Læs også:

Close
kvinde forsker job

NEWS: Danmark ligger lavt på europæisk rangliste over kvindelige innovationer

Nyheder  | 

Danmark ligger lavt på europæisk rangliste over kvindelige innovationer · Fængsel og udvisning til spirituspåvirket spøgelsesbilist · Nuuday sælger Blockbuster · Flere teams med både mænd og kvinder starter virksomheder op · Ung mand i fængsel og udvist for voldtægter og vold · Dagens billede: I går var vigtig dag for alle kvinder

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danmark ligger lavt på europæisk rangliste over kvindelige innovationer

Faktisk er det blot én ud af 10 innovationer, som kvinder står bag. Med en andel af kvindelige opfindere på kun godt 12 procent, indtager Danmark en 23. plads ud af 34 lande på europæisk rangliste. Patent- og Varemærkestyrelsen peger på, at der skal flere kvinder med på innovationsvognen.

Der står kun Lise, Britta eller Emma på én ud af ti danske patentansøgninger til den europæiske patentorganisation, EPO. Dermed er det de mandlige opfindere, som står bag langt hovedparten af de patenterede opfindelser, som skal skabe fremtidens vækst og arbejdspladser.

Danmark indtager blot en 23. plads ud af 34 lande i en ny analyse, der har gennemgået alle europæiske patentansøgninger fra perioden 1978 til 2019. Lande som Letland (30 pct.), Portugal (27 pct.), Kroatien (26 pct.) og Spanien (21 pct.) indtager topplaceringer, mens Danmark befinder sig langt fra den europæiske top, idet danske kvinder kun står bag 12 pct af de danske patentansøgninger. Det er lavere end det europæiske gennemsnit, hvor kvinder tegner sig for 13 pct.

– Danmark bør ikke ligge som en blød mellemvare i Europa, når det gælder kvinders entreprenørskab og muligheder for at gøre karriere inden for forskning og innovation. Vi skal have flere kvinder med på innovationsvognen, udtaler Rune Lorentzen, kontorchef i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Samtidig er det en placering, der skaber bekymring. Særligt fordi lande som Sydkorea, Kina og USA klarer sig langt bedre end Europa, når det handler om andelen af kvindelige opfindere.

– Kvinders medvirken er en nøglefaktor for Europas fremtidige bæredygtighed og konkurrenceevne, og hvis ikke vi får flere kvinder med, får vi ikke udnyttet det fulde potentiale, vi har i Danmark, når der skal udvikles nye teknologier, fortsætter Rune Lorentzen.

Det hører med til billedet, at der generelt er stor patentaktivitet blandt danske innovatører, men fordelingen mellem mænd og kvinder er skæv.

– Der findes lige nu et stort og uforløst potentiale, og det er rigtig ærgerligt. I Danmark lever vi af patenteret innovation. Patenter stiller virksomheder stærkere, når de skal skabe vækst og flere arbejdspladser, men hvis vi ikke får flere kvinder med, så risikerer Danmark at stå langt svagere i den internationale konkurrence, slutter Rune Lorentzen.

Sverige indtager en 24. plads, Schweitz en 26. plads, mens Tyskland, Liechtenstein og Østrig indtager bundplaceringerne på ranglisten over andelen af kvindelige opfindere.

Regeringen lancerede i 2021 en patentvoucher-ordning, der giver økonomisk tilskud til omkostninger relateret til en patentansøgning. Formålet med ordningen er at lette særligt små og mellemstore danske virksomheders mulighed for at få et patent på deres opfindelser.

Læs mere om patentvoucheren her.

Læs analysen’Women’s participation in inventive activity: Evidence from EPO Data’ her.

kvinde forsker job
Kvinder står bag én ud af 10 innovationer. det de mandlige opfindere, som står bag langt hovedparten af de patenterede opfindelser, som skal skabe fremtidens vækst og arbejdspladser. (Foto: PR)

Læs også: Seje kvinder der ændrede verden

Fængsel og udvisning til spirituspåvirket spøgelsesbilist

En 32-årig mand er idømt 10 måneders fængsel og udvisning af Danmark for at køre spirituskørsel mod færdselsretningen på motorvejen.

Det var om natten den 22. oktober 2022, en 32-årig mand kørte mod færdselsretningen på Midtjyske Motorvej.
En bilist anmeldte manden, og en politipatrulje fik efterfølgende lokaliseret manden på motorvejen nær Søby og fik ham stoppet.

