Læs også:

Close
tivoli blomsterfestival have

Kulturguide: Oplevelser i september 2023

Kultur  | 

Hvis du leder efter nogle bud på prisvenlige og spændende oplevelser og begivenheder i september 2023, så er du kommet til det helt rette sted.

Det kan ofte være dyrt at være kulturel eller social med sine nærmeste. Men det behøver det ikke altid at være. Her har vi samlet de bedste og mest prisvenlige oplevelser i september 2023 til dig, der bor tæt på København, Aarhus og Odense samt øvrige danske byer.

Oplevelser i september 2023 i København

Florister dyster i Tivoli

Tivoli Have- og Blomsterfestival, fra den 3. – 10. september, gratis når entre er betalt, København.

tivoli blomsterfestival have
Kom ind og se den smukke have endnu smukkere … (Foto: PR)

Florister fra hele landet dyster med blomster i Tivoli, når Tivolis Store Blomsterdyst løber af stablen på Plænescenen den 3. september 2023. Det bliver med deltagelse fra hele kongeriget. Der er nemlig dygtige florister fra både Sjælland, Jylland og Fyn blandt de 21 skarpe blomsterdekoratører, der er blevet udvalgt til at dyste om æren og førstepræmien på 10.000 kroner i den traditionsrige blomster-konkurrence.

Til blomsterdysten skal der skabes den mest eventyrlige og fantasifulde blomstersky, som både kan stå alene og indgå i en samlet sky med de værker. Tilblivelsen af smukke skyer kan opleves den 3. september, men alle værkerne kan nydes under resten af Tivolis Have- og Blomsterfestival, som løber frem til og med den 10. september.

Det tætpakkede program til Have- og Blomsterfestivalen byder blandt meget andet på Marianne Eriksen Scott-Hansen som forvandler papir til et omsluttende blomsterunivers, man kan gå på opdagelse i. Man kan også opleve spektakulære blomsterinstallationer rundt omkring i Haven, få malet ansigt, binde blomsterkranse, gå på blomsterjagt, dyrke kreativiteten i DIY – Workshops, smage chili og tomater eller gå på opdagelse i de mange markedsboder og meget mere. Der er kort sagt masser af blomstrende oplevelser, når entréen til Tivoli er betalt.

Læs mere her.

Byfortællinger på DAC – Knud Romer & WERK i fællesskab

Byfortællinger på DAC, åben frem til den 22. oktober, gratis, Dansk Arkitektur Centers Trappegalleri, København.

dac
Kom til udstilling på DAC. (Foto: PR)

Frem til den 22. oktober inviteres alle til at lytte og opleve byens fortællinger i selskab med forfatter og samfundsdebattør Knud Romer og tegnestuen WERK. Udstillingen er netop åbnet i Dansk Arkitektur Centers Trappegalleri.

I udstillingen ‘Byfortællinger – Knud Romer & WERK i fællesskab’ får de besøgende en helt anderledes og underholdende introduktion til 14 arkitektoniske værker, der alle har fællesskabet som omdrejningspunkt.

I udstillingen har WERK lagt arkitekturen i hænderne på Knud Romer, der sætter værkerne ind i en større sammenhæng og blandt andet spørger os, hvorfor vi ikke vender bøtten på hovedet og indretter os, som vi egentlig gerne vil leve vores liv.

– Hvert projekt i udstillingen akkompagneres af Knud Romers personlige livsfortællinger og holdninger, som på poetisk og forskellig vis tilfører arkitekturen nye dimensioner, som med garanti sætter tankerne i gang hos de besøgende. Vores ønske er at skabe en arkitekturoplevelse med masser af holdninger og liv i. Og vi håber, at de besøgende får øjnene op for, hvordan arkitektur og fællesskaber kan være med til løse aktuelle samfundsudfordringer, fortæller Thomas Kock, stifter og kreativ direktør i WERK.

Udstillingen er et sammensurium af arkitekturmodeller, personlige livsberetninger, samfundskritik og drømme om fællesskaber, som giver et indblik i, hvordan arkitekturen påvirker os. Ifølge WERK kommer arkitekturen nemlig først til sin ret, når vi bruger den, og når vores egne og andres livshistorier folder sig ud og fletter sig ind i hinanden – og tilsammen udgør vores fælles liv i byen.

Læs mere her.

Arrangement i Skuespilshusets foyer

Det Kongelige Teater og GRASP arrangement, d. 7/9 2023 (kl. 17.) og 7/3 2024, gratis, Skuespilhusets foyer , København K (ved Nyhavn).

grasp det kongelige teater
Kom forbi – det er gratis … (Foto: PR)

Skrøbelighed på scenekanten hedder det – og det er Det Kongelige Teater og GRASP vidensfestival og konference, der indleder nyt samarbejde med et event, der dykker ned i temaet skrøbelighed.

