Læs også:

Close
baby gravid barn

NEWS: Babyboom udeblevet og institutioner må forvente at lukke

Nyheder  | 

Babyboom udeblevet og institutioner må forvente at lukke · Knivstikkerier i weekenden efterforskes som isolerede hændelser · Mange danskers Halloween-kostumer var købt brugte · Boligjagt på skatterabat bremser markant op · To rumænske mænd varetægtsfængslet i sag om tyveri af blandt andet professionelt elværktøj · Dagens video: Lidt for tæt på

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Babyboom udeblevet og institutioner må forvente at lukke

Ny analyse viser, at babyboom er udeblevet og vuggestuer og børnehaver må forvente at lukke …

Danmarks Statistik har siden 2016 konsekvent overvurderet, hvor mange børn danskerne får. Fortsætter fejlvurderingen frem til 2030 kan den offentlige kasse se frem til at skulle bruge godt 3 milliarder kroner mindre på pasning og undervisning end forventet, viser en analyse fra SMVdanmark. Men det vil omvendt betyde lukning af daginstitutioner og skoler og affolkning af bestemte landsdele.

30.000 børn mellem 0 og 7 år. Så mange kan der ‘mangle’ om syv år. ‘Mangle’ forstået sådan, at politikere og embedsfolk faktisk lige nu regner med dem, når de ser ud i fremtiden og planlægger offentlige budgetter og hvor mange pædagoger og lærere, de vurderer, der bliver brug for.

Men det er ikke sikkert, de børn vil være der. For gennem de seneste syv år har Danmarks Statistiks spåkugle vist forkert, når statistikerne beregnede, hvor mange børn, der ville komme. Danskernes fertilitet er nemlig langt under forventet. Statistikerne har regnet med, at danske kvinder i snit ville føde 1,9 børn over et livsforløb, men reelt er det nu kun 1,6 børn pr. kvinde.

Hvis det ikke ændrer sig i de kommende år, vil de mange færre børn give en solid besparelse på de offentlige budgetter på 3 milliarder kroner, fordi udgifterne til at passe børnene bliver lavere end ventet.

Det viser en ny analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

Besparelse fører til lukninger:

– De 3 milliarder kroner er jo en besparelse, der kunne bruges på fx skattelettelser, forklarer Thomas Grass, seniorøkonom i SMVdanmark. Men han ser flere udfordringer end fordele ved det lave fødselstal, og forklarer videre:

– Kommunerne må indstille sig på at lukke daginstitutioner i fremtiden. Og fortsætter tendensen med lavere fertilitet, kan vi se frem til endnu lavere udgiftsbehov, men også lukninger af grundskoler, gymnasier og erhvervsskoler. Desuden vil udviklingen give en kraftigere affolkning af bestemte landsdele, end vi hidtil har set, og det er tænkeligt, at det især er landområderne væk fra de store byer, der vil mærke dette.

Han forklarer, hvorfor folkene i Danmarks Statistik er blevet snydt. Det skyldes, at det dyk i fødselsraten der skete efter finanskrisen, ikke som forventet var midlertidigt. Men fødselsraten er ikke steget siden, tværtimod.

Arbejdsstyrken vil falde markant, og det bekymrer Thomas Gress.

– På længere sigt trues væksten, idet vi får en mindre arbejdsstyrke, og dermed bliver vi færre i den arbejdsdygtige alder set i forhold til, hvor mange flere ældre vi bliver. På det meget lange sigt, det vil sige i 2080, kan vi ende med en beskæftigelse, der er ca. 159.000 personer lavere end i dag, afslutter han.

Læs hele analysen her.

baby gravid barn
Babyboom udeblevet og institutioner må forvente at lukke … (Foto: Unsplash)

Læs også:  Penge til flere uddannede lærere og pædagoger

Knivstikkerier i weekenden efterforskes som isolerede hændelser

En 16-årig dreng er i mandags blevet anholdt i en af weekendens tre sager om knivstikkerier. Der er på nuværende tidspunkt ingen indikationer på, at episoderne har noget med hinanden at gøre.

Natten til søndag klokken lidt i 2 fik Københavns Politi en anmeldelse om et knivstikkeri ved Lergravsparken på Amager. Her fandt man en 18-årig mand, der var ramt af flere knivstik, men uden livstruende skader.

