Læs også:

Close
snapchat (Foto: Unsplash)

NEWS: 33-årig tiltalt for hacking og blufærdighedskrænkelse i omfattende sag

Nyheder  | 

33-årig tiltalt for hacking og blufærdighedskrænkelse i omfattende sag · Mad og måltider er en vigtig løftestang for et sundere liv ·  Krav til børns brug af tech-tjenester nødvendigt · Peter Belli medvirker i ‘Det sidste ord’· Politi i aktion mod menneskehandel · Dagens billede: Italiensk leder død · Fredagsfjol: Klar til weekend 😻

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

33-årig tiltalt for hacking og blufærdighedskrænkelse i omfattende sag

Midt- og Vestjylland Politi har nu rejst tiltale i en sag, hvor en 33-årig mand er tiltalt for at hacke sig til konto- og loginoplysninger og for være i besiddelse af private dokumenter, billeder og videoer fra i alt 214 personer.

Midt- og Vestjyllands Politi har nu rejst tiltale mod en 33-årig mand for hacking, forsøg på hacking og for blufærdighedskrænkelse mod 214 personer.

Manden boede i Viborg Kommune i perioden fra efteråret 2017 til januar 2019, da han fra sin computer hackede sig ind i 622 hjemmesider og dermed blandt andet fik ulovlig adgang til virksomhedernes kundedatabaser.

– Det er en alvorlig sag, som involverer mange forurettede. Der er rejst tiltale for systematisk og organiseret hacking af hjemmesider, og for omfattende blufærdighedskrænkelse af mere end 200 personer, udtaler anklagerfuldmægtig Emil Nyborg fra Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden blev anholdt i januar 2019, og i hans besiddelse fandt politiet flere tusinde private dokumenter, billeder og videoer fra i alt 214 forskellige personer. Langt størstedelen kvinder. På en del af det private materiale fremstår personerne enten helt eller delvist afklædte eller i en anden seksuel sammenhæng.

Ud over de hjemmesider, det lykkedes manden at få adgang til, er han også tiltalt for 9.955 forsøg på hacking.

Den 33-årige er også tiltalt for i alt 4.344 gange at have forsøgt at hacke sig ind på et ukendt antal enkeltpersoners profiloplysninger på onlinetjenester som for eksempel Google, Facebook, Dropbox og Snapchat.

I 40 tilfælde er det lykkes manden at hacke sig til adgang på private personers online profiler.

Anklageskriftet indeholder i alt 636 forskellige forhold, og anklagemyndigheden forventer at sagen vil køre over 14 retsdage.

snap snapchat mobil (Foto: Unsplash)
33-årig tiltalt for hacking og blufærdighedskrænkelse i omfattende sag … (Foto: Unsplash)

Læs også: Mand anholdt for mistanke om krænkelser

Mad og måltider er en vigtig løftestang for et sundere liv

Det går den forkerte vej med vores sundhed og trivsel – og i dag har danskerne mere usunde madvaner end for 10 år siden. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at der er fokus på madens og måltidernes rolle for danskernes sundhed. Rådet for sund mad sætter sammen med 17 organisationer, virksomheder og myndigheder derfor vores mad og måltidskultur til debat på dette års Folkemøde med det formål at skabe sundere madvaner.

Danskerne er inde i en ond spiral, hvor overvægt er et stadig stigende problem. Andelen af danskere med overvægt i alderen 16-24-årige er 25,4% men for dem mellem 25-34 år er andelen helt oppe på 45,5%. Det påvirker vores trivsel og velfærd og belaster sundhedssystemet. Der er derfor al mulig god grund for at sætte vores madvaner til debat.

– Det fælles fokus der er fra de mange aktører på SAMMEN OM MAD scenen er en enestående mulighed for at både private og professionelle får øjnene op for de fælles løsninger og samarbejdsmuligheder der findes for at bruge mad og måltider som løftestang til sundere liv. Ingen aktør alene kan vende den udvikling vi ser i danskernes madvaner. Det kræver nationale samarbejde på tværs af fagligheder og på tværs af hele værdikæden. Derfor er mit håb, at vi på SAMMEN OM MAD scenen kan sprede inspiration og viden om vejen til et sundere liv og at vi sammen kan gøre en forskel for danskernes sundhed igennem maden, siger Anne Glad.

SAMMEN OM MAD scenens gennemgående moderator er forbrugerekspert, Anne Glad, der med sit store kendskab til danskernes madvaner, er den helt rette til at føre publikum og debattører godt igennem debatterne på en underholdende og inspirerende vis.

