Læs også:

Close
pige seng tænke te krop

NEWS: 50-året for retten til fri abort i Danmark markeres

Nyheder  | 

50-året for retten til fri abort i Danmark markeres · Kvinde dømt for omfattende narko-kørsel · Årets Fuldkornsdag fejres i alle landets kommuner · Gaming er rykket ud af teenagerværelset · Madonna kommer til Danmark · Dagens video: Den smukke natur bevares · Fredagsfjol: Akrobatik på flere niveauer 🤸‍♂️

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

50-året for retten til fri abort i Danmark markeres

I 2023 er det 50 år siden, at danske kvinder fik fri abort i Danmark. En række aktører er gået sammen i en bred alliance for at markere det historiske år for kvinders ret til at bestemme over egen krop. Lancering af Alliancen for fri abort, der indeholder 24 organisationer, markerer dermed sammen 50-året for retten til fri abort i Danmark.

Efter en lang debat både politisk og i samfundet blev loven om adgang til svangerskabsafbrydelse vedtaget af Folketinget i 1973. For at markere 50-året for retten til fri abort er 24 organisationer gået sammen i Alliancen for fri abort. Alliancen blev lanceret i går på Christiansborg i samarbejde med Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder.

Formålet med alliancen er vidensdeling om rettigheden til fri abort, som skal være med til at starte en bred samtale politisk og i befolkningen. I løbet af 2023 vil alliancens partnere i fællesskab og hver for sig bidrage til en politisk og folkelig markering gennem kulturelle events, debatarrangementer, manifestationer og meget andet.

Samtidigt er det en nødvendig markering af solidaritet med de millioner af kvinder verden over, som stadig ikke har ret til at bestemme over deres eget liv og krop.

– I år er det 50 år siden, at Folketinget banede vejen for den fri abort i Danmark. Det var en historisk milepæl for kvinders ret til at bestemme over egen krop og liv, som vi ikke må tage for givet. Vi ser ude i verden, hvordan kvinders grundlæggende rettigheder trædes under fode. Herhjemme skal vi turde starte en folkelig og demokratisk samtale om retten til abort, så vi i fællesskab kan vurdere, om der er behov for en modernisering, siger formand for Folketingets Tværpolitiske netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, Mette Gjerskov.

– Muligheden for selv at bestemme hvornår man vil have børn, hvor mange og med hvem er fuldstændig afgørende for, at kvinder kan leve frie liv. Derfor handler retten til fri abort helt grundlæggende om kvinders ukrænkelige ret til selv at bestemme over egen krop og liv. At USA ikke som i Danmark i år fejrer retten til fri abort, minder os om, at vi ikke kan tage den slags rettigheder for givet, siger forkvinde i Kvinderådet, Yildiz Akdogan.

– Retten til abort er altafgørende for at sikre sunde pige- og kvindeliv både fysisk, psykisk og socialt. Aborter er dog ikke uden omkostninger for den enkelte. Vi skal derfor prioritere faglig behandling og omsorg af høj kvalitet. Vi skal have respekt for hvad der er det rette valg for den enkelte og støtte hende i dette, siger forkvinde for Jordemoderforeningen Lis Munk.

– Retten til fri abort er Sex & Samfunds historiske DNA. Efter 50 år synes vi, det er tid til, at vi igen får talt om den frihedsrettighed, som den fri abort er i Danmark og hvor stor værdi, den har for et ligestillet samfund. Vi håber, at vi kan få en saglig og omsorgsfuld samtale om den enkeltes ret til at træffe en afgørende beslutning, også selvom den er svær, siger generalsekretær for Sex & Samfund, Majbrit Berlau.

– I 1971 arrangerede Dansk Kvindesamfund en lang række demonstrationer og høringer om abort, i dag løfter vi et intersektionel perspektiv med forskellige stemmer. Historisk set er minoritetsperspektivet blevet ekskluderet fra dialogen og aktivismen omkring reproduktive rettigheder. Dette er ikke tidspunktet til stilhed, slutter næstforkvinde for Dansk Kvindesamfund. Natalia Eugenia Araya.

