Læs også:

Close
fem på stribe bog bøger

Fem på stribe: Boginspiration til dig

Kultur  | 

Bøger er gode for krop og sjæl og ikke mindst hjerne. Her får du lidt inspiration til december måneds læsning. Her er fem gode bøger på stribe

Jeg elsker bøger – bøger i alle afskygninger. Jeg kan bare ikke få nok. Vi tager nu hul på årets sidste måned. Perfekt at hygge og læse i …

Her får du fem gode grunde til at finde et hyggetidspunkt (måske i juledagene) og sted at kaste dig over bøgerne – store som små – gamle som nye, mens vi nyder de hyggelige decemberdage. Om du læser eller lytter til dem – det er op til dig. Så er du klar til hygge, hvilket for mig er at læse en god bog.

fem på stribe bog bøger
Her er inspiration til nye bøger, du kan læse eller lytte til … (Foto: MY DAILY SPACE)

Den om hvad der former os

Det er en både fin og poetisk og ganske usentimental bog og undersøgelse af og om, hvad og hvem der former os – på godt og på ondt. Om at være barn af eventyrere og idealister, men savne kort og kompas til virkeligheden.

Lærke vokser op med et berømt efternavn og en familie i evig bevægelse. Hun har ni sted- og halvsøskende, men føler sig mest som enebarn. Hendes far sejler på verdens syv have og fylder meget, selv om han findes meget lidt i Lærkes liv. Hendes mor flytter i kvindekollektiv i en flække i Thy og senere sammen med en ny mand. Den unge Lærke kan hverken finde sine ben i provinsens ungdomsliv eller i sin fars storfamilie af larmende eventyrere. Først da hun flytter til København, lander hun i et liv, der føles som hendes eget.

Gennem en række krydsklip mellem opvækst og voksenliv, Vesterhav og storby, sansning og refleksion tegner Sømærke et ømt og nøgternt generationsportræt. Det er virkelig en stærk og rørende dannelsesberetning om rastløshed og længslen efter at finde et ståsted. Og om at turde møde dyb, varig kærlighed, når man er vokset op med idealet om stormfuld og forbigående forelskelse. Det er spændende at se ‘verden og Lærkes ‘virkelig’, når man mere kender til andre i hendes familie. Og ja, den viser også, at ‘sandheden’ ofte har flere sider og facetter, end man måske lige tror …

Lærke Kløvedal er født på Amager i 1978 og opvokset i Thy med sin mor. Hendes far var forfatter og kaptajn Troels Kløvedal, der døde i 2018. Hun er uddannet filmproducer og journalist og er i dag madanmelder på Politiken og vært på Danmarks mest downloadede portrætprogram ‘Det sidste måltid’. Hun bor på Amager med sin kæreste og deres tre sammenbragte drenge.

lærke kløvedal sømærke bog

‘Sømærke’, 214,95 kr., saxo.com

Den underfundige

Den lille fine bog ‘Ærligt spil’ er Tove Janssons sidste roman fra 1989, der nu udkommer nu for første gang på dansk. Kunstneren Jonna og forfatteren og illustratoren Mari har været livspartnere i en lille evighed. De to kvinder bor dør om dør og er på mange måder hinandens modsætninger, men måske netop derfor fuldender de hinanden.

I korte kapitler suges man ind i deres hverdag i atelieret, foran tv’et og ude på en lille ø i skærgården. Kunst bliver skabt, skænderier bruser op, og forsoningen lyser forude, mens de to diskuterer blandt andet kunstnerisk praksis og muligheden for at leve et ærligt liv. ‘Ærligt spil’ er en lille men fantastisk roman om ensomhed og fællesskab og længslen efter at forsvinde ind i sit eget værelse, også når man er velsignet med kærlighed.

Tove Jansson døde i 2001 i en alder af 86 år. Og i dag lever både hendes voksenbøger videre, fordi hun var en mester til at fortælle om livet og mennesker på en ganske enkel men alligevel så dyb måde. Bedst kendt er hun dog for Mumitroldene, der også i dag er elsket verden over. Men denne her bog burde ligge under mange juletræer – hvis det stod til mig.

bog tove jansson ærligt spil

‘Ærligt spil’, 159,95 kr., saxo.com

Den julehyggelige

Der SKAL bare læses hyggelige julebøger i december – det er en del af det at komme i julestemning for mig. Jeg genlæser også gerne nogle af de bedste. December skal være en lang hyggerejse …

Denne bog er dog ny og handler om den kendte bjergbestiger og ekspeditionsleder Ingrid Berg, der er vendt hjem fra det store udland for at overtage ledelsen af Himmelfjeld Hotel, som hendes familie har drevet i generationer.

