Læs også:

Close
folkekirkens nødhjælp

NEWS: Vanskelig nødhjælpsoperation i Syrien

Nyheder  | 

Vanskelig nødhjælpsoperation i Syrien · Nye inflationspakker vedtaget · Lokalbetjente nu også på løbehjul · Tag på mission i Ruinerne og hjælp Leonora Christina i vinterferien · Seks unge dømt for flere røverier og overfald · Dagens billede: Super Bowl vinder

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Vanskelig nødhjælpsoperation i Syrien

Folkekirkens Nødhjælp står foran vanskelig nødhjælpsoperation i Syrien, hvor kirker, moskeer og skoler giver ly til jordskælvsofre.

Jordskælvet i Tyrkiet og Syrien har foreløbigt kostet 33.000 mennesker livet, og hundredtusindvis af mennesker har mistet deres hjem. I millionbyen Aleppo i Syrien er 232 kirker, moskeer, rådhuse og skoler i hast omdannet til midlertidige hjem. Her er der plads til jordskælvsramte, der har mistet alle deres ejendele, livsvigtig medicin og familiens penge, som har været opbevaret i kontanter i hjemmet, fordi banksystemer ikke fungerer.

Folkekirkens Nødhjælps kirkelige partnere uddeler madrasser, tæpper, køkkengrej, hygiejnekits, medicin og fødevarer fra de lokale nødhjælpslagre, samtidig med at der fragtes nye forsyninger ind fra hovedstaden Damaskus.

– Vi får hjælpen frem til Aleppo og andre byer i det nordvestlige Syrien gennem vores lokale kirkelige partnere. De udnytter deres lokalkendskab til at udpege alt, hvad der findes af indkvarteringsmuligheder og tømmer deres nødhjælpslagre for alt, hvad der kan gøre gavn, siger Jonas Nøddekær, international direktør i Folkekirkens Nødhjælp.

Jordskælvsområdet er gennemsyret af krig og militarisering. Men nødhjælpsoperationen i Syrien er meget vanskelig.

– Der er tale om et land martret af 12 års borgerkrig, som nu bliver ramt af det værste jordskælv i regionen i næsten 100 år. Byerne i det nordvestlige Syrien var i forvejen smadret af borgerkrigen, 90 procent af befolkningen i de jordskælvsramte områder var i forvejen afhængige af nødhjælp – og adgangen til de værst ramte områder og koordineringen af nødhjælpen er meget vanskelig, siger Jonas Nøddekær og uddyber:

– I mere velfungerende stater ved nødhjælpsorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp, hvilke myndigheder vi skal henvende os til. Men i Syrien er de jordskælvsramte områder kontrolleret af forskellige aktører. Nogle er under Bashar al-Assad-styrets kontrol, andre er kontrolleret af oprørere og modstandere af det syriske regime. Landet er gennemsyret af krig og militarisering, og det er vanskeligt at orientere sig og vide, hvem man skal kontakte og samarbejde med for at få hjælpen frem, siger Jonas Nøddekær.

Lokale partnere navigerer i kaos … Derfor er Folkekirkens Nødhjælp helt afhængige af de lokale partnere i det kirkelige netværk ACT Alliancen, herunder Norsk Kirkehjælp, der har arbejdet i det nordvestlige Syrien gennem mange år.

– Vores lokale partnere er vant til at navigere i det nordvestlige Syrien på tværs af modstandere og tilhængere af Assad-regimet, på tværs af religiøse og etniske grupper, politiske og storpolitiske aktører, der bekæmper hinanden og forhindrer fred i Syrien. Vi kan håbe på, at jordskælvet trods alt for en stund lægger en dæmper på konflikten, så vi kan få nødhjælpen frem til både ofrene for jordskælvet og de 12 millioner syrere, der mangler mad og basale fornødenheder, slutter Jonas Nøddekær.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder også i det nordøstlige kurdisk-kontrollerede Syrien, der ikke er så hårdt ramt af jordskælvet, med minerydning og humanitær hjælp til internt fordrevne og værtssamfund.

