Filmanmeldelse: ‘Brænd alle mine breve’

‘Brænd alle mine breve’ er sådan en film, der har mange lag – som den lækreste lagkage. Dit hjerte, hjerne og hele følelsesregistret tages i brug – derfor må du også en tur i biffen og se den

Det handler filmen om

‘Brænd alle mine breve’ er en spillefilm baseret på bestsellerromane af samme navn af Alex Schulman. Filmen væver tre fortællinger sammen til én historie, der overskrider både tid og rum. Efter et pinefuldt skænderi indser Alex, at han bærer på en vrede – et udefinerbart mørke.

Besat af at finde ud af dens oprindelse følger han et spor, der fører ham tilbage til sommeren 1932 og vinteren 1988 og de skæbnesvangre begivenheder, der kom til at ændre alt.

30’erne er filmens tyngdepunkt med en både fin men også på alle måder forbudt kærlighedshistorie mellem Alex’ bedstemor og den unge digter Olof Lagerkrantz. Konstant tilstede er hendes kontrollerende mand Sven Stolpe (som man har ret svært ved at have sympati for) – en kolerisk forfatter – og affæren vil vise sig at påvirke mange generationer i årene efter …

Filmfakta

Instruktion: Björn Runge

Medvirkende: Asta Kamma August, Bill Skarsgård og Gustav Lindh, Sonja Richter med flere

Premiere: Torsdag den 30. marts

Varighed:  120 minutter

Censur: Tilladt for børn fra 11 år

Se trailer her:

Alex og jeg

Da jeg så denne film kom, blev jeg først vildt glad – så bekymret og så mere spændt. For jeg elsker Alex Schulman’s bøger – der for mig står som noget virkelig unikt – fint – stærkt – skrøbeligt og samtidig så intenst …

Som få kan han fortælle historier – historier der drager – der kommer ind under huden – der beskriver mennesker, så man nærmest kan både se, føle og mærke dem. Og DET er jo skønt – men hvad sker der, når en bog filmatiseres. Oftest ikke noget der gør ‘det hele bedre’ – hvis man har læst bogen først.

Der er også et element i, at jeg for eksempel gerne vil beholde mine ‘billeder og forestillinger’ i mit hoved – og de ødelægges jo ved filmens ‘oversættelse af en bog’ og pludselig sætter facit på både personer og billeder og opfattelser.

Fakta og fiktion

Filmen og romanen tager afsæt i  virkelige hændelser – men er med Alex’ hånd og hoved lavet til en roman – der med frihed – gengiver og fortæller det vilde trekantsdrama. Han kan virkelig sit (forfatter- og fortælle)kram, når han opbygger spændingen ved at skifte mellem 1932, 1988 og nutiden, hvor de små men også dramatiske afsløringer falder med passende mellemrum og støt eskalerer og gør trekantsdramaet vildere og mere og mere giftigt.

Foruden at følge den voksne Alex i sin research, møder vi også Alex som barn i 1988, hvor han er på ferie hos bedsteforældrene og oplever noget, som han ikke kan sætte ord på. Her i nutiden indfinder erkendelsen sig dog efter fatalt sammenstød med sin kone (spillet af Sonja Richter) og brikkerne falder efterhånden stille og roligt på plads.

Når poesi også er visuelt

Men nu har jeg set den – jeg har sundet mig – jeg har taget filmen ind. Og den er virkelig fin – smuk – poetisk – stærk – og på alle måder seværdig. Den har et par steder, hvor den bliver anelse langtrukken (modsat bogen) – men ikke noget, der gik mig på.

Jeg vil ikke lade bog og film konkurrere – for jeg er vild med begge dele. Og jeg ville IKKE have været denne film foruden. Smuk – fin – trist – stærk og tusind andre ting var den. Jeg er netop ved at læse hans nyeste bog ‘Malma Station’, som godt kan minde i opbygning om denne – og jeg ser den allerede også som film. Alex er unik – historierne, menneskerne og deres skæbner er unikke – og det samme er filmen. Se den – og læs så bogen bagefter.

 

Læs også:

Boganmeldelse: Alex Schulman ‘Glem mig’