
PÅSKENEWS: Vi skændes om planlægning og penge på ferien
Vi skændes om planlægning og penge på ferien · WWF til droppe ål til påskefrokosten · Sådan kommer påsketrafikken til at se ud over Storebælt · Klassiske påske-oplevelser i Tivoli · Politiets gode råd til påsketrafikanter · Dagens billede: Glædelig påske
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Vi skændes om planlægning og penge på ferien
Påskeferien er på trapperne. For de fleste betyder det et lille velfortjent afbræk fra hverdagen, hvor familie og venner nyder ferien sammen – både inden for og uden for Danmarks grænser. Kvalitetstid med de nærmeste er dog ikke altid forbundet med fred og fordragelighed.
Mange af os (62 pct.) skændes nemlig på ferien. Og det er særligt ferieplanlægning (11 pct.) og penge (10 pct.), vi kan komme op at toppes om. Det viser en nordisk undersøgelse, Apollo Rejser har foretaget blandt mere end 1.000 danskere. Dertil kommer, at hver femte (18 pct.) bliver irriteret, når de føler, rejseledsageren vil bestemme for meget.
Alderen har dog stor betydning for, hvad vi skændes om, når vi er på ferie. Mere end hver femte af de yngre, 18-25-årige, skændes om dagsplanlægningen på ferien. Mens blot 4 pct. af den ældre aldersgruppe, 56-65-årige, svarer det samme. De, der hovedsageligt skændes om penge på ferien, er derudover aldersgruppen 26-35 år, hvor hver sjette typisk diskuterer feriebudget (14 pct.), mens de ældre næsten aldrig bruger krudt på at toppes om penge (blot 6 pct.)
De, der oftest nyder en ferie uden konflikter og skænderier, er de 56-65-årige, hvoraf seks ud af ti (62 pct.) angiver, at de aldrig skændes med rejsefæller på ferien.
– At holde ferie med venner og familie er ikke altid en dans på roser. At planlægge dagen, så alle er glade, kan være svært og handler ofte om kompromis. Den ene vil måske snorkle, mens den anden vil udforske byen eller på udflugt. For os som rejsearrangører er det derfor også vigtigt at tilbyde noget for enhver smag, og vi ved, at vores forskellige destinationer er fyldt med aktiviteter for alle. Og vil man ikke det samme som dem, man rejser sammen med, kan man typisk finde andre gæster, man kan lave noget sammen med og på den måde også møde nye mennesker, forklarer Glenn Bisgaard, salgschef hos Apollo.
Nærighed, penge og fuldskab skaber irritation ... Når vi bliver uvenner over penge på ferien, er det både mænd og kvinder, der har tendens til at hidse sig op over finanserne. Skænderier om penge opstår dog oftere blandt de yngre rejsende, de 18-25-årige, når deres medrejsende for eksempel glemmer at give drikkepenge eller ikke spæder til den fælles restaurantregning (23 pct). I det hele taget falder vores risiko for at komme op at toppes om penge på ferien med alderen. Blandt de 56-65-årige er kun ganske få således optagede af feriefinanserne. Her svarer blot 6 pct., at de bliver irriterede, når dem, de rejser med, ikke betaler deres bid af feriebudgettet.
Det er dog ikke kun, hvem der svinger VISA-kortet hvornår, der kan give konflikter. Når rejsefællen for eksempel drikker sig fuld, kan det også nemt give gnidninger (17 pct.). Andre faktorer, der ofte fører til skænderier på ferien er, hvis rejseledsageren ikke er eventyrlysten nok (17 pct.), eller hvis vedkommende sover for længe (17 pct.)
Når vi skændes over ting på ferien, er noget af det, der skaber flest konflikter, tilsyneladende opladeren til telefon mm (9 pct.) Det er både mænd og kvinder enige om. Undersøgelsen viser også, at det ofte er de yngre, der skændes om adgang til opladeren, mens konflikterne om opladeren daler med alderen. Øverst på listen over ting, vi skændes om, er dog penge, som mere end hver tiende (12 pct.) oplever skænderier omkring. Længere nede på listen står solcreme (8 pct.), hotellets tv (8 pct.) samt tabletten (5 pct.)