Læs mere om Alliancen for fri abort her:

pige seng tænke te krop
2023 er et år hvor jubilæet for fri abort skal fejres … (Foto: Pexels)

Læs også: Alabama forbyder abort

Kvinde dømt for omfattende narko-kørsel

36-årig kvinde fra Ishøj er dømt for blandet andet seks tilfælde af narko-kørsel, fem hastighedsovertrædelser og vold mod en politimand. Hun blev i går idømt i alt syv måneders fængsel, hvor fire af månederne blev gjort betinget.

Kvinden var tiltalt for på lidt under et år at have kørt bil seks gange, selv om hun var påvirket af hash eller amfetamin. I fem tilfælde var hun blevet taget for at køre for stærkt – flere gange med en overskridelse på mere end 30 procent af den tilladte hastighed.

I alt var kvinden tiltalt for 31 forhold og hun blev dømt for de 30 af forholdene – heriblandt vold mod en politimand og trusler mod en kommunalt ansat.

Hun blev idømt en kombinationsdom på tre måneders ubetinget og fire måneders betinget fængsel, med vilkår om 100 timers samfundstjeneste og tilsyn af kriminalforsorgen. Derudover fik hun en bøde på 18.500 kroner, og blev hun frakendt førerretten ubetinget i 10 år. Mange af overtrædelserne af færdselsloven skete, hvor kvinden kørte bil, selv om hun også tidligere var frakendt førerretten. Derfor valgt retten at konfiskere kvindens to biler.

– Den 36-årige kvinde har gentagende gange kørt bil med amfetamin og hash i blodet på bekostning af andre medtrafikanters sikkerhed, og selvom hun var frakendt førerretten. Retten har nu dømt kvinden til fængsel, frakendelse af førerretten og konfiskeret hendes biler, hvilket viser, at så grove overtrædelser af færdselsloven naturligvis har konsekvenser, udtaler sagens anklager, Carl Riisgaard.

Kvinden modtog dommen.

dom grundlovsforhør retten
Kvinde dømt for omfattende narko-kørsel … (Foto. Pexels)

Læs også: Fængsel til to vanvidsbilister

Årets Fuldkornsdag fejres i alle landets kommuner

For første gang nogensinde er der opbakning til Årets Fuldkornsdag i alle landets 98 kommuner! Kantiner, dagplejere, supermarkeder, børnehaver, håndværksbagere, sundheds-NGO’er, myndigheder og livsstilscentre er blandt dem, der fejrer fuldkornet.

Selvom Danmark er blandt de nationer i verden med det højeste fuldkornsindtag, så lever 46 procent af den danske befolkning stadig ikke op til det officielle kostråd om at spise mindst 75 gram fuldkorn om dagen. Derfor er der fortsat grund til at sætte fokus på fuldkorn. Det sker i år for 13. gang, når Årets Fuldkornsdag markeres i dag den 20. januar – i år med fokus på havre.

Ifølge Fuldkornspartnerskabet, der arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn, er der mange gode grunde til fortsat at sætte fokus på fuldkorn:

– Udover at gavne folkesundheden, så er fuldkorn også en vigtig del af den grønne omstilling. For kornprodukter er blandt de fødevarer, der har det laveste klimaaftryk – sammen med bælgfrugter og grøntsager, fortæller Rikke Iben Neess, kampagneleder i Fuldkornspartnerskabet.

Fuldkorn på danske arbejdspladser i hele landet …Mange virksomheder og organisationer regner med at deltage i Årets Fuldkornsdag. En af dem er FOOD by Coor, der står bag ca. 100 kantiner landet over. Det betyder at ansatte hos blandt andet Politiet, Velux, Finansforbundet, Det Kgl. Teater og DSB kan se frem til at få fuldkorn på menuen:

– Vores kantinedrift er kendetegnet ved ægte madglæde og bæredygtige løsninger forankret i høj faglighed. Derfor giver det god mening for os at være med til at fejre Årets Fuldkornsdag. På dagen vil vores dygtige medarbejdere sikre formidlingen af vigtigheden ved brugen af fuldkorn. Dette vil vores gæster møde på dagen i deres frokostløsninger, siger Søren Kanne Divisionsdirektør, FOOD by Coor Danmark.

