Læs også:

Close
hjerte love kærlighed

NEWS: Børn ødelægger ikke dit datingliv

Nyheder  | 

Børn ødelægger ikke dit datingliv · Fyns Politi tilstede i Vollsmose · Josefine er Årets Førstehjælper 2023 · Aftale sikrer, at danske fiskere kan fiske i norske farvande · Hverdagshelte fik dusører · Dagens billede: Pollensæson godt i gang

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Børn ødelægger ikke dit datingliv

Myte er nulagt i graven: Børn ødelægger ikke dit datingliv … Mange singler med børn går rundt og tror at de ikke har en chance på datingmarkedet. Nye tal fra Single.dk viser dog, at 83% af de danske singler har det fint med at deres date har børn fra tidligere forhold.

For de fleste mennesker er det en sjov, spændende og fascinerende rejse at finde en kæreste. Men for en gruppe af befolkningen hober udfordringerne sig op allerede inden de er kommet i gang. Tror de i hvert fald selv. Mange singleforældre går nemlig rundt i den tro at de er langt mindre attraktive, blot fordi at de har fået børn. Men sådan forholder virkeligheden sig ikke helt.

Jonas Cronfeld, medstifter af Single.dk fortæller:

– Vi bliver løbende kontaktet af singleforældre der spørger hvordan de bedst begår sig på datingmarkedet. Men faktisk viser vores tal at 83% af danske singler har det helt fint med at deres date har børn fra tidligere forhold. Så udfordringen er slet ikke så stor som mange bilder sig ind.

Maj Wismann, klinisk sexolog fortsætter:

– Når vi er singler og åbne for at finde en ny kæreste, er det helt logisk, at man gør sig mange tanker omkring, hvad der kunne få andre til at vælge en til eller fra. Det vigtigste her er dog at fokusere på, at det man selv ønsker er en partner, der jo netop fuldt ud accepterer præmissen om, at en sammenbragt familie er i støbeskeen. Det vigtige er jo netop at gå benhårdt efter andre singler, som har lyst til denne familieform på den ene eller anden måde. Og så er det jo ganske glædeligt, at vi kan få myten banket i jorden.

Kigger man dybere i tallene er det dog en anelse mere nuanceret. Det viser sig nemlig at jo ældre vi bliver, jo mere imødekommende er vi over for andre singler med børn. Således er det kun 66% af de 20-30 årige der er åbne over for at date en med børn. Det tal stiger til 84% blandt de 30-40 årige og ligger stabilt på over 95% fra 40 år og op.

Jonas Cronfeld uddyber:

– Mange ender desværre med at spænde unødigt ben for sig selv. Kommer man krybende langs panelerne for at indrømme at man har børn i bagagen skaber det automatisk en forestilling om at det nok er noget dårligt. Holder man derimod hovedet højt og præsenterer det som en bonus at de kan få lov til at lære nogle skønne unger at kende stiller det pludselig den samlede pakke i et langt bedre lys.

På trods af de åbensindede tendenser er vi stadigvæk bagud på point i forhold til vores svenske og norske naboer. I Norge er og Sverige er næsten 75% af de 20-30 årige åbne for at date en med børn.

Undersøgelsen:

Undersøgelsen er baseret på 257.000 besvarelser på tværs af de nordiske lande.

grafik single.dk
Undersøgelsen konkluderer, at børn ikke er et datingproblem … (Grafik: single.dk)

Læs også: Kender du de fem kærlighedssprog

Fyns Politi tilstede i Vollsmose

Fyns Politi har været mandag nat været tilstede i Bøgeparken i Vollsmose, idet de klokken 00.15 modtog en anmeldelse om et højt brag fra en form for sprængning i en opgang i Vollsmose, og politiet har derfor været tilstede i området i nat og i de tidlige morgentimer.

Vicepolitiinspektør Claus Andkjær fortæller:

– Kort efter ankomst til Bøgeparken kan vores patruljer konstatere, at der er sket en form for sprængning i en opgang på Bøgetorvet, men at ingen er kommet til skade.