ACT Alliance (Action by Churches Together) er et globalt netværk af 142 trosbaserede og humanitære organisationer, der udfører udviklings- og katastrofearbejde i mere end 120 lande over hele verden.

folkekirkens nødhjælp
Folkekirkens Nødhjælp står foran svær opgave … (Foto: GOPA-DERD)

Læs også: Folkekirkens Nødhjælp tager historisk klimaansvar

Nye inflationspakker vedtaget

Fredag annoncerede regeringen nye inflationspakker, der især kommer ældre og familier med mindre børn til gavn. Regeringen er sammen med Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige blevet enige om at afsætte i alt 2,4 milliarder kroner til ny inflationshjælp til nogle af dem som er hårdt ramt af de høje priser. Der vil blandt andet blive udbetalt 5.000 kroner skattefrit i år til folkepensionister, der modtager ældrecheck.

Inflationshjælpen til virksomhederne viser god velvilje fra politikerne, som de skal have tak for, men mange pressede virksomheder vil ikke kunne bruge ordningen, så den bør udvides og justeres, når den skal udmøntes, mener SMVdanmark.

Et bredt folketingsflertal landede fredag aftale om inflationshjælp, og virksomhederne får også en hjælpende hånd og mulighed for at låne deres indbetaling fra to måneders a-skat til sommer. Tilbagebetaling skal ske efter 3,5 eller 6 måneder.

Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder, er glad for håndsrækningen, men er ikke tilfreds med den konkrete model.

– Jeg er rigtig glad for den velvilje, vi de seneste måneder har mærket hos politikerne, og jeg vil gerne kvittere for, at inflationspakken rummer god likviditetshjælp til virksomhederne. Vi tvivler desværre på, om modellen reelt virker efter hensigten. SMVdanmark har kæmpet hårdt for, at virksomhederne får længere tid til at betale deres coronagæld tilbage, så jeg håber på en dialog om udmøntningen, så virksomhederne med coronagæld får hjælp, siger han og fortsætter:

– Vi har stadig flere tusind virksomheder, der optog gæld for at holde på deres ansatte under corona, mens de ingen indtjening havde. Politikerne havde stillet i udsigt, at den gæld skulle de hjælpes med, men her rammer aftalen skævt. For mange vil det ikke være nogen reel hjælp, at man først til sommer kan låne to måneders a-skat i 3,5 eller 6 måneder. Det er for lidt og kommer for sent, Mange af dem kan ikke vente så længe med at kunne tage det lån, og tilbagebetalingsperioden er for kort, siger han.

ældre par ipad
Regeringen er kommet med nye inflationspakker, der især kommer de ældre til gavn … (Foto: Pexels)

Læs også: Spareråd for dummies

Lokalbetjente nu også på løbehjul

Ja, du så og læste rigtigt. For nu patruljerer politiet også på løbehjul. Det er lokalbetjentene i nærpolitienhederne i Gladsaxe og Ishøj kører nu også rundt i lokalområdet på elektriske løbehjul. Lokalpolitiets nærpolitienheder i bycentrene i Høje Gladsaxe og Ishøj har nyligt udvidet deres vognpark med elektriske løbehjul.

 forvejen råder de over biler, cykler og solidt fodtøj:

– Med løbehjul kan vi nemt køre ud, være til stede i vores nærmeste lokalområde og hurtigt komme tilbage i nærpolitienheden, hvis nogen hellere vil tale med os der, siger chefen for lokalpolitiet på Vestegnen, politiinspektør Allan Nyring, Københavns Vestegns Politi.

I lokalpolitiet ønsker de, at deres borgere oplever dem som fleksible og tilgængelige, og det mener de, at løbehjulene kan bidrage til, tilføjer lokalpolitichefen. Elektriske løbehjul følger færdselsreglerne for cykler og kan altså køre på cykelstier. Lokalbetjentens erfaringer er indtil videre positive:

– Politi på løbehjul vækker flere smil og hyggelige kommentarer end cyklen, og betjentene føler, at de kommer tættere på borgerne end i en patruljevogn, slutter Allan Nyring.

Løbehjulene har ikke blå blink eller udrykningshorn, tilføjer han, kun batteri, bremser og lys. De har en tophastighed på 20 kilometer i timen og en rækkevidde på 30 kilometer.