Efterforskningen af sagen har rettet søgelyset mod en 16-årig mand, som derefter mandag blev anholdt. Han  tirsdag fremstillet i grundlovsforhør.

Dagen forinden, lørdag kort før klokken 19 blev en 15-årig dreng stukket med kniv på Strøget ved Jorcks Passage. Han kom alvorligt til skade, men er uden for livsfare.

Nærpolitiet i Indre By har søndag været på gaden sammen med gadeplansmedarbejdere i en tryghedsskabende indsats efter knivstikkeriet.

Søndag klokken 17.39 indgik en anmeldelse om, at en 33-årig mand var blevet stukket med kniv på Slotsgade på Nørrebro. Det blev i første omgang oplyst, at han var svært tilskadekommen, men han har ikke været i livsfare.

Nærpolitiet på Nørrebro var søndag aften i området omkring gerningsstedet for at skabe tryghed og tale med de beboere i området, som havde behov for det.

Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at der skulle være sammenhæng mellem de tre sager. Der er heller ingen indikationer på, at de har forbindelse til nogle af de andre knivstikkerier, der fandt sted i sidste uge.

– Vi har i alle tre sager tidligt sat gang i en omfattende efterforskning. På nuværende tidspunkt er der ikke noget i efterforskningerne, der sandsynliggør, at der skulle være en sammenhæng mellem dem, udtaler vicepolitiinspektør Jesper Beuschel. Og han fortsætter:

– Der er heller ikke nogen indikationer på, at knivstikkerierne har forbindelse til den aktuelle bandekonflikt, men det er endnu for tidligt at slå helt fast.

Københavns Politi hører meget gerne fra vidner, der kan have set noget af relevans for de tre sager. De kan kontaktes på telefon 1-1-4.

blotter blufærdighedskrænkelsemand tunnel
Knivstikkerier i weekenden efterforskes som isolerede hændelser … (Foto: Unsplash)

Læs også: Ung mand stukket med kniv i Esbjerg

Mange danskers Halloween-kostumer var købt brugte

.Sådan oplever DBA det i hvert fald, for danskerne har fundet ind på genbrugsportalen DBA for at søge efter Halloweenpynt og -kostumer. Alene i oktober måned er Halloween-søgningerne steget med 156 %.

Her kan man se de forskellige søgninger på den store efterårsevent:

· 65 % flere søgninger på ‘Hallowwen’ fra juni 2023 til juli 2023

· 140 % flere søgninger på ‘Hallowwen’ fra juli 2023 til august 2023

· 156 % flere søgninger på ‘Hallowwen’ fra august 2023 til september 2023

De DBA-brugere, der har søgt mest på ‘Halloween’ på DBA, er brugere fra (1 = dem der søger mest):

1. Jyllinge

2. KBH S

3. Galten

4. Roskilde

5. Brønshøj

6. Herlev

7. Taastrup

8. Kolding

9. Køge

10. Østbirk

11. Frederiksberg

12. Hvidovre

13. Fredericia

14. KBH N

Det køn, der søger mest på ‘Halloween’ på DBA er:

69 % kvinder

31 % mænd

De aldersgrupper, der har søgt mest på ‘Halloween’ på DBA, er:

40-49 år

30-39 år

Det, folk søger mest efter på DBA, næst efter bare ‘Halloween’ indenfor samme tema, er:

1. Halloween pynt

2. Halloween kostume

3. Halloween udklædning

DBAs pris-data-ark viser desuden, at udklædning til børn i gennemsnit er sat til salg for 50 kroner.

– Det er herligt at se, at danskerne har valfartet til DBA for at købe genbrugspynt og -kostumer til Halloween. Kostumer og pynt er også særligt genbrugsvenlige, for de bliver kun brugt få dage om året, så de kan sagtens holde til flere ejere. Kostumerne vokser børn hurtigt ud af, og derfor er det ekstra fint, at de går i cirkulation, fortæller Julie Schoen, DBAs presseansvarlige.

halloween heks
Halloween-ting kan nemt findes på DBA … (Foto: Colourbox)

Læs også: Mågestellet hitter igen

Boligjagt på skatterabat bremser markant op

Skatterabat står ikke så højt på listen længere – men lysten til at handle bolig er fortsat høj og intakt, viser nyt barometer fra YouGov for ejendomsmæglerkæden Home.