Læs også: 20 ting vi elsker ved Danmark
WWF til droppe ål til påskefrokosten
WWF kræver totalforbud mod ålefiskeri og anbefaler at droppe ål til påskefrokosten … Ålen er nemlig kritisk truet. Alligevel kan erhvervsfiskere fange ål i nogle af de måneder, hvor fangsterne er størst. Også rekreativt ålefiskeri i ferskvand fortsætter. Det truer ålebestanden og kræver et totalforbud mod al ålefiskeri hele året, mener WWF Verdensnaturfonden, som opfordrer danskerne til at bytte ål ud med sild til påskefrokosten.
Antallet af unge ål langs de europæiske kyster er faldet med hele 98 procent siden 1980. Det står særlig slemt til i Nordsøen, hvor antallet af unge ål – glasål – som kommer til vores kyster, er nede på 0,6 procent sammenlignet med 1980. Det skyldes en kombination af forurening, tab og forstyrrelse af levesteder og mange års hårdt fiskeri.
Men danskerne kan fortsat købe ål hos fiskehandleren og på nettet forud for årets påskefrokost, selvom den internationale naturfredningsorganisation IUCN betegner ålen som ’kritisk truet’. Det får nu WWF Verdensnaturfonden til at kræve politisk indgriben og et totalforbud mod alle former for erhvervsmæssig og rekreativ ålefiskeri hele året rundt i både salt- og ferskvand.
Med de foreslåede regler for erhvervsfiskeri efter ål, der forventes at gælde i perioden juli 2023 til marts 2024, kan erhvervsfiskere fortsat fiske efter ål i nogle af de måneder, hvor fangsterne forventes at være størst. Også rekreativt ålefiskeri på land forventes at fortsætte, når den nye bekendtgørelse træder i kraft.
– Det er et stort problem, at vi accepterer, at vi fanger, sælger og spiser en kritisk truet art. Der er behov for et totalforbud mod al ålefiskeri, så vi kan beskytte arten. EU har allerede strammet reglerne, men vi skal gøre endnu mere. Ålebestandene har været hårdt presset i mange år, og antallet af ål er reduceret kraftigt. Derfor må ministeren på banen, så vi kan få ændret reglerne, siger Henrike Semmler Le, seniorrådgiver inden for hav og fiskeri i WWF Verdensnaturfonden.
Både de gældende og forventede kommende regler strider direkte mod forskere og eksperters anbefalinger. I slutningen af 2022 anbefalede Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES, et fuldt stop for al ålefiskeri, herunder glasål til opdræt.
”Man har erkendt problemet. Men restriktionerne er for svage og svære at håndhæve. Eksperter og biologer siger enstemmigt, at ålen er så kritisk truet, at der er behov for et forbud på ubestemt tid. Lande som Letland og Finland har indført strengere begrænsninger, mens Irland helt har forbudt ålefiskeri. Det er et vigtigt signal, selvom der kan gå mange år, før ålebestandene får det bedre,” siger Henrike Semmler Le og fortsætter:
– Et midlertidigt forbud behøver ikke betyde, at det er slut med ålefiskeri for altid. Men vi er nødt til at erkende, at bestanden har brug for en lang pause. Det vil samtidig gøre kontrolindsatsen lettere.
Spis bæredygtig fisk til påskefrokosten, det er WWF’s råd. WWF Verdensnaturfonden anerkender ålefiskeriets historiske betydning, men opfordrer danskerne til hverken at spise eller servere ål til påskefrokosten, hvor ål er fast inventar mange steder.
– Vi er nødt til at tænke langsigtet og passe godt på bestanden. Ellers risikerer vi, at ålen helt forsvinder i Danmark på sigt. Derfor bør vi slet ikke spise ål. Sild er et fint, bæredygtigt alternativ, forklarer Henrike Semmler Le og tilføjer:
– For at få et renere, vildere og mere mangfoldigt hav kræver det, at vi fortsætter med at genetablere levesteder for blandt andet ål og torsk, som også er i knæ i flere af vores farvande. Samtidig har vi behov for en ambitiøs politisk havplan med fokus på bæredygtigt, naturskånsomt fiskeri og en langt stærkere naturbeskyttelse. Får vi det, kan vi forvente, at naturen får det bedre.
