Læs også:

Close
pige smse mobil

NEWS: Norlys tæt på køb af Telias danske forretning

Nyheder  | 

Norlys tæt på køb af Telias danske forretning · 33-årig mand idømt seks års fængsel efter overfald i nattelivet ·Fødevareministeren til madspildskonference i Stockholm · Joe Biden stiller op igen · Tre års fængsel for besiddelse af maskinpistol · Dagens billede: Forurening i USA

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Norlys tæt på køb af Telias danske forretning

Som et vigtigt skridt mod at levere en mere komplet kundeoplevelse har Norlys underskrevet en foreløbig aftale med Telia Company om at købe den danske del af Telias forretning. Købesummen forventes at udgøre 6,25 milliarder danske kroner, som finansieres med midler fra sidste års frasalg af en minoritetsandel af Norlys’ fiberforretning.

Energi- og telekoncernen Norlys og det førende nordiske teleselskab Telia Company har netop underskrevet en foreløbig aftale om, at Norlys køber Telias danske forretning. Det omfatter cirka 1,5 millioner kundeforhold og et 50 procent ejerskab af TT-netværket, som er Danmarks største mobilnet.

Norlys har arbejdet målrettet på at komme ind på mobilmarkedet, og købet er kulminationen på en proces, der har varet næsten tre år.

– En mobilforretning giver Norlys helt ny relevans, fordi den bringer os tættere på kunderne. Danskerne forventer selvfølgelig den bedste dækning, uanset hvor de befinder sig, og derfor er det afgørende, at vi kan tilbyde en samlet løsning. Samtidig får vi fremtidssikret vores infrastruktur med begge de vindende teknologier 5G og fiber, siger Niels Duedahl, der er administrerende direktør i Norlys.

Aftalen mellem Norlys og Telia Company er betinget af en tilfredsstillende due diligence og efterfølgende godkendelse fra Norlys’ repræsentantskab samt konkurrencegodkendelse i Danmark.

– Når handlen er endelig, bliver der skabt en ny national udfordrer i Danmark, og vores danske forretning får en langsigtet ejer, der er bredt til stede inden for både telekom og energi. Salget er en anerkendelse af den imponerende turnaround, vores danske kolleger har skabt de seneste 18 måneder, men er også en naturlig konsekvens af vores strategi om at fokusere på markeder, hvor vi kan skabe en ledende position, siger Allison Kirkby, der er koncernchef i Telia Company.

I 2022 solgte Norlys 35 procent af koncernens fibernet-division til et fransk/hollandsk investorkonsortium. Det er dele af den frigjorte kapital fra fibersalget, som nu muliggør købet af Telias danske forretning.

– Fiberfrasalget og mobilopkøbet er en del af en samlet proces, der reelt er selvfinansierende, og som skaber en helt ny strategisk platform for Norlys. Vi har fået en stærk partner ind i vores fiberforretning, men har fortsat kontrollen, og nu tilføjer vi mobil som et afgørende nyt forretningsben, siger Niels Duedahl.

Godkendes købet af Norlys’ repræsentantskab og efterfølgende af konkurrencemyndighederne, er det parternes forhåbning, at handlen kan være endelig i løbet af første kvartal 2024.

Fakta om Telia Danmark:

650 medarbejdere

31 butikker

4.300 mobilmaster

Omsætning i 2022: 3,7 milliarder kroner

norlys telia
Norlys laver kæmpe opkøb … (Foto: PR)

Læs også: Norlys er først med kombiprodukt til pressede kunder

33-årig mand idømt seks års fængsel efter overfald i nattelivet

En 33-årig mand blev i tirsdags ved Retten i Aarhus idømt seks års fængsel for forsøg på manddrab ved at have slået og stukket en 53-årig mand i hovedet og halsen med en knust flaske ud for en bodega i Aarhus Midtby. Manden er somalisk statsborger, og han blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.

Det voldsomme overfald fandt sted tidligt om morgenen den 4. december sidste år, efter der var opstået nogle uoverensstemmelser mellem de to.  Den 33-årige ventede uden for bodegaen efter deres kontrovers, og her stak han den 53-årige gentagne gange med den knuste flaske. Overfaldet stoppede først, da nogle vidner trak den 33-årige væk. Efterfølgende blev den 53-årige behandlet for alvorlige skader i hals og hovedbund.

