
Fem på stribe: Boginspiration til dig
Bøger er gode for krop og sjæl og ikke mindst hjerne. Her får du lidt inspiration til april måneds læsning. Her er fem gode bøger på stribe
Jeg elsker bøger – bøger i alle afskygninger. Jeg kan bare ikke få nok. Vi tager nu hul på forhåbentlig en måned fyldt med det dejligste forår og lidt fridage – ikke mindst påske. Perfekt at hygge og læse i …
Her får du fem gode grunde til at finde et hyggetidspunkt og sted at kaste dig over bøgerne – store som små – gamle som nye, mens vi nyder de lysere aprildage. Om du læser eller lytter til dem – det er op til dig. Så er du klar til hygge, hvilket for mig er at læse en god bog.

Den lidt anderledes krimi
‘Et hus med tusind øjne’ af Benni Bødker er en anderledes kriminalroman om en tidligere PET-agent, hvis fortid begynder at indhente ham på dødelig vis.
Rune Kriegers karriere endte brat, da hans efterforskning af en række nynazistiske dødstrusler førte til en uskyldig kvindes død i et bilbombeattentat. Nu er han begyndt at modtage en række anonyme breve, der tyder på en forbindelse til den ældre Holocaust-benægter Willy Gelsted.
Sporene fører Rune tilbage til Lolland, som han forlod i flugt, da han var ung. Her finder han Gelsteds forladte hus, der er fyldt med noter om den østtyske efterretningstjeneste og spionagesager fra den kolde krig. I sin jagt på Gelsted må Rune konfrontere sin smertefulde fortid, inden andre mister livet …
Storpolitik, forræderi og den kolde krigs glemte ofte er hovedelementer i Benni Bødkers velkomponerede og fængslende krimi, som jeg læste på en lille uge. Afsnit er også korte – og linjer det samme – så man kommer hurtigt videre – men der var også brug for liige at stoppe op og forstå de ‘problematikker og sammenhænge’ fra en svunden (koldkrigs)tid, der fortælles om – så skarp var og er jeg heller ikke på den tid. Men faktisk syntes jeg, det var spændende. Anelse langtrukken et par steder – der kræver nok stor faschination for blandt andet Stasi, CIA og den kolde krig.
‘Et hus med tusind øjne’, 189,95 kr., saxo.com
Den unikke og dybe
Jeg elsker Alex Schulmans bøger – han skriver så unikt og dybt, at man ikke andet end får bogen historien og personerne helt ind under huden – og helt glemme dem kan man heller ikke bagefter.
‘Malma station’ er Alex Schulmans fængslende roman om fem menneskers skæbnesvangre togrejse gennem Sverige.
Et ægtepar i opløsning, en datter og hendes far og en ung kvinde med en ubesvaret gåde. Alle rejser de mod Malma station. Hverken de eller læseren ved, hvorfor og hvordan deres fælles skæbne er forbundet og hvad, der venter dem på endestationen.
Alex Schulmans ‘Malma station’ er også en virkelig gribende roman, der forener familietraumer og hemmeligheder i jagten på en skelsættende sandhed. Og det hele flettes fint og mere og mere sammen, som man kommer igennem bogen. Han skriver enkelt – uden de store ‘udsving’, og alligevel formår han at komme så dybt ind og ned i mennesker og deres skæbner.
PS. Måtte google mig til, hvor Malma lå. Troede først det var ‘slang for Malmø … 😉
‘Malma station’, 239,95 kr., saxo.com
Den fra Toscana
Når man nu eeeelsker Italien, så er alt ved denne bog jo fantastisk.
Toscana, 1944: Mens de allierede tropper rykker frem, og bomberne falder over forladte landsbyer, befinder den unge, britiske soldat Ulysses Temper sig i vinkælderen under en mennesketom villa. Her møder han Evelyn Skinner, en midaldrende kunsthistoriker, som er kommet til Italien for at redde kunstværker ud af ruinerne og mindes sin ungdoms rejser. Ulysses og Evelyns skæbnesvangre møde bliver begyndelsen på en række begivenheder, der former Ulysses’ liv de næste mange årtier.
Efter krigen vender Ulysses tilbage til livet i London og hverdagen omkring The Stoat & Parot, den lokale pub, men en uventet arv fører ham igen til Italien, til de toskanske bakker og minderne om Evelyn.
Med ekstraordinær ømhed, humor og sans for historiens vingesus fortæller Sarah Winman om uforglemmelige mennesker, der mødes for at skabe en familie. En dyb, varm fejring af skønhed i alle former.
‘Den italienske arv’, 224,95 kr., saxo.com
Den fine debut
En ung pige starter i ottende klasse på Edel Berthelsens Døtreskole. Det er her, hendes ungdom skal udspille sig – mellem klassens foranderlige hierarkier og skolens konkurrence og disciplin. Hun bor hos sin mor og er ikke vant til fædre, men hun er god til at lure i smug og lægger mærke til alle detaljer: fra Provence-stemningen i naboens køkken, de bugnende ranker af hvidløg, til klassekammeraten Johanne, der er et unikt gymnastisk talent og har et ansigt, der får voksne kvinder til at spørge sig selv, hvad de gør galt.
Fortælleren og Johanne bliver veninder. De terper i skolen, de går til sundhedsplejerske og måles og vejes, de besøger hinanden på deres pigeværelser og går omkring på vejene, ved søen og i skoven. De ved, at samfundet skatter dem højt, og at de er mere værd end tingene.
Døtreskole er en fortælling om, hvordan piger bliver til – og om det pres og den gave, det er at have livet foran sig. For hvad sker der med de mennesker, ingen længere forventer noget af?
Benedicte Huang (f. 1991) er uddannet fra Forfatterskolen. Hun er kritiker og klummeskribent ved Dagbladet Politiken. ‘Døtreskole’ er hendes debut. Og man kan mærke, at hun gør sig umage – også med sproget – som jeg nogle steder næsten synes er for fyldt med metaforer og fine formuleringer. Men flot flot debut og bestemt læsværdig.
‘Døtreskole’, 189,95 kr., saxo.com
Den der tager os med på roadtrip i USA
Her møder dannelsesroman en road trip-film – hvis man skal forklare essensen i bogen. Det er en rørende og charmerende bog, der bobler af fortælleglæde og tager os med på en rejse gennem et eventyrligt USA.
Vi er i juni 1954, hvor 18-årige Emmett Watson køres hjem til Nebraska af forstanderen fra den opdragelsesanstalt i Kansas, hvor han har sonet femten måneder for uagtsomt manddrab. Med en mor som forlod familien for mange år siden, en far der netop er død, og familiegården på tvangsauktion, har Emmett en plan om at hente sin otte år gamle bror og drage vestpå for at starte en ny tilværelse.
Men da forstanderen er kørt sin vej, opdager Emmett at to venner fra opdragelsesanstalten har gemt sig i bilens bagagerum. Og de to har lagt en helt anden plan for Emmetts fremtid, en plan som vil tage dem på en skæbnesvanger rejse i den modsatte retning – til New York City.
‘Lincoln Highway’ udspiller sig over 10 dage og er en hjertevarm og storladen saga, en historie fuld af overraskende forviklinger, hvor Amor Towles fine fortælletalent folder sig ud i al sin pragt. Elsker den …
‘Lincoln Highway, 239,95 kr., saxo.com
Læs også:
Lidt lækkert til læsningen: Kringle