Om WWF Verdensnaturfonden:
WWF (World Wide Fund for Nature) er en af verdens største og mest indflydelsesrige organisationer med mere end fem millioner støtter globalt. WWF har kontorer i flere end 80 lande og mere end 1.200 projekter over hele verden. WWF’s mission er at stoppe forringelsen af jordens naturlige miljø og skabe en fremtid, hvor mennesker lever i harmoni med naturen. Den danske afdeling, WWF Verdensnaturfonden, blev grundlagt i 1972 af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik. Læs mere her.

Læs også: Tinder og mændenes fiskebilleder
Sådan kommer påsketrafikken til at se ud over Storebælt
Påskeferien nærmer sig med hastige skridt, og det betyder travlhed på de danske veje, når trafikanter krydser landet i påskedagene. Få her et overblik over, hvordan trafikken ventes at fordele sig på Storebæltsbroen hen over påsken.
Prognoser for påsketrafikken viser, at de helt store rejsedage vil være skærtorsdag i tidsrummet mellem klokken 10 og 16, hvor flest kører afsted, og påskedag og 2. påskedag i eftermiddagstimerne, hvor flest ventes at køre retur.
Sund & Bælt er forberedt på påsketrafikken, der traditionelt er forbundet med ekstra travlhed. Storebælts betalingsanlæg er derfor bemandet efter trafikprognoserne for at afvikle trafikken så gnidningsfrit som muligt. Dog må det forventes, at kø kan forekomme hen over påskedagene på grund af den øgede trafik, særligt i kort- og kontantbanerne.
– Mens der er flere ting, som man kan gøre for at lette turen over Storebælt – eksempelvis benytte automatisk betaling i de grønne Ekspresbaner og sikre sig, at ens bizz eller nummerpladebetaling virker – må man som trafikant i de travle rejseperioder være indstillet på ekstra rejsetid. Det er meget svært at undgå, når mange mennesker rejser på samme tid, forklarer chef for betalingsanlægget, Jens Kjær Nielsen.
I alt forventer Sund & Bælt, at 250.000 biler benytter betalingsanlægget i påskeferien.
Sådan fordeler trafikken sig i påskedagene:
Den 9. og 10. april vil der være høj trafik i tidsrummet mellem klokken 12.00 og 16.00.
Gode råd til turen:
Tjek, at dit betalingskort er opdateret og undgå, at bommen ikke går op. Opdatér eller tjek dine oplysninger på brobizz.com.
Tilmeld nummerpladebetaling for 0 kroner og spar 78 kroner på turen over Storebælt. Nummerpladebetaling kan bruges 20 minutter efter tilmelding på brobizz.com.
Sørg for, at nummerpladen er ren før turen, hvis du benytter denne betalingsform. Specielt i vådt føre kan det være problematisk at aflæse nummerpladen i betalingsanlægget.
Hold dig opdateret om forholdene på broen via trafikmeldinger på Storebaelt.dk og Storebælts Facebook eller tilmeld dig vores SMS-tjeneste (send BRO INFO til 1231).
Har du både bizz og nummerpladebetaling, vil bizz ‘en blive aflæst før nummerpladen og dermed prioriteret som betalingsmiddel. Ønskes betaling med nummerpladen og ikke bizz, kan bizz ’en pakkes ind i det etui, den er modtaget i. Herefter vil den ikke kunne aflæses i betalingsanlægget, og nummerpladebetalingen vil dermed registreres som betalingsmiddel.

Læs også: Danmarks største lynladepark etableres ved Storebæltsbroen
Klassiske påske-oplevelser i Tivoli
Æggejagt, forlystelser, forestillinger og påskefrokoster – Tivoli har fyldt forlystelseshaven med smukke forårsblomster og påskepynt og er klar til at give gæsterne en klassisk Tivoli-påske med alt, hvad der dertil hører.
Påsken er en tid fyldt med traditioner, og for mange er en af påskens traditioner en tur i Tivoli til en frokost eller en gåtur i det forårssprøde haveanlæg.
Der er godt til ganen … Tivolis mange restauranter er klar til at byde gæsterne på påskefrokoster af enhver art. Hos Fru Nimb, Påfuglen, Viften og Grøften kan man få klassisk dansk påskefrokost eller -middag med alt, hvad der dertil hører. I Tivolis nye restaurant, Kilden i Haven, er der også dækket op til påske med både smørrebrød og aftenmenu baseret på sæsonens danske råvarer. Man kan også vælge det hurtigere og mere uformelle påskemåltid og gå på opdagelse i Tivoli Food Halls i alt 15 forskellige stader med mad fra hele verden. Er man til det lidt lette og luksuriøse, kan man på terrassen ved Det japanske Tårn nyde et par østers og et glas Champagne i forårssolen fra den nye østersvogn, som vil være at finde foran Tårnet hele sommersæsonen.
