Læs også:

Close
kaffebrød meyer

Kaffebrød – en overset klassiker

Mad  | 

Måske kender du – og elsker – som vi gør. Og kender du ikke, så skal du prøve denne lækkerbisken. Kaffebrød er lidt en ukendt bagerting, men nu kan du lave dem selv. Opskriften er fra bogen Meyers Surdejsskole

Kaffebrød lå engang i vinduet hos de fleste bagere og ses stadig hist og her. Det hører til i kategorien af kreative påfund, der giver nyt liv til daggammelt brød. Og kombinationen af sprøde kanter og en fugtig, sød marcipanremonce er decideret vanedannende.

kaffebrød meyer
Lav selv de lækre kaffebrød … (Foto: Chris Tonnesen)

Vi parfumerer kaffebrødet med et par dråber rosenvand, men citrusskal, appelsinblomstvand, brændevin eller likør vil også gøre sig godt.

Der bliver 8 styk af opskriften

Det skal du bruge

Ingredienser

200 g marcipan
130 g sukker
50 g brun farin
1⁄2 tsk bagepulver
2 tsk. hvedemel
2 store æggehvider (80 g)
8 skiver daggammelt brød, skåret i en aflang form
evt. et par dråber rosenvand

Sådan gør du

Riv marcipanen på et rivejern, og pisk det sammen med sukkeret og farinen med en håndmixer.

Tilsæt bagepulver og hvedemel, og pisk, indtil du har en ensartet masse.

Tilsæt en æggehvide, og pisk den ind i massen, og gør så det samme med den anden æggehvide – hvis remoncen er ved at blive for flydende, så hold lidt af æggehviden tilbage.

Kom remoncen på en sprøjtepose, hvis du har en – ellers lad den være i skålen.

Stænk hvert brødstykke med et par dråber rosenvand, og sprøjt remoncen ud eller fordel den med en ske, så du dækker brødet.

Sæt kaffebrødene på en bageplade med bagepapir, og bag dem ved 200° varmluft i 10-12 minutter, eller til de er flot gyldne på toppen.

Lad dem køle lidt af, men server dem gerne lune. Og gerne ‘smurt’ med et lag koldt smør på den flade side (modsat remonce og omvendt hvis du ser på foto).

TIP:
’Daggammelt’ skal tages med et gran salt. Gode surdejsbrød bliver ofte først daggamle af gavn efter flere dage.

 

Sådan ser bogen ud:

meyer surdejskole

Læs også:

Derfor skal du spise morgenmad hver dag

· Mere fra samme kategori ·