SAMMEN OM MAD scenen er en central platform for diskussioner og interaktion om vigtigheden af ​​sunde kostvaner og livsstil med en bred vifte af emner og aktiviteter, der er designet til at øge bevidstheden om danskernes sundhed og skabe positive forandringer i vores madvaner. Publikum vil have mulighed for at høre og deltage i debatter, og interagere med interessenterne rundt om danskernes mad og sundhed. Læs mere om scenens debatprogram her.

sammen om mad folkemøde
Et vigtigt emne tages op på årets Folkemøde … (Foto: PR)

Læs også: Luftfarten sætter grøn omstilling på agendaen til årets Folkemøde

Krav til børns brug af tech-tjenester nødvendigt

Børn skal beskyttes bedre mod datahøst og ‘voksent’ indhold. Det er blandt de 13 konkrete anbefalinger, en ekspertgruppe har givet til begrænsning for ‘tech-giganter’. DI bakker op ambitionerne, men påpeger, at mange techvirksomheder allerede er i gang, og at Danmark ikke kan gå enegang.

Der skal sættes begrænsninger for ‘tech-giganters’ muligheder for at høste data, fastholde brugere og forudsige og påvirke adfærd. Det slår en ekspertgruppe nedsat af regeringen fast i en ny rapport, der blandt andet indeholder 13 konkrete anbefalinger til begrænsning af ”tech-giganterne”.

Mange af anbefalingerne er rettet mod beskyttelse af børn og unge og deres brug af sociale medier som Snapchat, Facebook og TikTok. Her kommer ekspertgruppen med et godt og konkret indspil i debatten, mener Dansk Industri (DI).

– 1 ud af 5 brugere af internettet i dag er børn, og vi har som samfund og som erhvervsliv et særligt ansvar for at beskytte børn, når de færdes på nettet. Derfor er vi også helt enige i ekspertgruppens anbefaling om, at der skal udvikles effektive værktøjer til at fastslå børnenes alder, siger Andreas Holbak Espersen, digitaliseringspolitisk chef i DI.

Han mener, at det skal gøres på en måde, så det både understøtter muligheden for anonymitet på internettet og samtidig sikrer, at børn og unge kun kan få adgang til tjenester med alderssvarende indhold.

Og han understreger, at mange tech-virksomheder allerede er i gang.

– Flere af elementerne er allerede implementeret i nogle sociale medier allerede. Det viser en vilje og en vej frem. Eksempelvis har TikTok allerede tidsnotifikation, ingen autoplay, knap til nulstilling med mere, siger Andreas Holbak Espersen.

DI bakker også op om at revurdere konsekvenserne af at hæve den danske aldersgrænse for, hvornår der skal indhentes samtykke til behandling af persondata ifm. udbud af informationssamfundstjenester. Aldersgrænsen er i dag 13 år i Danmark og kan under GDPR hæves til 16 år.

– Men vi skal være varsomme med at tro, at vi kan gå enegang. De fleste af ekspertgruppens anbefalinger vil kun give mening, hvis de indføres på EU-niveau. Det gælder særligt de anbefalinger, der handler om løsningernes forretningsmodeller og funktionalitet. Dansk enegang her vil hverken være effektfuldt eller ønskværdigt, siger Andreas Holbak Espersen.

computer kvinde barn
Krav til børns brug af tech-tjenester nødvendigt …  (Foto: PR)

Læs også: Mig og min Candy Crush

Peter Belli medvirker i ‘Det sidste ord’

Sidste torsdag gik Peter Belli bort i en alder af 79 år. Inden sin død medvirkede han i et særligt interview med Mikael Bertelsen, der nu bliver til programmet ‘Det sidste ord’.

Danskerne har lyttet til Peter Bellis genkendelige stemme i alt fra den tidlige pigtrådsmusik med ‘Les Rivals’ over socialrealistisk dansktop med ‘Bli’ væk fra vort kvarter’ til store, brede hits som ‘København (fra en DC-9)’. Han har modtaget både æresprisen fra IFPI, der er musikselskabernes brancheorganisation, og hædersprisen ved Danish Music Awards, og karrieren tæller mere end 40 albums. Peter Belli står derfor efter sin død tilbage som en af de største fyrtårne i dansk rockmusiks historie.

Nu får danskerne mulighed for at dele endnu en stund med Peter Belli i programmet ‘Det sidste ord’, hvor han bliver interviewet af Mikael Bertelsen. Programmet sendes i morgen lørdag klokken 21.10 på TV 2 og TV 2 Play.

