
NEWS: Danskerne valfarter til Kreta og Rom dette efterår
Danskerne valfarter til Kreta og Rom dette efterår · 5 års fængsel i sag om alvorlig dødsulykke · Regeringens tech-eksperter skal se på kunstig intelligens · Coop Bank aflægger tilfredsstillede halvårsregnskab · Københavns Politi etablerer to visitationszoner · Dagens billede: Trist skyderi i Florida
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Danskerne valfarter til Kreta og Rom dette efterår
Apollo har rekordfart på salget af rejser i efterårsferien. Otte ud af 10 rejser er således allerede solgt. Samtidigt lokker nye storbydestinationer.
Salget af rejser i skolernes efterårsferie begyndte allerede tidligt på sommeren at tage fart. Det betyder nu, hvor sommeren lakker mod ende, at man hos Apollo har solgt mere end otte ud af ti pakkerejser. Særligt Grækenland skiller sig ud som solrig efterårsferiefavorit. Men Fuerteventura og Egypten er også populære destinationer.
– Efterårsferien hos os er særligt populær blandt to specifikke målgrupper: Børnefamilier og dem, der ønsker en aktiv ferie med det hele på et sportshotel. For førstnævnte skiller Kreta og Rhodos sig naturligvis ud, mens Sivota, Fuerteventura og Hurghada fortsat er favoritterne blandt dem, der gerne vil være aktive, forklarer Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo.
Nyheden Sharm el Sheikh i Egypten sælger herudover også hurtigt. Destinationen ligger kun en kort rejse væk, der er garanti for solrigt og varmt klima, og der er gode hotelfaciliteter for både store og små samt, ikke mindst, et prisniveau, som alle kan være med på. Til sammen gør det allerede Apollos seneste nyhed til en af efterårsferiens mest eftertragtede destinationer.
Nye storbyer på vej ind i søgelyset … Efteråret er ikke bare en oplagt mulighed for at nyde sol og varme på sydlige himmelstrøg. Det er også højsæson for storbyrejser, og toplisten over destinationer, som vi vælger at rejse til, byder sjældent på de helt store overraskelser.
I år er det således igen primært klassikere som Rom, Prag, Barcelona, Paris og London, vi forkæler os selv med i en forlænget weekend med den den perfekte kombination af shopping, kultur og gastronomi.
Hos Apollo mærker man til dog også, at der er nye byer på vej frem. Blandt andet stiger interessen for både Milano og Athen med rekordfart.
– De færreste ser Grækenland som en destination, man tager til på en forlænget weekend, så det er utroligt sjovt at se, at efterspørgslen på Athen stiger så markant, som den gør lige nu. Men når man lige kigger efter, så bliver alle storbyferie-behov opfyldt i Athen, og det er for mange stadig en forholdsvis ny og spændende by at udforske. Så hvis man ikke allerede har Athen på sin bucket list, er det faktisk nok tid til at opdatere den, slutter Bisgaard.

Læs også: De 10 mest populære rejsemål i 2023
5 års fængsel i sag om alvorlig dødsulykke
En 37-årig mand dømt for narkopåvirket og med stor hastighed at have kørt en 34-årig bilist ihjel i Rødovre.
Den 37-årige var tiltalt for med mindst 140 km/t at have påkørt tre andre biler i et vejkryds i Rødovre i januar 2023. I forbindelse med ulykken blev en 34-årig mand dræbt og en bil brød i brand. Samtidig skete der større ødelæggelser på vejanlæg og flere øvrige biler. Ifølge politiets efterforskning havde den 37-årige indtaget lattergas og kokain inden ulykken.
Manden var ligeledes tiltalt at have kørt over 100 procent for stærkt i Kastrup dagen før den alvorlige ulykke i Rødovre.
– Den dømte var påvirket af narko og tilsidesatte alle hensyn til færdselssikkerheden. Med sine handlinger dræbte han en anden bilist og skadede flere andre personer. Min påstand var, at det skulle give mindst fem års fængsel – og det valgt retten at følge, udtaler anklager Natali Nasr.
I dommen blev det lagt til grund, at manden havde indtaget lattergas, men retten vurderede, at man ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne sige, at lattergas havde haft indflydelse på ulykken. Derudover blev tiltalte dømt i overensstemmelse med anklageskriftet.
Den dømtes totalskadede bil blev endelig konfiskeret af retten i forbindelse med dommen. Han blev desuden idømt 8 års ubetinget frakendelse af førerretten. Den dømte tog efter dommen betænkningstid i forhold til eventuel anke.