GRASP er Roskilde Festivals vidensfestival og konference, der udforsker kulturens potentiale for at styrke fællesskaber og den bæredygtige samfundsudvikling. I år er unges mentale trivsel og fællesskaber et af omdrejningspunkterne.

For hvad sker der, når man er presset, og livet på den ene eller anden måde gør ondt? Hvad vil det sige at være skrøbelig? Hvordan kan kunsten bruges til at navigere i livet, når det er svært? Og hvad skal der til for at sikre gode fællesskaber, der kan modvirke den ensomhed og mistrivsel, som præger ungdomslivet i dag?

Til det første arrangement i Skuespilhusets foyer den 7. september vil Det Kongelige Teater og GRASP dykke ned i temaet skrøbelighed, når der åbnes for samtaler om psykisk trivsel og mistrivsel.

Både kunstnere fra Det Kongelige Teater og Roskilde Festivals programflader samt forskere og politikere vil dykke ned i og åbne op om, hvordan skrøbelighed opleves fra den anden side af scenekanten.

Aftenens vært og moderator er tv- og podcastvært Anna Lin, som vil føre publikum sikkert igennem programmet, der består af både talks og kunstneriske indslag med en reading fra Arven og optræden med musiker Asger Nordtorp Pedersen.

Ungdomsforsker Maria Bruselius-Jensen vil, med indsigter fra forskningsudgivelsen ‘Fællesskaber i Ungdomslivet – når de gør godt og når de gør ondt’, sammen med politiker Jacob Mark og musiker Asger Nordtorp Pedersen tale om de svære og skrøbelige sider af ungdomslivet i dag – set fra hver deres ståsted – forskerens, politikerens og kunstnerens.

Dørene til Skuespilhusets foyer åbner klokken 16.30, mens selve programmet går i gang klokken 17.00.

Læs mere her.

Grønt Marked i København

Grønt Marked, Refshaleøen, Vesterbro, Nørrebro og Frederiksberg, søndage klokken 10 – 15 – se foto for datoer, gratis, se foto for sted.

grønt marked
Bliv fristet og inspireret til at spise og købe mere grønt … (Foto: MY DAILY SPACE)

Grønt Marked er en non-profit bondemarked-organisation i København. Deres ambition er at gøre lokal, frisk og sæsonbestemt mad tilgængeligt for alle, samt at skabe en sund og stærk forbindelse mellem producenterne på landet og folket i byen. Det er både hyggeligt og spændende og så kan du købe masser af skønne ting med hjem.

Refshaleøen er første søndag i måned, Vesterbro er anden søndag i måneden, Nørrebro er tredie søndag i måneden og Frederiksberg fjerde søndag i måneden.

Læs mere her.

Gys på Gamle Scene i København

Skruen strammes, opføres fra d. 17/09 – 06/10, priser de på deres hjemmeside, Gamle Scene, København

skruen strammes gamle scene
Måske du skal ind at høre opera og få lidt gys … (Foto: PR)9

Den Kongelige Opera opfører prisvindende ny opsætning af Benjamin Brittens intime spøgelsesopera Skruen strammes om uskyld og svigt.

En ung guvernante ankommer til et afsides beliggende gods, hvor hun skal varetage de to forældreløse børn Flora og Miles’ opdragelse. Her må hun må kæmpe for at beskytte børnene mod truende spøgelser. Men er disse spøgelsessyner virkelige, eller er det hendes egen skam, skyld og svigt, der skaber disse billeder, og hvad er der sket i huset, før hun ankom?

‘Vidunderlig, imponerende, men frygtelig uhyggelig og skræmmende’, skrev Benjamin Britten i sin dagbog efter at have hørt Henry James’ kortroman Skruen strammes i radioen allerede som teenager. Britten komponerede sin opera baseret på den foruroligende spøgelseshistorie med lynets hast i løbet af kun fire måneder i 1954.

Skruen strammes bliver iscenesat af den unge, prisbelønnede, britiske instruktør Anthony Almeida, der sammen med scenograf og kostumedesigner Rosanna Vize vandt førsteprisen i Opera Europas instruktørpris 2021 for deres koncept til netop denne iscenesættelse af Brittens opera. I Skruen strammes sætter parret fokus på det usagte, de tragedier og traumer, som vi ikke tør tale om, og hvordan de forfølger os.

Musikken i Skruen strammes har en overvældende følelse af intens klaustrofobi og dramatiske kraft. Den Kongelige Operas prisbelønnede unge, sopran Clara Cecilie Thomsen synger rollen som guvernanten. Børnene, Flora og Miles, synges af Barbro Citron og Milo Wajnman Køie/Hannibal Skovlund Brockhoff. De øvrige medvirkende er Gisela Stille, Johanne Bock, Fredrik Bjellsäter, Det Kongelige Kapel og Den Kongelige Operas husdirigent Robert Houssart.

