Læs også:

Close
far mor barn børn familie

NEWS: Danske forældre arbejder meget sammenlignet med andre vestlige EU-lande

Nyheder  | 

Danske forældre arbejder meget sammenlignet med andre vestlige EU-lande · 36-årig tilstår moms- og skattesvig for cirka 68 millioner kroner · Jason Derulo til Danmark · Ørsted og Terra Solar udvikler solenergi i Irland · Dom i stor hvidvasksag · Dagens video: Philadelphias gader

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danske forældre arbejder meget sammenlignet med andre vestlige EU-lande

I danske børnefamilier arbejder voksne mere end i de EU-lande, vi normalt sammenligner os med, viser analyse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Kun Grækenland og Portugal overgår de danske børnefamilier.

I danske børnefamilier arbejder voksne i gennemsnit 27 timer om ugen, hvilket overgår 15 ud af de 26 andre EU-lande. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Eurostat.

– Arbejdstiden blandt danske børnefamilier er højere end i de fleste andre vestlige EU-lande. I modsætning til mange andre lande er det i Danmark nemlig typisk begge forældre, der arbejder, og ofte arbejder de begge fuldtid, siger Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Voksne i svenske og hollandske børnefamilier arbejder i gennemsnit 25 timer om ugen, mens finske forældre arbejder 24 timer og tyske 23 timer.

– Det interessante er at se på, hvordan vi for eksempel ligger i forhold til vores nabolande, og der ligger vi faktisk højest, fortsætter Sofie Holme Andersen.

– Tallene overrasker mig faktisk. Det tyder på, at danskere ikke rigtigt går ned i arbejdstid, når de får børn. Det er en af forklaringerne til, at arbejdstimerne er højere sammenlignet med mange andre EU-lande, hvor man ikke ser samme tendens, forklarer Sofie Holme Andersen.

Hun peger på gode muligheder for børnepasning, og at lønmodtagerne er produktive som årsag til, at danskerne i høj grad kan fortsætte med at arbejde mange timer, når de får børn.

– Fordi vi har mulighed for at få passet vores børn, behøver vi ikke at gå på deltid eller helt forlade arbejdsmarkedet, når vi bliver forældre. Og når vi samtidig har en høj produktivitet, har vi mulighed for at opretholde levestandarden, afslutter Sofie Holme Andersen.

Læs analysen her.

Analysens hovedkonklusioner:

I danske børnefamilier arbejder voksne i gennemsnit 27 timer om ugen. Det er mere end i de EU-lande, vi normalt sammenligner os med, og er kun overgået af to vestlige EU-lande (Grækenland med 28 timer og Portugal med 32 timer).

Den høje arbejdstid i Danmark skyldes især, at begge voksne arbejder i langt de fleste parfamilier med børn, og at langt de fleste arbejder fuldtid.

I Danmark er familiens samlede arbejdstid stort set den samme blandt unge par med og uden børn. Det står i kontrast til de fleste andre EU-lande, hvor kvinder i parfamilier med børn i meget høj grad står uden for arbejdsmarkedet eller arbejder på deltid.

Når arbejdstiden pr. beskæftigede dansker opgøres til lav sammenlignet med andre vestlige lande i andre undersøgelser, er det blandt ndet en konsekvens af vores arbejdsmarkeds- og velfærdsmodel og ikke et udtryk for at familier generelt har en lav arbejdstid.

far mor barn børn familie
Danske forældre arbejder meget sammenlignet med andre vestlige EU-lande … (Foto: Pexels)

Læs også: Der er stor forskel på jobgrupper i forventet pensionsalder

36-årig tilstår moms- og skattesvig for cirka 68 millioner kroner

En 36-årig mand er idømt fængsel i fire år for grov moms- og skattesvig i en række selskaber, som han har været direktør for og ejer af. Manden tilstod anklagepunkterne.

Den dømte erkender at have begået 12 forhold af momsunddragelse og skattesvig af særlig grov karakter og i flere tilfælde medvirken hertil og forsøg herpå.  Det er sket i hans rolle som direktør for og ejer af en række selskaber i perioden fra andet kvartal 2020 frem til hans anholdelse den 21. marts 2023.

Manden, som har siddet varetægtsfængslet indtil dom, har blandt andet givet urigtige eller vildledende oplysninger, udstedt fiktive fakturaer og drevet momspligtig virksomhed, uden at virksomhederne var momsregistrerede.

