
NEWS: Vi tager julemaden med på udlandsrejsen
Vi tager julemaden med på udlandsrejsen · Kom til luciaoptog i Tivoli i dag · Julefrokostindsats på vejene: Ingen bilister med for høj promille · Gaskunder kan nu få afregninger hvert kvartal · Natklub ransaget efter mistanke om narkosalg · Dagens billede: En gigantisk legende
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Vi tager julemaden med på udlandsrejsen
Vi danskere er glade for julemad. Faktisk så glade, at vi tager sild, flæskesteg og risalamande med på juleferien til udlandet. Den traditionelle julemad slår sågar Disney Juleshow og julegaverne, når det handler om at komme i julestemning på rejsen. Det viser en nordisk undersøgelse for rejsearrangøren Apollo.
Nogle leger pakkeleg, andre fylder flere mandler i desserten. Vi har alle vores forskellige juletraditioner, men hvad kan de danskere, der holder ferie i udlandet juleaften, ikke forestille sig at være foruden, når de skal fejre?
Størstedelen af danskerne kan sagtens forestille sig at opgive både Disney Juleshow (61 pct.) og julegaver (54 pct.), når de forlader Danmark over julen. Til gengæld mener halvdelen af de adspurgte danskere, at julemad er et must, selvom de for eksempel ligger i en liggestol (51 pct.) under sydens sol.
Julemaden er særligt vigtig for den yngre aldersgruppe. 60 procent af de 18-25-årige kan således ikke forestille sig at stå uden julemad i udlandet. Den ældre aldersgruppe synes derimod ikke, det er helt lige så vigtigt med julesylte og æbleskiver. Blot hver anden (53 pct.) af de 56-65-årige angiver dermed, at julemaden er vigtig på ferien i udlandet.
– Julen er for mange en højtid fyldt med traditioner, og langt de fleste har nok et klart billede af, hvad de ønsker, den skal indeholde. At tage til udlandet i julen kan ruske lidt op i de sædvanlige traditioner, men det betyder ikke, at man ikke sagtens kan tage dele af de gode gamle juletraditioner med, og så kan der måske komme nye til. At fejre jul i udlandet kan jo også være en mulighed for at skabe en helt ny slags juleminder, siger Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo i Danmark.
Disney Juleshow splitter folket … Kun 12 pct. af danskerne angiver, at de ikke ser Disney Juleshow juleaften. Yderligere knap hver anden (49 pct.) kan fint forestille sig at undvære Bambi og de syv små dværge, når de holder jul i udlandet. De ældre generationer kan dog nemmere forestille sig at være foruden Disney Juleshow, sammenlignet med de yngre. Halvdelen af de 18-25-årige (50 pct.) og endnu flere (56 pct.) af de 26-35-årige mener således, at Disney Juleshow er et must selv i udlandsferien. Mens blot hver femte i aldersgruppen 56-65 år fortæller, at de ser Disney Juleshow i udlandet.
Når det kommer til julegaver, er danskerne dog ret enige på tværs af aldersgrupperne. 54 procent kan sagtens forestille sig at undvære julegaverne til fordel for at tage til udlandet. Flertallet er enige om, at de hellere vil til udlandet end at modtage julegaver.
Om undersøgelsen:
Undersøgelsen blev gennemført i oktober 2022 af Mantap på vegne af Apollo. Undersøgelsen havde over 1.000 respondenter i alderen 18 – 66+ og blev gennemført i Sverige, Norge, Danmark og Finland.

Læs også: Her er de fem ting vi frygter mest at få stjålet i julen
Kom til luciaoptog i Tivoli i dag
Svensk skik hyldes i dag med stort luciakor i Tivoli … Som en del af den store nedtælling til juleaften spiller i dag den 13. december, kendt som Luciadagen, en ikke helt uvæsentlig rolle. Der er nok tale om en svensk skik, hvor et fakkeloptog gik fra ødegård til ødegård med den smukkeste pige forrest for at vække gårdens karle. Danskerne har for længst taget traditionen til sig som deres egen og bruger anledningen til at tænde lys og håb i mørket.
I dag består koret også af enkelte drenge som synger og bærer lys. Fra klokken 17.30 kan du opleve et stort optog med knap 100 korsangere iført hvide luciakjoler, mens de blandt andet synger ‘Nu bæres lyset frem’ i Tivoli.
Anna Dyregaard – årets Luciabrud siger:
– Det er helt vildt at være årets Lucia-brud og så i Tivoli. Det må være alle korsangeres drøm, eller i hvert fald min …
Tivoli har til lejligheden samlet fem forskellige kor, der tilsammen tæller knap 100 unge til et stort fælles kor. Koret består af udover af piger også af enkelte drenge fra Frederiksberg Sogns Ungdomskor, Hillerød Kirkes Kor, Vesterbro Kirkernes Juniorkor, Lillerød Kirkes Kor og Brønshøj Kirkes Pigekor. Udover Luciasangen fremfører sangerne også ‘Et barn er født i Betlehem’, ‘Dejlig er den himmel blå’, ‘Ding, dang, engleklokkers klang’, ‘We wish you a Merry Christmas’, ‘En rose så jeg skyde’ og ‘Il est né le Divin Enfant’.
Koret går fra H.C. Andersen Slottet i retning mod Nimb, hvor det første stop er, når mørket har lagt sig over Haven, tirsdag eftermiddag klokken 17.30.
Luciakorets dirigent Bente Kiil Toftegaard slutter:
– I dag er det lige fra børnehaven en stor ære at få lov til at gå med i et Lucia-optog. Det er for sangerne en stor oplevelse at være med i det meget store Lucia-optog i Tivoli og lade sangen bane sig vej i mørket sammen med de mange andre lys i Tivoli.

