Læs også:

Close
pensionist ældre kvinde hænder

NEWS: Antallet af 100-årige i Danmark eksploderer i de kommende år

Nyheder  | 

Antallet af 100-årige i Danmark eksploderer i de kommende år · 31-årig mand anholdt for mistanke om krænkelser i Allingåbro · Nyt samarbejde skal sikre den danske musikkulturarv · Aarhus tog flot afsked med Ocean Race-bådene · To anholdt for svindel af ældre borgere · Dagens video: En legende stopper

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Antallet af 100-årige i Danmark eksploderer i de kommende år

4.200 danskere kan i 2050 sætte mindst 100 lys i fødselsdagslagkagen … Det er ganske vist, at danskerne bliver ældre. Det viser en helt ny befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik.

Især vil antallet af kvinder på 100 år stige markant. Hvor der i dag er cirka 1.000 kvinder, der kan sætte mindst 100 lys i fødselsdagskagen, vil der allerede i 2050 være 3.600 kvinder, der er 100 år eller mere – altså mere end en tredobling.

Der er i dag cirka 150 mænd, der har passeret de 100 år, og når vi kommer frem til 2050 forventes, der at være cirka 700 mænd, som er ældre end 100 år.

– Det er en ganske voldsom stigning i antallet af 100-årige, vi kommer til at se i de kommende årtier, hvor ikke mindst mange kvinder vil nå en meget høj alder. Med de højere levealdre vi ser ind, bliver det endnu vigtigere for danskerne at sikre, at der er penge til hele livet, forklarer rådgivningsekspert Jens Christian Nielsen fra Velliv.

Et langt liv øger behovet for en langvarig udbetaling af pensionen … At vi lever længere, er positivt, da vi samtidig får flere gode leveår. Men et længere liv stiller også større krav til opsparingen for at finansiere de flere år uden for arbejdsmarkedet.

– Bredt set har danskerne allerede i dag en fornuftig pensionsopsparing, og det bliver kun bedre i de kommende generationer. Derfor handler det for langt de fleste om at se på, om udbetalingsperioden nu også matcher et langt liv. Vi anbefaler at supplere ratepensionen med en livsvarig pension, siger Jens Christian Nielsen.

Fremadrettet bliver den livsvarige pension endnu mere udbredt i takt med, at stadig flere, der har været ramt af loftet på ratepension når pensionsalderen. 26 pct. af Vellivs kunder, der går på pension har i dag en livsvarig pension. Generelt er kvinderne bedre end mænd til at spare op med en livsvarig pension. Det skyldes blandt andet, at flere kvinder er offentligt ansat, hvor flere fagforbund stiller krav om en livsvarig pension. Og virkeligheden viser jo, at netop kvinderne oftere har behov for den livsvarig pension end mændene.

pensionist ældre kvinde hænder
Antallet af 100-årige i Danmark eksploderer i de kommende år … (Foto: Unsplash)

Læs også: Spot en ældre ensom og gør noget

31-årig mand anholdt for mistanke om krænkelser i Allingåbro

Østjyllands Politi anholdt torsdag aften en 31-årig mand, som mistænkes for at stå bag flere blufærdighedskrænkelser i Allingåbro.

I onsdags aften fik politiet to anmeldelser fra kvinder, der var blevet udsat for krænkelser på Kirkestien i Allingåbro.

En 70-årig kvinde fortalte, at hun omkring klokken 21.00 var blevet taget på bagdelen af en fremmed mand, mens en 40-årig kvinde anmeldte, at hun kort tid efter i samme område havde mødt en mand, der blottede sin penis for hende, inden han forlod stedet i en bil.

En patrulje søgte efterfølgende efter manden i området, men det lykkedes ikke at finde frem til ham. Efterforskningen af sagen ledte politiet på sporet af den 31-årige, der torsdag aften blev anholdt på en adresse i Aarhus og sigtet for forholdene i Allingåbro.