Københavns Politi har haft et tæt samarbejde med Skattestyrelsen i forbindelse med sagen. Ud over fængselsstraffen skal den 36-årige betale erstatning til Skattestyrelsen på omkring 33 millioner kroner, og derudover er han idømt en tillægsbøde på cirka 51 millioner kroner.

Manden blev desuden dømt for hvidvask, ulovlig besiddelse af en totenschlæger, samt hash og dopingmidler til eget brug.

penge pengesedler
36-årig tilstår moms- og skattesvig for cirka 68 millioner kroner … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Hollandsk mand dømt for hvidvask i Danmark

Jason Derulo til Danmark

Den amerikanske pop- og TikTok-stjerne, Jason Derulo kommer til Royal Arena til februar 2024. Jason Derulo, der gennem det seneste årti har leveret hit efter hit, kommer til København på sin ’NU KING TOUR’.

Den fremadstormende, genre-udfordrende og enormt kreative Derulo, har sat sit aftryk som en af de mest dynamiske artister i det globale poplandskab. Siden han brød igennem med sin 5 x RIAA platin-certificerede single, ‘Whatcha Say’, har den prisvindende singer-songwriter solgt mere end 250 millioner singler på verdensplan og opnået 15 platinsingler, deriblandt “‘Wiggle’ og ‘Talk Dirty’.

Siden starten af ​​sin solokarriere i 2009 har han opnået over 18,2 milliarder streams på verdensplan og opbygget en ustoppelig fanbase på sociale medier med over 117 millioner følgere på tværs af alle platforme. Han arbejder pt. på sit længe ventede femte fuldlængde album og har en igangværende række af fantastiske singler, der har forbløffende 500M+ visninger, inklusive den uimodståelige ‘Acapulco’.

Derulo er en virkelig flerdimensionel kreatør, og har også etableret sig som skuespiller og forretningsmand, investeret i virksomheder som Catch L.A. og Rumble Boxing, blevet medejer af Bedlam Vodka, lanceret en innovationsorienteret podcast og har udviklet en række kosttilskud og fitnessprodukter med Najafi Group og BodyBuilding.com

Som om det ikke er nok, så afslørede han Jason Derulos UZO, en fordybende ny grafisk roman fra Z2 Comics, baseret på en TikTok-karakter skabt af kunstneren selv. Med sin TikTok, der regelmæssigt har over 10 millioner visninger pr. indlæg, bemærker Derulo, at platformen drastisk har omformet hans forhold til sine fans. Derulo er nu blandt TikToks største superstjerner, i øjeblikket den 4. mest fulgte mand på videodelingsplatformen med den 11. største konto generelt. Hans i forvejen astronomiske TikTok-tilstedeværelse vokser fortsat dagligt, og han kan nu prale af mere end 58,2 millioner følgere verden over og mere end 1,3 milliarder likes.

Med sin titel som ‘kongen af TikTok’ udgav han sidste år en sommersingle ‘Slidin’ med en fan-challenge TikTok-video til sin egen gengivelse af den elektriske slide. Se dansevideoen HER. Hans evne til at lægge fængende melodier oven på sjove og underholdende produktioner var formlen på hans sommer takeover.

Derulo fremførte en lang række af sine hits under NFL TikTok Tailgate ved Super Bowl LVII pregame special, som inkluderede en debutopførelse af hans nyeste single, ‘Saturday / Sunday’ med David Guetta.

Det officielle billetsalg starter fredag den 22. september klokken 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.

jason derulo
Jason Derulo kommer til Danmark til næste år … (Foto: PR)

Læs også: Justin Biebers sommerbolig

Ørsted og Terra Solar udvikler solenergi i Irland

Ørsted og Terra Solar går sammen om at udvikle en portefølje på 400 MW solenergi i Irland …

Ørsted har indgået aftale med Terra Solar, en udvikler af vedvarende energi med hovedsæde i Dublin, om sammen at udvikle en portefølje af irske solenergiprojekter. Projekterne får en samlet kapacitet på op til 400 MW, hvilket er nok til at forsyne over 90.000 irske husstande med grøn strøm.

Med partnerskabet udvider Ørsteds sin irske portefølje af solenergiprojekter, som nu udgør over 600 MW. Såfremt projekterne opnår etableringstilladelse og godkendelse til at tilslutte det irske elnet, forventes porteføljen at være idriftsat inden 2030 og dermed kunne bidrage til den irske regerings klimahandlingsplan, som inkluderer et mål på 8 GW solenergi.