Her finder du nærpolitienhederne:

Ishøj Bycenter, Ishøj Østergade 45, 2635 Ishøj
Nærpolitienheden i Ishøjs hjemmeside

Høje Gladsaxe Center, Høje Gladsaxe Torv 2B, 2860 Søborg.
Nærpolitienheden i Høje Gladsaxes hjemmeside

politi ishøj vestegnens politi løbehjul
Her ser du lokalbetjente på løbehjul i Ishøj … (Foto: PR)

Læs også: Frederiksberg Kommune får elløbehjul

Tag på mission i Ruinerne og hjælp Leonora Christina i vinterferien

Fra i lørdag og i hele vinterferien kan hele familien opleve stemningen fra det gamle Københavns Slot og møde den fængslede Leonora Christina i Blåtårn, når Christiansborg Slot åbner op for deres helt nye gådespil i Ruinerne, Kongedatterens snedige hævn – tag på mission i Ruinerne.

Kongedatteren, Leonora Christina har brug for hjælp! Hun sidder fængslet i det berygtede Blåtårn. Det er dronningen, der har fået hende arresteret. Men selvom Leonora sidder bag lås og slå, kan hun stadig bruge noget af sin magt. Hun mangler bare nogle snedige allierede.

I vinterferien 2023 vækkes den gamle fejde mellem de to stærke kvinder i Ruinerne under Christiansborg til live. Her kan børn og voksne sammen tage del i fortællingen om Christian 4.s yndlingsdatter, Leonora Christina, der fængsles under mistanke for landsforræderi.

I Kongedatterens snedige hævn bliver ruinerne af Københavns Slot vækket til live ved hjælp af interaktive dioramaer. Det er et gådespil, hvor hele familien skal finde ledetråde og løse opgaver for at hjælpe Leonora Christine med at få hævn over dronningen, der fik hende fængslet. Men gæsterne skal passe på, at de ikke falder for hendes snedige og manipulerende metoder.

Om Leonora Christina:

Leonora Christina blev sammen med sin mand Corfitz Uhlfeldt anklaget for landsforræderi. Hun blev fængslet i Blåtårn på Københavns Slot og sad der som fange i cirka 22 år. Hendes ophold skrev hun om i det berømte værk, Jammers Minde. Beskrivelserne om hendes tid i Blåtårn og hendes snedige metoder har været inspirationen til Kongedatterens snedige hævn.

christiansborg slot
Måske du skulle en tur ind på Christiansborg Slot i vinterferien … (Foto: PR)

Læs også: Februar måneds kulturguide

Seks unge dømt for flere røverier og overfald

En gruppe drenge og unge mænd er i fredags blevet idømt fængselsstraffe for flere røverier og tilfælde af vold. En af de dømte, en nu 18-årig mand, blev desuden udvist.

I alt seks unge i alderen 16 til 18 år blev i fredags i Københavns Byret straffet med fængsel i en sag om blandt andet to voldelige overfald og to røverier. Straffene blev fra ni måneders fængsel og op til et år og tre måneders fængsel. En af de tiltalte blev idømt en ungdomssanktion.

Ud over fængsel blev den ene af gerningsmændene, en 18-årig mand, udvist med indrejseforbud i seks år. En syvende tiltalt blev frifundet.

Røverierne fandt sted i København i løbet af november 2021, og de forurettede var andre unge, som enten blev udsat for vold eller truet med vold til at udlevere deres værdigenstande eller tøj. Begge tilfælde af vold blev optaget på video, og den ene video blev delt på sociale medier. Både volden og røverierne blev udført i forskellige konstellationer og sammen med andre gerningsmænd, hvis sager behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet, da de var under 15 år på gerningstidspunktet.

–Det er nogle meget grove sager, som de tiltalte er blevet dømt i. Det har krævet meget af de forurettede at stå frem, og jeg er godt tilfreds med de straffe, som retten i dag er nået frem til, udtaler anklager Camilla Due Shafer fra Københavns Politi.

Nogle af de tiltalte modtog dommen, andre udbad sig betænkningstid.

vold knyttet hånd
Seks unge dømt for flere røverier og overfald … (Foto: Pexels)

Læs også: Børn udsat for vold og overgreb – forældre og ven dømt

Dagens billede: Super Bowl vinder

· Mere fra samme kategori ·