Læs også: Knivoverfald på Psykiatrisk Center i Glostrup
Regeringens tech-eksperter skal se på kunstig intelligens
I juni præsenterede regeringens tech-ekspertgruppe 13 anbefalinger til bedre håndtering af de problemstillinger, der er forbundet med tech-giganternes forretningsmodeller. Ekspertgruppens arbejde stopper dog ikke her, og der venter et stort arbejde i de kommende måneder.
Udviklingen af kunstig intelligens er i høj grad under hastig udvikling. Det gælder især såkaldt generativ AI, som er en gren af kunstig intelligens, der beskæftiger sig med at skabe nyt indhold baseret på eksisterende data.
Indtoget af avancerede chatrobotter som ChatGPT rejser en lang række etiske spørgsmål i forhold til tech-giganternes brug heraf og anvendelse af teknologien i virksomheder, blandt medier og generelt ift. demokrati, forbrugerforhold og desinformation.
Regeringens tech-ekspertgruppe har derfor besluttet, at deres næste arbejde skal have fokus på tech-giganternes brug af kunstig intelligens, herunder hvordan tech-giganternes brug af kunstig intelligens påvirker samfundet, og hvordan teknologien kan tøjles, så den ikke løber løbsk.
Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:
– Vi skal holde skarpt øje med, hvordan tech-giganternes brug af kunstig intelligens kan påvirke vores samfund. Det er både fascinerende og skræmmende, hvad eksempelvis ChatGPT er i stand til. Udviklingen går meget stærk. Derfor skal vi sætte rammerne for tech-giganternes brug af kunstig intelligens, så de i højere grad respekterer vores krav til bl.a. forbrugerbeskyttelse og tryghed om de data, de har om os.
Digitaliseringsminister Marie Bjerre udtaler:
– Vi står midt i en værdikamp. Det er tid til, at vi stiller strengere krav til tech-giganternes udvikling og anvendelse af kunstig intelligens. Teknologien skal bruges til det fælles bedste og ikke til at fastholde vores børn på de store platforme. Vi står overfor komplekse udfordringer, som vi skal have løst fra bunden. Derfor er jeg også glad for, at ekspertgruppen nu vil se på, hvordan vi kan gøre en reel forskel overfor tech-giganternes anvendelse af kunstig intelligens.”
Formand for ekspertgruppen, professor Mikkel Flyverbom afslutter:
– Nye, lettilgængelige former for generativ AI gør det nødvendigt at vi er opmærksomme på udviklingen og dens konsekvenser for rettigheder, sikkerhed og troværdighed og overvejer hvilken rolle kunstig intelligens kan og bør spille i vores samfund. Det kræver både, at vi forstår den teknologiske udvikling, at vi stiller krav til de tech-virksomheder, der udvikler kunstig intelligens og at vi skaber de politiske rammer for, at kunstig intelligens bidrager til det samfund, vi gerne vil udvikle. Det arbejde ser ekspertgruppen frem til at bidrage til.