Læs også: Lav Cakenhagens egne flødeboller
Julefrokostindsats på vejene: Ingen bilister med for høj promille
Færdselsbetjente fra Østjyllands Politi var fredag aften og nat på vejene syd for Aarhus og ned til Odder i en indsats, der primært var rettet mod spritbilisme på grund af de mange julefrokoster.
Ud af de omkring 350 bilister, der blev kontrolleret, var der dog ikke en eneste, som havde en promille over det tilladte. To bilister blev til gengæld anholdt og sigtet for narkokørsel, da en narkometertest indikererede, at de var påvirkede af euforiserende stoffer.
Under indsatsen, der foregik fra klokken 17.00 til klokken 1.00, blev der foretaget i alt 19 sigtelser for forskellige forseelser. De fordelte sig på følgende vis:
• 2 x narkokørsel
• 4 x ej medbragt kørekort
• 2 x anvendt mobiltelefon under kørsel (klip)
• 1 x ej erhvervet kørekort til stor trailer
• 1 x gult før rødt lys
• 1 x ej efterkommet anvisningerne
• 1 x overhaling højre om (klip)
• 2 x hastighedsovertrædelse landevej (klip)
• 1 x hastighedsovertrædelse byzone (betinget frakendelse)
• 1 x kørsel uden førerret (adm. Inddraget føreret)
• 1 x fremkørsel mod rødt lys (klip)
• 1 x besiddelse euforiserende stoffer
• 1 x parkeringsafgift

Læs også: Slut med sprut: Indsats skal forebygge spirituskørsel
Gaskunder kan nu få afregninger hvert kvartal
Mange gaskunder har efterspurgt hyppigere opgørelser af deres energiforbrug. Med kvartalsvise aflæsninger fra Evida bliver det nu muligt for Norlys at lave forbrugsbaserede afregninger for gaskunderne en gang i kvartalet i stedet for en gang om året.
Den statslige gasdistributør Evida har på baggrund af blandt andet opfordringer fra Norlys, besluttet at indføre kvartalsvise aflæsninger af gas i stedet for de hidtil årlige aflæsninger. Det får straks Norlys til at indføre kvartalsopgørelser for selskabets gaskunder. De kvartalsvise opgørelser betyder, at kundernes regninger fremover i langt højere grad kommer til at afspejle kundernes reelle forbrug og besparelser.
– Vores gaskunder har de seneste måneder efterspurgt regninger, som ligger endnu tættere på deres faktiske forbrug. Netop derfor har vi været i dialog med Evida om at få hyppigere aflæsninger som afregningsgrundlag, og det er derfor rigtig glædeligt, at Evida nu indfører kvartalsvise aflæsninger på gas, fortæller Mads Brøgger, der er direktør i Norlys’ energiforretning.
Det er Evida, der ejer gasnettet i Danmark, og derfor er det Evida, der står for alle forbrugsaflæsningerne af gas. For at kunne lave opgørelser til kunderne er Norlys derfor afhængig af at få korrekte oplysninger om forbruget fra Evida.
– Rigtig mange af vores kunder er heldigvis gode til at spare på gassen i øjeblikket. Med de nye kvartalsaflæsninger og afregninger får kunderne både en mere retvisende pris og kommer hurtigere til at mærke effekten af, at de sparer, og det er rigtig positivt. Vi håber, det motiverer kunderne endnu mere til at spare på gassen, slutter Mads Brøgger.
Norlys’ elkunder får allerede i dag en opgørelse over deres forbrug hvert kvartal. Gaskunder hos Norlys får kvartalsopgørelser, så snart Norlys begynder at modtage opgørelser over forbruget kvartalsvist fra Evida. Ifølge Evida kan gaskunderne frivilligt aflæse deres gasmålere i december 2022 samt i 1. og 2. kvartal 2023. Herefter vil der være kvartalsaflæsninger for alle gaskunder.

Læs også: Ingen gas til Europa fra Rusland
Natklub ransaget efter mistanke om narkosalg
På baggrund af mistanke om organiseret salg af narkotika slog Københavns Politi fredag nat til mod en større natklub i Indre By. Det drejer sig om natklubben Museo, som er ejet af Remee. Ved ransagningen blev der fundet forskellige former for narkotika, og tre personer er blevet sigtet for besiddelse af stoffer.
Ved en målrettet aktion rykkede betjente og narkohunde fra Københavns Politi ind på Museo i Indre By. Baggrunden for aktionen var en mistanke om, at der på stedet foregår organiseret og systematisk salg af narkotika til stedets gæster. Politiet havde forud for aktionen indhentet en dommerkendelse.
Ved ransagningen blev både gæster og flere ansatte visiteret blandt andet ved brug af narkohunde, og politiet har efterfølgende beslaglagt forskellige stoffer, herunder primært kokain. Et større antal gæster blev desuden fundet i besiddelse af såkaldte snifferør.
– Vi har modtaget oplysninger om, at der på stedet bliver handlet systematisk med narkotika, og derfor slog vi til i nat. Vi har gjort nogle fund, der bestyrker vores opfattelse, og vi skal nu arbejde videre med sagen, siger vicepolitiinspektør Simon Hansen, leder af Operativ Specialafdeling fra Københavns Politi.
Som led i Trygt Nattelivsindsatsen er Københavns Politi fast til stede i det københavnske natteliv og fører løbende tilsyn med natklubber og værtshuse.
– Langt de fleste har heldigvis en fest, der ikke involverer stoffer, men vi møder desværre ofte unge, der er påvirkede. Derfor har vi også en bred og løbende indsats, og hører vi om organiseret salg til gæster, er det en alvorlig sag, og derfor har vi foretaget nattens ransagning, slutter Simon Hansen.

Læs også: Brødre i fængsel i sag om narkohandel og våbenbesiddelse