Skruen strammes synges på engelsk med danske overtekster. I samarbejde med Opera Europa/Camerata Nuova.

Læs mere her.

Oplevelser i september 2023 i Aarhus

Cluster Square X Aarhus Festuge 2023

Cluster Square X Aarhus Festuge 2023, d. 25. august kl. 14.00 – 2. september kl. 23.45, gratis, Klostertorvet Aarhus.

aarhus cluster festival
Måske du skal til festival … (Foto: PR)

Fra den 25. august og frem til den 2. september 2023 løber det hele af stablen.

Igen i år er kulturkanonen ladt, og der er sammensat et program, der giver anledning til at hylde alle de kreative og kulturelle clusters, der dagligt bidrager til kulturlivet i Aarhus. Det er en uge fyldt med spirende musikere, talks, kreative workshops, folkelig hygge og meget mere – og der garanteres, at det bliver magisk. Følg løbende med på Facebook for at se, hvad der sker …Læs mere her.

Venindespisning i Aarhus

Veninde fællesspisning, d. 2. september kl. 18, gratis, Markedshallen Nicolinehus, Nicoline Kochs Plads 31, Aarhus.

venindespisning aarhus
Måske det var noget for dig … (Foto: PR)

Så er der igen women dinner i Markedshallen Nicolinehus, denne gang i Aarhus festuge edition. Man  mødes klokken 18.00 til et festligt langbord midt i Markedshallen. Eventet er gratis, og det eneste du skal gøre for at deltage, er ar trykke ‘deltager’, så vi kan se hvor stort et bord, vi skal arrangere.

Er man til dans, er der Silent Disco fra klokken 18.00 til 20.00, hvis man er frisk på at få bevæget kroppen til latinske rytmer med kyndig guiding fra en danse instruktør.

Kom til en hyggelig aften med en god flok dejlige kvinder med lækker mad og øl. Der vil være halv pris på Nicolinehus ØL og 50% på cocktail mellem klokken 22-23. Til dem der har lyst til at blive hygge, er det er oplagt, at de der gerne vil ud og opleve Aarhus festuge følges videre ud i byen.

Læs mere her.

Oplevelser i september 2023 i Odense

Portvinsfestival i Odense

Portvinsfestival i Odense, GASA, lørdag d. 9. september 13 – 18, priser fra 359 kr., Middelfartvej 9M, Odense. 

portvinsfestival
Hvem elsker ikke portvin – og her får du hele 10 glas … (Foto: PR)

Kom med, når vi igen skal smage på de dejlige dråber fra Douro. Billetten giver adgang til festivalen, et stempelkort til 10 gode glas portvin – ét på hver stand, samt mulighed for at handle portvin med hjem til særlige festivalpriser.
Med en Premium-billet vil du blive serveret portvine på et betragteligt højere niveau.Udover de 10 gode glas som er inkluderet i din billet, kan du købe poletter og smage en masse andre særlige portvine, både ældre Vintage, White Port, Colheita og Tawny.

Arrangørerne bag har ‘spist gebyret’, så du skal betale mindre. Det betyder, at der nu er en helt flad pris uden skjulte gebyrer.  Almindelig: 359 kroner inklusive stempelkort til 10 gode glas portvin. Premium: 559 kroner inklusive stempelkort til 10 særligt gode glas portvin.

Der er også mulighed for at tilkøbe en lækker ost og charcuteri, så du ikke behøver at drikke på tom mave. Anretningen skal købes på forhånd. Mere information omkring de deltagende vinbutikker og medbragte vine følger. Du skal være mindst 18 år for at deltage.

Læs mere her og her.

Odense International Film Festival

Odense International Film Festival, fra d. 28. august – d. 3. september kl. 12, priser – se mere nedenfor, foregår forskellige steder blandt andet i Brands-området.

odense internationale film festival
Kom med til filmfestival i Odense … (Foto: PR)

Filmfestivalen forestår i uge 35, hvor OFF hylder kortfilmen som medie og kunst, og frem for alt alle de kreative individer, der lægger deres sjæl deri.

Festivalens hjerte er placeret i Brandts-området; i Cafe Biografen, i Kulturmaskinen, i Magasinet og på Amfipladsen. Alle, lav som høj, er inviteret til at deltage.

Læs mere her.

