Læs også:

Close
par gravid barsel baby

NEWS: Løn under barsel vigtigere for mænd end kvinder 

Nyheder  | 

Løn under barsel vigtigere for mænd end kvinder · Sønderborg Lufthavn gennemfører stor øvelse · Lukas Graham overrækkes pris · Danske industriarbejdspladser skal fremtidssikres gennem robotteknologi · 33-årig mand dømt for drab · Dagens video: Smukke Anne Hathaway ankommer

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Løn under barsel vigtigere for mænd end kvinder

En ny undersøgelse konkluderer, at muligheden for at få løn under barsel er vigtigere for mænd end kvinder …

Barsel uden løn afholder mænd fra at tage deres øremærkede barsel, understreger Barselsalliancen på vegne af 310.000 lønmodtagere.

Kan jeg få løn, mens jeg er på barsel? Det spørgsmål fylder mere for fædre end mødre, viser en ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for Tænketanken EQUALIS. 42 procent af de mandlige respondenter svarer, at muligheden for at få løn under barsel er afgørende for, om de rent faktisk holder deres øremærkede del af barslen. 29 procent af kvinderne svarer det samme.

Det er en kæmpe udfordring, mener Barselsalliancen bestående af Tænketanken EQUALIS og fagforeningerne DM, Djøf og IDA, der tilsammen repræsenterer cirka 310.000 lønmodtagere.

– Det kan afholde mænd fra at tage den barsel, der ellers er blevet øremærket til dem, og så kommer vi ikke tættere på en mere ligelig fordeling af barslen mellem forældrene. Hvis vi skal have mere ligestilling på barselsområdet, så kræver det en modernisering af en række regler og vilkår, som spænder ben for løn under barsel, lyder det i en fælles udtalelse fra Barselsalliancen.

Det vil Barselsalliancen fremadrettet arbejde for ved løbende at levere ny viden om problemerne ved de nuværende regler og ved at komme med konkrete anbefalinger til ændringer af reglerne.

Læs mere i analysen fra Tænketanken EQUALIS: Analyse-barselsalliancen her.

Alliancen vil blandt andet arbejde for, at:

  • Anciennitetskrav bliver fjernet, så muligheden for at gå på barsel med løn ikke afhænger af, hvor længe man har været ansat.
  • Fordelingen af barselsfondenes refusionsuger bliver tilpasset øremærkningen af barselsorloven.
  • Funktionærloven skal opdateres, så mænd også får en minimumssikret ret til løn under barsel.
    Det skal blandt andet ske, fordi: Forskning viser, at mænds betalingsvillighed for afholdelse af barsel er langt mindre end kvinders, hvorfor både refusionsreglerne og anciennitetskrav kan forhindre særligt fædre i at gøre brug af de barselsrettigheder, de fik med øremærkningen i 2022.
  • Kvinder tager gennemsnitligt længere barsel end mænd og rammes derfor økonomisk hårdere, hvis de falder for anciennitetskrav. Anciennitetskrav er derfor med til at fastholde løn- og pensionsgabet mellem mænd og kvinder.
  • Krav om anciennitet modvirker mobiliteten på arbejdsmarkedet, idet lønmodtagere kan se sig nødsaget til at afstå muligheden for nye karrieremuligheder, fordi de ikke vil risikere at miste retten til løn under deres barsel.
  • Anciennitetskravene giver ulige muligheder for at stifte familie, hvilket står i skarp kontrast til intentionen med barselsfondene, der ellers skal sikre, at ingen forældre stilles dårligere end andre i forbindelse med barsel.
par gravid barsel baby
Løn under barsel vigtigere for mænd end kvinder … (Foto: Unsplash)

Læs også: Ny aftale giver fuld ligestilling ved barsel

Sønderborg Lufthavn gennemfører stor øvelse

Den store øvelse finder sted i dag tirsdag den 3. oktober. Omdrejningspunktet for øvelsen er, at et to-motorers propelfly med 25 passagerer ombord er styrtet ned nær lufthavnen. Øvelsen foregår på marken ved Nørremark 12, nær lufthavnen. Der er tale om en lovpligtig øvelse, der finder sted fra klokken 14.00 – 18.00.

Lufthavnens eget brandberedskab, Sønderborg Brand og Redning, Beredskabsstyrelsen, Region Syddanmark samt Syd- og Sønderjyllands Politi deltager i øvelsen. Formålet med øvelsen er at træne samarbejdet mellem myndighederne, og politiet får i denne sammenhæng mulighed for at træne den tværfaglige indsatsledelse.

