-bedragerierne via de hackede profiler, afslutter han.

Gode råd:

Undgå at blive snydt af falske bekendte

  • Bliver du kontaktet på sms, mail eller via sociale medier af en bekendt eller et familiemedlem, der har brug for at låne penge? Så vær på vagt – personens konto kan være blevet hacket.

Overfør aldrig penge uden personlig kontakt

  • Insister altid på at få lov til at ringe til personen bag anmodningen – også selvom det er en person, du kender godt. Svindlerne vil ofte finde på undskyldninger for, at det ikke er muligt for dig at komme i kontakt med dem, og derfor er det vigtigt, at du sikrer dig, at du kommunikerer med den person, du tror, du kommunikerer med. Aftal eventuelt at mødes fysisk, hvis du vil være på den sikre side.

Stol ikke på beviser på overførsler eller udbetalinger

  • Lad dig ikke narre af løfter om, at lånet allerede er tilbagebetalt til din konto, eller at personen bag anmodningen står til at få en stor gevinst udbetalt. Det er nemt at forfalske kvitteringer for bankoverførsler og udbetalingsspecifikationer fra betting-tjenester og lignende.

Udlever aldrig dine kort- eller MitID-oplysninger

  • Hvis personen beder dig om at udlevere dine kortoplysninger for at kunne tilbagebetale lånet, skal du sige nej. Det samme gælder, hvis vedkommende beder dig om at logge ind med dit MitID.

Brug to-faktor-godkendelse

  • To-faktor-godkendelse betyder, at hackeren både skal have adgang til dit brugernavn og password, samt være i besiddelse af din mobiltelefon for at kunne logge ind på din Facebook-konto, mail eller lignende. To-faktor-godkendelse beskytter dig altså mod, at hackere kan få adgang til dine konti – også selvom de er i besiddelse af dit password. Med to-faktor-godkendelse vil du desuden opdage det, hvis andre forsøger at logge ind på din konto fra en anden enhed, da det vil udløse en push-notifikation, mail eller sms til dig.

Brug sikre passwords

  • Jo flere tegn dit password består af, desto flere kombinationer skal svindlerne igennem for at ramme rigtigt, hvis de forsøger at gætte dit password. Det er derfor vigtigt, at du laver stærke passwords på dine konti og husker at holde dem for dig selv. Pas desuden på med at genbruge det samme password flere steder. Et stærkt password er kendetegnet ved:
    – At være på minimum 12 tegn
    – At bestå af både store og små bogstaver, tal og specialtegn
    – At være udsædvanligt og svært for andre at gætte.
social media sociale medier facebook telefon mobile mobil (Foto: Unsplash.com)
23 sigtet for hvidvask – hjalp bagmænd med at svindle via Facebook … (Foto: Pexels)

Læs også: Ung mand påstod, han samlede ind

TV 2 samler hele kongeriget til historisk tronskifte

TV 2 er til stede i hele kongeriget, når Danmark på søndag den 14. januar siger farvel og tak til dronning Margrethe og velkommen til Danmarks nye konge, Frederik 10. Markeringen af den historiske begivenhed er allerede i gang på tværs af TV 2s platforme, og den inkluderer blandt andet nye dokumentarer om både dronningen og vores kommende konge, et stort liveshow fra Kongens Nytorv og ikke mindst en omfattende dækning søndag den 14. januar.

Hele Danmark står over for en historisk begivenhed, når dronning Margrethe søndag abdicerer og overlader tronen til sin ældste søn, kronprins Frederik, der udråbes til konge. TV 2 er massivt til stede på dagen og samler kongeriget om den vigtige begivenhed. TV 2 er repræsenteret i hele Danmark i samarbejde med Regionerne og har desuden udsendte på Færøerne, i Grønland og i den kommende dronnings hjemland, Australien, hvor Jesper Steinmetz er med fra.

– Det var et overraskende og historisk øjeblik, da dronningen annoncerede sit farvel til tronen nytårsaften. Dronningen har været en samlende figur i mere end et halvt århundrede – hun har haft stor betydning for rigtig mange på tværs af hele kongeriget, og det markerer vi naturligvis på TV 2, siger TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard, og fortsætter:

– Vi dækker det hele tæt frem til tronskiftet – blandt andet med nye dokumentarer om både dronningen og vores kommende konge, et stort liveshow fra Kongens Nytorv sammen med DR, og ikke mindst masser af royalt tv på tværs af TV 2s kanaler. Det hele kulminerer søndag 14. januar, hvor vi følger den historiske begivenhed live hele dagen.

I dag fredag den 12. januar sætter TV 2 og DR i fællesskab gang i folkefesten ved et stort anlagt show direkte fra Kongens Nytorv i København, hvor danskerne og hele rigsfællesskabet samles om at sende en tak til dronning Margrethe. Der venter masser af sjove, rørende og musikalske gaver, som præsenteres af værterne Natasja Crone og Stéphanie Surrugue.