Oplevelser i september 2023 i øvrige byer

Vilde værker i Varde

Kunstudstilling Wadden Tide, hele september, gratis, stranden ved Blåvand

blåvand
Kunstnerduoen Spacegirls 30 meter lange værk med 450 håndstøbte og pastelfarvede elementer i biobeton, der er et materiale bestående af lokale råstoffer som knuste muslingeskaller og sand. På workshops i udstillingsperioden kan besøgende selv prøver kræfter med materialet og lave sin egne støbninger og bidrage udviklingen af værket. (Foto: PR)

Du kan se vilde værker, der indtager Vestkysten i hele september, hvor man som besøgende opleve kunstudstillingen Wadden Tide på stranden ved Blåvand. Under titlen First There Is A Mountain stiller Wadden Tide skarpt på sandets betydning for vores miljø, historie og fremtid.

Kunstudstillingen Wadden Tide kan nu opleves på Blåvandshuk Strand. I år sker det under titlen First There Is A Mountain, der skaber opmærksomhed på, at alt omkring os er i forandring.

Udstillingen varer hele september og byder på ni stedsspecifikke kunstprojekter af danske kunstnere og kunstgrupper, hvor strandens gæster kan opleve unikke kunstværker mellem hav og klitter, der viser sandet fra nye vinkler.

De besøgende kan også dykke ned i programmet for Wadden Tide, der byder på både workshops, guidede ture og performances.

I Blåvand finder byens gæster kunstværker fra fire lokale kunstnere, der fortolker temaet sand som en del af udstillingen Wadden Tide Local.

Den 7. september vil der blive indviet en skulptur lavet af de lokale kunstnere Lene Søndergaard, Peter Marius Truelsen og Karen Hestbech.

Wadden Tide blev afholdt i 2014, 2016 og 2019. I 2019 kom der turister fra Danmark og Europa specifikt for at opleve udstillingen, der havde 90.000-110.000 besøgende.

Læs mere her.

Nordisk Litteraturfestival (NORD) i Helsingør

Nordisk Litteraturfestival, d. 15. – 16. september, se priser på hjemmesiden, Kulturværftet i Helsingør.

nord helsingør
Kom til litteraturfestival i Helsingør … (Foto: PR)

Den 15. – 16. september præsenterer NORD – Nordisk Litteraturfestival et bredt program, der både favner hverdagslivets små finurligheder og livets helt store spørgsmål.

Når NORD – Nordisk litteraturfestival i år åbner dørene for 8. gang, kan publikum glæde sig til et overflødighedshorn af NORD-oplevelser. Litteraturfestivalen, som tiltrækker store forfatternavne fra hele Norden, er nemlig blevet udvidet med et NORD SPECIAL – fredagsprogram. NORD SPECIAL er en dag for gymnasieunge, men der er helt eksklusivt også sat billetter i salg for øvrige publikummer.

Publikum kan således se frem til et tætpakket program både fredag og lørdag, der byder på forfattertalks, litteraturquiz, filmvisning, koncert- og teateroplevelser.

Her er blot et par:

Publikum kan se frem til at opleve den danske forfatter Iben Mondrup til en snak om at føle sig anderledes. Det gør hun med sin nye bog Bjørn, der udkommer få dage efter festivalen, og som er sidste bind i trilogien om de adopterede grønlandske børn Tabita og Vittu.

Ligeledes kommer en af dansk prosas store ikoner Helle Helle, som er klar med romanen Hafni fortæller. Her tager hun læseren med på en forunderlig rejse i sproget og i virkelighedens vildspor.

Den norske forfatter Tomas Espedal, som har været definerende for norsk samtidslitteratur de seneste tyve år, besøger også NORD med sin nye roman i to dele, Lyst.

Glenn Bech mødes med den svensk-tjekkiske forfatter Andrzej Tichý til en samtale om sociale såvel som menneskelige forskelle og om at tage et opgør mod samfundets forventninger og konventioner.

Læs mere her.

Bagagerumsmarked i Aalborg

Bagagerumsmarked i Aalborg, søndag d. 10/9 9 – 15, gratis entre – pladser koster, Hobrovej 437, 9200 Aalborg SV.

bagagerumsmarked aalborg
Så kan du loppe løs … (Foto: PR

Kom stil kæmpestort bagagerumsmarked, hvor private har mulighed for at sælge ud af deres brugte ting og danske husflidsprodukter fra overskudslagrene i kælder og kvist, skuffer og skabe. Glæde sig over, at de gamle ting får nyt liv i andre hjem. Salg der kan for eksempel også kan bidrage til, at få ryddet op i børneværelset så nye ting kan få plads.
Børnene får en god oplevelse sammen med forældre og/eller bedsteforældre.

Der vil være gode fund blandt de tusindvis af ting på markedspladsen. Hygge og handel går op i en højere enhed.

Læs mere her.

 

Læs også:

 

Lav Tivolis egne flødeboller

 

Masser af peanutkaramel flødeboller. (Foto: MY DAILY SPACE)

· Mere fra samme kategori ·