
NEWS: Lisbet Dahl løfter sløret for karakterer og kostumer for Tivolirevyen 2023
Lisbet Dahl løfter sløret for karakterer og kostumer for Tivolirevyen 2023 · Idømt fængsel efter overfald med golfkøller · Homoseksuelt pingvinpar ruger på æg i Kattegatcentret · Elbilerne fylder mere i EU-bilsalget · Videreoverdragelse af flere kilo kokain kostede syv års fængsel · Dagens billede: Royal biljagt
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Lisbet Dahl løfter sløret for karakterer og kostumer for Tivolirevyen 2023
Der blev grint højlydt i Glassalen, da instruktør og kunstnerisk leder af Tivolirevyen Lisbet Dahl sammen med skuespillerne Andreas Bo, Linda P, Nicolai Jørgensen, Carsten Svendsen og kapelmester James Price tirsdag præsenterede en håndfuld karakterer og kostumer fra Tivolirevyen 2023, som har premiere den 1. juni.
Der er solgt allerede 40.000 billetter til Tivolirevyen, og salget er stødt stigende. Det virker til, at publikum kan glæde sig til Lisbet Dahl som en 137 år gammel og meget træt Irma-pige og Andreas Bo iført kunstig næse og høje hæle i størrelse 44 som statsminister Mette Frederiksen, når tæppet i Glassalen om få dage går op til premieren på Tivolirevyen. Da aktualitet er en hovedingrediens i revygenren, kan alt dog stadig nå at ændre sig, for Lisbet Dahl, Nicolai Jørgensen, Linda P, Andreas Bo og Carsten Svendsen skriver, forfiner og udvikler sketches, sange og parodier helt frem til premieren.
Foruden parodier på statsministeren og Irma-pigen, præsenterede det glade og spændte revyhold Linda P som bollecoach, Carsten Svendsen som en gigantisk lyserød gris, Lisbet Dahl som Lars Løkke Rasmussen og Nicolai Jørgensen iført sort paryk og en glitrende, rød pallietjakke. Den rutinerede kapelmester James Price fik selvfølgelig også vist sine evner bag klaveret.
Designer Søren Le Schmidt har også haft en finger med i Tivolirevyen 2023. Den verdenskendte designer har nemlig designet åbnings- og finalekostumerne til revyen.
Instruktør, skuespiller og kunstnerisk leder af Tivolirevyen Lisbet Dahl sagde med et smil:
– Vi aner ikke, om vi laver en god eller en dårlig revy, for vi har endnu ikke sat det sammen.
En udklædt Linda P sagde med et glimt i øjet:
– Jeg er spiller en bollecoach, og jeg skal coache folk i at få gang i sexlivet. Hvis de altså vil!
I fuld statsministermundering afslørede revyveteranen Andreas Bo:
– Jeg har ikke stor erfaring med at parodiere kvinder, så det bliver spændende. Næsen er en prototype, men vi ville have den med til dagens kostumevisning.
Sikkert er det, at de mange der skal ind og se revyen vil både grine, krummetæer, smile og få en uforglemmelig oplevelse med det hold, der står bag.

Læs også: Maj måneds kulturguide
Idømt fængsel efter overfald med golfkøller
To 18-årige mænd blev onsdag ved Retten i Aarhus dømt for grov vold ved i august sidste år at have slået en 26-årig mand flere gange med golfkøller. Overfaldet var så voldsomt, at den 26-årige fik livstruende skader.
Den ene 18-årige blev idømt to års fængsel, mens den anden blev idømt tre års fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.
Episoden fandt sted den 28. august 2022 på en multibane på Nyringen i Risskov. Den 26-årige havde fået stjålet sit løbehjul foran en kiosk, og han opdagede kort efter en gruppe mænd stå med det på multibanen i nærheden.
Ifølge den 26-åriges forklaring konfronterede han mændene og forlangte at få løbehjulet tilbage, og det fik dem til at finde golfkøller frem, som de slog ham med. Slagene ramte både krop og hoved, og de var så voldsomme, at den 26-årige fik kraniebrud og flere brækkede ribben.
– Det var et vanvittigt og groft overfald, der ifølge lægerne højst sandsynligt havde kostet den 26-årige livet, hvis han ikke var blevet indlagt og opereret så hurtigt. Den ene 18-årige er tidligere straffet, og det medførte en hårdere dom, udtaler specialanklager Jesper Rubow.
Den nu 27-årige mand har fortsat flere gener efter overfaldet, og det kunne have kostet ham livet.
Det var blandt andet videoovervågning og vidneforklaringer, der var med til at lede efterforskerne på sporet af de to mænd, der begge blev anholdt inden for et par dage efter overfaldet. Den 18-årige, der fik tre års fængsel, har siden siddet varetægtsfængslet i sagen.
Begge mænd nægtede sig skyldige. Den 18-årige, der fik tre års fængsel, ankede dommen. Den anden 18-årige udbad sig betænkningstid. Begge skal sidde varetægtsfængslet frem til afsoning af dommen.

