
SOMMERNEWS: Danskerne har stærkere fokus på madspild
Danskerne har stærkere fokus på madspild · Havde narko med ombord på Samsøfærgen · Timerekorden slået i Billund Lufthavn · Alle elever bør have ret til at komme i erhvervspraktik · Forskere mener, man skal gå i seng samme tidspunkt · Dagens billede: De vilde fans · Fredagsfjol: Farvefjol 🤣 · Sommerpostkort: De bedste og billigste hoteller i verden ✈️
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Danskerne har stærkere fokus på madspild
Efter 15 år: Danskerne har i dag et meget stærkere fokus på madspild … Det udtaler Selina Juul, stifter af bevægelsen Stop Spild af Mad, der i disse dage 15 år siden gik i luften. Og en undersøgelse foretaget i forbindelse med bevægelsens jubilæum fastslår, at hele 94 % af befolkningen oplever mere fokus på madspild i dag end den gang. Den positive udvikling glæder fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som var den første danske politiker i nyere tid, der gik ind i kampen mod madspild som daværende miljøminister.
I dag for 15 år siden blev ideen til forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad født. I dag er Stop Spild Af Mad fra jord til bord en omfattende folkebevægelse, som også når ud over landets grænser.
Og arbejdet har båret frugt. Stor set hele den danske befolkning har i dag øget fokus på madspild. Ifølge den nyeste gallupundersøgelse fra Kantar Public for Stop Spild Af Mad angiver hele 94 % af danskerne, at der er kommet mere fokus på madspild i dag end for 15 år siden. Kun 3 % svarer ”nej’ og 3 % svarer ‘ved ikke’.
Stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad og idékvinden til bevægelsen, Selina Juul, glæder sig over udviklingen:
– Jeg husker, at der for 15 år siden stort set ikke var nogen, der snakkede om madspild. I dag er kampen mod madspild cementeret og forankret hos danskerne og er blevet en konkurrenceparameter hos virksomhederne. Men vi er ikke i mål endnu, da der fortsat eksisterer et for stort madspild i Danmark – så vi stopper ikke foreløbig.
Den positive udvikling glæder fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Han var den første danske politiker i nyere tid, som gik ind i kampen mod madspild.
Som daværende miljøminister inviterede han Stop Spild Af Mad til møde, og åbnede dermed den politiske dør for forbrugerbevægelsen. Hver eneste danske regering har siden da aktivt arbejdet med kampen mod madspild, og Troels Lund Poulsen er stadig officiel ven af bevægelsen.
– Der er slet ingen tvivl om, at vi danskere i dag har en helt anden opmærksomhed på madspild end for 15 år siden. Det har Stop Spild Af Mad sin del af æren for, og jeg er stolt af, at jeg var med til at skubbe på for, at vi fik sat fokus på det, der var og er et stort problem. Og jeg håber, at vi i de næste år får taget nye landvindinger i den retning, siger Troels Lund Poulsen, fungerende forsvarsminister (V).
Landbrug & Fødevarer og Stop Spild Af Mad var de første to organisationer, der for alvor fik gang i diskussionen om madspild. I 2006 gennemførte Landbrug & Fødevarer således de første beregninger på husholdningernes madspild.
I 2008 blev forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad lanceret, inspireret af beregninger fra Landbrug & Fødevarer. Og i slutningen af 2008 afskaffede detailkæden REMA 1000 Danmark mængderabatter og indførte styk-rabatter i alle kædens danske butikker med inspiration fra forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad. Disse tre faktorer blev startskuddet til en årelang kamp mod madspild i og udenfor Danmarks grænser.
Sidenhen er kampen mod madspild blevet en folkebevægelse i Danmark og i udlandet – og politikere, organisationer, detailkæder, kantiner, virksomheder og forbrugere arbejder i stigende grad aktivt med at forebygge og reducere madspild i Danmark. Kampen mod madspild bidrager til realiseringen af FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling UN Sustainable Development Goal 12.3 – at halvere madspild og fødevaretab inden 2030.
Udover fælles oplysningskampagner til forbrugere om bedre udnyttelse af maden, hjælp til egne interne processer til at minimere madspild og meget mere, sørger foreningen Stop Spild Af Mad’s erhvervspartnerskaber og samarbejder for, at tonsvis af gode men ukurante og frasorterede fødevarer bliver solgt i butikkerne i stedet for at gå til spilde hos landbruget eller fødevareindustrien. Disse stærke samarbejder er blevet en aktiv del af foreningen Stop Spild Af Mad’s vedvarende arbejde i kampen mod madspild.