Efter at have sikret området, har Fyns Politi arbejdet det meste af natten med at afhøre vidner, sikre videoovervågning og foretaget tekniske undersøgelser på stedet. Ydermere har Fyns Politi søgt i området med sprængstofshunde.

De foreløbige undersøgelser tyder på at der er tale om kraftigt fyrværkeri, som er blevet sprunget inde i opgangen. Fyns Politi har ikke anholdt nogen i relation til hændelsen.
Vicepolitiinspektør Claus Andkjær siger: Vi tager sagen meget alvorligt. Vi efterforsker bredt, men umiddelbart peger vores efterforskning på, at hændelsen ikke er tilfældig.

Mulig sammenhæng med sprængningen den 9. marts på Vilhelm Kyhns Vej …

– Det er klart, at når vi har haft en lignende episode for kort tid siden, så kigger vi på en mulig sammenhæng, men jeg kan ikke sige mere af hensyn til efterforskningen, siger Claus Andkjær, og fortsætter:

– Sideløbende med at efterforskningen nu pågår, har vi iværksat tryghedsskabende patruljering i Vollsmose, og så vil vi naturligvis gerne opfordre eventuelle vidne om at kontakte os på 114, hvis man har hørt set eller hørt noget i området i nat omkring kl 00.10 – 00.25

Fyns Politi har ikke yderligere til sagen på nuværende tidspunkt.

blink politi
Fyns Politi tilstede i Vollsmose … (Foto: Unsplash)

Læs også: Fyns Politi slår igen til mod bandemiljøet

Josefine er Årets Førstehjælper 2023

Josefine reddede 12-årige Theo fra et hjertestop og er Årets Førstehjælper 2023 … Til en basketballtræning i Gentoftehallen reagerede Josefine hurtigt og holdt hovedet koldt, da dengang 12-årige Theo pludselig faldt om med hjertestop. Derfor er hun Årets Førstehjælper 2023.

Josefine Schubart Haabegaard fra København var sidste år i færd med at varme op til basketballtræning i Gentoftehallen, da to drenge pludselig kom løbende ind i hallen og kaldte på en læge, fordi deres kammerat var faldet om.

Josefine fulgte efter de to drenge, og så Theo Skovbro-Grønvall fra Hellerup ligge livløs på gulvet. Hendes hurtige reaktion med hjertemassage og at hun sørgede for, at der blev tilkaldt ambulance og hjertestarter, reddede Theos liv. Derfor er hun Årets Førstehjælper 2023.

Prisen Årets Førstehjælper uddeles af Røde Kors i samarbejde med Aleris Hospitaler til personer, som har ydet en ekstraordinær, livreddende indsats, for at sætte fokus på den livreddende førstehjælp. Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, overraskede Josefine med den fine titel her til morgen live på Go’ Morgen Danmark.

– Josefine handlede resolut og bevarede roen midt i alt kaosset. Fordi hun handlede så hurtigt og var sikker i sin sag, fik Theo den nødvendige hjælp, der har gjort, at han har det godt i dag. Det er en meget beundringsværdig indsats” siger han om baggrunden for, at det er Josefine, der har fået årets førstehjælpspris.

Josefine gav hjertemassage og holdt hovedet koldt … Da Josefine kom ind i baskethallen var der en del tumult, og en sagde, at Theo nok havde fået et epileptisk anfald. Josefine var dog sikker på, at der var tale om et hjertestop.

– Jeg kunne bare se at han var helt blå i hovedet, og så vidste jeg, at det var et hjertestop. Jeg råbte til min holdkammerat, at hun skulle løbe efter en hjertestarter, og så gik jeg i gang med hjertemassage, fortæller hun.

– Josefine gjorde det helt rigtige. Hun fik lynhurtigt konstateret, at Theo ikke var ved bevidsthed og gik med det samme i gang med at yde hjerte-lunge-redning. Det er meget imponerende, siger Anne Marie Sørensen, der er speciallæge i anæstesiologi for Aleris Hospitaler.