Der er optakt til det store liveshow fra klokken 16, hvor ‘Go’ Aften Live’ og ’19 News’ sender fra Kongens Nytorv og ser frem mod aftenens folkefest. Værterne er Louise Wolff, Janni Pedersen og Adam Duvå Hall.

TV 2s seere får også en særlig udgave af ‘News & Co.’ lørdag den 13. januar direkte fra Amalienborg Slot, hvor Anne Vig og Dennis Ritter får besøg af veloplagte gæster og stiller om til reportere i hele kongeriget.

Se traileren for TV 2s sending søndag 14. januar her.

Dækning hele søndagen og ny dokumentar om Danmarks kommende konge:

Søndag 14. januar er TV 2 og TV 2 News massivt til stede ved Christiansborg Slot og Amalienborg Slot, der danner rammen for det historiske tronskifte.

Værterne er Natasja Crone og Troels Mylenberg, der sammen med blandt andre Ulla Terkelsen, Jakob Steen Olsen og Hans Engell samt historikere og en række af de mennesker, der har mødt eller arbejdet sammen med dronningen gennem livet, leder seerne igennem dagen direkte fra studier på Amalienborg slotsplads og Christiansborg slotsplads.

I Københavns gader vil mange af TV 2s værter dække den historiske begivenhed – blandt andre Divya Das, Louise Wolff, Ditte Haue, Anne Vig, Lasse Sjørslev og Ida Wohlert, der taler med både danskere og de mange turister, der kommer til København for at følge begivenheden.

TV 2 runder den store dag af med en helt ny dokumentar om Danmarks kommende konge. I dokumentaren, ‘Danmarks nye konge’, tegner TV 2 et portræt af drengen, der ikke ville være konge. Af den unge mand, der fik befolkningen imod sig, men overvandt modgangen. Og af den voksne moderne familiefar, der er vokset med den royale opgave, og nu står klar til at overtage tronen og kongeriget.

Efter dokumentaren følger live-programmet ‘Frederik & Mary – Danmarks nye kongepar’, hvor Mikkel Kryger og Lise Rønne er værter i TV 2s studie i Tivoli. Her vil seerne blive præsenteret for højdepunkter fra den store historiske dag, musik og gæster, med fokus på det nye kongepar og den nye hverdag, der venter dem.

Program for søndag 14. januar på TV 2 – tider og titler er vejledende:

Klokken 8.00: ‘Go’ morgen Danmark’ – ‘Tak, dronning Margrethe – velkommen kong Frederik’

Klokken 10.00: ‘Tak, dronning Margrethe – velkommen kong Frederik’ – en historisk dag

Klokken 14.00: Statsråd på Christiansborg Slot

Klokken 15.00: Kronprins Frederik udråbes som konge fra balkonen på Christiansborg Slot

Klokken 17.00: Overførsel af de kongelige faner fra Christian IX’s Palæ til Frederik VIII’s Palæ, Amalienborg.

Klokken 17.30: ‘Tak, dronning Margrethe – velkommen kong Frederik’

Klokken 19.00: 19 News

Klokken 19.30: Regioner

Klokken 19.55: Ny dokumentar: ‘Danmarks nye konge’

Klokken 20.35: ‘Frederik & Mary – Danmarks nye kongepar’ – live fra TV 2s studie i Tivoli i København

Klokken 22.30: ‘Store øjeblikke fra en historisk dag’

Natasja Crone og Troels Mylenberg leder TV 2s seere gennem den historiske dag søndag 14. januar 2024. (Foto: Per Arnesen/TV 2)
Natasja Crone og Troels Mylenberg leder TV 2s seere gennem den historiske dag søndag den14. januar 2024. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

Læs også: Ting du måske ikke vidste om Kong Charles

Bogomsætning sætter rekord hos Bog & idé i 2023

Igen i 2023 vækster Bog & idé bogomsætningen og sætter rekord i varekategorien. Bøgerne fylder næsten halvdelen af al salg i detailkæden, og året har været præget af store bestsellere, stærke titler og en særlig ny trend i danskernes køkkener.

Danmarks største boghandlerkæde Bog & idé kan med sine 112 fysiske butikker og webshoppen bog-ide.dk se tilbage på 2023, hvor omsætningen på bøger er vækstet med mere end 4% sammenlignet med 2022, ligesom andelen af solgte bøger også fylder mere i det samlede salg i kæden end året før.

– Hos Bog & idé ser vi tilbage på et fantastisk bogår og glæder os over de mange, mange læseoplevelser danskerne har fundet hos os, fortæller Marianne Lyngby Pedersen, administrerende direktør hos Bog & idé. Bogsalget fylder næsten halvdelen af kædens samlede omsætning i 2023.

Der er blevet solgt rigtig mange bøger i hele 2023, og ikke mindst mange forskellige bøger.