Læs også: Fem tips til at bekæmpe madspild
Havde narko med ombord på Samsøfærgen
En ung mand blev tirsdag aften observeret til at udvise mistænkelig adfærd, da han befandt sig ombord på Samsøfærgen med afgang fra Hou. Ifølge en anmeldelse til politiet kunne vedkommende muligvis være i besiddelse af narko i form af flere mindre poser indeholdende noget ukendt hvidt pulver.
Ved færgens ankomst til Samsø stod politiet derfor klar til at hilse på manden, som politiet havde fået et tydeligt signalement af. Da færgen ankom til havnen kl. 23.02 rettede politiet derfor henvendelse til den pågældende person og informerede ham om, at han var anholdt, sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Under en efterfølgende visitation af den 34-årige mand – en udenlandsk mand uden fast bopæl på Samsø – blev han fundet i besiddelse af flere forskellige salgsposer indeholdende kokain. Han blev derfor sigtet for forsøg på salg af narko, og kokainen blev beslaglagt.

Læs også: Taget med hash ved grænsen – dømt samme dag
Alle elever bør have ret til at komme i erhvervspraktik
Dansk Metal, Danmarks Lærerforening og Dansk Industri går nu sammen i fælles opfordring til politikerne: Giv samtlige elever i 6.-9. klasse krav på at komme i erhvervspraktik.
Erhvervspraktikken i folkeskolen er et fremragende redskab til at sikre eleverne viden og personlige erfaringer med uddannelse og job. Samtidig kan det være med til at nuancere elevernes opfattelse af arbejdslivet. Derfor går Dansk Metal, Danmarks Lærerforening og Dansk Industri nu sammen om at højne ambitionsniveauet, når det kommer til erhvervspraktik i folkeskolen.
– Folkeskolen skal ikke bare være et sted, hvor du lærer at læse og regne. Her skal eleverne også få erfaring med praktiske fag. Erhvervspraktikken kan hjælpe eleverne med at få øjnene op for flere forskellige uddannelsesveje efter 9. klasse, og derfor er det tid til, at alle elever får ret til at komme i erhvervspraktik, siger formand for Dansk Metal, Claus Jensen.
I dag fungerer erhvervspraktikken som et tilbud, men nu er de tre organisationer gået sammen om et fælles mål om, at det i fremtiden skal være en ret for alle elever i 6.-9. klasse at blive præsenteret for en praktikplads. Ønsker eleven eller forældrene ikke det, skal det aktivt fravælges og ledsages af en god begrundelse.
Et kvalitetsløft af erhvervspraktikken betyder, at alle børn uanset social eller familiemæssig baggrund skal tilbydes gode og interessante praktikpladser som led i undervisningen.
– Alle elever skal have mulighed for at komme i erhvervspraktik, der skal give dem et bredere perspektiv på tilværelsen. Uanset hvilken kommune eller skole, man kommer fra, skal praktikken have kvalitet, være meningsfuld for eleverne og have sammenhæng med den undervisning, der foregår på skolen, siger formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen
For at komme i mål skal samarbejdet mellem virksomheder, institutioner og organisationer, som stiller praktikpladser til rådighed, styrkes.
– Det er svært at vide, hvad en industriteknikker laver, hvis man ikke har besøgt en produktionshal eller prøvet kræfter med maskinerne. Derfor skal vi skabe en folkeskole med et tættere samarbejde med lokale virksomheder, så de unge på den ene side får en fed og lærerig oplevelse, der vækker deres nysgerrighed, mens virksomhederne kan møde nye potentielle lærlinge. For vi har brug for at gøre op med vanetænkningen om, at gymnasiet er den eneste vej til et godt liv og samtidig vise alle mulighederne indenfor erhvervsuddannelserne, slutter adm. direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen.
Efter endt praktikforløb er det også vigtigt, at der i fremtiden sker en bedre kobling mellem erhvervspraktikken, undervisningen og vejledningen, end tilfældet er i dag. Det vil hjælpe eleverne med at reflektere over praktikken og gøre dem i stand til at træffe et godt og meningsfuldt valg af en ungdomsuddannelse efter 9. eller 10. klasse.

