Læs også:

Close
vin vinglas

Sådan bliver du helt enkelt klogere på vin

Mad  | 

Bogen ‘Vin – helt enkelt’ er skrevet af Thomas Ilkjær. Og det er en super god bog, hvis du ikke ved så meget, og gerne vil have mere viden. Vi har fået en snak med ham om både bogen og viden, som helt sikkert vil gøre dig (vin)klogere

Hvorfor en ‘enkel vinbog’?

Fordi en af de kommentarer fra både vinkyndige og ikke-vinkyndige jeg oftest får er, at vin er uoverskueligt og forvirrende. Jeg tror mange har brug for at opleve en vis form for enkelthed, og at man godt (i starten) kan nedbryde alt det komplekse til nogle lidt enkle spørgsmål, som man ofte kan relatere til sin egen ‘vinhverdag’.

Astronomi er også voldsomt komplekst og uoverskueligt, men man kan alligevel godt lave bøger om emnet, som selv børn kan lære af. Uden sammenligning i øvrigt … 🙂

vin - helt enkelt, thomas ilkjær
Thomas Ilkjær har skrevet en virkelig god bog, hvis du vil blive klogere på vin … (Foto: PR)

Lidt om Thomas:

51 år, gift og har to drenge. Bor i Hvidovre men opvokset i Jylland. Oprindeligt uddannet cand. scient i idræt men forlod Institut for Idræt i 2005 til fordel for Stockholm og et liv i vinens verden.

Vinskribent i ind- og udland siden 1998 og forfatter/redaktør af flere vinbøger. Vinskribent på Politiken siden 2011. Medstifter af og daglig leder af Vinakademiet (2007), DK’s største vinskole med sommelieruddannelse og vinkurser. Har selv taget uddannelsen WSET Diploma in Wine.

vin - helt enkelt bog
Sådan ser bogen ud …

Er vin blevet både mere hverdagsagtigt og unikt på en og samme tid?

Ja, det kan man nok godt sige. Det er helt sikkert blevet mere hverdagsagtigt end for 20 år siden. Mange flere har en form for vininteresse, det er blevet mere almindeligt at drikke vin ugen rundt og ikke kun til fest og i weekenden. Og noget af det elitære er blevet taget af.

Samtidigt er konkurrencen øget, og det er endnu mere nødvendigt at lave noget ‘unikt’ for at blive set. Der er langt flere dyre ‘kultvine’ i dag end for 20 år siden og hele tiden flere unikke, spændende, nyskabende vine at tage stilling til.

Du har selv været vinskribent i mange år – hvordan startede din interesse, og har den forandret sig?

Ved en tilfældighed. Læste en madbog om Italien og den italienske vin barolo og blev grebet af en trang til at vide mere. Jeg blev helt opslugt af det på stedet. Vinen gav mig kombinationen af de to ting. jeg elsker mest: nørdet fordybelse og fysisk nydelse af velsmag.

Egentlig har min egen personlige interesse ikke ændret sig fundamentalt men i takt med at vinen blev min levevej har jeg udvidet min horisont og naturligt bredt mig mere ud for eksempel til en interesse for den tekniske side af vinverden.

vin vinmarker
Her ses arbejdsheste på en vingård med Saint-Emilion vine … (Foto: PR)

Har du sådan nogle få regler i forhold vinens farve, man skal vide?

Ja, at man skal være ret ligeglad. Den betyder overordnet ikke noget for kvaliteten men det er et emne jeg tit får spørgsmål til og er derfor med i bogen. Farven er interessant, da den giver indikationer om for eksempel vinens druesort(er) eller alder, men det kan man jo få oplysninger om på etiketten.

Mange ender nok med at vælge en fransk vin, hvis de ikke ved så meget. Men kan du kort forklare de vigtigste ting, man skal vide, når man skal købe en vin – måske en til hverdag og en når der bruges lidt ekstra?

Det gør de faktisk ikke. Frankrig ligger næsten side om side med Spanien, Australien og Chile og langt efter italien. Dette spørgsmål er også et, der ofte kommer igen og her er svaret (desværre), at der ikke findes nogen genveje.