Østjyllands Politi er fortsat i gang med efterforskningen og ser blandt andet på, om den 31-årige kan stå bag flere forhold. Har du været udsat for blotteri eller anden form for blufærdighedskrænkelse i Allingåbro inden for de seneste dage, hører politiet meget gerne fra dig på telefon 114.

blotter blufærdighedskrænkelsemand tunnel
Ung mand anholdt for mistanke om krænkelser i Allingåbro sidste uge … (Foto: Unsplash)

Læs også: Anholdt for at blufærdighedskrænke piger i svømmehal

Nyt samarbejde skal sikre den danske musikkulturarv

I det digitale Danmark forsvinder den danske musikkulturarv langsomt men sikkert, hvis ikke vi gør noget proaktivt for at redde den. Sådan lyder motivationen bag et nyt samarbejde mellem Det Kgl. Bibliotek, YouSee Musik og Koda, som nu går aktivt ind i kampen om at bevare en vigtig del af Danmarks hukommelse for eftertiden.

I takt med at vores samfund bliver mere digitalt, bliver vores kulturarv mere skrøbelig, og passer vi ikke godt på den, forsvinder den. Det forhindrer Det Kgl. Bibliotek, YouSee Musik og Koda nu gennem et nyt samarbejde, der sikrer, at al dansk musik, herunder musik med danske sangskrivere og komponister, bliver indsamlet og bevaret for eftertiden hos Det Kgl. Bibliotek.

– Hvor vi traditionelt har kunne pålægge forlag, trykkerier og pladeselskaber at sende to fysiske kopier af deres udgivelser til bevaring i Det Kgl. Biblioteks magasiner, skal der i dag andre og mere komplicerede aftaler i stand med udgivere af digitalt indhold, hvis vi skal indsamle og bevare kulturarven – og det skal vi, for kulturarv i alle dets afskygninger, hvad end det er bøger, aviser, tv-udsendelser eller musik, er det afgørende for at forstå den danske kulturhistorie for forskere og borgere generelt, fortæller vicedirektør for Kulturarv på Det Kgl. Bibliotek, Tonny Skovgård Jensen, og fortsætter:

– De platforme og sociale medier danskerne finder deres digitale underholdnings- og informationsindhold på i dag er ofte ejet af skiftende kommercielle aktører, som ikke nødvendigvis har forpligtelse til eller viden om, at de skal pligtaflevere deres indhold til Det Kgl. Bibliotek. Det er derfor en vigtig og stor milepæl, at vi i dag har sikret over 1 million musiknumre via aftalen med YouSee Musik og Koda, og at vi fremover vil modtage alt det indhold og metadata, der udgives løbende på diverse danske og internationale pladeselskaber, hvor danske kunstnere har bidraget til værket.

Dansk musikhistorie er sikret for fremtidige generationer … Hos YouSee Musik er man glade for at kunne bruge sin unikke position på det danske musikstreaming-marked til at sikre den danske musikhistorie.

–YouSee Musik er den eneste lokalt forankrede musiktjeneste i Danmark, og selvom vi er en kommerciel aktør, har det altid været vigtigt for os at gøre vores for at bidrage til den danske kulturscene. Det gør vi blandt andet gennem vores originale danske tv-serier, YouSee Originals, og vores nationale musiktjeneste, der har et stort fokus på kuratering af dansk indhold og generel promovering af den danske musikbranche. Derfor var det heller ikke en svær beslutning, da Det Kgl. Bibliotek spurgte, om vi ville hjælpe dem med at bevare den danske musikkulturarv. Det har været et omfattende arbejde at identificere numrene og designe arkiveringsprocessen ved brug af metadata, men bestemt det hele værd. Vi glæder os over at være med til at sikre dansk musikhistorie til gavn for fremtidens forskere og borgere, fortæller Christian Morgan, direktør for YouSee.

Også hos Koda glæder man sig over det nye samarbejde.

– Vi skulle ikke tænke os om to gange, da vi blev spurgt, om vi ville bidrage med vores data og viden om, hvem der står bag vores musikkulturarv, for vi har et ansvar for, at den danske musik bliver bevaret for eftertiden. Det var et omfattende arbejde at processere og identificere så stor en mængde metadata og værker. Det har vi lært meget af. Og så er vi naturligvis glade for at bidrage til digitaliseringen af den danske musikkultur. Det er enormt vigtigt, at musikken på lige fod med litteratur, de danske medier, billedkunsten osv. spiller en rolle i fremtidens historiefortælling, for kompositioner og sangskrivning giver en vigtig indsigt i de emner, som optager vores samtid, udtaler Gorm Arildsen, direktør i Koda.

klaver tangenter
Nyt samarbejde mellem Det Kgl. Bibliotek, YouSee Musik og Koda skal sikre den danske musikkulturarv … (Foto: PR)

Læs også: Musikken kom stærkt igen

Aarhus tog flot afsked med Ocean Race-bådene

Som den første danske værtsby nogensinde kan Aarhus se tilbage på 11 succesfulde dage med The Ocean Race. Bådene sejlede videre til næste stop i hollandske Haag torsdag eftermiddag, og blev vinket farvel af mange tusinder glade mennesker på både land og til vands.