Læs også: Børn udsat for vold og overgreb
Homoseksuelt pingvinpar ruger på æg i Kattegatcentret
Der er opstået sød musik mellem pingvinhunnerne Marmelade og Chickpea, som nu ruger på to æg i deres fælles rede i Kattegatcentrets nye pingvinanlæg.
Kattegatcentrets 22 æselpingviner har gennem længere tid haft travlt med kurmageri og redebygning, og anstrengelserne har endelig båret frugt – dyrepasserne har nemlig opdaget to æg i én af pingvinrederne. Men det er ikke en han- og hunpingvin, der har dannet par og lagt æg, det er nemlig to pingvinhunner, der først har fået bingo i reden.
– Hos pingviner er det sådan, at to hunner og to hanner sagtens kan danne par, og her er det altså pingvinhunnerne Marmelade og Chickpea, der er blevet glade for hinanden, og de har gennem længere tid haft travlt med at bygge deres fælles rede. Og nu har Chickpea lagt to æg i reden, som de begge skiftes til at ruge på, nøjagtigt som ethvert andet heteroseksuelt pingvinpar ville gøre, fortæller Thomas Mathias Spiele, der er dyrepasser for pingvinerne i Kattegatcentret.
Kattegatcentrets dyrepassere er dog usikre på, om de to pingvinæg i reden er befrugtede og spekulerer derfor på, om der har været utroskab i pingvinanlægget.
– Af gode grunde har Marmelade og Chickpea ikke selv kunnet befrugte æggene, så der er en lille mulighed for, at Chickpea har parret sig med én af hannerne i anlægget. Der er dog ikke nogen af hannerne, der har vedkendt sig faderskabet, og da pingviner generelt er meget tro mod deres partner, er chancen større for, at de to pingvinhunner ruger på ubefrugtede æg, sluttler Thomas Mathias Spiele.
Dyrepasserne må derfor vente i spænding på, om æggene er befrugtede. Det er nemlig først, når æggene er 10 dage gamle, at man ved nærmere undersøgelse af æggene kan se, om der sker en fosterudvikling i dem.
Fakta:
Det er ynglesæson blandt Kattegatcentrets 22 æselpingviner
Pingvinhunnerne Chickpea og Marmelade har dannet par og ruger på to æg i deres fælles rede
Pingviner har lange kurmagerier, hvor de ser hinanden an. I kurmageriet bukkes der synkront, der er fælles fjerpudsning og serenader af høje, brægende kald. Kaldet er en vigtig del af kurmageriet, da pingvinerne skal lære at genkende deres mages unikke kald, så de kan genfinde hinanden i de enorme ynglekolonier
Pingviner er monogame, hvilket vil sige, at de kun har én partner ad gangen. Parret yngler sammen på land i ynglesæsonen og skilles derefter for at tage på havet. Ofte mødes samme par igen næste år for at yngle, og nogle par er sammen hele deres liv. Ud af verdens 18 pingvinarter er det i gennemsnit 72% af pingvinparrene som yngler sammen år efter år, mens det hos æselpingvinerne er 85% af parrene, der bliver sammen
En æselpingvinhun lægger to æg i reden, og forældrene skiftes til at ruge på æggene. Hvis æggene er befrugtede, klækker de normalt efter 34-36 dage
Kattegatcentrets pingvinanlæg er ét af kun otte pingvinanlæg i verden, hvor det er muligt at stå i samme rum som subantarktiske pingviner.