Det er i år 32. gang, Røde Kors kårer Årets Førstehjælper for at hylde personer, der har ydet en særlig førstehjælpsindsats og reddet livet for en anden. Prisen på 10.000 kroner er sponsoreret af Aleris Hospitaler. Med prisen vil Røde Kors sætte fokus på, hvor vigtigt det er at kunne førstehjælp.

Fakta om prisen Årets Førstehjælper:
– Det er i år 32. gang, Årets Førstehjælper bliver kåret for at hylde en person, der har ydet en særlig og modig førstehjælpsindsats og reddet livet for en anden.

– Prisen er tidligere blevet kåret til reddere i forbindelse med bl.a. kvælning, hjertestop og en drukneulykke. Prisen på 10.000 kroner er sponsoreret af Aleris Hospitaler.

Fakta om hjertestop:

– Hvert år får cirka 5.000 danskere hjertestop uden for et hospital.

– Chancen for at overleve er cirka dobbelt så stor, hvis nogen giver hjertelungeredning indtil ambulancen når frem.

– Hvis ingen træder til med genoplivning, før en ambulance ankommer, overlever 6 % af dem, der får hjertestop uden for hospital.

– De, der får livreddende førstehjælp, har 40 procent større chance for at vende tilbage til deres job, sammenlignet med personer, som ikke får nogen hjælp, før ambulancen når frem.

– I dag træder vidner til med genoplivning i 79 % af alle tilfælde af hjertestop uden for hospital. Det er en firdobling i forhold til 2001, hvor 19 % trådte til.

– Endnu flere kan overleve et hjertestop uden for hospital, hvis endnu flere vidner til hjertestop straks giver hjertelungeredning og bruger en hjertestarter.

røde kors førstehjælper
Josefine er Årets Førstehjælper … (Foto: PR)

Kilde: Dansk Råd for Genoplivning 2023

Læs også: Norlys donerer 30 millioner kroner til Røde Kors med hjælp fra danskerne

Aftale sikrer, at danske fiskere kan fiske i norske farvande

Vigtig fiskeriaftale er indgået, og nu kan danske fiskere langt om længe få adgang til norske farvande …  Et længe ventet gennembrud i fiskeriforhandlingerne mellem EU og Norge har gjort, at parterne er blevet enige om en aftale om fiskerimulighederne for 2023. Den danske fiskeriminister Jacob Jensen har ved flere lejligheder presset på for at få en aftale på plads, og ministeren glæder sig på de danske fiskers vegne over, at de igen får adgang til at fiske i norske farvande.

Fiskeriforhandlingerne mellem EU og Norge har været usædvanligt komplekse og langvarige på vejen mod at lande en aftale for 2023. Nu har de to parter endeligt underskrevet de tre bilaterale aftaler, som de årligt forhandler. Det betyder, at danske fiskere igen får adgang til at fiske i norske farvande.

Frem til aftalernes underskrivelse har Norge fra årsskiftet ikke tilladt danske fiskere adgang til norske farvande pågrund af de igangværende forhandlinger mellem EU og Norge. Det er derfor afgørende for Danmark, at der er opnået enighed om den overordnede aftale om fiskerimuligheder mellem EU og Norge, så aftalen om fiskeri i Skagerrak og Kattegat dermed også kan underskrives.

Fiskeriminister Jacob Jensen udtaler:

– Jeg er utrolig glad på danske fiskeres vegne over, at der nu langt om længe er landet en aftale med Norge, der sikrer, at danske fiskere kan genoptage fiskeri i norsk farvand. Vi har fra dansk side arbejdet benhårdt og i tæt samarbejde med fiskerne for at lande en aftale så hurtigt som muligt, som fiskerne kan se sig selv i. Det har været nogle svære forhandlinger, og jeg har personligt presset på, hver gang jeg har haft muligheden hos både EU’s fiskerikommissær og den norske fiskeriminister. Så jeg er glad for, at danske fiskere kan påbegynde fiskeriet i norske farvande igen. Når det er sagt, er det selvfølgelig vigtigt, at vi lærer noget af denne her proces, så vi ikke ender i samme situation igen næste år. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vores danske forhandlere nu skal sidde med i en arbejdsgruppe i EU, der skal lave en overordnet strategi for, hvordan vi forhåbentlig undgår samme situation fremadrettet.

