Filmanmeldelse: ‘The Son’
‘The son’ er opfølgeren til Florian Zellers Oscarvinder ‘The Father’. En stærk og smuk men også tankevækkende film. Se den – men husk Kleenex
At gå i biografen for at se en god film, gør både noget for oplevelsen og filmen … Det synes jeg også sker for ‘The son’. De visuelle effekter er perfekte, og man placeres midt i New York og en families liv og skæbne. Reelt er filmen enkelt iscenesat – men lagene er mange – og med gode skuespillere når man langt …
Det handler filmen om
‘The Son’ er efterfølgeren til Florian Zellers fantastiske Oscarvinder ‘The Father’ og følger en familie, som er faldet fra hinanden, men som forsøger at blive forenet igen. Et par år efter forældrenes skilsmisse føler 17-årige Nicholas (Zen McGrath) ikke længere, at han kan blive hos sin mor, Kate (Laura Dern). Han flytter ind hos sin far Peter (Hugh Jackman) og Peters nye partner Beth (Vanessa Kirby).
Mens Peter jonglerer med arbejde, hans og Beths nye baby og tilbuddet om sit drømmejob i Washington, prøver han at tage sig af Nicholas, som han ville ønske, at hans egen far (Anthony Hopkins) havde gjort for ham. Men ved at forsøge at rette op på fortidens fejl, mister han ikke kun grebet i nuet, men muligvis også Nicolas, som han får skubbet længere og længere væk.
Filmfakta:
Medvirkende: Hugh Jackman, Laura Dern, Zen McGrath, Vanessa Kirby og Anthony Hopkins med flere
Instruktør: Florian Zeller
Premiere: Torsdag den 5. januar 2023 (i 26 biografer landet over)
Varighed: 123 minutter
Censur: Tilladt for børn fra 11 år
Pressemateriale: press.sfstudios.dk
Se trailer for filmen her:
At være forældre og barn
Åhhh, når man ser denne film, så får man pludselig (hvis man er forælder) dårlig samvittighed. For her sættes rollerne ret skarpt op – også uden at overdrive – eller jo lidt men det er okay – og man ser, livet og tingene fra alles sider. En stor del af filmen handler om det at være forældre – og at være barn og ung – at gå igennem en skilsmisse og skabe ny familie og også deale med psykiske udfordringer …
Med titlen tænker man nok lidt, at det er Nicholas, der er omdrejngspunktet i filmen, men det er på alle måder Peter og hans fortid og hele ‘arv og miljø’, der på en eller anden måde, træder mest frem, hvor hans noget følelseskolde far, spillet af Anthony Hopkins, er den del af det hele. For den succesfulde advokat må sande, at skilsmisser er eksistentielle dilemmaer ikke uden sin andel af følelsesmæssige konsekvenser og indebrændt skyldfølelse. Og ja, det ved vi alle. Men når kærligheden forsvinder, og nye følelser dukker op for en anden, så handler de fleste mennesker. Også selvom voldsomme brud har sine ofre …
I midten af disse brud står Nicholas, der som søn er affødt af sine forældres uskønne konflikter og social arv, hvor han er fastholdt i tomrummet et sted mellem kompromiser og uforløst hungeren efter kærlighed og dét at blive set og hørt. At være barn og ung og vokse op i skilsmissefamilier laver mange sår og ar – det er også det man ser her – men dog også sat voldsomt på spidsen.
Morale – er der sådan en – måske – man kunne sige, at den lette opfattelse af filmen er, at man ikke skal lade sig skille, og at man skal lytte til folk med psykiske problemer. Men så sort-hvidt kan man slet slet ikke stille det op. For lagene er mange – og man kan (også med den historik og bagage man selv ser filmen med) lede meget mere ud af den. Jeg fik i hvert fald masser af refleksioner og tanker sat i gang.
Og ja, den er måske sat på en spidst – og ja nogle ting lidt overdramatiseret og lettere karikeret – men jeg synes, filmen holdt – ligesom jeg flere gange holdt vejret … Og da jeg cyklede hjem fra biografen nok trak vejret lidt længere ned i lungerne – og indrømmet lige ringede og sagde hej til mine voksne sønner …
Husk Kleenex
Hvad skal man sige eller skrive, når man bagefter sidder med en knude i maven … Man skal sige det, som det er – det er en smuk – hård – fin – lettere øjenåbnende film. Der er splittelse – skam – skyld – familie- og menneskekriser og kollaps af familie og mennesker. Men der er også små fine lysglimt – der er med til at give forståelse – at vi bare er mennesker – vi gør (oftest) det allerbedste vi kan – men vi er altså bare mennesker, der alle dealer med små og store udfordringer.
For vi vil så meget – vi vil elskes – have gode jobs – bo godt – have et interessant liv … Og det kan være svært at gøre alt hundrede procent rigtigt – altså hvis der findes et rigtigt ‘facit’ eller ‘svar’. Vi ‘falder og slår os’ – vi skal ned af sideveje for at finde hovedvejen – sådan er det og livet bare nogle gange. Men hvis vi lærer, så er det vel også fint og godt nok.
Og forældrene lærer meget om dem selv og deres liv og valg i filmen, synes jeg. Satte vi et spejl op for os selv kunne man helt sikkert også finde masser af tåbeligheder, der har været sagt og gjort – og dumme beslutninger truffet. Når man ser dokumentarer, om folk der har slået et menneske ihjel, så siger de alle ‘I made some bad decisions’ – det er netop det (heldigvis ikke så voldsomme), vi alle gør – for som man siger ‘Livet leves forlæns men forstås baglæns’ …
Så husk Kleenex og gå ind at se en god film med gode skuespilpræstationer …
Læs også:
