
SOMMERNEWS: Børn og unge, der læser 20 minutter om dagen klarer sig bedre hele livet
Børn og unge, der læser 20 minutter om dagen klarer sig bedre hele livet · Knivoverfaldene på Psykiatrisk Center i Glostrup · 2.000 døde pingviner skyller op på sydamerikansk kyst · Stor nationalskjald fejrer 50-års jubilæum i Tivoli · Politiet sætter øget fokus på spiritus- og narkokørsel i sommerlandet · Dagens billede: Gigi Hadid anholdt · Sommerpostkort: Kendisferie 😎
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Børn og unge, der læser 20 minutter om dagen klarer sig bedre hele livet
Danske børn og unge er elendige læsere. Den internationale læseundersøgelse Pirls afslører, hvor slemt det står til med deres læseevner og sprogfærdigheder [1]. Årsagen er dels brugen af sociale medier, som stjæler børns tid og evnen til fordybelse og indlæring. Corona-situationen har gjort det endnu værre. De lange hjemsendelser medførte et yderligere læringstab [2].
Et helt nyt site 20omdagen.dk samler viden og tips til forældre om, hvordan de får deres børn og unge til at læse bøger. Danske forlag har udvalgt fysiske bøger, digitale bøger og lydbøger og inddelt dem i aldersgrupper, så det er nemt for forældre og børn at komme i gang med gode, alderssvarende bøger. Det er forældrenes opgave at gøre læsning til en fast del af hverdagen.
Læsning forbedrer barnets livschancer hele vejen rundt … Undersøgelser viser, at børn, der læser 20 minutter eller mere hver dag udvikler bedre sprogfærdigheder, de bliver bedre til at formulere sig præcist, har mere selvtillid, større chance for at få en uddannelse og bedre mulighed for at få en attraktiv partner senere i livet. Mennesker, der læser skønlitteratur, lever i gennemsnit to år længere [3]. Læsning betyder med andre ord alt, og 20 minutter om dagen er nok.
Fem skridt kan gøre barnet til en stærk læser:
Gør læsning til et fast ritual i hjemmet på linje med aftensmad og tandbørstning.
Læs højt for mindre børn, og læs selv, når større børn læser deres 20 minutter om dagen
Gør bøger let tilgængelige i hjemmet.
Tal om bøger. Spørg dit barn, hvad det læser, fortæl hvad du selv kan lide at læse.
Tag børnene med på biblioteket og giv jer tid til at bladre i bøger og tegneserier.
Forældres opgave at gøre læsning til et fast ritual i hjemmet.
– Frem til 1989 var det tilladt at køre uden sikkerhedssele, og det blev betragtet som helt okay at ryge tobak i bilen, selvom børnene kørte med. Set i bakspejlet var begge dele totalt uansvarligt, og vi reagerede alt for sent. Nu står vi over for en lignende milepæl. Når vi har givet en generation af unge lov til at bruge flere timer om dagen på sociale medier, er der ikke tid til at læse bøger. Og når børn og unge ikke er dygtige læsere, er det også sværere for dem at følge med i skolens andre fag, og den negative spiral er sat i gang, udtaler Thomas Schnoor, der er direktør i Book Solutions. Og han afslutter:
– Sommerferien er en oplagt lejlighed for at opbygge sunde læsevaner og tage hånd om et problem, som både er individuelt og et samfundsanliggende.
Pisas undersøgelse viser , at børn, der læser 20 minutter om dagen hver dag, kan rykke sig et helt skoleår i læsefærdigheder [4]. Hvis du kan læse, kan du alt!
Kilder:
[1] Fougt, S. S., Neubert, K., Kristensen, R. M., Hegaard, R., Molbæk, L., & Kjeldsen, C. C. (2023). Danske elevers læsekompetence i 4. klasse (Carl-H. K. Zakrisson, Ed.) [Review of Danske elevers læsekompetence i 4. klasse]. Læs mere her.
[2]. Center for Anvendt Skoleforskning. Forskere om børns rekordlave læselyst: Alarmerende tal, der kalder på handling fra både praktikere og politikere (ucl.dk) – læs mere her.
[3] Effekten er dokumenteret i den videnskabelige undersøgelse ‘A Chapter a Day – Association of Book Reading with Longevity’, hvor der er taget højde for afledte effekter som køn, alder, uddannelse med videre.
[4] PISA 2009. (n.d.). www.uvm.dk. Retrieved July 13, 2023. Læs mere her.

Læs også: De gode læsevaner fortsætter
Knivoverfaldene på Psykiatrisk Center i Glostrup
Her er en status efter knivoverfald på tre ansatte ved Psykiatrisk Center Glostrup. Fredag klokken 12.10 modtog Københavns Vestegns Politi opkald om knivstikkeri på Psykiatrisk Center Glostrup, Brøndbyøstervej 160.
Politiet rykkede talstærkt frem til stedet, hvor to medarbejdere havde fået alvorlige knivlæsioner og en tredje medarbejder mere overfladiske. De tre ofre blev kørt på hospitalet til behandling.
Gerningsmanden, som var undløbet, blev eftersøgt at patruljer i området, og klokken 12.45 blev en 41-årig mand anholdt et stykke derfra.
Som følge af knivlæsioner afgik et af ofrene (en kvindelig læge ansat på psykiatrisk center) ved døden fredag eftermiddag efter at være ramt i mave og hals. De pårørende er underrettet. Det andet offer med alvorlige læsioner i lunge og milt er fortsat under behandling. Pågældende med mere overfladiske læsioner i armen er udskrevet.
– Vi står med en meget alvorlig forbrydelse, som vi indtil videre efterforsker som drab, udtaler vicepolitiinspektør Charlotte Skovby, Københavns Vestegns Politi.
Vicepolitiinspektøren tilføjer dog, at det er for tidligt at udtale sig om motiver, årsager med videre – det skal efterforskningen afdække. Manden erkender drab og vold og udtalte under grundlovsforhøret:
– Jeg er ked af det, jeg kan ikke mere.
Den 41-årige mistænkte blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag ved Retten i Glostrup for lukkede døre. Københavns Vestegns Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer vedrørende ofrene eller den anholdte.

Læs også: 23-årig idømt anbringelse for skyderiet i Fields
2.000 døde pingviner skyller op på sydamerikansk kyst
Ulovligt fiskeri og overfiskeri kan have ført til mangel på føde for pingviner og flere andre dyr. For omkring 2.000 døde pingviner er i løbet af de seneste 10 dage skyllet op på kysten ved Uruguay på Sydamerikas østkyst. Det oplyser det uruguayanske miljøministerium.
Det står ikke umiddelbart klart, hvordan pingvinerne har mistet livet. Dog ser mange ud til at være underernærede.
– Der er tale om dødsfald i vandet. 90 procent er unge pingviner, der kommer uden fedtreserver og med tomme maver, siger Carmen Leizagoyen, der står i spidsen for miljøministeriets afdeling for fauna.
Ifølge miljøaktivister har ulovligt fiskeri og overfiskeri de seneste mange år været med til at skabe problemer for pingviner og andre dyr.
– I 1990’erne og 2000’erne begyndte vi at se dyr, der mangler mad. Ressourcerne bliver overudnyttet, fortæller Richard Tesore fra ngo’en SOS Marine Wildlife Rescue.
Foruden døde pingviner er der også på uruguayanske strande blandt andet fundet døde albatrosser, havskildpadder og søløver.

Læs også: Dansk verdenskendt homoseksuel pingvin har fået en unge
Stor nationalskjald fejrer 50-års jubilæum i Tivoli
Det er en helt særlig begivenhed, der fejres, når den folkekære sanger og komponist Sebastian fredag den 28. og lørdag 29. juli går på scenen solo med sin guitar i Glassalen. Det er nemlig 50 år siden, Sebastian fik sit første faste engagement i Tivoli og dermed startede et langt og kærligt forhold til Tivoli. I løbet af årene har der været bud efter Sebastian solo, med band på Plænen eller som instruktør på store musicals i Koncertsalen. Utroligt nok er det første gang, at Sebastian optræder i Glassalen, når han som troubadour, spiller to koncerter, som led i en lang og imponerende musikkarriere, der startede i Tivoli.
Sebastian siger om solokoncerterne i Tivoli:
– Jeg fik mit første faste engagement solo med min guitar i Tivolis Vise Vers Hus i 1973, så man kan godt kalde det et 50-års jubilæum med Tivoli i år. Siden er det blevet til mange koncerter både solo, med Sebastian Band på Plænen eller som instruktør i Koncertsalen, men det er første gang, jeg giver koncert i den smukke Glassal. Det glæder jeg mig rigtig meget til!
Om Sebastian
Sebastian, med det borgerlige navn, Knud Torben Grabow Christensen, er en af de mest markante og betydningsfulde stemmer i dansk musik. I 2021 var han aktuel med sit seneste anmelderroste studiealbum Tidløs erindring og i februar 2023 udgav han singlen Hjertedanser. Nogle af hans største hits tællerFuld af nattens stjerner med Lis Sørensen, Vårvise, Sommerfuglen, Romeo, Danser på vulkaner og Måske ku’ vi.
Siden det kommercielle gennembrud med LP’en Den store flugt i 1972, har Sebastian været en central figur på den danske musikscene og har skrevet stribevis af sange, som er blevet del af den danske børnesangskat og en del af lydtapetet på børneværelset gennem generationer, som for eksempelOstesangen, Sørøversangen, Når lyset bryder frem, Nattergalen på sin gren og Hodja fra Pjort
Siden slut-80’erne har Sebastian især arbejdet som musicalkomponist på store publikum-succeser som Skatteøen, Ronja Røverdatter og Pippi, ligesom han har komponeret musik til tv-serierne: Nana og Gøngehøvdingen. Dermed har Sebastian skabt sig en stor fanbase, der strækker sig over mange generationer. Det er en skøn blanding af hans imponerende bagkatalog, Sebastian gæster Tivoli med.

Læs også: Juli måneds kulturguide
Politiet sætter øget fokus på spiritus- og narkokørsel i sommerlandet
Spirituskørsel er fortsat et problem på de danske veje, hvor den positive udvikling er stagneret. Stadig alt for mange sætter sig bag rattet, selvom de er i tvivl, om de er påvirkede af alkohol eller narkotika.
Sommeren har ramt Danmark og det betyder grill-fester, havefester, festivaller og mange andre former for sociale begivenheder, hvor der kan være mulighed for indtagelse af alkohol, og derfor sætter størstedelen af landets politikredse øget fokus på spiritus- og narkokørsel fra mandag den 24. juli 2023 til søndag den 6. august 2023.
Politiets kontroller vil variere fra politikreds til politikreds alt afhængig af de forskellige sommerfester i eksempelvis sommerhuskvarterer, på villavejene, på strandene, eller andet som afholdes i politikredsene, hvor man må kunne forvente, at der bliver drukket alkohol. Politiet vil også udføre kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket efter indtagelse af spiritus efter festen aftenen forinden.
Ud over spirituspåvirkning vil der også ske kontrol af, om førerne er påvirkede af narkotika eller medicin.
Spirituskørsel udgør en alvorlig fare for ulykker i trafikken. På trods af, at det er blevet mindre accepteret at køre i påvirket tilstand, er der stadig spirituspåvirkede trafikanter i hver femte dødsulykke. Langt de fleste spiritusulykker sker fredag, lørdag eller søndag aften eller nat, og hovedparten af spiritusulykkerne er eneulykker. Langt de fleste, der bliver dræbt i spiritusulykke er den spirituspåvirkede trafikant selv (kilde: Rådet for Sikker Trafik).
Fra 2017 til 2021 mistede 163 personer livet i trafikken på grund af spiritusulykker (kilde: Vejdirektoratet). Der sker flere spiritusulykker med personskade i sommermånederne juni og juli end for eksempel i november og december. Alene i juni måned sidste år sigtede politiet 635 personer for spirituskørsel samt 724 for narkokørsel.
– Spirituskørsel er uacceptabelt, og noget som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Koncernkommunikation, og afslutter:
– Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at forhindre spirituskørsel, men det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun har drukket.
Hvad kan man gøre?
Rigspolitiet anbefaler, at du eventuelt kan gøre følgende i et forsøg på at hindre spirituskørsel:
• Fortæl ham eller hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
• Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
• Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
• Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
• Tilbyd en overnatning
• Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
• Hvis han/hun alligevel kører, så kontakt politiet på telefon 114.

Læs også: Politiet opfordrer til at passe på spirituskørsel
Dagens billede: Gigi Hadid anholdt
https://www.instagram.com/p/Cu2FF17hn6U/
Sommerpostkort: Kendisferie 😎
https://www.instagram.com/p/CuzrIOirLyw/