– June var som altid med den dag, jeg optog samtalen med Peter Belli. Han kyssede hende farvel, inden vi gik ind i det hermetisk lukkede studie. Efter optagelsen kørte jeg Peter og June hjem til deres hus ved Køge Bugt, og på dørtrinnet sagde Peter: ‘Jeg kan forstå, at det er et fint selskab, jeg havner i her’. Jeg svarede, at det var ham, der gjorde det til et fint, seriøst selskab, siger Mikael Bertelsen.

– Jeg håber, at Peter Bellis budskab kommer til at skinne igennem. Det var vigtigt for ham at fortælle, at det var musikken, der fik ham til at overleve alt, siger Mikael Bertelsen.

Det Kgl. Bibliotek er partner i projektet omkring ‘Det sidste ord’, og råbåndet fra Mikael Bertelsens interviews bliver arkiveret hos dem for eftertiden. Først 20 år efter hovedpersonens død kan andre få adgang til materialet.

– Konceptet inviterer til særligt intense samtaler og kan vise nye aspekter af de interviewede, som ikke kan findes i vores andet historiske kildemateriale, siger Tonny Skovgård Jensen, vicedirektør og chef for kulturarv på Det Kgl. Bibliotek.

– Peter Belli havde en helt unik stemme og særlig position i dansk kulturhistorie, og hans musik vil leve videre hos danskerne for eftertiden. I ‘Det sidste ord’ giver vi ham muligheden for – sammen med Mikael Bertelsen og resten af danskerne – at kigge tilbage på sit eget liv. Det kommer der en meget spændende samtale ud af, som vi glæder os til at kunne vise på TV 2, siger redaktør på programmet og faktachef på TV 2, Thomas Breinholt.

‘Det sidste ord’ med Peter Belli bliver det sjette program i portrætserien. Tidligere har Mikael Bertelsen interviewet Ritt Bjerregaard, Lise Nørgaard, Povl Dissing, Uffe Ellemann-Jensen og Bent Fabricius-Bjerre. Alle tidligere programmer kan ses på TV 2 Play.

peter belli
Et stærkt menneske og program … (Foto: Klaus Vedfelt)

Læs også: Det elskede vi ved Karl Lagerfeld

Politi i aktion mod menneskehandel

Syd- og Sønderjyllands Politis udlændingekontrolafdeling UKA Vest koordinerede dansk del af stor international aktion

Syd- & Sønderjyllands Politi ved Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) koordinerede for nylig den danske del af en international operation ’Global Chain’ mod bekæmpelse af menneskehandel til seksuel udnyttelse, tvungen kriminalitet og tvungen tiggeri.

Dansk politi bidrog til den internationale operation med blandt andet kontrol af personer og dokumenter på adresser rundt omkring i Danmark. Enkelte kontroller blev gennemført i samarbejde med Skattestyrelsen og Arbejdstilsynet, ligesom Center Mod Menneskehandel (CMM) og Udlændingestyrelsen bidrog med deres ekspertise. Syd- & Sønderjyllands Politi ved UKA Vest var under aktionen tilstede i Interpols operationsrum i Lyon i Frankrig sammen med de øvrige deltagerlande.

Der blev i operationen kontrolleret i alt 1.6 millioner personer, 25.400 lokationer og 153.300 køretøjer. På baggrund heraf blev 1426 potentielle ofre menneskehandel identificeret og 212 personer anholdt, hvoraf 138 er mistænkt for menneskehandel. I Danmark blev der identificeret en person, som Udlændingestyrelsen vurderer har været udsat for menneskehandel. Derudover blev der foretaget flere sigtelser for ulovligt arbejde og ophold i Danmark.

Den internationale indsats blev koordineret af Europol, Frontex og Interpol. I forhold til Europol blev operationen afholdt inden for rammerne af EMPACT (the European Multidisciplinary Platform Against Criminal Treats), som er et EU-projekt, hvor medlemslandene samarbejder om bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet.

Operationen blev gennemført fra den 8. til den 15. maj 2023.

grænse told
Politi i aktion mod menneskehandel … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Ung mand anholdt i sag om menneskesmugling

Dagens billede: Italiensk leder død

https://www.instagram.com/p/CtYpSOGtmfK/

Fredagsfjol: Klar til weekend 😻

https://www.instagram.com/p/CtPTQZiN8_Z/

· Mere fra samme kategori ·