Læs også: Ungeklimarådet lancerer anbefalinger om fremtidens grønne uddannelser
Timerekorden slået i Billund Lufthavn
Målet om at få flere gæster gennem lufthavnen end i 2022, er rykket tættere på med afsæt i resultatet for juli 2023. Juli skriver sig ind som den næstbedste måned i lufthavnens 59-årige historie.
Næsten en halv million gæster gik gennem Billund Lufthavn i juli. Samtidig bød juli på lufthavnens all-time travleste time. Den 6. juli passerede 2.538 gæster gennem terminalen på 60 minutter. Dermed viser de seneste års investeringer i blandt andet nye self-service bag-drop, smart security og udvidet ankomsthal at lufthavnen er rustet til yderligere vækst. Total benyttede 498.341 gæster Billund Lufthavn i juli.
Trafikken lever hermed op til målet for 2023. Samtidig lander mængden af luftfragt, for anden måned i træk, over det globale marked.
– Vi har haft færre sæder til rådighed på vores rutedestinationer i juli i år sammenlignet med juli 2022. Alligevel fastholder vi et højt niveau. På charterdelen var der i fjor en markant effekt af ophøret af rejserestriktioner, mens der i år et løft til chartertrafikken, som følge af det noget ustadige danske sommervejr. Samlet set har vi ikke mange tomme flysæder, og det er vi tilfredse med, ikke mindst på fly- og charterselskabers vegne. Det understreger, at vi har et stærkt miks af rute og charterdestinationer, som vores rejsende i Vestdanmark efterspørger, fortæller Adm. direktør, Jan Hessellund.
For at kunne yde den nødvendige services og tilbyde attraktive faciliteter, har Billund Lufthavn arbejdet med at udbygge cargo-området hen over sommeren.
– Vi har haft rigtig travlt med at renovere standpladser, udvide rulleveje og serviceveje til handlingsudstyr til fragtflyene. Dermed har vi taget endnu et skridt i retning af at tilbyde en topmoderne og konkurrencedygtig luftfragtsterminal. Markedet for luftfragt er volatilt, og set i det lys er det tilfredsstillende at vi gør det bedre end det øvrige marked for luftfragt for anden måned i træk, uddyber Jan Hessellund.
Indgangen til august signalerer også indledningen på efterårets mange aktiviteter. For mens terminalen endnu er fyldt med rejsende i shorts og korte ærmer, melder lufthavnens samarbejdspartnere, at det nu er udsigten til snedækkede pister og vintersol, der overtager fokus. Ski- og golfrejser, city breaks og charterferier krydres i år med muligheden for sensommer på Grønland og vinternyheder som Dubai og Marokko.
På rutedestinationerne bliver Finnairs direkte rute til Helsinki med fire ugentlige afgange i højsæsonen i 2024 udvidet til hele sommerhalvåret og med daglige afgange i juni, juli og august.
– På bagkant af en travl sommer er det rart at kunne gøre status. Der har været store rejsedage, hvor vi har haft meget travlt overalt i lufthavnen. Der har blandt andet været fin trafik i vores shopping- og spiseområder. Og der er vækst i antallet af online-handler. Det betyder at en stigende del af vores gæster benytter vores Shop & Collect tilbud. Generelt, bliver tilfredsheden med vores udbud og services bedømt flot af vores gæster. Her ligger vi tæt på 5 på en skala fra 0 til 5. Det er vi glade og taknemmelige for. Jeg tilskriver hele æren for det, til det dygtige og ihærdige arbejde som vores medarbejdere i alle dele af lufthavnen yder, sammenfatter Jan Hessellund.
Se månedstallene for juli her.

Læs også: Ved du hvad flyskam er
Forskere mener, man skal gå i seng samme tidspunkt
Små forskelle i dine sovevaner kan føre til usunde ændringer af bakterierne i vores tarme, har en undersøgelse foreslået. Det udtaler de til BBC News og CNN. Og det kan være helt ned til ‘social jetlag’ (det at man er ude fredag og lørdag til sociale ting).
Det de forklarer er, at når folk går i seng og vågner på meget forskellige tidspunkter i løbet af ugen sammenlignet med weekenden, at der går koks i ens søvn- og døgnrytme.
De britiske forskere fandt ud af, at de, der havde stærkt forstyrret søvn, måske gennem skifteholdsarbejde, havde lidt dårligere kostvaner.
– Dårlig søvnkvalitet påvirker de valg, vi tager og gør, og folk higer så efter højere kulhydrater eller sukkerholdige fødevarer, forklarer Dr. Bermingham.
Dette kan til dels være et resultat af, at folk med ‘social jetlag’ har lidt dårligere kostvaner, fandt de britiske forskere ud af.
Stærkt forstyrret søvn, især skifteholdsarbejde, er også kendt for at have en negativ indvirkning på helbredet.
At holde sengetider og vågnetider konsekvente og spise en afbalanceret kost kan hjælpe med at reducere vores risiko for fremtidige sygdom. Undersøgelsen af næsten 1.000 voksne af Kings College London-forskere fandt ud af, at selv en 90-minutters forskel i midtpunktet af din nattesøvn i løbet af en normal uge kunne påvirke de typer af bakterier, der findes i den menneskelige tarm.
At have en bred vifte af forskellige arter af bakterier i dit fordøjelsessystem er virkelig vigtigt. Nogle er bedre end andre, men at få den rigtige blanding er nøglen til at forebygge en række sygdomme.

Læs også: Eksperternes råd: Sådan spiser du dig til en bedre søvn