Klumme: Jeg kan ikke vente på foråret

Jeg elsker bare foråret – og jeg tænker på det allerede, fra når efteråret og mørket begynder at sænke sig over landet. Jeg holder skarpt øje med de små tiltag af spirende forår. For foråret er bare den skønneste tid. Måske du har det på samme måde

Når lysene slukkes efter jul

Ja, indrømmet – jeg elsker også julen – og jeg strææææææækker den så langt jeg kan, så den starter allerede i starten af november, for så kan jeg få to mørke måneder til at blive lyst op af – ja lys (også lyskæder – levende lys) – hygge – små sammenkomster – god mad og traditioner og masser af ’tilstedeværelse’. Det er en dejlig tid, som jeg nyder og udnytter på det groveste.

Men hvert år når nytåret nærmer sig, tænker jeg ‘shit nu kommer januar snart’. For januar er lang – mørk – lidt deprimerende – og tom på mange måder. Og selvom dagen er tiltaget, så er det kun på få af de lyse og klare dage, det vitterlig kan mærkes.

Førhen rejste jeg altid væk en eller to uger i januar – til varme og dage uden huer og strømper. Det har jeg ikke gjort en del år – og det kan mærkes på ‘overskudskontoen’. For havde man noget at se frem til, så ville den lange måned nok flyve afsted.

Men ja, januar og jeg er ikke bedste venner – og vi bliver det vist heller aldrig, med mindre jeg flytter til varmere himmelstrøg.

De små tegn

Men pludselig ER dagene mærkbart længere, og det er lysere om morgenen. Nogle dage kan man endda høre en fugl eller to pippe på livet løs, og på en solrig (også selvom den er iskold) dag kan man faktisk godt lidt ‘overbevise sig selv’ om, at foråret er nært. I den periode er selv må ‘forårstegn-gaver’ en velsignelse.

Et af de første forårstegn er vintergækker og alle de andre små løgblomster pippen frem. Man kan jo blive helt høj og glad i låget, hvis små erantisser pludselig står der skrigende smørgule og blinker til en.

Mit absolut vendepunkt er min rabarber i sommerhuset. Ikke alene elsker jeg den – men jeg elsker også dens ukuelighed og viljestyrke – og den giver fanden i kulden og er noget af det første, der bestemmer sig for, at nu er foråret altså på vej.

Ja, selv (og det kan du se på foto) kan jeg også blive helt mild af skvalderkålen, der om ikke andet gør den brune have grøn. Men som sagt rabarberknolde og først den lille røde prik der på få solrige dage pludselig kan vokse sig til en eller to rabarberstængler, det er der, hvor hjertet slår lidt i utakt, og jeg allerede ser for mig, at der skal laves rabarbergrød og rabarbercrumble – snart … Og så er det ellers bare at holde øje – for nærmest foran en vokser den skønling og bliver stor og stærk.

De nye dufte og lyde

‘At falde i staver’ er sådan et lidt gammeldags udtryk. Men faktisk er det måske det, jeg gør lidt i foråret. Jeg lader mig ‘falde i staver’ over de små mirakler, som der, som en lidt flad danskvand, pludselig bliver boblende og kriller godt i halsen.

Straks fylder det mig med energi – og som en bjørn der har været i dvale – pludselig materialiserer sig – uden jeg har skulle overtale mig selv, kan jeg pludselige klare alt – eller næsten. Jeg vasker tøj – gør rent – tager til træning – får skrevet til min gamle veninde hvad jeg har udsat i hundrede år. Jeg GØR noget – jeg er min bedste version af mig selv – og jeg elsker det – og det tror jeg egentlig også mine omgivelser gør.

Hvis du lægger mærke til det, er duftene også pludselig tilbage – man kan blive draget af en hyacints tæt på kvalmende sødme, når du går forbi en – du kan dufte jorden – og så videre. Det er som om, det hele pludselig præsenterer sig selv på bedste vis og i farver. Og netop dufte kan være med til at højne mit humør.

For mig er fuglenes glade pippen et absolut forårshøjdepunkt. Skulle man selv have haft skyklapper på, så skal de nok vise deres barnelige begejstring for forårets kommen. De pipper – laver reder – skider i stride strømme – og indtager haverne på fineste vis.

I mit sommerhus har jeg et vindue, der kan åbnes som i syden, og så er der bare lameller og trådnet på den anden side … Har jeg det åbent, så er det nærmest som om fuglene er helt inde i soveværelset. I foråret pipper de mere – de nærmest sprudler af iver og energi. Og der er små glade – hysteriske – krigeriske – friske – kække og kaldende pip. Lige der – en tidlig morgen – der er jeg tæt på lykkelig, og glasset er ikke bare halvt fyldt – det er fyldt op af forårets kommen.

