Læs også:

Close
arbejde job kontor

NEWS: Hver fjerde medarbejder oplever hyppigt en uoverskuelig arbejdsbyrde

Nyheder  | 

Hver fjerde medarbejder oplever hyppigt en uoverskuelig arbejdsbyrde · 20-årig polsk mand varetægtsfængslet i sag om indsmugling af en større mængde kokain · Vejrfænomen er skyld i det gode vejr · 1 års fængsel og udvisning i sag om psykisk vold · Barbie slår alle danske biografrekorder i år · Dagens video: Idalia hærger i Floria

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Hver fjerde medarbejder oplever hyppigt en uoverskuelig arbejdsbyrde

26 % af danske medarbejdere oplever oftere end andre en uoverskuelig arbejdsbyrde i deres daglige arbejdsliv. Det er særligt manglende ressourcer eller urimelige deadlines, som skaber en uoverskuelig arbejdsbelastning, viser ny analyse fra PwC om det danske arbejdsmarked.

Analysen viser desuden, at 17 % af de danske medarbejdere ofte føler sig overvældet af en for stor arbejdsbyrde, og 8 % angiver det som en normal del af deres arbejdsliv at have en uoverskuelig arbejdsbyrde. Til sammenligning oplever henholdsvis 21 % og 20 % af de svenske og tyske medarbejdere ofte en uoverskuelig arbejdsbyrde i deres arbejdsliv. Globalt svarer 22 % det samme.

– De danske medarbejdere oplever for ofte en uoverskuelig arbejdsbyrde i deres arbejdsliv. Det er en udfordring, som man skal tage alvorligt. Det kan skabe et negativt arbejdsmiljø med stress, udbrændthed og dårligere trivsel, og derfor er det så vigtigt at adressere og være opmærksom på, fortæller Kim Domdal, partner i PwC Consulting, og fortsætter:

– Det er særlig vigtigt, at lederne er tæt på sine medarbejdere. Ledere skal være opmærksomme på medarbejdernes arbejdsbyrde og sikre tilstrækkelige ressourcer og realistiske deadlines. Det kræver en aktiv indsats for at skabe et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne føler sig støttet og i stand til at håndtere deres opgaver effektivt.

Mangel på ressourcer (41 %), herunder personalemangel og urimelige deadlines, urealistiske mål (26 %) og manglende support fra ledelsen (21 %) udgør de tre største faktorer for at skabe en overskuelig arbejdsbyrde, viser PwC’s Workforce Hopes and Fears Survey 2023.

Analysen viser desuden, at 21 % af de danske medarbejdere er tilbøjelige til at skifte job i løbet af de kommende 12 måneder. For Generation Z gælder dette 29 %, mens det for Millennial og Generation X henholdsvis er 25 % og 19 %. Derudover angiver knap 8 ud af 10 danskere, at de har et meningsfuldt arbejde, og 6 ud af 10 mener, at de er retfærdigt belønnet økonomisk for deres arbejde.

– Selvom danskerne i højere grad end vores nabolande oftere oplever et for stort arbejdspres, finder størstedelen deres job meningsfuldt. Det er dog fortsat vigtigt, at man som arbejdsgiver hele tiden fokuserer på at skabe et positivt arbejdsmiljø baseret på tillid og åbenhed. Derudover skal der være udviklingsmuligheder, og man skal som medarbejder kunne tilpasse sin karriere alt efter, hvor man er i livet, afslutter Kim Domdal.

Om undersøgelsen:

PwC’s Workforce Hopes and Fears Survey 2023 bygger på svar fra 53.912 personer, der enten er i arbejde eller aktiv på arbejdsmarkedet. Undersøgelsen blev foretaget i april 2023 på tværs af 46 lande, herunder Danmark, Sverige og Tyskland. I Danmark har 522 personer deltaget i undersøgelsen. I Sverige og Tyskland har henholdsvis 1.000 og 2.143 personer deltaget i undersøgelsen.

arbejde job kontor
Hver fjerde medarbejder oplever hyppigt en uoverskuelig arbejdsbyrde … (Foto: Unsplash)

Læs også: 8 ud af 10 danskere forventer, at deres job bliver påvirket af kunstig intelligens

20-årig polsk mand varetægtsfængslet i sag om indsmugling af en større mængde kokain

En 20-årig polsk mand er ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg i sidste uge varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for indsmugling af en større mængde kokain. Den sigtede erkender delvist og kærede ikke varetægtsfængslingen.

Den 20-årige mand kom tidligt om morgen kørende i en tysk bil ved Pebersmark Grænseovergang, hvor køretøjet blev taget ud til kontrol af en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ved kontrollen havde den polske mand ikke nogen troværdig forklaring på sit ærinde i Danmark, hvorfor bilen blev taget ud til yderligere kontrol. Ved den nærmere kontrol af køretøjet blev der fundet en større mængde kokain, hvorefter manden blev sigtet for indsmuglingen.

tyskland markvej landskab
20-årig polsk mand varetægtsfængslet i sag om indsmugling af en større mængde kokain … (Foto: Unsplash)

Læs også: Indsmugling af narkotika

Vejrfænomen er skyld i det gode vejr

Vi elsker, at det pludselig er blevet indian summer, og solen brager ned. Men det er faktisk et vejrfænomen, der giver de høje temperaturer. Det hedder en atmosfærisk blokering, og det er det, der giver varmt og solrigt sensommervejr disse dage.