– Vi har langet mere end 88.000 forskellige titler over disken til læselystne danskere. Det viser, at bogen kan noget helt særligt, fordi den er så mangfoldig og rammer hele bredden af læsere. Vi har mange tusinde titler, der kun bliver solgt ganske få eksemplarer af, og hos os er det faktisk kun 735 titler, der sælger mere end 1.000 stk. i løbet af et år, fortæller Marianne Lyngby Pedersen.

Netop bredden har været stor hos Bog & idé i 2023, og de mest populære titler har således ikke meget til fælles, men stikker i hver deres retninger i forhold til både genre og målgrupper. På Bog & idés top20 liste for hele året findes store titler af store forfattere.

– Det er alt lige fra ’Vanedyr’ af Nicklas Brendborg, der med sin enormt populære bøger virkelig har ramt danskernes med sin forskning om, hvordan vi lever vores liv. Til store fortællinger som ’Lysets våben’ af Ken Follet, ’De bedste familier’ af Kim Blæsbjerg og naturligvis den længeventede afslutning på Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie med krimiromanen ’7 m2 med lås’, siger Marianne Lyngby Pedersen.

I slutningen af året oplevede Bog & idé en massiv interesse for en helt særlig børnebog, der endte med at blive den mest omtalte bog i 2023. Jakob Martin Strids nyeste værk ’Den fantastiske bus’ blev revet af hylderne lige fra udgivelsesdatoen, og i Danmarks største boghandlerkæde, blev der lynhurtigt meldt alt udsolgt.

– Efterspørgslen var langt højere end antallet, der var til rådighed. Kompleksiteten ved at få trykt så stor en bog gjorde, at vi ikke kunne servicere denne store efterspørgsel op til julehandlen. Heldigvis er en ny klassiker født, og bogen kommer til at vække glæde i de danske børnefamilier mange år frem, fortsætter Marianne Lyngby Pedersen.

Danskernes favoritjulegave gav ekko i bogsalget … Det har været svært at tale om julegaver i 2023 uden også at høre ordet airfryer. Årets helt store julegave blandt danskerne har været den populære køkkenmaskine, og det har også kunne mærkes hos Bog & idé.

– Den store efterspørgsel på airfryeren har vi også oplevet i vores butikker, hvor salget af bøger med opskrifter til mad lavet i airfryer er ti gange større, end vi oplevede i 2022, fortæller Marianne Lyngby Pedersen. Hele tre bøger med airfryer-opskrifter endte på top20 listen over mest solgte bøger i 2023 i Bog & idé.

Danskerne giver læseoplevelserne videre til hinanden … I 2022 eksploderede salget af engelske bøger godt hjulpet på vej af TikTok, hvor unge over hele verden deler læseoplevelser med hinanden via hashtagget BookTok.

– Vi oplever stadig en stor interesse for de engelske bøger i vores butikker, og salget er i 2023 steget med yderligere 19% efter vores vilde 2022-tal i den kategori, fortæller Marianne Lyngby Pedersen.

Generelt oplever Bog & idé, at danskerne deler deres boganbefalinger og læseoplevelser med hinanden. Komponist Benjamin Koppel udkom med sin debutroman ’Annas sang’ i 2022, hvor bogen blev én af årets bedst sælgende.

– Den roman er så stærk og vedkommende, at den faktisk ender med også at være blandt de bedst sælgende i 2023. Det vidner om, at vi vælger bøger ud fra, hvad vi får anbefalet fra venner og bekendte. Bøgerne kan samle os, og det er netop de gode læseoplevelser, der gør, at vi også kan sælge bøger i morgen, slutter Marianne Lyngby Pedersen.

bog bøger exlibris media
Danskerne køber bøger som aldrig før … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Fem på stribe: Boginspiration til dig

Narkokørsel i Aalborg

På trods af, at en ung mand var påvirket af narkotika, satte han sig foran rattet fredag eftermiddag og kørte afsted ad Aalborg sneglatte veje.

Da han kom kørende ad Universitetsboulevarden i Aalborg i østlig retning, standsede politiet ham, og det viste sig hurtigt, at han var påvirket af narkotika. Derudover var han også i besiddelse af både kokain og tramadol, og han havde desuden tidligere fået frakendt sit kørekort.

Politiet sigtede ham for de tre forhold, og han blev anholdt for at få taget en blodprøve, der skulle dokumentere påvirkningen.

Politiet kan teste dit spyt og dine øjenbevægelser for at se, om du er påvirket af narkotika. Vil du vide mere om, hvordan det foregår, så tryk her.

unge bil bilist spiritus spirituskørsel
Ung mand taget for narkokørsel i Aalborg … (Foto: PR)

Læs også: Politiet har fokus på spiritus- og narkokørsel

Dagens billede: Varmen i Indien

Fredagsfjol: Fredagstreat ☕️

· Mere fra samme kategori ·