Som små lykkepiller

Jeg samler på øjeblikke – kommer dem på dåse og gemmer til ‘a rainy (dum) day’. Der er masser af ting, der kan få en ned med nakken – gøre en trist – frustreret – sur – irriteret eller bare sådan rigtig ØV. Derfor er små lykkepiller af forår absolut værd at indtage. At kigge op – at være til stede – at nyde de ofte små ting og forandringer.

Det kan være som et instafoto og vågne op og se ud at vinduet til en solopgang – trods man er midt inde i byen, der byder på den smukkeste farvepallette.  Bare ligge og nyde den – og få sig selv i det rigtige humør og tænke ‘det bliver en god dag’. Det gør de jo ikke alle sammen – desværre – men foråret er bestemt en tid, hvor man kan samle til bunke af små ‘lykkeglimt’. Som med D-vitamin kan man dog ikke helt bare proppe i kæften og så tro sig sikker og ‘fyldt op’ – for man skal også gøre det undervejs og være vedholdende. Lidt som med måde – for følelsen holder ikke for evigt.

En anden ting er når strømper og strømpebukser kan pakkes væk og fødderne befries. Uha det er skønt. Også de første gange, hvor den store vinterfrakke er unødvendig, og man pludselig kan mærke, at solen er ved at genvinde sin råstyrke.

Når de første ting spirer i jorden, eller grene står med knopper, der er ved at eksplodere i et farveinferno, så er det bare om at være klar som med en stærk linse rettet imod sceneriet og bare tage det hele ind. Naturen er gavmild – har du egentlig tænkt over det – den gør på mange måder så meget godt for os. Hvorfor er det, vi så ikke har passet bedre på den – ja hvorfor – fordi vi har taget den for givet. Men lad det være en reminder – at man ikke skal tage noget for givet i livet – man skal gøre sig umage – lidt som med foråret …

Husk at italesætte glæderne

Det er jo egentlig ret elementært og burde slet ikke være nødvendigt at italesætte – men husk nu at italesæt de små glæder – skriv dem ned – tag fotos – fortæl det til din veninde hvad du så og oplevede … Jo mere vi deler og mærker efter, jo mere vil vi være observante på det og få det til at fylde.

Vi har så nemt ved at fortælle om alle de dumme og dårlige ting – vejret der er for koldt – regnfuldt – blæsende … Og straks det så viser sig fra sin gode side, tager vi det for givet og er lidt ‘utaknemmelige’, synes jeg.

Måske burde man finde noget at sige tak for hver dag. Kan du ikke finde noget at sige tak for, så har man sgu et problem. Livet er en gave – der er nok at irriteres og frustreres over – men hallo – der er jo også absurd meget at glædes over. Og giver du din glæde og entusiasme videre – kan den måske sprede sig til andre. Ville det ikke være fantastisk.

At kigge op

‘Look up’ er et begreb, jeg blev bekendt med for mange år siden. Og siden da har jeg forsøgt at efterleve det. At kigge op – at være til stede – at se de små og ja store ting – som udsigten til Storebæltsbroen for eksempel kan være – det er noget, jeg gør.

Og foråret er det tidspunkt på året, hvor du faktisk får allermest ‘gratis’ med på den bekostning. For der er så mange små mirakler – og foranderlige ting. Og det der den ene dag kan se kedeligt og måske goldt (er det i naturen) ud, kan pludselig forvandle sig til den smukkeste svane eller blomst …

At kigge op er også at leve i nuet – og foråret er absolut den tid, hvor jeg næsten bliver stakåndet af at nyde og synes dagene er alt for korte – selvom de bliver længere og længere. Jeg vil have mere – bliver grådig og føler mig rig – ja virkelig som menneske rig og privilegeret …

Foråret er en lille magisk lykkepille, som er gratis – givende og ganske guddommelig. Jeg kan bedst beskrive det som at ‘se verden i sort/hvid’ (som gamles dages fjernsyn) og pludselig som en farveeksplosion ses alt i farver. Så stor forandring – så magisk og en stor transformation er foråret for mig.

Dette var min hyldest til foråret. Og lad det så bare komme – nu har vi snakket nok om det – nu skal der handles – for jeg kan ikke vente – på foråret … 🙂

Læs også:

 

Klumme: De valg vi tager i livet