Julen nærmer sig, og de venter mange gæster. Forventningerne er høje, og Ingrid ses som det traditionsrige klatrehotels redningskvinde. Men der er lagt op til forviklinger, for der er nogle, som ikke ønsker, at Ingrid skal lykkes med hoteldriften, og faldhøjden er stor. Og her har Ingrid et problem: Hun er blevet bange for højder …

Der er dømt jul – nærmest fra første side – der er masser af hygge – sne og familieforviklinger. Ja, der er alt, hvad der skal til i en julebog – som der altid ender som den skal – GODT. Det er jo jul. Elsker det og den.

Kjersti Herland Johnsen har studeret historie på universitetet i Oslo og har siden 1998 arbejdet i den norske forlagsbranche. Jul på Himmelfjeld Hotel er Kjerstis anden roman.

bog jul jul på himmelfjeld hotel kjerti herland johnsen

‘Jul på Himmelfjeld hotel’, 199,95 kr., saxo.com

Den om barndomsveninderne

Barndomsveninderne Katrine og Vicki, der nu er i starten af 40’erne, er hinandens vigtigste livsvidner, men venskabet har slået revner efter et alvorligt tillidsbrud.

Katrine har fået barn og er flyttet med sin kæreste til den jyske vestkyst, hvor hun fortsætter karrieren som chefredaktør for en avis. Snart får parret, inkarnerede storbymennesker, at føle, at de er kommet til en egn, hvor man helst ikke må stikke ud. Vicki har genoptaget sit job som folkeskolelærer. Døtrene er blevet teenagere, og hendes mand er ved at omlægge gården til økologisk drift. Vicki er glad, men må indse, at frihed kommer med en pris.

Da døden banker på, tager livet for begge kvinder en uventet, dramatisk drejning, og de får for alvor brug for hinanden igen. Men hvor meget kan et ituslået venskab bære, og kan skårene overhovedet klinkes?

‘Englen i havet’ er en psykologisk kærlighedsroman om venskaber, lukkede hjerter og tilgivelsens inderste natur. Som der står i bogen ‘Gør mig blot ondt med sandhed – men trøst mig aldrig med løgn’ – elsker det ‘quote’… En virkelig god bog.

bog karin sloth christiansen englen i havet

‘Englen i havet’, 229,95 kr., saxo.com

Den du kan mærke

Mathias’ lillebror døde for 11 år siden. Dengang boede Mathias i Lejre sammen med sin mor og lærte, at sorgen over at miste ikke er noget, man taler om. Nu bor han i København, men fortiden griber forstyrrende ind.

‘Genskin i sol’ er en roman om minder, svigt og død – og om at finde et tilhørsforhold. Det er en fortælling om ensomhed og skrøbelighed og om længslen efter at finde ind til sig selv.

Her er et lille uddrag fra bogen:

Ilden på himlen er ved at slukke, og jeg kniber øjnene sammen. Pillen ligger på tungen, og det føles godt. Dulmer tankerne. Ligesom mor. Dulmer smerterne. Ligesom mor. Dulmer sorgen.Jeg gør øllen færdig, smider dåsen ind mod en kioskfacade ligesom alle andre. København. Det her er ikke Lejre i hvert fald. Endelig væk!

Frederik Scheuer er født 1995. ‘Genskin i sol’ er forfatterens anden roman. Han debuterede med romanen Hamama i 2022.

Frederik Scheuer skriver, så det kan mærkes. Det er både let og tungt – på den helt rigtige måde – og også en god måde den skifter mellem datid og nutid på – der giver gode vekselvirkninger og forståelser for Mathias og hans liv og tankegang. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på mine drenge, der er  blot lidt yngre end ham – og deres ‘liv i 20’erne – og det de oplever … Frederik fortæller med ‘ungdommens stemme’ om livet på godt og ondt. Jeg kan lide den.

bog genskind i solen frederik scheuer

‘Genskind i solen’, 209,95 kr., saxo.com

 

Læs også:

 

Blondie med hvid chokolade og hindbær

 

blondie mummum

 

· Mere fra samme kategori ·