fiskeri fiskekutter
Aftale sikrer, at danske fiskere kan fiske i norske farvande … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Usædvanligt varmt vejr forandrer livet i havet

Hverdagshelte fik dusører

Hverdagshelte fik dusører af Syd- og Sønderjyllands Politi …

I mandags modtog syv af hverdagens helte i Syd- og Sønderjylland stor tak, diplomer og dusører for deres flotte indsats

Syd- og Sønderjyllands Politi uddelte dusører til syv af hverdagens helte i Syd- og Sønderjylland. Dusørceremonien blev afholdt på politigården i Esbjerg, hvor dusørmodtagerne modtog stor tak og diplomer af politidirektør Frits Kjeldsen. Dusøren er på 1.000 kroner.

– De syv borgere har hver især ydet en helt ekstraordinær indsats og det synes vi fra politiets side fortjener en særlig anerkendelse. Beløbet er ikke stort, men vi håber, at modtagerne forstår, at vi sætter meget stor pris på deres indsats. Det er betydningsfuldt, at borgere på denne måde hjælper andre borgere, fortæller politidirektør Frits Kjeldsen.

Efter ceremonien fik dusørmodtagerne en rundvisning på politigården af politiinspektør Henrik Thrane Jensen. En enkelt dusørmodtager deltog ikke i arrangementet.

Der blev givet dusør til:

Vadym Sosnovskyy
I forbindelse med modtagelsen af ukrainske flygtninge ydede Vadym Sosnovskyy en ekstraordinær indsats som frivillig tolk. En indsats der var både til gavn og støtte for politiet på et kritisk tidspunkt. Vadym Sosnovskyy havde fri fra sit arbejde, hvor han i stedet assisterede politiet hver dag fra tidlig morgen til aften. Vadym Sosnovskyy udviste samtidig meget stor omsorg for flygtningene, når de fortalte om deres oplevelser og traumer.

Nicolai, Brian Christensen og Werner Dobrick
Nicolai var lørdag den 28 januar 2023 ude at løbe en tur i Esbjerg sammen med en ven, der får det dårligt og falder om på jorden med hjertestop. Nicolai starter resolut hjertemassage op, men kan ikke tilkalde hjælp, da ingen af dem har en telefon med. Han får råbt en cyklist Brian Christensen og en gående Werner Dobrick an for hjælp. De kommer hurtigt til assistance med hjertemassagen, samt ringer 112 for at få tilkaldt en ambulance. Sammen fortsætter de hjertemassagen, indtil ambulancen kommer. Lægerne tilskriver vennens  overlevelse og hurtige helbredelse den hurtige, effektive og resolutte indsats.

Sabrina Helbo Lindberg, Nadja Lykke Andersen og Brian Rosenstrøm
Den 10. februar 2023 udbryder der brand i en lejlighed i etageejendom i Esbjerg. I forbindelse med branden yder overboen Brian og malerne Nadja og Sabrina en ekstraordinær indsats, idet de får evakueret lejlighedens beboer, der stadig er i sit hjem.

Malerne er på arbejde i opgangen og låser på eget initiativ sig ind i lejligheden med en nøgle, der er givet til malerne. Mens den ene maler alarmerer 112, lykkes det den anden maler og overboen at evakuere kvinden, velvidende at der er brand i lejligheden, samt kraftig røgudvikling i opgangen og ud af vinduerne. Patruljen vurderer, at kvinden ikke ville have været i live, hvis det ikke havde været for den gode og modige ekstraordinære indsats

politi hverdagshelte
Fra venstre: Politidirektør Frits Kjeldsen, Werner Dobrick, Nadja Lykke Andersen, Sabrina Helbo Lindberg, Vadym Sosnovskyy, Brian Christensen, Brian Rosenstrøm og politiinspektør Henrik Thrane Jensen. En enkelt dusørmodtager deltog ikke. (Foto: PR)

Læs også: Skolepatrujler hyldes

Dagens billede: Pollensæson godt i gang

https://www.instagram.com/p/CpjeO4JOXqu/

· Mere fra samme kategori ·