I dagene op til øvelsen har der være aktivitet med kranbiler og andre tunge køretøjer på Nørremark. Og der er blevet placeret skilte på Nørremark i samarbejde med Sønderborg kommune, der oplyser Standsning og Parkering Forbudt på en strækning over en kilometer. Dette gøres, så der ikke holder biler og spærrer for øvrig trafik.

På selve øvelsesdagen vil der være omfattende trafik med redningskøretøjer, brand- og redningspersonale, figuranter, politi med mere. Borgerne har mulighed for at se øvelsen på afstand på et afspærret område (vær opmærksom på parkeringsforholdene i området og husk venligst praktisk påklædning og fodtøj på grund af vejrforholdene).

fly rejse
Sønderborg Lufthavn gennemfører stor øvelse … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Jyderne elsker købmanden lidt mere end sjællænderne

Lukas Graham overrækkes pris

Det var en stor aften i Operaen søndag aften med de største danske artister og en særlig overraskelse til Lukas Graham ved NOVAs 15-års fødselsdagsgalla

NOVAs 15-års fødselsdagsgalla, afholdt i Den Kongelige Opera søndag den 1. oktober, blev en uforglemmelig aften for ikke mindst Lukas Graham. Udover en perlerække af optrædener fra Danmarks absolut største artister, blev aftenen ekstra mindeværdig, da Lukas Graham blev overrasket med prisen som den mest afspillede danske artist på NOVA gennem de sidste 15 år.

Operaens sal var søndag aften fyldt til bristepunktet, da stationens værter, lyttere og inviterede VIPs strømmede til for at fejre NOVAs succesfulde historie og den indflydelse, radiostationen har haft på den danske musik- og radiobranche gennem de sidste 15 år. Medina, Lukas Graham, Mads Langer, Christopher, Saint Clara og Drew Sycamore leverede alle enestående og uforglemmelige live optrædender i den smukke Kongelige Opera sal.

Højdepunktet for mange kom, da Lukas Graham, inden sin optræden, blev overrasket med en særlig prestigefyldt pris som den mest afspillede danske artist på NOVA gennem de sidste 15 år. En tydeligt bevæget Lukas Graham takkede radiostationen, lytterne og sine fans for den flotte anerkendelse.

– Det er fuldstændig vanvittigt det her. At være den mest afspillede danske artist på Nova nogensinde er sådan lidt svært at forstå. Det betyder rigtig meget for mig og holdet, at Nova, og ikke mindst Nova’s lyttere har lyst til at høre til de historier, jeg fortæller. Det er en kæmpe stor anerkendelse og er ærlig talt enormt overvældet,” fortæller Lukas Graham.

lukas graham radioop nova
Lukas Graham blev søndag  overrasket med prisen som den mest afspillede artist på NOVA gennem de sidste 15 år. (Foto: Krestine Havemann.)

Læs også: Seks ting du nok ikke ved om Lukas Graham

Danske industriarbejdspladser skal fremtidssikres gennem robotteknologi

Danmarks robotteknologiske erhvervsfyrtårn på Fyn sætter fokus på udviklingen af fremtidens industriproduktion og næste generations robotteknologi. Erhvervsminister Morten Bødskov deltog mandag i partnerskabsmøde med de lokale partnere bag erhvervsfyrtårnet for at sætte retning for det videre arbejde.

Dansk robotteknologi er i vækst, og bevæger sig mod en plads blandt Danmarks styrkepositioner. Danske virksomheder køber og udnytter robotter i højere grad end andre sammenlignelige lande og har set fordelen ved at benytte robotter i produktionen. Industrien møder dog også barrierer, blandt andet når det gælder arbejdskraft og rammevilkår.

Derfor delotg erhvervsministeren mandag i partnerskabsmøde i erhvervsfyrtårnet på Fyn for at drøfte de igangsatte aktiviteter og de mange potentialer for udviklingen af industri og robotteknologi i Danmark. Ud over erhvervsministeren deltog blandt andet Henrik Bindslev, dekan på SDU, Kim Povlsen, CEO i Universal Robots, Kenneth Muhs, Borgmester i Nyborg og formand for Erhvervshus Fyn, Niels Erik Haug-Larsen, adm. dir. i Erhvervshus Fyn og Claus Jensen, formand for CO-industri som bestyrelsesmedlem i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Erhvervsfyrtårnet har været i gang i over et år, og har allerede opnået betydelige resultater. Fyrtårnet har for for eksempel allerede skaffet finansiering til opførelsen af et facilitetscenter, hvor virksomheder kan teste nye innovative teknologier til produktion af store konstruktioner med robotter. Desuden har erhvervsfyrtårnet nu også fået indkøbt og leveret forskellige robotter, radarer og droner, som snart kan tages i brug til at udvikle nye teknologier.

