Læs også:

Close
skov natur

NEWS: Naturinvestering fra Hempel Fonden sikrer og skaber mere vild natur

Nyheder  | 

Naturinvestering fra Hempel Fonden sikrer og skaber mere vild natur · Konkursniveauet slår nu finanskrisen · Dyr bil beslaglagt efter gaderæs · Biltal for oktober · Bagmand dømt for at drive ulovlig piratside · Dagens billede: Solen smiler

Naturinvestering fra Hempel Fonden sikrer og skaber mere vild natur

Som led i Hempel Fondens fokus på biodiversitet og bevarelse af natur investerer fonden i et 775 hektar stort natur- og landbrugsareal på det sydligste Lolland. Formålet med investeringen er at øge naturværdien ved at omlægge arealet til vild natur.

Området ’Saksfjed Inddæmning’ er et inddæmmet natur og landbrugsområde med et meget stort naturmæssigt potentiale, som indtil nu for en stor dels vedkommende har været landbrugsjord. Området er nabo til et af Fugleværnsfondens største naturreservater, nemlig det 217 hektar store Saksfjed-Hyllekrog. Tilsammen har området potentiale til at blive et af de væsentligste naturområder for biodiversitet i form af fugle, insekter og andre arter, der bevæger sig frit. Det samlede område vil være cirka 1.000 hektarer, det vil sige cirka 10 km2 hvilket svarer nogenlunde til 1.500 fodboldbaner.

– Danmark er et af de lande i verden med forholdsvist mindst natur og især vild natur. Det vil vi gerne bidrage til at ændre på med dette markante projekt. Til gavn for naturen, Lolland og Danmark. Det er vores ambition, at området over tid bliver et af de vigtigste naturområder i Danmark og et fyrtårn for fremme af biodiversitet, der kan inspirere indsatser både i og uden for Danmark, udtaler direktør i Hempel Fonden, Anders Holm.

Sælger, godsejer af Lungholm gods Nicolas de Bertouch-Lehn, udtaler i forbindelse med overdragelsen:

– Salget giver mig både nye muligheder for at udvikle min forretning inden for vores eget ekspertiseområde, men samtidig giver det mig også en tryghed i visheden om at Hempel Fonden, med gode kræfter, både kan og vil tage sig godt af Lungholm Inddæmning [hidtidig betegnelse for området – red.] ud i fremtiden og udnytte det store naturpotentiale som min familie altid har sat pris på og værnet om.

Området har en helt særlig betydning pga. sin placering som brohovedet til Nordeuropa, og som en vigtig del af adskillige arters migrationsrute med mindst 255 forskellige observerede fuglearter og et potentiale til endnu flere.

Flere naturorganisationer ser et meget stort potentiale i projektet:

– Dansk natur og biodiversitet er under massivt pres. Derfor er der brug for visionære nye projekter, hvor forskellige spillere går sammen og øger naturværdien i store, sammenhængende landskaber på tværs af naturtyper og ejerskabsforhold. Saksfjed Inddæmning har potentialet til at blive et af de første, største og mest ambitiøse naturgenopretningsprojekter af denne type i Danmark, siger Bo Øksnebjerg, Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

– Det er et aldeles fremragende og perspektivrigt projekt, der viser det meget store potentiale i at visionære fonde og virksomheder deltager aktivt i naturbeskyttelse. Vi glæder os meget til at følge at projektet omdanner området til et stort naturområde og fremover se traner, viber, mosehornugle, ørne og andre arter bruge dette EU-beskyttede område, siger direktør i Danmarks Naturfredningsforening, Lars Midtiby.

Projektet vil understøtte, at der er vigtig natur i Lolland Kommune. Borgmester Holger Schou Rasmussen udtaler:

– Som borgmester i Lolland Kommune er det svært at få armene ned. Det er fantastisk, at Hempel Fonden har valgt at investere i en indsats her på Lolland, og jeg er ikke i tvivl om, at det nye naturområde vil blive et slaraffenland for naturelskere. Både de lokale, der kan bruge området i deres hverdag, og de mange gæster og besøgende, der hvert år lægger vejen forbi. Jeg glæder mig derfor meget til at fortsætte det gode samarbejde med Hempel Fonden og ser frem til den videre dialog.

Næste skridt i projektet er at udarbejde en naturstrategi for området:

–Vi arbejder allerede med at biodiversitet og bevarelse af natur i en lang række lande og nu også i Danmark. Vi er en samarbejdende fond og har en tradition for at indgå i stærke partnerskaber. Det vil vi også gøre her. Frem mod sommeren 2023 vil vi udarbejde en naturstrategi for området, hvor vi gerne vil involvere eksperter, borgere og andre interessenter i en dialog om området, afslutter direktør i Hempel Fonden, Anders Holm.