Mandag den 6. marts 2023 blev manden så ved Retten i Herning idømt 10 måneders ubetinget fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.

Derudover blev den 32-årige mand frakendt førerretten i fem år, og hans bil blev konfiskeret. Manden erkendte sig skyldig i at have kørt spirituskørsel mod færdselsretningen, men ankede dommen til formildelse.

bil bilister, mortovej
Fængsel og udvisning til spirituspåvirket spøgelsesbilist … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Spøgelsesbilist idømt fængselsstraf

Nuuday sælger Blockbuster

Efter en stærk udvikling under Nuudays ejerskab sælger Nuuday nu Danmarks førende digitale filmudlejningstjeneste Blockbuster til den svenske markedsleder SF Anytime. De erhverver sig retten til brugen af Blockbuster-brandet i Norden og overtager alle kundeforhold. Blockbusters kunder vil blandt andet få gavn af et større titelkatalog, og ejerskiftet bliver gennemført over en periode på seks måneder for at sikre en gnidningsløs overgang for de mange kunder, der fortsat vil kunne få den gode Blockbuster-oplevelse.

Den svenske SF Anytime er ejet af SF Studios og er en del af Bonnier-koncernen. Med handlen tilpasser Nuuday sin brandportefølje for at fokusere på at levere produkter og services inden for telekommunikation, mens SF Anytime med købet af Blockbuster skaber en førende nordisk platform for digitalt køb og leje af film. Handlen indbefatter, at SF Anytime erhverver sig retten til brugen af Blockbuster-brandet i Norden og overtager alle kundeforhold. SF Anytime overtager også Blockbusters nuværende partnerskaber herunder YouSees TV-kunders mulighed for at leje film på YouSees platforme. Købsprisen offentliggøres ikke.

– Blockbuster har gennemgået en stærk forretningsmæssig udvikling under vores ejerskab, og vi er stolte af at kunne aflevere en klar dansk markedsleder inden for digitalt køb og leje af film til SF Anytime, som vi er overbeviste om er den bedste langsigtede strategiske ejer af Blockbuster, udtaler EVP i Nuuday, Jens Grønlund, der er ansvarlig for Nuudays digitale brands, herunder Blockbuster.

Naturlige synergier mellem Blockbuster og SF Anytime … Med købet af Blockbuster får SF Anytime en stærk tilstedeværelse i hele Norden, og der er helt oplagte synergier i, at Blockbuster-brandet og kundebasen bliver integreret hos SF Anytime. Den svenske markedsleder inden for digitalt køb og leje af film har distributionsaftaler med alle de største filmstudier samt relevante nordiske distributører, og Blockbusters kunder vil fremover få glæde af Nordens største titelkatalog.

– Vi er både glade for og stolte over at erhverve den førende danske digitale filmudlejningstjeneste Blockbuster og integrere tjenesten i vores virksomhed. De to brands komplementerer hinanden utroligt godt, eftersom SF Anytime har en markedsledende position i Sverige, mens Blockbuster-brandet er dansk markedsleder. Vores kombinerede erfaring og tilbud skaber en endnu stærkere service for millioner af husstande på tværs af det nordiske marked”, siger Michael Holmberg, administrerende direktør for SF Anytime.

Blockbusters kundeoplevelse ligger helt i top. Derfor er det også afgørende at sikre en gnidningsløs overgang for de mange kunder, som fortsat vil have den samme Blockbuster-oplevelse, eftersom SF Anytime og Blockbuster vil fortsætte under hvert sit brand.

blockbuster
Efter en stærk udvikling under Nuudays ejerskab sælger Nuuday nu Danmarks førende digitale filmudlejningstjeneste Blockbuster til den svenske markedsleder SF Anytime. (Grafik: PR)

Læs også: Ting du kun kender, hvis du har arbejdet hos Blockbuster

Flere teams med både mænd og kvinder starter virksomheder op

Flere teams bestående af både mænd og kvinder startede nye virksomheder i 2022 end de forrige år. Udviklingen halter til gengæld bagefter for rene kvindeteams, der således har ligget konstant de foregående fem år. Danmarks Eksport- og Investeringsfond EIFO er dykket ned i tallene.

