Læs også:

Close
film poor things emma stone

Filmanmeldelse: ‘Poor Things’

Underholdning  | 
Det synes redaktionen: 5

‘Poor Things’ er filmen, du selv ikke har fantasi til at forestille dig findes … Oplev en fantasifuld, utrolig, underfundig, anderledes og absolut udefinerbar film i biografen

Du kan lige så godt forberede dig på et kakofoni af farver, fabler og fantastiske skuespilpræstationer, for Yorgos Lanthimos’ ‘Poor Things’ vandt nemlig dette års Guldløve på Venedig-festivalen. Det er en skarpsindig filmatisering af Alasdair Grays roman af samme navn, hvor manuskriptforfatter Tony McNamara styrer smukt uden om romanens postmodernistiske metafiktion.

film poor things
Tre personligheder – mærkelige på hver deres måde – men fælles har de, at de elsker døde mennesker og at skære i dem … (Foto: PR)

De to mænd stod også bag periodekomedien ‘The Favourite’ og har nu atter skabt en af de mest rendyrkede og underholdende, tankevækkende og ikke mindst sprudlende og livlige film, jeg længe – eller måske nogensinde – har set.

Emma Stone, der også producerer, giver sig på alle måder hen til hovedrollen som Bella Baxter med krop og sjæl. Bella forvandles i alt fra sprog til mimik i en tour de force-præstation, der er som at se en linedanser vove sig forsigtigt ud over en kløft og ankomme dansende på den anden side. Du skal holde tungen lige i munden – måske holde vejret indimellem og ellers bare sætte dig godt tilbage i sædet, hvis du skal se ‘Poor Things’ …

film poor thing
En film der er svær at sætte ord på … (Poster: PR)

Det handler filmen om

Fra filmskaber Yorgos Lanthimos og producer Emma Stone kommer den utrolige og fantasifulde fortælling om Bella Baxter (Stone), en ung kvinde, der genoplives af den geniale og uortodokse videnskabsmand dr. Godwin Baxter (Willem Dafoe).

Den videbegærlige Bella hungrer efter at opleve verden, så hun stikker af med Duncan Wedderburn (Mark Ruffalo), en slikket og amoralsk advokat, på et hæsblæsende eventyr over flere kontinenter. Befriet for datidens moraliserende bånd bliver Bellas liv en stræben efter lighed og frigørelse.

Holly Waddington har lavet de mest spektakulære kostumer til film og Jerskin Fendrix musik der både er lidt skræmmende – mærkelig og et miks af sælsom træblæsermusik …

film poor thing
Emma Stone og Mark Ruffalo spiller ganske enkelt eminent i ‘Poor Things’. (Foto: Atsushi Nishijima. Courtesy of Searchlight Pictures. © 2023 Searchlight Pictures All Rights Reserved)

Filmfakta

Medvirkende: Bella Baxter: Emma Stone, Duncan Wedderburn: Mark Ruffalo, Goodwin Baxter: Willem Dafoe, Max McCandless: Ramy Youssef, Alfie Blessington: Christopher Abbot, Toinette: Suzy Bemba, Harry Astley: Jerrod Carmichael, Swiney: Kathryn Hunter, Mrs. Prim: Vicki Pepperdine, Felicity: Margaret Qualley, Martha Von Kurtzroc: Hanna Schygulla

Instruktør: Yorgos Lanthimos

Baseret på novelle af: Alasdair Gray

Manuskript: Tony McNamara

Producers: Ed Guiney p.g.a., Andrew Lowe p.g.a., Yorgos Lanthimos

Kostumer: Holly Waddington

Musik: Jerskin Fendrix

Premieredato: Torsdag den 18. januar 2024

Længde: 2 timer og 21 minutter

Censur: 15 år

Se trailer her:

film poor things
Her ses Ramy Youssef og Willem Dafoe i filmen … (Foto: Yorgos Lanthimos. Courtesy of Searchlight Pictures.© 2023 Searchlight Pictures All Rights Reserved)

Fabulerende fabel

Det her er fablen om en kvinde med et spædbarns hjerne (hvordan det skal forstås, kan man ikke forklare – det skal ses), der spilles mesterligt af Emma Stone, der virkelig i denne film viser sine store talenter. Filmen er på mange måder et sprudlende og tankevækkende studie af, hvilke stakkels væsner vi mennesker egentlig er eller kan være – når vi er værst (eller er det bedst eller bare os selv – ja det ved jeg stadig ikke) …

Emma Stone spiller Bella Baxter, der i starten af filmen har et spædbarns hjerne, hvor hun leger med sin mad, bevæger sig i haltende ryk som en marionetdukke og taler på et akavet sprog fuldt af selvopfundne vendinger. Sex, en af hendes yndlingsaktiviteter, kalder hun ‘rasende hoppen’.