Sådan ser området ud … (Foto: PR)

Læs også: Største danske skovområde bliver nu til vild natur

Konkursniveauet slår nu finanskrisen

Konkurstallet for oktober måned slår rekord med det højeste antal konkurser for måneden i statistikkens historie. Det viser ny analyse. Coronakrisen har presset mange virksomheder til det yderste, og den nuværende energikrise er derfor med til at give dødsstødet. SMVdanmark opfordrer til at udskyde tilbagebetalingen af statslige coronalån.

Næsten alle brancher mærker, at flere virksomheder end nogensinde før drejer nøglen om og hænger et ‘lukket’-skilt på døren. Hvad der startede som en mindre konkursbølge i byggeriet har spredt sig til langt flere brancher, så det nu også er bageren på hjørnet, den lokale restaurant og mange flere, der mærker den triste udvikling.

Det viser en konkurs-analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder

– Den buldrende energikrise slår pusten ud af virksomhederne, som ellers desperat har forsøgt at holde sig oven vande siden coronakrisen, da de fik frataget hele eller dele af deres omsætning. Det er især virksomheder, som har optaget coronagæld, som nu går konkurs, men det vi ser nu er, at konkursbølgen breder sig, siger Lasse Lundqvist, konsulent i SMVdanmark.

Kursniveauet i oktober måned ligger nu over finanskriseniveau og 268 virksomheder med beskæftigelse gik konkurs i oktober. Under finanskrisen var rekorden for oktober måned ‘kun’ 259 virksomheder. Det betyder også, at 1.442 personer – omregnet til fuldtid – har mistet jobbet.

– Jeg er i høj grad bekymret for erhvervslivet. Under finanskrisen gik der også lang tid, inden konkursniveauet normaliserede sig. Derfor tror jeg bestemt ikke, at vi har set det sidste til konkurser. Desværre. Konkurserne har det nemlig med at sprede sig som ringe i vandet, forklarer Lasse Lundqvist.

En del af årsagen til de mange konkursramte virksomheder er, at mange virksomheder har været nødsaget til at optage coronagæld, og inden virksomhederne for alvor havde mulighed for at tjene det tabte ind, ramte en ny krise. Energikrisen koster virksomhederne dyrt og svækker befolkningens købelyst samtidig med, at forsyningskrisen har fået flere virksomhederne til at øge lagerbeholdningen. Det har nu sat gang i en rullende snebold af konkurser, som i fremtiden vil vokse sig større.

– Et enkelt politisk indgreb, der kunne hjælpe uden at koste ret meget, vil være at udskyde betalingen af den statslige corona-gæld. Pengene skal naturligvis betales, for det er lån, men giv virksomhederne en chance for at få pengene i kassen, så de rent faktisk kan betale. Alternativt risikerer vi, at de går konkurs inden, og så mister statskassen helt sikkert pengene, siger Lasse Lundqvist.

Læs analysen her.

marked finans vækst (Foto: Unsplash)
Konkursniveauet slår nu finanskrisen … (Foto: Unsplash)

Læs også: Mange konkurser

Dyr bil beslaglagt efter gaderæs

Kørte ræs på offentlig vej: Nu er en kostbar leaset bil beslaglagt af politiet og føreren sigtet for vanvidskørsel. For det gik alt for stærkt, da to store biler kørte ræs mod hinanden på Transformervej i Søborg natten til søndag den 30. oktober.

En af bilerne – en BMW M 550i X-drive med en 4,4 liters V8-motor og 462 hestekræfter – blev målt mindst 129 kilometer i timen. 158 procent hurtigere end tilladt i byzonen på stedet.

En færdselsbetjent standsede BMW’en, som blev beslaglagt og kørt væk på en autotransport.

Føreren, en 47-årig mand fra København, blev sigtet for to gange vanvidskørsel:

– Vi har både sigtet ham for at køre om kap på en offentlig vej og for at køre over 100 procent for hurtigt i en byzone. Begge dele er omfattet af reglerne om vanvidsbilisme, og derfor tog vi bil og kørekort på stedet, udtaler politikommissær Claus Stoltenberg, Københavns Vestegns Politis færdselsafdeling.

Politikommissæren tilføjer, at politiet fortsætter indsatsen mod vanvidsbilisme. Føreren af BMWen nægtede og protesterede over politiets beslaglæggelse af bilen og inddragelse af hans kørekort. Det skal Retten i Glostrup nu tage stilling til.