På den måde er september startet ganske godt, og selvom det er årets første efterårsmåned, slog vejret sidste weekend for første gang siden juni om til mere stabilt vejr. Og der er faktisk udsigt til en periode med historisk mange sommerdage, hvor temperaturen dag for dag stiger, og meget tyder på, at september ender med at få flere meteorologiske sommerdage end både juli og august.

En atmosfærisk blokering er ret beset et kraftigt højtryk, der sørger for at holde fronter og lavtryk på afstand. I dette tilfælde er højtrykket placeret over Nordeuropa. Det særlige ved denne blokering er, at luftbevægelserne højt oppe i atmosfæren snor sig omkring et lavtryk vest for Den Iberiske Halvø, videre rundt om højtrykket og ned omkring et lavtryk over Sydøsteuropa, hvilket danner det græske bogstav omega, der har lagt navn til blokeringen.

Ifølge de seneste prognoser fortsætter det varme og solrige sensommervejr en uge endnu. De højeste temperaturer forventes at blive målt i weekenden med næsten 30 grader, mens et varmepust i starten af næste uge ligeledes kan sende temperaturen op på dette niveau.

venner veninder sommer kornmark
Vejrfænomen er skyld i det gode vejr … (Foto: Visualhunt)

Læs også: Vilde brande i udlandet

1 års fængsel og udvisning i sag om psykisk vold

Mand fra Taastrup dømt for vold, trusler og psykisk vold mod ekskone og børn.

En 47-årig mand er ved Retten i Glostrup blevet idømt fængsel og udvisning blandt andet for omfattende psykisk vold mod sin ekskone og vold mod hendes børn.

Den 47-årige blev dømt for over flere år at have udsat kvinden for groft nedværdigende, forulempende og krænkende adfærd bl.a. ved at diktere, hvordan hun skulle gå klædt, og hvem hun skulle omgås, ligesom han tog kontrol over hendes økonomi og gennemgik hendes telefon.

Manden var også tiltalt for at have udsat kvindens børn for psykisk vold, ligesom han også var anklaget for at have udsat kvinden og hendes børn for gentagende tilfælde af vold.

I efteråret 2022 gik kvinden til myndighederne, som støttede hende i at anmelde forholdene. Sagen blev efterforsket af Københavns Vestegns Politis særlig afdeling for kriminalitet i nære relationer, og manden blev efterfølgende varetægtsfængslet.

– Sagen her er et eksempel på, at det nytter at gå til myndighederne, og at man herfra er klar til hjælpe personer, der har været udsat for den her type forbrydelser siger anklager Bjarke Moe Enevoldsen.

Ud over fængselstraf havde anklagemyndigheden krævet manden udvist. Retten i Glostrup valgte i går at følge anklagemyndigheden og idømte manden 1 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt. Manden modtog dommen.

vold kvinde ryg
1 års fængsel og udvisning i sag om psykisk vold … (Foto: Pexels)

Læs også: Find dit forsvar mod psykopater og andre idioter

Barbie slår alle danske biografrekorder i år

Filmen er nu den største i Warner Bros. 100-årige historie. Og Barbie-feberen fortsætter i Danmark, for filmen har nu solgt 583.080 billetter med en omsætning på 61,8 millioner kroner. Det gør Barbie til den største publikumssucces i år og den største Warner Bros. film nogensinde i Danmark målt på omsætning.

Greta Gerwigs film har udviklet sig til et kulturelt fænomen og filmen har succes i hele verden, ikke mindst i Norden. I alle de nordiske lande er filmen åbnet som den største film i 2023, og er den Warner Bros. film med den største billetomsætning nogensinde. Hele 2,6 millioner mennesker har set filmen indtil videre i Norden. At bo i Barbieland betyder, at man på alle måder er perfekt på et perfekt sted. Medmindre man går rundt med en eksistentiel krise. Eller er en Ken. Og det er noget danskerne gerne vil se og underholdes af …

VP Marketing Nordic, Jessie Ross, og VP Distribution Nordic, TF Dreyer, udtaler sammen:

– Vi er begejstrede for den måde, som det nordiske publikum har taget ‘Barbie’ til sig, og ikke mindst for den fænomenale indsats som biograferne har lagt i filmen, og som vi nu høster frugterne af. Der skal også lyde en stor tak, til hvert et medlem i det nordiske marketing-og distributionsteam, som har vendt hver en sten, for at skabe sommerens største kulturelle event. Trods store ambitioner, så overgår resultaterne alle forventninger. At slå samtlige nordiske rekorder på den måde er virkelig en fantastisk bedrift. Og vi stopper ikke her, for ‘Barbie’ vil få IMAX-premiere den 21 september i en ny version indeholdende en helt ny post-credit scene.

barbie film
Alle elsker Barbie’ … Også danskerne … (Foto: PR)

Læs også: Shop i bedste Barbiestil

Dagens video: Idalia hærger i Florida

· Mere fra samme kategori ·