Visse mænd ville ønske, at alle kvinder var så charmerende barnagtige, så lette at bruge og misbruge (som hende) – men sådan forbliver Bella dog ikke, for i takt med at Bellas hjerne indhenter hendes krop, udlever hun en accelereret ungdom uden sociale eller seksuelle indskrænkelser – på NOGEN måde – mildt sagt. Uden helt at miste sin barnlige bramfrihed bliver hun en fritænker, en tøjlesløs kvinde – en feminist, og man trækker på smilebåndet igen og igen.

Emma Stone, der også producerer, giver sig hen til hovedrollen med krop og sjæl. Bella forvandles i alt fra sprog til mimik i en tour de force-præstation, der er som at se en linedanser vove sig forsigtigt ud over en kløft og ankomme dansende på den anden side.

Bella er skabt af filmens Frankenstein, Dr. Godwin Baxter, som Bella slet og ret kalder ‘God’. Han er en excentrisk, genial kirurg spillet med skælmsk energi af dygtige Willem Dafoe, der blev grufuldt vansiret af sin lægefar, der brugte ham som laboratorierotte. Og ‘God’ er gået i farens fodspor, og inden Bella kreerede han et menageri af sammensatte skabninger såsom hønsehunden med kyllingeben og bulldoghoved (jeg kom til at tænke på den danske film ‘Mænd & Høns’) …

‘God’, hvis hestevogn trækkes af en dampmaskine med et levende hestehoved, er den første af en række mænd, der gør krav på Bella. Men snart følger hans flittige, fattige assistent Max McCandles (Ramy Youssef), som vil besidde hende gennem ægteskab, og Mark Ruffalo (der hedder Duncan Wedderburn), der er en sjuft af en libertiner, der først bare vil have sex med hende – senere kontrollere hende, senere bare eje hende og til slut ”hende til livs’ … Det lykkes ham dog at stjæle hende på dannelsesrejse gennem et både genkendeligt victoriansk men dog meget fantasifuldt og fremmed Europa – blandt andet Lissabon, Athen og Paris …

film poor thing
Som en imaginær by og verden hvirvles du igennem farver, fantasier, fabeldyr og fantastiske skuespillere … (Foto: PR)

Kalejdoskopisk kaos

Sådan havde jeg det lidt bagefter, jeg havde set filmen. For hvad var det egentlig, jeg lige havde brugt næsten 2 1/2 time på at se. Det føltes – og gør i øvrigt stadig – som et kalejdoskopisk kaos, som starter med at være i sort/hvid og ender i absurde og stærke farver, der nærmest gør en ør. Jeg kommer til at tænke på ‘film noir’ – de der film, hvor man også er helt rundtosset, efter man har set dem – og er mere forvirret, end ‘har forstået noget’. Sådan har jeg det faktisk stadig flere dage efter, jeg så den her film.

Men er den seværdig – ja bestemt. Er den unik – ja bestemt. Er den skør – ja bestemt. Er den fyldt med sjove bemærkninger – ja bestemt. Er det en film som også er absurd – HELT sikkert. Men det er fedt at se, hvad film også kan – og at folk er vilde, skøre, modige og dygtige nok til at samle sådan et hold skuespillere om et enestående manuskript, som helt sikkert har sat mange tanker i gang, inden de gik i gang – og ja så trak de den bare liiiidt længere ud – fordi de kunne.

Jeg giver den ikke seks hjerter – men det er mest fordi, jeg stadig ikke helt kan forstå, hvad jeg har set. Men jeg ved, jeg har set noget mesterligt, som nok skal vinde mange priser og filmkritikers hjerter …

film poor things emma stone
Emma Stone i Yorgos Lanthimos, film. (Foto: Courtesy of Searchlight Pictures. © 2024 Searchlight Pictures All Rights Reserved.)

Læs også:

‘Filmanmeldelse: May December’

 

may december

· Mere fra samme kategori ·