Straffen for at køre om kap på offentlige veje kan i sig selv udløse 20 dages fængsel og tre års frakendelse af kørekortet. Kører man derudover 100 procent for stærkt i en byzone kan det udløse yderligere 20 dages fængsel, tre års frakendelse af kørekortet plus konfiskation af bilen. I dette tilfælde ejes bilen, hvis nypris i 2019 var omkring 1,4 millioner kroner, af et leasingselskab. Politiet kan inddrage førerretten midlertidigt på stedet, hvis straffen kan medføre en længerevarende frakendelse af kørekortet.

bmw bil
Dyr bil beslaglagt efter gaderæs … (Foto: Unsplash)

Læs også: Dyre fartbøder ved vejrarbejde

Biltal for oktober

Oktober bød på 10.852 nye personbiler i Danmark, hvoraf 38% var elektriske. I øvrigt blev der i oktober indregistreret 9 % blå biler og 4 % røde biler.

De 10.852 nyregistrerede personbiler, hvilket er et fald på 14,3 procent i forhold til samme måned sidste år. År til dato er der indregistreret 21,4 procent færre personbiler sammenlignet med samme tidsrum året forinden.

– Bilsalget er fortsat påvirket af globale forsyningsvanskeligheder. Dog virker det til, at vi er ovre de værste leveringsproblemer, selvom der stadig er ventetid på flere modeller. Hvis man er på udkig efter nye bil, er det bedste råd at besøge forhandleren, der kan hjælpe med at finde en bil, der passer til ens behov, og som kan leveres indenfor overskuelig fremtid, forklarer Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.

Ny ladeteknologi vil forandre vores strømforbrug … Inden for kort tid vil flere nye elbiler i Danmark have muligheden for at sende strøm fra batteriet tilbage i husstanden ved hjælp af den såkaldte V2G-teknologi, der står for ‘vehicle to grid’. Det åbner mulighed for benytte den billige strøm fra batteriet i de dyre perioder, hvilket kan give en god besparelse på elregningen samt en bedre balance i elnettet

– Helt lavpraktisk betyder den nye teknologi, at man kan tanke strøm på elbilen om natten, hvor strømmen ofte er billig, og så bruge den i hjemmet når elpriserne topper typisk ved spisetid, når alle har gang i komfuret og frikadellerne, siger Mads Rørvig.

Med den nye teknologi vil det også blive muligt at gøre det danske energiforbrug grønnere.

– Der vil være store klimagevinster i, at mange husstande vil få deres eget husstandsbatteri via deres elbil. Når der er et overskud af grøn energi i nettet vil man kunne lager det i elbilerne, og når strømmen er mindre grøn vil man kunne bruge strømmen fra bilen i stedet for elnettet – fx hvis der i Danmark i en periode er overskyet og vindstille. slutter Mads Rørvig.

bil bilsalg
Bilsalg i oktober stadig påvirket negativt … (Foto: PRI

Læs også: Mere normale leveringstider i sigte

Bagmand dømt for at drive ulovlig piratside

En 45-årig mand er dømt tre måneders fængsel med vilkår om samfundstjeneste for at stå bag den ulovlige fildelingstjeneste asgrd.org, hvorfra der er delt tusindvis af film og tv-serier.

NSK har ved retten i Aarhus fået idømt en 45-årig mand fra Midtjylland tre måneders betinget fængsel med vilkår om 80 timers samfundstjeneste for at have gjort tusindvis af film, tv-serier, musik, tegneserier og lydbøger ulovligt tilgængelige for tusindvis af brugere.

Manden tilhørte fildelingstjenesten asgrd.org’s ejerkreds, og han har været med til at starte fildelingstjenesten, som havde op mod 23.000 brugere. Via siden er der delt op mod 15.000 ophavsretligt beskyttede værker.

Der er i sagen blevet tilkendt RettighedsAlliancen en erstatning på 35.000 kroner.

Dommen i dag er den femte i et større sagskompleks. Sagen begyndte, da RettighedsAlliancen i oktober 2020 anmeldte internetsiden asgrd.org til politiet. RettighedsAlliancen havde konstateret, at der blev delt en række ulovlige kopier af danske film og serier fra siden med tjenesten. Blandt dem var den aktuelle danske film ”Druk” delt flere tusinde gange. Hjemmesiden blev lukket, og politiet har siden indledt straffesager mod i alt syv personer.

– Det er meget tilfredsstillende, at NSK på baggrund af en stærk og fokuseret indsats har fået stillet endnu en bagmand til regnskab. Det sender et klart signal til både bagmænd og til de danske pirat-brugere om, at der er stort fokus på denne form for kriminalitet, udtaler Jan Østergaard, der er specialanklager hos National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

computer tastatur
Bagmand dømt for at drive ulovlig piratside … (Foto: Pexels)

Læs også: Fængselsdom til filmpirat

Dagens billede: Solen smiler

· Mere fra samme kategori ·