Læs også: Kattegatcentret fik pingviner i julegave
Elbilerne fylder mere i EU-bilsalget
Der blev i april måned indregistreret 803.188 nye biler i EU, hvilket er en vækst på 17,2 procent, hvis man sammenligner med samme måned sidste år. Samtlige af de store markeder havde pæne fremgange, hvor to af de største markeder, Italien og Frankrig, førte an med solide vækstrater på henholdsvis 29,2 og 21,9 procent.
Væksten i EU-bilsalget har fortsat igennem månederne i 2023. Fra januar til april 2023 gik bilmarkedet i EU frem med 17,8 procent. I absolutte tal betød det, at antallet af solgte biler i EU fra januar til april i år er nået op på 3,5 millioner. Markedet har dermed bevæget sig opad med pæn vækst. Dog er bilsalget stadig mindre end det var i 2019, hvor der var meget aktivitet på det europæiske bilmarked. Sammenlignes perioden januar til april 2023 med samme periode i 2019, så er markedet i år 22,8 procent under.
Blandt de fire store primære EU-markeder, var det Spanien, der havde den største fremgang i perioden fra januar til april 2023. Her havde Spanien en vækst på 33,7 procent. Spanien er i perioden efterfulgt af Italien (26,9 procent), Frankrig (16,7 procent) og Tyskland (7,9 procent).
– Det er glædeligt, at markedet for biler i EU er i bedring. Markedet er ikke på niveau med 2019, men væksten fortsætter lige nu måned efter måned, hvilket er positivt. Der er dog fortsat udfordringer for bilmarkedet, herunder usikkerhed, der stadig fylder en del hos forbrugerne, slutter Mads Rørvig, adm. Direktør for De Danske Bilimportører.

Læs også: Markant flere ladepunkter i 2023
Videreoverdragelse af flere kilo kokain kostede syv års fængsel
En 35-årig mand fra Kosovo er blevet idømt syv års fængsel samt udvisning af Danmark for bestandig. Manden er dømt for at have videreoverdraget store mængder kokain som led i organiseret narkotikahandel.
Retten i Aarhus fandt tirsdag en 35-årig mand skyldig i et forhold om videredragelse af mindst tre kilo kokain og to forhold om ”ikke ubetydelige mængder” kokain. Videreoverdragelsen skete af to omgange den 3. december 2020 i Aarhus-området og en tredje gang på et ukendt sted den 25. januar 2021.
Den 35-årige blev anholdt den 23. maj 2022 og har været varetægtsfængslet siden.
Sagen udspringer af en større efterforskning om organiseret handel med hash og kokain gennem et organiseret narkotikanetværk. I december 2020 blev en nu dømt medgerningsmand fra netværket anholdt. Hans rolle var at opbevare kokainen i sit hjem, som den 35-årige leverede til ham.
En anden nu dømt medgerningsmand blev anholdt i maj 2021. Han havde sammen med den 35-årige mand en styrende rolle og koordinerede handler med kokain.
SKY-ECC-korrespondancer blev et fældende bevis … I retten kom det frem, at mændene havde kommunikeret og koordineret handlerne og leveringerne af narkotika over krypterede SKY-ECC-telefoner. Beskeder og øvrigt materiale på telefonerne var med til at afsløre den 35-åriges rolle. Derudover udpegede også en af de nu dømte medgerningsmænd den 35-årige mand, som den person, der havde leveret kokainen til ham på sin adresse.
Senioranklager i NSK, Jeanni Andreeva, udtaler:
– I bevisførelsen af sagen lagde retten stor vægt på de fældende beskeder om koordinering af handler af kokain, som den nu dømte havde foretaget via en krypteret kommunikationstjeneste. Med dommen har vi sikret, at en tredje person er blevet taget ud af spil i et større organiseret narkotikanetværk og dermed fjernet flere led i netværket, og det er jeg meget tilfreds med.
Den 35-årige ankede dommen til frifindelse. De to medgerningsmænd blev idømt fængselsstraffe på mellem seks og et halvt og syv års fængsel for deres rolle i netværket.

Læs også: Otte års fængsel for kokainindsmugling