For familiens mindste er der også en masse af gå på opdagelse i. Tivolis forlystelser kører naturligvis hele påsken, og derudover er der æggejagt hver dag i Haven, og så kan man komme til forårsfest hos Rasmus Klump og hans venner eller tage ind og se Morten Skovmus og de andre dyr fra Hakkebakkeskoven i Glassalen (kræver billet). Der er også mulighed for at se de flotte forestillinger på Pantomimeteatret, som spiller to gange om dagen. Her kan man opleve Den uheldige Frier, Harlekin Skelet, Den Falske Husholderske eller Harlekin Mekanisk Statue. Og så er det også i denne uge, at man kan gå forbi og hilse på de små påskelam i haveanlægget foran Koncertsalen.
Tivolis pressechef Torben Plank udtaler:
– Påsken er for mange lig med sammenkomst og fællesskab. Vi har i Tivoli i år planlagt, at der er noget for alle og dem midt imellem – lige fra frokost, æggejagt til action i forlystelserne – og så må Fredagsrock fans have lidt tålmod til den 14. april …

Læs også: April måneds kulturguide
Politiets gode råd til påsketrafikanter
Politiet giver her gode råd til trafikanterne, der krydser landegrænsen i forbindelse med påskeferien, hvor der vil være øget trafik i forbindelse med helligdagene og som derfor kan skabe kortere kødannelser ved de store grænseovergange.
Påskeferien byder traditionen tro på store rejsedage. Og i den forbindelse kommer Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi med en række råd til trafikanterne, der krydser den dansk-tyske landegrænse. Dels søger en række udenlandske turister mod sommerhusområderne i forbindelse med påsken, dels kan der være tæt hjemrejsetrafik ved landegrænsen i forbindelse med påskens afslutning. I begge tilfælde kan den øgede trafik skabe kortere kødannelser ved de store grænseovergange.
– Alle grænseovergange er åbne. Vi gør, hvad vi kan, for at få de rejsende hurtigst muligt igennem den stikprøvevise indrejsekontrol. Men for en sikkerheds skyld opfordrer vi borgerne til at tage højde for, at der kan opstå kø, understreger politiinspektør Jeppe Kjærgaard fra UKA Vest.
Han gør desuden opmærksom på, at informationen til trafikanterne på motorvejen A7 umiddelbart syd for Frøslev Grænseovergang bliver bedre, så det nu er mere tydeligt, at bilisterne også kan benytte sporet længst til højre ved indrejse i Danmark. Det kan være med til at lette trafiksituationen.
Sporet længst til højre er åbent for både lastbiler, person- og varebiler alle ugens dage og leder trafikanterne ind over en tidligere rasteplads for lastbiler og videre gennem grænsekontrollen til Danmark.
Sidste år blev skiltningen forbedret, og i tilgift gennemfører de tyske vejmyndigheder nu et forsøg med bedre markering af motorvejen, hvor gule striber gør bilisterne opmærksomme på muligheden for at benytte sporet længste til højre. Vejarbejdet begynder umiddelbart før påske (tirsdag den 4. og onsdag den 5. april). Derefter begynder en testperiode frem til den 21. august.
Her er gode råd:
Politiinspektøren kommer desuden med en række gode råd til borgerne, så de oplever færrest mulige udfordringer, når de krydser grænsen.
- Kør hjemmefra i god tid.
- Prøv at rejse på ydertidspunkter, fx tidlig morgen eller sen aften.
- Tjek på din GPS, hvordan trafiksituationen ser ud ved de i alt 13 godkendte grænseovergange, hvor det er muligt at passere i bil (se kortet). Du kan finde en mere detaljeret beskrivelse af de godkendte grænseovergange her.
- Følg med i trafikmeldinger.
- Husk at have rejselegitimation klar i bilen, så den hurtigt kan vises frem i forbindelse med den stikprøvevise indrejsekontrol.

Læs også: Det kan du gøre for at begrænse dit klimaaftryk
Dagens billede: Glædelig påske
https://www.instagram.com/p/CqjMXIzNKb-/