Hos fødevarevirksomheden Food Solutions A/S i Egå bliver der også serveret fuldkornsmorgenmad for alle medarbejdere på dagen:

–Som producent har vi et ansvar for at få folk til at spise mere fuldkorn, og det gælder selvfølgelig også vores egne medarbejdere. Vi ønsker at bidrage til at danskerne spiser flere fødevarer fra første led i fødekæden til gavn for klimaet – og det er fuldkornsprodukter og bælgfrugter gode eksempler på, siger Kristian Lauridsen adm. direktør fra Food Solutions A/S, som også er partner i Fuldkornspartnerskabet.

Selvom 79 procent af danskerne spiser fuldkorn dagligt eller flere gange om ugen, så halter det med at forstå, hvad fuldkorn er. En Megafonundersøgelse for Fuldkornspartnerskabet viser nemlig, at kun 56 procent af os ved, at rug kan være fuldkorn og kun 47 procent ved, at fuldkorn handler om at hele kornet er med – også kimen og skaldelene, hvor de fleste fibre vitaminer og mineraler sidder. Så der er mange gode grunde til endnu engang at slå et slag for fuldkornet.

Fuldkornspartnerskabet er et offentligt privat partnerskab, der arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Bag Fuldkornspartnerskabet står Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og en række fødevarevirksomheder.

boller
Havreboller – (havre er 100% fuldkorn) … (Foto: PR)

Læs også: Det vidste du ikke om rugbrød

Gaming er rykket ud af teenagerværelset

Gaming er rykket ud af teenageværelset, og det skaber potentiel guldgrube for annoncører, og gaming- og e-sportsindustrien forventes at være en trecifret milliardforretning om blot  to år. I takt med, at flere målgrupper begynder at spille digitale spil, bliver reklamepladsen stadigt mere attraktiv for kommercielle aktører. Det viser nye tal fra Deloitte om forretningspotentialer i e-sport og gaming.

Gaming- og e-sportsindustrien er i voldsom opblomstring. Gaming nåede nye højder under pandemien, og selv efter nedlukningsbølgerne fortsatte spillemanien med at stige i Skandinavien. I 2022 svarede 33 procent af de adspurgte skandinaver i Deloittes undersøgelse Digital Consumer Trends, at de spiller dagligt – mod 31 procent i 2021-undersøgelsen.

Fordi der spilles mere og flere målgrupper har kastet sig over digitale spil, forventes gaming og e-sportsindustrien at være 211 milliarder dollars værd i 2025.

Ældre og kvinder gamer mere … Det er næppe overraskende, at unge gamer mere end ældre, og at tidsforbruget på digitale spil falder med alderen. Men de ældre generationer er slet ikke så langt bagud, som man skulle tro. For eksempel er seniorerne på 65-75 år kun halvt så tilbøjelige til at spille digitale spil lejlighedsvist som de 18-24-årige er. Derudover spiller 25 procent af de 65-75-årige spil dagligt sammenlignet med 40 procent af de 18-24-årige. Kløften mellem kvindelige og mandlige gamere ser også noget anderledes ud, end man skulle tro. Ifølge Deloittes undersøgelse spiller hele 36 procent af de kvindelige respondenter hver dag sammenlignet med 30 procent blandt mændene.

– Forestillingen om gameren som den store teenagedreng, der er groet fast i sin gamerstol bag nedrullede gardiner, er temmelig misvisende. I dag er vi alle gamere – i den forstand, at alle aldersgrupper og køn spiller digitale spil i hverdagen, fortæller leder af Deloittes afdeling for teknologi, medier og telekommunikation, Frederik Behnk.