I torsdag den 8. juni var dete World Ocean Day. Ganske passende var det også dagen, hvor de spektakulære, højteknologiske Ocean Race-både forlod havneområdet i Aarhus under store klapsalver fra det talstærke publikum og begav sig afsted på næste etape i den verdensomspændende havkapsejlads, som betragtes som verdens hårdeste.

Udover besøget fra de imponerende både og to velafviklede In-Port Races søndag den 4. juni, bød The Ocean Race Stopover i Aarhus på stor folkefest over 11 dage, to bådklasser (IMOCA og VO65), en oplevelses-ø med fokus på bæredygtighedsprojekter og en masse sjove og lærerige gratis tiltag for hele familien.

Det er således en begejstret borgmester, som ser tilbage på arrangementet:

– The Ocean Race er forløbet flot og har været en stor succes. Med en sådan megaevent bringer vi hele verden til Aarhus, både i form af udenlandske gæster og rosende medieomtaler af arrangementet. Udover et naturligt fokus på sejlsportsdelen har vi brugt vores værtskab som en løftestang til at diskutere det fortsatte behov for grøn omstilling og nye løsninger. Samtidig har publikum haft en fest i fantastiske rammer på havneområdet, for eksempel på Sustainability Island på Pier 2, hvor skolebørn og familier har kunnet gå på opdagelse i inspirerende bæredygtighedsprojekter, udtaler Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune.

ocean race aarhus
11 dage blev det til med Ocean Race i Aarhus … (Foto. PR)

Læs også: Første Ocean Race-båd ankommer til Aarhus Havn

To anholdt for svindel af ældre borgere

To unge mænd er fremstillet i grundlovsforhør for at svindle sig til 60.000 kroner hos ældre borgere i Herning og Holstebro.

Midt- og Vestjyllands Politi har den 7. juni 2023 efter kortvarig efterforskning, anholdt to personer for flere forhold af svindel af ældre borgere i Herning og Holstebro kommune.
De sigtede er to unge mænd på 17 og 18 år. Begge har bopæl i Midt- og Vestjyllands politikreds.

De er mistænkt for den 6. og 7. juni at have kontaktet ældre borgere telefonisk og udgivet sig for at være fra de ældre borgeres bank. Herefter er de forurettede blevet overtalt til at udlevere deres betalingskort og koder til en person, der mødte op på deres bopæl. Kortvarigt efter blev der i alt hævet ca. 60.000 kr. kontanter i nærliggende hæveautomater.

Denne type kriminalitet er desværre udbredt, og Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer borgerne til at passe godt på deres følsomme oplysninger.

– Det er ingen hemmelighed, at gerningsmændene går målrettet efter den ældste del af befolkningen. Det er derfor vigtigt, at vi hjælper hinanden med at få spredt budskabet om at passe godt på bankoplysninger. Har du en ældre mor eller far, så tag en snak med dem om aldrig at udlevere koder eller betalinskort. Hverken over telefonen eller fysisk til personer, udtaler Erik Hykkelbjerg, der er politiassistent i forebyggelsesafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Følg de gode rå og undgå at blive snydt:

– Udlever aldrig dine kort og oplysninger til fremmede.
– Udlever aldrig dine koder.
– Hvis du er i tvivl, så afbryd samtalen og ring til bankens hovednummer.
– Hvis det er gået galt, så anmeld det til politiet.

mand computer
To anholdt for svindel af ældre borgere … (Foto: Unsplash)

Læs også: Ældre har svært ved at følge med den digitale udvikling

Dagens video: En legende stopper

https://www.instagram.com/p/CtHdRVssm00/

· Mere fra samme kategori ·