Den grønne strøm, som projekterne kommer til at producere, vil kunne afsættes på flere forskellige måder, herunder via langsigtede elkøbsaftaler og fremtidige udbud under den irske støtteordning ‘Renewable Electricity Support Scheme’ (RESS).

Den irske investering kommer i forlængelse af, at Ørsted i sidste uge trådte ind på det britiske marked for solenergi med udviklingen af et foreslået solcelleanlæg på 740 MW med tilhørende batterilagringsanlæg i Nottinghamshire i det nordøstlige England.

TJ Hunter, Senior Director og Ørsteds chef for Development & Operations i Storbritannien og Irland, siger:

– Vi er glade for at kunne udvide vores eksisterende samarbejde med Terra Solar og sammen udvikle disse projekter, som vil bidrage til Ørsteds mål om at nå en global kapacitet på 17,5 GW inden for vedvarende energi på land i 2030.

Han tilføjer:

– Solenergi er afgørende for at kunne omstille det irske energisystem til udelukkende at køre på grøn energi. Varmt sommervejr og lave vindhastigheder har lagt pres på det irske elnet, strømpriserne er for høje på grund af den overdrevne afhængighed af fossile brændstoffer, og CO2-intensiteten i Irlands elproduktion ligger blandt de højeste i Europa. For at løse disse problemer og mindske afhængigheden af fossile brændstoffer er vi nødt til at udbygge solenergi sammen med landvind, havvind og energilagring.

André Fernon, direktør i Terra Solar, siger:

– Vi er i Terra Solar glade for at have fået mulighed for at arbejde sammen med Ørsted om at udvikle de solenergiprojekter, der er blevet offentliggjort i dag. Med en samlet kapacitet på op til 400 MW vil dette partnerskab udgøre et markant bidrag til Irlands grønne omstilling, styrke den indenlandske energiforsyning og sikre de irske forbrugere grøn strøm til konkurrencedygtige priser.

Ørsted har i øjeblikket 378 MW landvind i drift i Irland, hvilket er nok til at forsyne over 230.000 husstande med grøn strøm. Derudover har Ørsted to irske solenergiprojekter under udvikling, og tidligere på året indgik selskabet et partnerskab med ESB om at udvikle en irsk havvindportefølje.

Ørsted er kåret som et af verdens mest bæredygtige energiselskaber, og i USA og Europa har selskabet en samlet kapacitet på over 5,7 GW vedvarende energi på land, som enten er i drift, under opførelse eller er godkendt til opførelse. Ørsteds irske hovedkvarter i Cork beskæftiger over 100 medarbejdere.

bæredygtighed natur klima
Ørsted og Terra Solar udvikler solenergi i Irland … (Foto: Unsplash)

Læs også: Ørsted og Vestas indgår banebrydende grønt samarbejde

Dom i stor hvidvasksag

33-årig somalisk mand idømt fængsel og advarsel om udvisning i stor hvidvasksag. Manden erkendte at have hvidvasket for 45 millioner kroner og modtog dommen.

En 33-årig somalisk mand med adresse i København blev fredag ved Retten i Sønderborg idømt fire år og seks måneders års fængsel samt advarsel om udvisning i en sag om hvidvask af særlig grov beskaffenhed.

Den økonomiske kriminalitet fandt sted i perioden fra januar 2019 til september 2022, hvor den 33-årige spillede en central rolle i et kriminelt netværk, der hvidvaskede for mange millioner af kroner.

Den 33-årige erkendte at have hvidvasket for 45 millioner kroner.

Netværket bestod blandt andet af såkaldte muldyr, som formelt ejede selskaber i Danmark, og hvor der gennem selskabernes konti blev kanaliseret hvidvaskede penge til udlandet. På denne måde forsøgte netværket at skjule, at pengene stammede fra kriminalitet, blandt andet unddragelse af skat og moms.

Den dømte fik konfiskeret 1,125 millioner kroner, ligesom han blev frakendt retten til at deltage i ledelsen af virksomheder i Danmark og i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset.

Den 33-årige erkendte sig skyldig og modtog dommen.

dom dømt retten
Dom i stor hvidvasksag … (Foto: Unsplash)

Læs også: Stor politiaktion mod hvidvask og mulddyr

Dagens video: Philadelphias gader

· Mere fra samme kategori ·