Der er ingen hemmelige insidertrick, som altid gør vinindkøb succesfulde. Mit allerbedste råd er at købe vin et sted, hvor der virkelig er nogen der ved noget og er villige til at hjælpe. Ligesom hvis du skal købe elektronik, maling eller hårde hvidevare. Hvis du ved blot en lille smule om, hvilken vin (type, område, druesort …), du godt kan lide eller hvilken mad den skal passe til, bør nogen kunne hjælpe dig.

Og så er det vigtigt at notere sig både gode og dårlige oplevelser og have lidt tålmodighed, før man efterhånden får opbygget nok erfaring til, at der danner sig et mønster, man kan gå efter.

middag, rose, rosé, rosévin, vin, vinglas, hygge, stearinlys, gæster, besøg, borddækning
Mange danskere elsker at hygge med et godt glas vin … Men det kan være en jungle at finde vej til de gode … (Foto: Pexels)

Vi taler jo meget om klima – hvordan hænger vin og et godt klima sammen?

Det er et stort spørgsmål og en af de ting der diskuteres mest i vinverden pt. Klimaforandringerne skaber store udfordringer mange steder (primært på grund af for lidt nedbør, for voldsomt vejr for eksempel skovbrande og høje temperaturer) men mange andre steder er den globale opvarmning for eksempel en positiv ting, der giver bedre vine og mindre problemer.

Er rødvin sundere end hvidvin?

Måske. Det er ikke helt forstået til bunds og generelt er der noget, der tyder på at det er alkoholen i sig selv, der kan have en gavnlig effekt på visse sygdomme ved et moderat forbrug. Men rødvin indeholder i modsætning til hvidvin stoffet resveratrol, der menes at have særlig positiv virkning på hjerte-kar sygdomme.

rødvin pige restaurant
Måske – var svaret på om rødvin er sundere end hvidvin … (Foto: Pexels)

Mange supermarkeder kører tilbud på vine, så det er svært at vide, om det er et godt tilbud. Hvad skal man se efter, og hvad prisniveau kan man få en god hverdagsvin til?

Man skal glemme alt om før-priser og ‘spar xxx kroner’. Med mindre man virkelig selv kan huske, hvad den normalt koster og kan se at besparelsen er reel. Supermarkederne kalkulerer generelt med at sælge til tilbudspriserne. Man skal blot forholde sig til den pris vinen har tilbud eller ikke og efterfølgende vurdere, om den var det værd.

Hvis man køber en vin til 40 kroner går en meget stor del til alt det der ikke er vin (prop, flaske, transport, afgift med mere). Køber man for eksempel en vin til 70 kroner, så er alle disse omkostninger de samme, og næsten alle de ekstra kroner går til vinen. Mit bud vil være omkring 70-75 kroner.

vin
‘Vin – helt enkelt’ – så er du klar til at invitere gæster på vin … (Foto: Camilla Stephan)

Mange er begyndt at tale om økologiske vine. Er der noget, der gør dem specielle – udover de er økologiske?

Nej ikke i sig selv. Så kan det godt være, at der er flere producenter blandt de økologiske, som også gør andre ting som eventuelt gør vinen særlig, men det kan man ikke umiddelbart vide som forbruger. Økologiske vine smager ikke anderledes, fordi de er økologiske og man skal mest købe økologisk vin, hvis man vil støtte ideen om økologisk dyrkning af vinmarkerne.

En vins noter taler man jo meget om, har du et par ting, hvis man vil begynde at tænke over dem, når man drikker vine?

Skriv ned!! Ingen kan huske alt i hovedet, og når man skal skrive ned, tvinges man til at koncentrere sig. Og så er rådet at bruge smagehjulet i bogen … 🙂

vin vindruer
Så er druerne ved at være klar til at blive brugt … (Foto: PR)

Hvis du skulle give blot fem gode råd, når man skal købe en vin, hvad er de så?

1) Køb vin hvor du kan få kvalificeret hjælp.

2) Tag billeder af vine du synes om og det modsatte og brug dem som udgangspunkt.

3) Vær nysgerrig og køb ikke den samme vin igen, før du har prøvet 10 andre.

4) Køb hellere dobbelt så dyrt og drik halvt så meget.

5) Stol på din egne smagsløg og vurderinger.

 

 

Læs også:

Marcipanchips du kan nemt kan lave

 

Marcipanchips marcipan jul (Foto: PR)

· Mere fra samme kategori ·