Nu går erhvervsfyrtårnet ind i næste fase, som handler om at lave konkrete samarbejder med virksomheder. Der er allerede aftaler med virksomheder om at lave innovationsprojekter inden for produktion af vindmøllefundamenter, skibe og 3D-printet byggeri.

Erhvervsmininster Morten Bødskov udtaler:

– Der er et kæmpe potentiale i at udvikle nye robotteknologier, som kan være med til at sikre Danmark som en grøn og konkurrencedygtig industrination, og som kan fastholde varige industriarbejdspladser i fremtiden. Det næste årti skal være Produktions-Danmarks årti, og det kræver en fokuseret og vedvarende indsats for at udbygge vores styrkepositioner på industriområdet.

Claus Jensen, bestyrelsesmedlem i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og formand i CO-Industri deltager også på mødet og udtaler:

– Det nye LSP center bliver state-of-the-art og en stor saltvandsindsprøjtning til Danmark som produktionsland. Kæmpe-robotter lyder nærmest som science fiction. Men det er sådan noget, der skal til, hvis vi vil være konkurrencedygtige herhjemme, når det kommer til produktion af de store fundamenter til gigantiske havvindmøller og skibe. Det handler ganske enkelt om, at erhvervsfyrtårnet skal fremtidssikre en dansk styrkeposition og skabe arbejdspladser i hele Danmark. Virksomhederne bør investere så meget som muligt i robotter og ny teknologi og det skal det fynske erhvervsfyrtårn bidrage til,

Fakta om Erhvervsfyrtårnet på Fyn:

Erhvervsfyrtårnet på Fyn blev lanceret med henblik på at styrke fremtidens industri gennem digitale, robotteknologiske og autonome løsninger til brug til lands, til vands og i luften.

Erhvervsfyrtårnet skal accelerere test, udvikling og anvendelsen af avancerede teknologier inden for robotter, droner og kystnær skibsfart.

Erhvervsfyrtårnet skal bygge testfaciliteter, fremme udviklingen af banebrydende teknologier, styrke indsatsen for kvalificeret arbejdskraft og internationalisering.

kunstig intelligens robot
Danske industriarbejdspladser skal fremtidssikres gennem robotteknologis … (Foto: Pexels)

Læs også: 8 ud af 10 danskere forventer, at deres job bliver påvirket af kunstig intelligens

33-årig mand dømt for drab

En 33-årig mand fra Kolding er ved Retten i Kolding blevet fundet skyldig i at have dræbt en 43-årig mand fra Kolding og for usømmelig omgang med lig. En 41-årig mand fra Kolding, der også stod tiltalt for drabet, blev alene fundet skyldig i usømmelig omgang med lig.

De to mænd på henholdsvis 33 år og 41 år blev begge anholdt og sigtet for drabet på den 43-årige mand den 26. maj 2022. Samme dag var liget af den 43-årige mand blevet fundet nedgravet i Vonsild nær Kolding. Den 43-årige mand havde forud for dette været savnet og efterlyst siden den 7. maj 2022.

Retten i Kolding fandt den 33-årige mand skyldig i tiltalepunkterne for drab begået i perioden mellem den 2. og 4. maj 2022 og for usømmelig omgang med lig samt for vold i gentagelsestilfælde. Volden blev begået mod den nu afdøde 43-årige mand et par dage før drabet. Dommen udløste også en reststraf fra en tidligere dom, og samlet blev han idømt 12 år og 9 måneders fængsel.

Retten i Kolding fandt ikke den 41-årige mand skyldig i drab, men for usømmelig omgang med lig. For det blev han idømt foranstaltning med længstetid i 5 år. Han blev løsladt efter dommen, og den 33-årige blev fængslet.

Den 41-årige modtog sin dom, og den 33-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen. For anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte specialanklager Lone Lundsager Hesselmark.

33-årig mand dømt for drab … (Foto: Unsplash)

Læs også: To mand tiltalt for drab i Kolding

Dagens video: Smukke Anne Hathaway ankommer

· Mere fra samme kategori ·