Det boost, som den nye boligskat fra 2024 har givet boligmarkedet de seneste måneder, aftager nu markant. Det viser et aktuelt barometer fra YouGov og Home, der hvert kvartal opgør danskernes interesse for at købe og sælge bolig inden for det næste halve år.

I oktober-målingen svarer 16,6 % af danskerne ganske vist, at de har planer om at købe bolig, og 15,1 % af boligejerne siger, at de har salgsplaner af hjemmet. Det er højere end det historiske gennemsnit for barometeret og det højeste i år.

Men langt færre danskere end tidligere svarer, at muligheden for en eventuel skatterabat inden nytår er ’en af flere’ eller ’en afgørende’ årsag til deres planer. Ønsket om at opnå skatterabat på boligen har især fremrykket handler i hovedstadsområdet, fordi det er her, at boligskatten stiger mest – og især for lejlighederne.

Det er også i tallene for Region Hovedstaden, at den nye udvikling for alvor slår igennem, viser barometer-målingen.

I Hovedstaden svarede hele 36 % af boligejerne i juli, at boligskatten skubbede væsentligt til salgsplanerne (det vil sige ’en af flere’ + ’en afgørende’ årsag). I målingen for oktober er andelen faldet til 21 %.

Mange boligkøbere i Hovedstaden, 39 %, var meget motiverede af boligskatten tilbage i juli. I oktober er det kun 20 %.

– I flere måneder har markedet fået et boost af den nye boligskat med mere til salg og flere handler, men i den kommende tid ser køberne og sælgerne ud til at være mindre motiverede af en mulig skatterabat, fortæller Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.

Home ser tre oplagte årsager til, at færre har planer om at handle bolig med skatterabat for øje.

Mange har allerede handlet bolig i løbet af året.

De nuværende boligejere – og det samme gælder køberne – kender nu den foreløbige ejendomsvurdering (udsendt af Vurderingsstyrelsen i september) og har dermed et bedre grundlag at vurdere skatten for den konkrete bolig på. De fleste husejere står til at få en lavere boligskat.

Og så rykker deadline for skatterabat så tæt på, at nogle købere – og sælgere – tvivler på, om de kan nå det.

Selv om deadline for skatterabat er tæt på nu, så er der fortsat tid. Senest har Vurderingsstyrelsen i et svar til Dansk Ejendomsmæglerforening bekræftet, at det er overtagelsesdatoen på købsaftale, skøde og lignende, der er afgørende – altså senest den 31. december 2023.

Men en sælger og en køber kan godt aftale en juridisk overtagelse, der ligger forud for det tidspunkt, hvor sælger skal fraflytte ejendommen, forklarer Home.

– Sagt med andre ord behøver du som sælger ikke fraflytte hjemmet inden nytår, og som køber skal du ikke have adresse i boligen inden nytår. Det betyder, at du er mindre tidspresset på at arrangere flytning, når blot den juridiske overtagelse er før nytår, fremhæver Michael Dalsager.

Læs om den nye boligskat og beregn din boligskat her.

home
Hele 16,6 % af danskerne har – trods aftagende ‘skatte-boost’ til boligmarkedet – planer om at købe bolig, og 15,1 % af boligejerne siger, at de har salgsplaner af hjemmet. Det er højere end det historiske gennemsnit for barometeret og det højeste i år, viser den nye barometermåling fra YouGov og Home. (Foto: Palle Peter Skov -Home)

Læs også: Her giver det mening at bruge en boligadvokat

To rumænske mænd varetægtsfængslet i sag om tyveri af blandt andet professionelt elværktøj

De to mænd nægter sig skyldige, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

To rumænske mænd på 34 og 35 år blev i mandags ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for tyveri. Mændene blev anholdt søndag aften i en rumænsk personbil med blandt andet professionelt elværktøj.

Anholdelsen fandt sted på Sønderjyske Motorvej, hvor personerne var på vej ud af landet. Den 34-årige mand blev desuden sigtet for ulovlig indrejse, da han har rejst ind i Danmark i strid med et seks år langt indrejseforbud, der var afsagt ved dom i maj 2021.

De to mænd nægter sig skyldige, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

Politi, dansk politi, Danmark, kriminelle
To rumænske mænd varetægtsfængslet i sag om tyveri af blandt andet professionelt elværktøj … (Foto: Politiet)

Læs også: København har flest butikstyverier

Dagens video: Lidt for tæt på

 

· Mere fra samme kategori ·