Der er en klar tendens mod flere blandede teams, når det kommer til kønsfordelingen i nystartede virksomheder. Samtlige regioner har oplevet fremgang og allerbedst står det til i region Nordjylland, hvor en fjerdedel af alle nystartede virksomheder sidste år blev startet af teams med en blanding af mænd og kvinder. Det viser nye tal fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO. Og det er i høj grad en fordel for virksomhederne, lyder det fra Sara Sande, der er direktør på investeringsområdet i Danmarks Eksport- og Investeringsfond:

– Vi ved fra utallige undersøgelser, at virksomheder oplever større økonomisk vækst, når stifterteamet er mangfoldigt og blandt andet består af både mænd og kvinder. Derfor er det ikke kun godt for ligestillingen, men også for innovationen og vækstpotentialet i dansk erhvervsliv, forklarer hun.

Den positive udvikling ses desværre ikke over hele linjen, og når man kigger på tallene for virksomheder startet udelukkende af kvinder, har den de seneste fem år ligget konstant på 11-12 procent. Det er ifølge Sara Sande en udfordring for hele dansk erhvervsliv, og derfor er det afgørende, at alle i økosystemet bidrager til at skabe bedre muligheder for kvindelige iværksættere.

– Selvom det er rigtig glædeligt, at vi ser flere og flere teams med både mænd og kvinder, er udviklingen meget skæv, når det kommer til rene kvindeteams, som kun udgør godt en tiendedel. Det er ærgerligt, fordi vi går glip af mange gode idéer og løsninger. Det har vi et særligt fokus på i EIFO, og det er blandt andet derfor vi har introduceret afdragsfrihed under barsel, så vi forhåbentlig kan skabe mere ligestilling på området, fortsætter hun

EIFO’s barselsmuligheder betyder, at iværksættere kan få afdragsfrihed i barselsperioden på alle eksisterende og fremtidige lån samt finansiering til en midlertidig direktør. Når der er naturlige pauser i en virksomhedsejers arbejdsliv, skal det mødes med tålmodighed og fleksibilitet. Den større økonomiske tryghed, der følger med de nye barselsmuligheder, kan være et skridt mod at få flere kvinder i iværksætteri – og dermed også mere ligestilling.

Læs mere om EIFO’s barselsmuligheder lige her.

Datainfo:

* Data stammer fra CVR-registret. De indeholdte selskabsformer er begrænset til A/S og ApS, og holdingselskaber er frasorteret. Kønssammensætningen er bestemt i den enkelte virksomhed ud fra den/de personer, som er registreret som stiftere i CVR-registeret.

Virksomhederne er inddelt i kategorierne kvinde-, mande- eller mixteam. Et kvindeteam består af en eller flere kvindelige stiftere, et mandeteam af en eller flere mandlige stiftere og et mixteam af minimum én kvindelig og én mandlig stifter.

Du kan dykke ned i tallene for kønsfordelingen i nye virksomheder i den enkelte kommune*, og se hvordan det står til med udviklingen her.

Sara Sande, direktør på investeringsområdet i Danmarks Eksport- og Investeringsfond … (Foto: PR)

Læs også: Prisvindende professor skriver glemte kvinder ind i tech-historien

Ung mand i fængsel og udvist for voldtægter og vold

En ung mand er idømt fængsel og permanent udvisning i sag om voldtægter og vold. Den 19-årige har under sagen nægtet sig skyldig og ankede på stedet dommen til frifindelse.

En 19-årig syrisk mand, bosiddende i Aabenraa, blev i fredags ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt tre år og tre måneders fængsel samt udvisning for bestandig i en sag om voldtægter og vold.

Den 19-årige mand blev dømt for tre tilfælde af voldtægt mod en ekskæreste, en 18-årig kvinde fra Sønderborg. Voldtægterne blev begået i perioden mellem februar og april 2022.

Derudover blev den 19-årige mand dømt for to tilfælde af vold, hvoraf det ene blev begået i forlængelse af den ene voldtægt, mens det andet fandt sted i januar 2022. Den 19-årige har under sagen nægtet sig skyldig og ankede på stedet dommen til frifindelse.

Den 19-årige har været anholdt og varetægtsfængslet siden april 2022 og er fortsat varetægtsfængslet efter dommen ved Retten i Sønderborg.

vold kvinde ryg
Ung mand i fængsel og udvist for voldtægter og vold … (Foto: Pexels)

Læs også: Mand dømt for voldtægt af steddatter

Dagens billede: I går var vigtig dag for alle kvinder

· Mere fra samme kategori ·