Video og vidner var afgørende … Politiet blev tilkaldt, og kort efter episoden blev den 33-årige anholdt og varetægtsfængslet i sagen.  Tirsdag blev han så dømt ved Retten i Aarhus, der var enig med anklagemyndigheden i, at han skulle dømmes for drabsforsøg – og ikke bare grov vold.

– Når man så målrettet angriber en anden person og stikker ham i halsen flere gange, så må man vide, at der er en overhængende risiko for, at det kan ende med dødelig udgang, og ofret fik jo også potentielt livstruende skader. Sagen stod stærkt på grund af vidneudsagn og ikke mindst videoovervågning fra nattelivet, der dokumenterede, hvordan overfaldet fandt sted,  udtaler specialanklager Dorthe Lysgaard.

Den 33-årige erkendte overfaldet, men nægtede, at der var tale om drabsforsøg. Han ankede dommen.

dom retten
33-årig mand idømt seks års fængsel efter overfald i nattelivet … (Foto: Pexels)

Læs også: Ni mænd fundet skyldige i brutalt knivoverfald

Fødevareministeren til madspildskonference i Stockholm

Fødevareministeren var i går onsdag til madspildskonference i Stockholm. I Danmark har man netop aktiveret en task force, der  skal fjerne benspænd og hjælpe vores virksomheder bedre ind i madspildskampen.

Tonsvis af mad havner hvert år direkte i skraldespanden, som i stedet kunne være landet på middagsborde verden over. Alene i Danmark har vi et samlet madspild på 814.000 tons. Fødevareminister Jacob Jensen (V) er i dag samlet med sine nordiske kollegaer, interessenter og virksomheder til konference i Stockholm, hvor de sammen dykker ned i, hvordan langt mere mad rammer vores tallerkener fremover. Ministeren har netop aktiveret en task force, som især skal fokusere på at gøre det lettere for danske virksomheder at donere overskudsvarer og dermed mindske madspild.

Der er innovative madspildsløsninger på dagsordenen i Stockholm i dag, hvor fødevareministeren deltager i Nordic Food Waste Summit sammen med sine nordiske kolleger, mens også Kongehuset er repræsenteret i kampen mod madspild ved Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie, som åbner dagen med en tale.

I Danmark smider vi samlet set madvarer ud for en værdi af 8,6 milliarder kroner hvert år, og dét tal har fødevareminister Jacob Jensen (V) sat sig for at bringe ned. Det gælder hele værdikæden – både hjemme i danskernes private køkkener og i affaldscontaineren bag supermarkedet. En af de store udfordringer på madspildsområdet er nemlig, at dagligvarebutikkerne ofte møder en lang række barrierer, når de vil donere deres overskudsmad. Derfor har ministeren aktiveret en tværministeriel task force, som skal finde frem til løsninger, der gør det lettere for danske virksomheder at donere overskudsvarer til gavn for eksempelvis trængte familier.

Fødevareminister Jacob Jensen (V):

– Dansk detailhandel smider hvert år 96.000 tons mad ud, hvor meget af det fortsat kan gøre stor gavn. Mange ønsker at donere de varer, de har i overskud, men de løber ofte ind i en række barrierer og regler, der gør det alt for besværligt. Det skal vi have ryddet op i, og jeg har derfor aktiveret en task force, som blandt andet skal finde på løsninger til det. Særligt i en tid, hvor klimaet er under pres, og fødevarepriser presser mange danskeres madbudgetter til bristepunktet, er det helt skævt, at millioner af kartofler, gulerødder og æg havner direkte i skraldespanden. Derfor er jeg også enormt nysgerrig efter at høre, hvilke gode erfaringer mine nordiske kollegaer har her i Stockholm i dag. Det er afgørende, at vi fortsætter det gode arbejde for at mindske vores madspild – både hjemme i køkkenerne og hos vores virksomheder.