Læs også: Kunstig intelligens udfordrer rådhusene
Coop Bank aflægger tilfredsstillede halvårsregnskab
Med et overskud på 17,4 millioner kroner i første halvår i forhold til 0,1 millioner i samme periode sidste år, fortsætter Coop Bank fremgangen og er dermed godt på vej mod et positivt årsresultat for tredje år i træk.
Coop Bank står solidt med en sund økonomi. Det kan bankdirektør Allan Nørholm sætte to streger under i forbindelse med fremlæggelsen af regnskabet for første halvår 2023.
– Vores tilstrækkelige kapitalprocent er på 10,2 pct, og vores faktiske solvens er 22,9%, hvilket er mere end rigeligt til at opfylde de mange lovbestemte buffere, der skal sikre en sund og en stærk finansiel sektor. Med dette halvårsregnskab er vi på vej mod et fint overskud, nu for tredje år i træk, siger Allan Nørholm.
Coop Bank tilbyder attraktive bankprodukter til almindelige privatkunder og tjener penge på klassisk ind- og udlån. Coop Bank giver positiv rente til alle kunder og på alle konti. Uanset om kunderne har samlet alt i Coop Bank eller kun har indlån i banken. Aktuelt er satserne:
0,5% for indlån op til 50.000 kroner
1,0% for den del af indlånet der overstiger 50.000 kroner, men som er under 250.000 kroner
2,5% for den del af indlånet, der overstiger 250.000 kroner
Kontiene er anfordringskonti uden særlige begrænsninger, og på den måde har vi gjort det let for kunderne, fortæller Allan Nørholm:
– I rentestigningsperioden har Nationalbanken hævet renten med cirka 4%-point. Men vi har ikke overvæltet hele rentestigningen på vores udlånskunder, og så har vi hævet indlånsrenterne. Vores resultat er alligevel stærkt forbedret, da vi nu tjener mere på det indlån, som vi har placeret i Nationalbanken og i obligationer. Altså vores overskudslikviditet, forklarer Allan Nørholm.
– Vores integration med butikkernes Coop fordelskonto i Coop app’en er en vigtig tilføjelse til de muligheder vores kunder har for at opnå gratis konti, betalingskort, betalingsservice osv. igennem kundepakken Coop Bank Hverdag. Coop fordelskontoen giver i sig selv store besparelsesmuligheder i Coops butikker og som en ekstra mulighed under fordelskontoen, kan man altså også vælge at få kundepakken Coop Bank Hverdag gratis, slutter Allan Nørholm.
Se hele Coop Banks halvårsregnskab her.

Læs også: Overskydende energi skal opvarme Coops’ lagre i Brøndby
Københavns Politi etablerer to visitationszoner
På baggrund af en igangværende konflikt mellem to kriminelle grupperinger fra rocker- og bandemiljøet opretter Københavns Politi to visitationszoner.
Københavns Politi øger den synlige og tryghedsskabende indsats og opretter to visitationszoner, der begge træder i kraft i dag. Den ene zone dækker Christiania og et område af Amager, mens den anden dækker et område af Nørrebro og Nordvest.
For at sikre trygheden for borgerne på og nær Christiania vil Københavns Politi den kommende tid også have en mere synlig og tryghedsskabende tilstedeværelse i området blandt andet med den mobile politistation.
Visitationszonerne er gældende fra mandag den 28. august 2023 klokken 18.00 og frem til tirsdag den 12. september 2023 klokken 18.00.
Baggrunden for at oprette de to zoner er en igangværende konflikt mellem to kriminelle grupperinger fra rocker- og bandemiljøet. Lørdagens skyderi i Pusher Street er den seneste voldelige handling i konflikten.
– Vi vil ikke acceptere de afstumpede handlinger, der udspringer af denne konflikt. Nu skruer vi op for vores tilstedeværelse på især Christiania og på de steder, hvor vi ved, at personer fra de involverede grupper holder til. Ud over den tryghedsskabende indsats fortsætter vi vores omfattende efterforskning af både lørdagens skyderi i Pusher Street og den generelle indsats mod rocker- og bandemiljøet, siger chefpolitiinspektør Søren Thomassen fra Københavns Politi.
Fakta:
Visitationszonen for Christiania og en del af Amager dækker følgende område:
Prinsessegade – Refshalevej – Forlandet – Kløvermarksvej – Raffinaderivej – Prags Boulevard – Strandlodsvej – Lergravsvej – Østrigsgade – Øresundvej – Amagerbrogade – Christmas Møllers Plads – Torvegade – Prinsessegade
Visitationszonen for dele af Nørrebro og Nordvest dækker følgende område:
Mågevej – Glasvej – Frederiksborgvej – Bisiddervej – Lygten – Tagensvej – Rovsingsgade – Vermundsgade – Lersø Parkallé – Jagtvej – Tagensvej – Blegdamsvej – Fælledvej – Nørrebrogade – Peblinge Dossering – Åboulevard – Ågade – Jagtvej – Borups Allé – Mågevej

Læs også: Politiet forlænger visitationszoner