Efterhånden som digitale spil når ud til et stadig bredere publikum, bliver reklamer på spilplatforme mere attraktive for kommercielle aktører, der ønsker at ramme en bred målgruppe.

Der er også gode muligheder for målrettede markedsføringskampagner, ikke mindst inden for e-sport. Deloittes nye undersøgelse Let’s Play! viser, at væksten i e-sport er drevet af Millennials og yngre generationer, og selvom stigningen i publikumstal i er stoppet efter pandemien, er interessen markant større, end den var før pandemien.

– E-sport adskiller sig ved at være en oplagt kanal til at nå et smallere, mere specifikt publikum, end den efterhånden temmelig brede kategori af forbrugere, der spiller uforpligtende spil. Her er det også værd at bemærke, at e-sportpublikummet er mere positivt indstillede over for reklamer end dem, der ikke ser e-sport, fortsætter Frederik Behnk.

69 procent af e-sportsseerne siger i undersøgelsen, at de finder reklamer nyttige og informative sammenlignet med 48 procent af dem, der ikke ser e-sport.

– Udviklingen er gået stærkt de sidste 5-10 år, hvor gamingindustrien har bevæget sig fra niche til mainstream. Industrien beskæftiger flere og flere danskere, og vi ser samtidig, at traditionelle mediehuse i stigende grad etablerer gamingafdelinger eller på andre måder indtænker spil som en del af kanalstrategien. Gaming er ikke til at komme uden om hverken kulturelt eller økonomisk, slutter cheføkonom hos Deloitte Majbritt Skov.

Læs mere i Deloittes Let’s Play her!

gaming e-sport
Gaming og e-sport har et stort økonomisk potentiale. (Grafik: PR)

Læs også: Astralis lancerer kvindeligt Counter-Strike hold

Madonna kommer til Danmark

I tirsdags offentliggjorde Madonna sin ‘Madonna: The Celebration Tour’ i en ikonisk viral video med en hentydning til sin banebrydende film ‘Truth or Dare’. Videoen indeholder bemærkelsesværdige navne som Diplo, Judd Apatow, Jack Black, Lil Wayne, Bob the Drag Queen, Kate Berlant, Larry Owens, Meg Stalter, Eric Andre og kulminerer med Amy Schumer, der udfordrer den globale superstjerne til at tage på turné og fremføre sine fire årtiers megahits. Madonna, der er den bedst sælgende kvindelige solo-turnékunstner gennem tiden, tager imod udfordringen og annoncerer ‘The Celebration Tour’, som markerer hendes uovertrufne musikkatalog fra de sidste 40 år.

Touren er produceret af Live Nation, og den globale turné med 35 datoer starter i Nordamerika lørdag den 15. juli i Rogers Arena i Vancouver, BC. Derefter stopper den i Detroit, Chicago, New York, Miami, Los Angeles, med flere. Touren kommer derefter til Europa, hvor hun optræder i 11 byer i løbet af efteråret, herunder blandt andre London, Barcelona, Paris, Stockholm og København. Det hele afsluttes i Amsterdam fredag den 1. december i Ziggo Dome.

The Celebration Tour vil tage os med på Madonnas kunstneriske rejse gennem fire årtier og hædrer byen New York, hvor hendes musikalske karriere begyndte.

– Jeg er spændt på at udforske så mange sange som muligt i håb om at give mine fans det show, de har ventet på, siger Madonna.

The Celebration Tour byder også på en enestående oplevelse med special guest Bob the Drag Queen a.k.a. Caldwell Tidicue som vil være med på alle datoer.

Billetsalget starter idag fredag den 20. januar 2023 klokken 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.

madonna
Så kommer Madonna endelig til Danmark … (Foto: PR)

Læs også: Kom med indenfor hos Justin Bieber

Dagens video: Den smukke natur bevares

Fredagsfjol: Akrobatik på flere niveauer 🤸‍♂️

· Mere fra samme kategori ·