En del af den tværministerielle task forces arbejde bliver at se på, hvordan der kan ryddes op i bureaukrati og benspænd, så langt mere mad finder vej til danskernes tallerkner i stedet for affaldscontaineren. Arbejdet løber af stablen i foråret 2023 med en ambition om, at fødevareministeren til sommer vil modtage en række forslag til mulige justeringer og regelforenklinger på området.

Fakta:

Danmarks samlede mængde madspild udgør 814.000 tons på tværs af alle led i fødevareværdikæden.

Dagligvarebutikkerne smed 96.000 tons mad ud, viste en analyse fra Miljøstyrelsen fra 2019.

Rundt regnet 100 millioner kartofler, 80 millioner gulerødder og 5,8 millioner stykker rå kylling ender årligt som madspild i de danske forbrugers skraldespande. Det svarer til cirka274.000 kartofler, 219.000 gulerødder og knap 16.000 stykker rå kylling dagligt (ONE\THIRD, 2022).

11 millioner æg ender årligt som madspild i husholdninger. Det svarer til godt 30.000 æg, der smides ud hver dag (ONE\THIRD, 2022).

I Danmark smider vi samlet set mad ud for en værdi af 8,6 milliarder kroner hvert år (ONE\THIRD, 2022).

Madspild, pose, grøntsager, lykkepose. (Foto: Unsplash)
Madspild er stadig et stort problem – i går blev emnet drøftet på højt, nordisk plan. (Foto: Unsplash)

Læs også: Fem tips til at bekæmpe madspild

Joe Biden stiller op igen

Præsident Joe Biden annoncerede formelt sit ja til at stille op til genvalg i tirsdags, hvilket satte gang i en kampen for at overbevise USA om, at han både er klar til og fortjener yderligere fire år i Det Hvide Hus som den amerikanske præsident, men også at hans alder ikke vil hæmme hans evne til at regere.

I en video, der blev lagt ud tidligt i tirsdags, pointerede Biden, at der skulle kæmpes mod den republikanske ekstremisme, idet han implicit argumenterede for, at han havde brug for mere tid til fuldt ud at realisere sit løfte om at genoprette nationen i den stil og orden, som han oprindelig var blevet valgt på. Hans officielle erklæring afslutter enhver vedvarende tvivl om hans hensigter, og nu begynder den lange valgperiode om præsidentposten, der rent faktisk kan udvikle sig til en omkamp med hans rival i 2020, nemlig tidligere præsident Donald Trump.

joe biden Obama White House on Visualhunt.com
Joe Biden stiller op igen … (Foto: Visualhunt)

Læs også: Hvem er Joe Biden

Tre års fængsel for besiddelse af maskinpistol

Retten i Aarhus har idømt en 37-årig mand tre års fængsel for at have været i besiddelse af en maskinpistol med tilhørende magasin og ammunition. Pistolen var købt på et loppemarked og blev opbevaret på en privatadresse i Viby J.

Manden havde erhvervet sig en maskinpistol med magasin og ammunition fra en ukendt person på et loppemarked i Skive, hvorefter han transporterede maskinpistolen med tilhørende magasin og ammunition til sin bopæl i Viby J.

Den 37-årige blev fundet i besiddelse af det ulovlige våben på adressen den 7. december sidste år, og ved retten i Aarhus blev han mandag eftermiddag idømt tre års fængsel.

– Jeg er tilfreds med rettens dom og den hårde straf for ulovlig våbenbesiddelse. Selvom der ikke umiddelbart har været nogle tegn på, at den tiltalte ville bruge våbnet til at begå kriminalitet, er det ulovligt at være i besiddelse af en maskinpistol med tilhørende ammunition, udtaler specialanklager Jakob Beyer fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Maskinpistolen og det tilhørende magasin samt patroner blev beslaglagt af Østjyllands Politi tilbage i december 2022, og mandag blev det ved retten i Aarhus endeligt konfiskeret fra den 37-årige mand. Den 37-årige blev fængslet efter dom kærede kendelsen med påstand om løsladelse. Han ankede desuden dommen på de tre års fængsel.

Mand skal tre år i fængsel og besiddelse af maskinpistol .. (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Brødre i fængsel i sag om narkohandel og våbenbesiddelse

Dagens billede: Forurening i USA

· Mere fra samme kategori ·